Korsfæstelse

Det hellige i vores dødskultur

16. oktober 2024
2 minutters læsetid
Cand.mag. i filosofi Christopher Mark Sørensen tager os med ned i den moderne kulturs forhold til det hellige. Vores tid kendetegnes ved et fravær af det hellige, og Sørensen beskriver, hvordan dette tab former vores forhold til både os selv og verden omkring os. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique her.

En tid er på vej, hvor menneskeheden vil gå fra forstanden, og når de ser én, som ikke er vanvittig, da vil de sige: Du er fra forstanden, for du er ikke som os.” Sådan skrev Antonius den Hellige. Ordene kan få de fleste til at servere et genkendende nik eller anerkendende grynt.

Det går stærkere og stærkere med “udviklingen”, og om det er skilsmissens normalitet, stadig større mistrivsel, flydende forståelse af køn eller den ny-pietistiske klimatro, så sidder mange af os tilbage med oplevelsen af, at forandring ikke altid fryder.

Vores kultur er ikke levende, bærer ikke sig selv videre og synes mest af alt at være opsat på sin egen tilintetgørelse; pilen peger mod døden frem for livet.  

I den kristne åbenbaring får vi vist, at indtrængen i helligdommen medfører død, men at helligdommens tilstedeværelse medfører liv. Når pagtens ark uværdigt berøres af dem, som burde kende til dens stand og status, indtræder døden.

På samme måde er døden indtrådt i vores kultur, fordi vi burde vide bedre. Vi har som samfund gennemlevet en historie, hvor riger og folk er opstået og gået i forfald, mens den kristne kultur og dens dogmer har været konstante.

Hvis man skal sammenfatte “Vesten” eller “europæisk kultur” til noget som helst passende, så må en væsentlig og konstituerende bestanddel af dette nødvendigvis være de godt tusind års enhedskirke og efterfølgende tusind års kristen enhedsarv.  

Hvor kommer denne tids dødskultur så fra? Fordi vi har tabt vores fornemmelse for det hellige. Selv i det fænomen, vi bredt betegnet kunne kalde for borgerligheden, er der en modvilje mod at tale om religion; for slet ikke at tale om konfessionel kristendom specifikt.

Religion er en privat sag og ikke noget, dannede politiske mennesker sådan skal udbasunere offentligt. Her tager vi bare fejl. Målet med denne artikel er at opstille en sproglig værktøjskasse, så vi bliver i stand til tænke over de ting, vi i det hele taget må overveje at ændre på. Det er min påstand, at med tabet af det hellige, det, som er urørligt for os mennesker, kommer også den implicitte tilladelse til at ændre på hvad som helst; for vores natur er at ændre, at forbedre og at optimere.

Vi vil gerne gøre verden til et bedre sted, og hvis vi ikke får at vide, at noget er godt, som det er – at det er på en bestemt måde, netop fordi vi ikke skal pille ved det – ja, så begynder vi netop at ‘forbedre’; også hvis det går i stykker i processen.  

Argumentet er således, at vi som mennesker vil forbedre verden, fordi det er en del af vores værdighed og rejse hjem mod Gud; at det hellige er det, som ikke kan forbedres af os; og at når vi søger at nærme os, eller forbedre, det, som er helligt, medfører det den dødskultur, vi ser i dag.

Med projektet således skitseret skal vi se nærmere på, hvad vi, her i kristenhedens kulturelle ruiner, overhovedet forstår ved begrebet “hellig”.  

Vil du læse resten. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster kun 199 kr. Vi sender direkte til din postkasse.

Christopher Mark Sørensen

Christopher Mark Sørensen er cand.mag. i filosofi og efterskolelærer

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr