I sidste halvår bragte vi en føljeton, hvor Marianne Stidsen fremførte en politisk kritik af universiteternes svigt. Nu følger Kai Sørlander op på Stidsens kritik ved at fremføre en principiel, filosofisk kritik af den postmodernistiske woke-forskning.

I tre artikler her på Critique retter Marianne Stidsen en alvorlig kritik imod universiteterne. Grundlæggende består kritikken i, at universiteterne ikke overholder den “samfundskontrakt”, som er en forudsætning for den – specielt økonomiske – understøttelse, som det omgivende samfund giver dem.

Samfundet giver dem forskningsfrihed, imod at de til gengæld overholder de grundlæggende standarder for videnskabelig praksis. Helt fundamentalt så skal videnskabelig forskning overholde to betingelser: den skal være konsistent, og den skal kunne efterprøves. Det sidste betyder, at den skal fremlægges med et forbehold om, at “det er således, er det ikke?”, og hvor man så er villig til at gå ind i en diskussion om, hvorvidt ens begrundelser nu også holder.

Problemet, som Marianne Stidsen ser det, er, at der fra universiteterne udbredes en såkaldt forskning – hun kalder det woke-forskning – som ikke overholder betingelserne for videnskabelighed, og som universiteterne ikke har været intellektuelt skarpe nok til at kunne kvæle indefra. Dermed har universiteterne ikke overholdt deres del af samfundskontrakten. Desuden kritiserer Marianne Stidsen også de borgerlige for at være for lidt interesseret i at gå rent principielt ind i denne diskussion og dermed overlade det teoretiske felt til de venstreorienterede.

Grundlæggende er jeg enig i denne diagnose. Men i det følgende vil jeg forsøge at udbygge den rent principielt. Det vil sige, at jeg vil gå fra en politisk kritik af, at universiteterne bryder samfundskontrakten, til en filosofisk kritik af den basale forudsætning, som den såkaldte woke-forskning bygger på, således at det bliver klart, at der i grunden ikke er tale om en politisk diskussion, men om en principiel filosofisk diskussion.

Universitetets nødvendighed i demokratiet

Lad mig begynde med at præcisere, hvad der er baggrunden for den samfundskontrakt mellem universitetet og demokratiet, som Marianne Stidsen påberåber sig. Men for at forstå, hvad der er universitetets særlige plads i demokratiet, skal vi først forstå, hvad der er demokratiets principielle grundlag.

Demokratiet bygger på en etisk fordring om borgernes grundlæggende ligeværdighed. Det er et forsøg på at opbygge en samfundsorden, hvor ingen har særlig ret til at tage de politiske beslutninger, men hvor alle i grunden har lige ret. Samtidig må dog erkendes, at den enkelte borger ikke automatisk har de forudsætninger eller den viden, som han behøver for at kunne tage meningsfuld stilling til de politiske problemer, som samfundet står over for.

På universiteterne er forskningsmiljøer, som ikke opfylder betingelserne for videnskabelighed.

Det betyder, at demokratiet skal have et skolevæsen, som så vidt muligt sikrer, at borgerne får de nødvendige forudsætninger for på meningsfuld vis at kunne deltage i demokratiet. Desuden må demokratiet have en form for medier, som sikrer, at borgerne kan få den viden, som i dagligdagen er relevant for, at de kan deltage i konkrete politiske beslutninger, og specielt for at de kan deltage i diskussionen om disse beslutninger.

Derudover bør demokratiet også have særlige institutioner – universiteter – som har til opgave at sikre, at samfundet som helhed har den bedst mulige viden om virkeligheden i alle dens forskellige aspekter. Alle i samfundet kan ikke vide alt om alt, men på universiteterne kan man samle forskere, som på forskellige felter søger og samler viden om, hvorledes verden er, og som desuden overholder de elementære betingelser for videnskabelighed.

Således kan universiteterne fungere som fælles vidensbanker for det demokratiske samfund. Gennem medierne og uddannelsesinstitutionerne kan den videnskabelige forskning formidles til befolkningen som helhed, og fordi den overholder de elementære betingelser for videnskabelighed – at den er konsistent og kan efterprøves, og som hovedregel er blevet efterprøvet i det videnskabelige system – så kan den tillægges en særlig status i den demokratiske diskussion.

Postmodernismen og universiteterne

Denne særlige status for videnskabelig forskning gælder ideelt set. Den gælder for forskningen under forudsætning af, at den opfylder betingelserne for videnskabelighed. Imidlertid opstår der her et problem, fordi – som Marianne Stidsen peger på – der på universiteterne er forskningsmiljøer, som ikke opfylder betingelserne for videnskabelighed.

Tværtimod er der forskningsmiljøer, som benægter, at der findes en universel – fælles – rationalitet, men som i stedet hævder, at rationaliteten er relativ – hvad enten det så er til kultur, køn eller til noget andet. I bred forstand kan disse forskningsmiljøer karakteriseres som postmoderne, og det er fra dem, at den såkaldte woke-forskning udspringer.

Vi må stille spørgsmålet, om den postmoderne kritik af rationalitetens universalitet holder rent filosofisk.

Umiddelbart karakteriseres den postmoderne forskning ved, at den bryder med de betingelser for videnskabelighed, som samfundskontrakten mellem universitetet og demokratiet hviler på. Så hvis universiteterne holder fast ved at ville drive forskning på det postmoderne grundlag, så er demokratiet rent politisk berettiget til at ophæve samfundskontrakten, for så opfylder universiteterne ikke længere deres del. Så opbygger de ikke en viden, som er fælles for hele samfundet.

Men det er en rent politisk reaktion fra demokratiets side, og selvom den som sådan er berettiget, så er den principielt – filosofisk – set utilfredsstillende. For den ignorerer spørgsmålet om, hvorvidt den postmoderne relativisering af rationaliteten er rigtig, og altså spørgsmålet om, hvorvidt den oprindelige samfundskontrakt mellem universitetet og demokratiet bygger på et illusorisk ideal. Her må vi tænke videre. Vi må stille spørgsmålet, om den postmoderne kritik af rationalitetens universalitet holder rent filosofisk.

Postmodernismens ugyldighed

Den postmoderne mistro til rationalitetens universalitet har vundet indpas i den filosofiske verden under inspiration af en række forskellige tænkere. Centralt blandt dem står Martin Heidegger med sin værenshistoriske historicisme og sin negative holdning til rationalitetsbegrebet. For Heidegger er den logiske rationalitet utilstrækkelig, når det kommer til den egentlige værenserkendelse, og den må overskrides til fordel for en særlig kriterieløs tænken. I realiteten betyder det, at videnskaben forlades til fordel for en form for religiøsitet. Af andre inspirationskilder til den postmoderne relativisme kan nævnes Michel Foucault, som gør rationaliteten relativ til konkrete magtforhold, og Jacques Derrida, som gør tekster relative til fortolkninger.

Den postmoderne forskning bygger på et falsk grundlag.

Jeg skal ikke her forsøge at gå nærmere ind på disse inspirationskilder til den postmoderne relativisme. I stedet skal jeg forsøge at give en argumentation, som gælder selve muligheden for, at rationaliteten kan være relativ, og som derfor i grunden omfatter dem alle. Hvis det ikke er muligt – logisk konsistent – at rationaliteten kan være relativ, så må alle de tænkere, som i en eller anden forstand forudsætter denne mulighed, være på vildveje.

Kan rationaliteten være relativ? Når vi stiller dette spørgsmål, så må svaret selv fordre at have universel gyldighed. Det vil sige, at dybest set kan vi ikke besvare spørgsmålet positivt uden at modsige os selv. Så det ligger i selve rationalitetens begreb, at den må være universel. For rationaliteten skal som minimum være konsistent.

Dette indebærer, at den postmoderne forskning bygger på et falsk grundlag, og at tænkere som Heidegger, Foucault og Derrida rent principielt medvirker til at føre tænkningen over videnskabens grundlag ind på et falsk spor. Og dette medfører så igen, at det må være uhensigtsmæssigt at reagere på det, at universiteterne faktisk medvirker til at udbrede postmoderne “forskning”, med at ophæve samfundskontrakten mellem universitetet og demokratiet.

I stedet skal man reagere på det ved at få universiteterne til at tænke dybere og til at forstå, at de ikke skal give legitimitet til de postmoderne forskningsmiljøer, fordi disse ikke opfylder betingelserne for videnskabelighed. Så er spørgsmålet selvfølgelig, om universiteterne, som de nu er bemandet, evner den tænken. Gør de ikke, skal de presses udefra. Alle er vi som personer under forpligtelsen til at tænke rationelt og til at forsvare den rationelle tænken.

Det er vigtigt at forstå, at rationaliteten selv – og dermed betingelserne for videnskabelighed – er en fordring, der som ideal er konsistent. Det, som derimod står til prøve, er menneskenes rationalitet: deres evne til at leve op til denne fordring. Mens rationaliteten selv er et konsistent ideal, så er menneskenes evne til at leve op til dette ideal noget, som skal vises i historien. Og den viser ikke noget entydigt billede. Vi har fået en vis fremgang i demokrati og videnskab, men har vi forstået, hvad det indebærer? Postmodernismens udbredelse er jo selv et udtryk for menneskenes manglende evne til at leve op til rationalitetens – og videnskabelighedens – fordring.

Relativismens inkonsistens og den positive filosofi

Men én ting er, at relativismen – og dermed postmodernismen i dens forskellige former – er inkonsistent. Det betyder blot, at en absolut filosofi må være gyldig. Det næste spørgsmål må så være, hvad den absolutte filosofi – eller det, som er således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes – positivt må bestå i. Hvad må en sådan filosofi have som det absolut nødvendige fundament? Hvad er således nødvendigt, at det kan danne grundlag for en filosofi, som rationelt set er absolut gyldig?

Når man står med det spørgsmål, kan man gå tilbage i filosofihistorien og se, hvorledes betydningsfulde filosoffer tidligere har besvaret det. Hvilket grundlag har de bygget på? Hvad kan vi lære af Aristoteles? Af Baruch Spinoza? Af Immanuel Kant? Men i grunden må svaret ikke hentes fra, hvad andre – hvor betydningsfulde de end har været – har tænkt. I grunden må svaret hentes fra det grundlag, hvorpå selve rationaliteten bygger – og hvorpå vi hver især må bygge, når vi tænker rationelt.

Hvad er så det grundlag? Det kan ikke være andet end det, som vi har forudsat i argumentationen for, at relativismen i alle dens former må være inkonsistent. Det må altså være modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori: den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem påstande. Ud fra dette – absolut nødvendige – udgangspunkt er det muligt at definere forskellen mellem empiriske påstande og nødvendigt sande påstande.

De filosofiske miljøer på universiteterne er ikke intellektuelt stærke nok til, at de kan gennemskue den postmoderne relativisme.

Og derfra er det muligt at gennemføre en transcendental deduktion af det system af grundbegreber, som principielt må være forudsat selve muligheden af sande empiriske påstande – og som dermed må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse. En sådan transcendental deduktion kan jeg ikke gennemføre her, men i min bog Den rene fornufts struktur har jeg vist, hvorledes det skal gøres. På den måde får man ekspliciteret den absolut nødvendige filosofi, som er impliceret i selve rationalitetsbegrebet – i selve konsistenskravet – og som derfor ligger implicit i enhver mulig persons begrebsapparat.

Den faktiske kamp imod universiteternes postmodernisme

En ting er, at der principielt må findes en absolut filosofisk sandhed (der må kunne begrundes og udledes, som skitseret ovenfor). En anden ting er, om det er muligt at få den akademiske verden – og den intellektuelle verden i øvrigt – til at forstå denne nødvendighed. Det første er et rent begrebslogisk spørgsmål. Det andet er et historisk – og dermed empirisk – spørgsmål.

Hvis universiteterne ikke indefra er i stand til at gøre op med de postmoderne forskningsmiljøer, så må de i første omgang presses intellektuelt udefra.

I dag må vi faktisk erkende, at de filosofiske miljøer på universiteterne ikke intellektuelt er stærke nok til, at de kan gennemskue den postmoderne relativisme. Tværtimod er de mange steder med til at legitimere og udbrede denne relativisme – og dermed med til at undergrave forudsætningerne for, at universiteterne kan opfylde deres samfundskontrakt med demokratiet. Det er dette dilemma, som vi står i.

Den intellektuelle elite, der skulle sikre, at universiteterne overholder samfundskontrakten med demokratiet, er i en grad, som ikke kan ignoreres, selv fanget i den postmoderne ideologi, der undergraver denne samfundskontrakt. I hvert fald i så stor udstrækning, at universiteterne ikke indefra har været i stand til at stille den postmoderne relativismes filosofiske inkonsistens klart til skue – og til intellektuelt at kvæle de forskningsmiljøer, som undergraver den samfundskontrakt, som universiteterne har med demokratiet.

Hvis universiteterne ikke indefra er i stand til at gøre op med de postmoderne forskningsmiljøer, så må de i første omgang presses intellektuelt udefra. Så er spørgsmålet, om der udefra er potentiale for et sådant pres, når der ikke er det på universiteterne selv. Men muligheden er der. Og dette pres kunne for eksempel også stille spørgsmålet om, hvorfor universiteterne helt undlader at gå ind i en diskussion med det forsøg på at begrunde en absolut filosofi, som jeg har udfoldet i Den rene fornufts struktur og i mit tidligere forfatterskab.

Er universiteterne ikke lydhøre over for et sådant intellektuelt pres, men fortsætter de med at udbrede en postmoderne relativisme, der undergraver den samfundskontrakt som universiteterne skal opfylde for at være berettigede til deres demokratiske understøttelse, så må demokratiets reaktion i sidste instans være politisk.

Men en politisk reaktion, som ikke selv er gennemsyret af en filosofisk erkendelse af den postmoderne relativismes inkonsistens og den absolutte filosofis principielle nødvendighed, vil selv være problematisk. Her må vi simpelthen spørge os selv, om vi som mennesker har intellektuel kapacitet til at forstå den situation, hvori vi som rationelt forpligtede finder os selv. Om tilstrækkelig mange har denne intellektuelle kapacitet.