I tre artikler vil Marianne Stidsen med afsæt i sit foredrag på Critiques Årskonference 2024 beskrive universiteternes kritisable tilstand i nutiden. Udgangspunktet for diskussionen er Stidsens egen plagiatsag, som førte til, at hun trak sig fra akademia – på trods af at hun blev frikendt. Som altid er touch’et stidsensk og umiskendeligt anti-woke. Første artikel handler om substansen i plagiatsagen, om kollegernes uldne reaktion og om det mystiske efterspil, sagen fik i de højere cirkler.

Står det nu også så skralt til i dag med universiteterne som påstået? Det har man hørt flere betvivle. Javist, der har været forskellige eksempler og sager, som viser, at den såkaldte ”wokeisme” – dvs. marxismen i en ny køns- og identitetspolitisk forklædning – findes derude.

Men som bemærket er det ubetydeligt og langt fra svarende til, hvad vi har set i USA, hvor woke-aktivismen har lagt store hæderkronede campusser ned på stribe. Senest har vi oplevet, hvordan det er nået så vidt, at amerikanske universitetsrektorer har forsøgt at holde hånden over studenteraktivister og andre, som i forlængelse af Gaza-konflikten direkte har opfordret til folkemord på jøder.

Jeg er blevet bedt om at tale her på Critiques Årskonference med udgangspunkt i min egen sag, der endte med at koste mig jobbet som lektor på Københavns Universitet for to år siden. For at blive lidt mere klar på, om noget tilsvarende er ved at ske herhjemme på de højere læreanstalter.

Men hvorfor stod jeg det alligevel ikke igennem, har mange siden spurgt?

Og dermed: Blive klar på om vores eget samfund er ved at tippe ud over kanten på samme måde som de angelsaksiske – fordi den voldsomme, revolutionære idéomvæltning nu engang har sit udspring på universitetet, hvor de teoretiske kugler bliver støbt.

Det gør jeg selvfølgelig gerne, da jeg nok synes, det er vigtigt, alle aspekter af sagen omsider kommer frem. Måske kan man endda ligefrem lære noget af den.

En ”vakt” kollegas gesjæftighed

Sagen begyndte at rulle i slutningen af oktober 2021, da Dagbladet Information slog en stor artikel op på forsiden af papirudgaven af avisen, hvor jeg blev anklaget for plagiat i min nyudgivne debatbog Køn og identitet – et spadestik dybere. Det viste sig, at artiklen kun var første del af en hel serie, hvor jeg i artikel efter artikel blev anklaget for plagiat i flere af mine bøger. Vel at mærke uden, at der ét eneste sted i nogen af artiklerne blev leveret begrundelse for, at jeg skulle have gjort mig skyldig i de meget alvorlige anklager, som var fremhævet i samtlige overskrifter.

Højst var der – når man læste ned i artiklerne – tale om, at jeg måske/måske ikke havde sjusket med et par henvisninger i forhold til nogle leksikonopslag og et par avisartikler (noget, jeg selv bestred og til stadighed bestrider). Bottomline er, at jeg aldrig – hverken her eller andre steder – har brugt noget fra andre uden at angive kilden.

Det sluttede dog ikke med det. For allerede mindre end 24 timer – altså under et døgn! – efter, at den første artikel havde været på, meddelte et menigt medlem af mit doktorbedømmelsesudvalg, en professorkollega fra Odense, der gav sig ud for at have været formand for udvalget, at hun nu ville tage initiativ til, at universitetet plagiattestede hele min 1300 sider lange, seks år gamle doktordisputats.

Det skete på baggrund af, at jeg i den første artikel i Information-serien havde svaret ”ja” på journalistens spørgsmål om, hvorvidt jeg kunne finde på at bruge den slags metoder i min forskning – altså det, som avisen kaldte plagiat og jeg selv kalder legitim parafrase med tydelig kildeangivelse. (Jeg havde desuden sagt, at mente nogen, jeg havde begået noget ulovligt, var de velkommen sagsøge mig).

I betragtning af, hvor alvorligt det må siges at være at bede et universitet om at plagiatteste en afhandling, man selv har været med til at godtage for doktorgraden – med de forpligtigelser, der hører med – virker det måske noget besynderligt, at man inden for så kort tid når at diskutere sagen (udvalgsmedlemmerne bor tilmed i hvert sit land), træffe beslutning om at indsende en bred, uspecificeret anmodning om test til fakultetet, og effektuere den.

Hertil havde den unge – selv fremstormende litteratinde in spe – med barnlig formskrift skrevet et kort med ordene: ”Tak for denne gang!”.

Det var i hvert fald vanskeligt ikke at få den tanke, at indsatsen havde været forberedt og koordineret med avisen på forhånd. Og især med journalisten, der senere i øvrigt gjorde sig uheldigt bemærket som mikrofonholder for en manipulerende statistisk undersøgelse udarbejdet af ansatte på hendes eget tidligere institut – som beskrevet i min Critique-artikel ”Er universiteterne ved at ødelægge videnskaben – og samfundet?”.

Mistanken om, at der indgik en udtalt bias i sagen, blev bestyrket, da det menige medlem af mit bedømmelsesudvalg, Anne-Marie Mai, samme dag i Jyllands-Posten blev ved med, i strid med realiteterne, at insistere på, at hun havde været formand for mit bedømmelsesudvalg – ja, endog hævdede at kunne dokumentere det. Muligvis fordi det ville have set lidt mærkeligt ud, hvis et almindeligt medlem af et bedømmelsesudvalg tog initiativ til et så drastisk skridt mod en kollega.

Allerede samme formiddag havde hun da også fået resten af bedømmelsesudvalget, inklusive formanden, altså den reelle formand, med på at sende en sådan anmodning afsted til mit fakultet. En henvendelse, som efter sit indhold må siges at have karakter af en generel ”fisketur” uden konkrete eksempler på mulige problemer, udformet af det udvalg, der selv havde antaget afhandlingen, og derfor måtte formodes at kende den.

Hvordan man end vælger at fortolke forløbet, blev resultatet, at jeg d. 25. oktober, efter 25 års ansættelse, sagde min lektorstilling på KU op, eftersom jeg måtte erkende, at jeg under disse omstændigheder ikke ville være i stand til at gå ud og undervise studerende. En erkendelse, der blev bestyrket af de interviews, Uniavisen efterfølgende bragte med studerende. Her tilkendegav flere, at de følte sig usikre over at skulle undervises af sådan en som mig.

Afskedsreceptionen

Men hvorfor stod jeg det alligevel ikke igennem, har mange siden spurgt? Tjo, muligvis fordi én ting er at stå overfor en flok studerende som ”hende den kontroversielle med de forkerte meninger”. Noget ganske andet er at skulle stå over for dem som ”hende den potentielt kriminelle”. Det kan være, der er andre, som efter 25 års tro tjeneste ville finde sig i det. Men dét kunne jeg nu engang ikke rigtigt tage mig sammen til – slet ikke til dén løn! Så beslutningen blev taget på en kort gåtur langs Islands Brygge en fredag eftermiddag. I ain’t gonna work on Wegeners farm no more.

Endelig er der, som det sidste, Det Humanistisk Fakultets håndtering af sagen. Det undrede mig således, at man i rivegildet om min doktorafhandling valgte at gå lukt udenom de procedurer, der ellers er de normale i sådanne tilfælde. Nemlig at man, hvis man har mistanke om tvivlsom videnskabspraksis eller uredelighed, sender en anmeldelse til Praksisudvalget med præcise henvisninger til, hvor man mener, den muligvis er gal. Som et minimum burde der have været peget på nogle mere konkrete bekymringspunkter.

Det skete ikke her, hvor dekan Kirsten Busch Nielsen valgte straks at imødekomme den løst formulerede 10-linjers anmodning fra mit bedømmelsesudvalg, signeret Anne-Marie Mai i øvrigt, og igangsætte en storstilet plagiattest og undersøgelse af min disputats fra A til Z – og ovenikøbet melde det ud på Twitter. Og skønt den elektroniske test, som udvalget havde bedt om, intet suspekt viste, herefter initiere en yderligere granskning.

Det endte med en ren frikendelse udstedt af Praksisudvalget ved Københavns Universitet, som til sidst fik overdraget sagen, fordi Det Humanistiske Fakultet efterhånden havde mudret det sådan til, at de ikke engang selv kunne hitte rede i, hvad der var op og ned (f.eks. viste det sig, at de havde baseret en stor del af deres såkaldte undersøgelse på en forkert version af afhandlingen).

For at finde et eller andet at hænge sin hat op på måtte dekanen og hendes medhjælper, en nær kollega til mig, derfor forsøge at ty til anklager som, at jeg et sted blot henviste til en ordbogsdefinition. Hvor jeg rettelig burde have skrevet, at henvisningen gjaldt Den Danske Ordbog.

Andre steder beskyldes jeg for at have plagieret Encyklopædien. Hvor det så ved nærmere eftersyn viser sig, at det faktisk er Encyklopædien, der har plagieret – hvis man nu absolut vil bruge så stærkt et ord om noget så bagatelagtigt. Den slags pinagtigheder og inkompetencer var der et utal af – herunder den manglende evne til at stave titlen på min afhandling, der ellers ikke just er vanskelig, korrekt.

Absurditeten i dette cirkus lyser da også ud af Praksisudvalgets redegørelse, som man kan få aktindsigt i, hvis man beder om det. Som én rammende formulerede det: De smed dig ud på vejen og håbede på, der kom en bus. Ja, sådan må jeg altså også indrømme, det føltes.

For at gøre målet fuldt, var det som sagt en nær kollega til mig, der åbenbart havde sagt ja til at sidde i tre måneder i kontoret to døre fra mit og finkæmme mit doktorarbejde med tandtråd for at se, om der dog ikke skulle kunne findes blot en lillebitte fodfejl, som kunne gaslightes op til flodhestestørrelse. For at legitimere det kamikaze-projekt, de havde kastet sig ud i. Selv vidste jeg intet om det.

Jeg gik på arbejde og hilste glad og fro på kollegaen, der sad som en anden Stasi-agent og forsøgte at ”afsløre” mig – hvem ved, måske for selv at rykke frem i systemet. Som i den charmerende film De andres liv (kollegaen havde, skal det siges, aldrig selv i sine 25-årige ansættelse udgivet en selvstændig bog, endsige skrevet nogen disputats, ligesom Anne-Marie Mai heller aldrig har skrevet nogen disputats).

Til min afskedsreception kom ham og hans nye unge woke-kæreste, som jeg selv havde undervist, endog storsmilende hen og overrakte mig en lille gave i form af noget sæbe af en temmelig ubestemmelig lugt og konsistens. Hertil havde den unge – selv fremstormende litteratinde in spe – med barnlig formskrift skrevet et kort med ordene: ”Tak for denne gang!”.

Så hjerteligt foregik det ikke just den dag, jeg skulle pakke det sidste ned på mit kontor. Mine forældre mindede mig om det, fordi jeg faktisk havde glemt eller fortrængt det. Jeg kom – og igen håber jeg, man tilgiver den personlige farvning, men den er mildt sagt svær at undgå – derud med en rullekuffert og fik bøgerne og papirerne pakket.

Der sad kollegaer – kollegaer jeg havde arbejdet sammen med i årevis – bag dørene lige ved siden af. Men ingen kom ud. Til gengæld kom en af sprogprofessorerne, Elisabeth Engberg-Pedersen, som havde kontor på etagen nedenunder, op, fordi hun havde hørt min hjulskramlen og spurgte, om hun ikke skulle køre mig hjem med tingene.

Menneskelighed findes stadig – selv på Humaniora i København.

Et besynderligt intermezzo

Men havde det hele, så uskønt det end lyder, nu også noget med politik at gøre, sådan som jeg selv påstod og til stadighed påstår? Måske var jeg blot, som en kommentator i Kristeligt Dagblad formulerede det, en ”anløben forsker”. Det er da muligt, at jeg blot er en anløben – eller sågar uduelig – forsker og intellektuel. Men før man konkluderer endegyldigt på det, kan det måske godt betale sig at tage et nærmere kig på substansen i sagen.

Så egentlig kunne jeg godt tænke mig at starte lidt før – nemlig med hvad der gik forud for plagiatanklagerne. Blot for at illustrere, hvorfor jeg personlig mener, at woke er og bliver det største problem for og den største trussel mod vores universiteter p.t. Langt overgående udfordringerne med universitetsreformen og studentermarxismen. Og for at argumentere for, hvorfor min egen sag meget vel kan vise sig at være mere end et lille hul i asfalten på min egen professionelle løbebane.

Det hører med til historien, at plagiatsagen ikke var en enkeltstående hændelse. Året inden, i 2020, var jeg faktisk blevet søgt presset ud af den litterære prestigeinstitution Det Danske Akademi. Rigtigt gættet: ført an af førnævnte Odense-professor. Det skete på baggrund af mine kritiske skriverier om MeToo.

Herunder bogen Den nordiske Metoo-revolution 2018 – og dens omkostninger. Thi det er åbenbart sådan, man i dag vælger at takle meningsmodstandere. Det hele endte med, at flere andre akademimedlemmer meldte sig ud i protest mod at skulle sidde i stue – ovenikøbet i selveste Karen Blixens spisestue! – med én, der bl.a. havde kaldt MeToo for en terrorbevægelse. Og som nægtede at trække det tilbage. Jeg udmøntede desuden udtrykket ”matriarkalsk socialisme” om den nye hegemoniske ideologi.

woke er og bliver det største problem for og den største trussel mod vores universiteter

Den nærliggende forkortelse faldt heller ikke i særlig god jord, endsige gjorde mig mere populær – selvom Politikens ATS for nylig foreslog en helgenstatue opført af mig for udmøntningen af netop det ord. Men igen: Er der egentlig, hånden på hjertet, en mere præcis betegnelse for fænomenet?

Hvis nogen kan komme på en bedre, sætter jeg gerne et garanteret plagiatfrit eksemplar af min disputats på højkant. Året efter, i 2021, udgav jeg nok en kritisk debatbog, nemlig føromtalte Køn og identitet – et spadestik dybere. Denne gang drejede det sig om et forsøg på at beskrive wokebevægelsen in toto – og ikke mindst: spore dens udspring tilbage til universiteterne. Det faldt ej heller i så god jord – som jeg har skrevet om flere steder, bl.a. i Critique.

Efterspillet

Allermest interessant er dog nok efterspillet til sagen, som endnu ikke har været udførligt beskrevet, så det vil jeg forsøge at gøre nu.

Den 14. oktober 2022 skrev graverjournalisten Poul Pilgaard Johnsen en artikel i Weekendavisen under overskriften ”Frikendt – sådan da”. Artiklen startede med ordene: ”Københavns Universitet renser litteraten Marianne Stidsen for anklager om plagiat og videnskabelig uredelighed, men viger nødtvungent tilbage for selv at sætte det allersidste punktum på grund af den ’generelle opmærksomhed om sagen’.”

De sidste ord dækkede over det mellemspil, som fulgte i kølvandet på Praksisudvalgets afgørelse. For sammen med deres frikendelse af mig fulgte en skrivelse sendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, der er nationalt funderet og rangerer lige under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Dem der, som man plejer at sige, har magten til at udstede den endegyldige akademiske dødsdom over en forsker. I skrivelsen hedder det lidt kryptisk, at:

Under henvisning til nævnsformand Jens Hartig Danielsens brev af 11. september 2020 til Praksisudvalgets Formand, hvoraf det fremgår, at tilfælde, hvor der ikke foreligger begrundet mistanke om videnskabelig uredelighed, ikke skal sendes til nævnet, vedtog udvalget derfor ikke at oversende sagen til nævnet.

Efterfølgende har Praksisudvalgets sekretariat gjort Praksisudvalget opmærksom på, at nævnet her i foråret har spurgt sekretariatet til, hvornår sagen er klar til oversendelse til nævnet, og at sekretariatet på denne baggrund forventer at Nævnet vil følge sagen tæt.

Under henvisning hertil har Praksisudvalget valgt at formulere sin udtalelse i sagen således, at den i relation til spørgsmålet om mulig uredelighed er foreløbig og betinget af, at nævnet inden for en frist på 1 måned fra dato formelt tilkendegiver sit ønske om at få sagen forelagt for nævnet, hvilket Praksisudvalget i så fald vil gøre. For så vidt angår spørgsmålet om tvivlsom forskningspraksis er udtalelsen derimod endelig.

For god ordens skyld bemærkes, at denne (delvis) foreløbige udtalelse samtidigt hermed er sendt til Marianne Stidsen.

Praksisudvalget er opmærksom på, at den således benyttede fremgangsmåde ikke har været praktiseret før. Da Praksisudvalget på den anden side ikke tidligere har modtaget sådanne henvendelser fra nævnet, og da nævnsformanden i den førnævnte skrivelse understregede, at ”det altid er muligt at drøfte med nævnet, om et tilfælde falder ind under nævnets kompetence” finder udvalget, at fremgangsmåden er den mest korrekte efter de foreliggende oplysninger.

Det fik Poul Pilgaard Johnsen til at skrive følgende:

Det kan godt være, at litteraten og debattøren Marianne Stidsen er stridbar og polemisk ud over manges grænser, men videnskabelig uredelig er hun ifølge Københavns Universitets Praksisudvalg ikke. Udvalget har brugt ni måneder på at behandle en klage over hendes doktordisputats, der var under mistanke for at være delvist plagieret, og ordvalget i deres konklusion er ikke til at tage fejl af.

Ifølge afgørelsen, der kom i sidste uge, har Praksisudvalget ”i enstemmighed og uden tvivl konkluderet, at der ikke i MS’s disputats forekommer tilfælde af plagiering, der gør det relevant at rejse spørgsmål om videnskabelig uredelighed”.

Så er sagen vel endelig slut? Spørger Pilgaard Johnsen, og svarer:

Faktisk ikke – og nu bliver det ekstra speget: Af sagens dokumenter fremgår, at Praksisudvalget på grund af den store offentlige opmærksomhed om Marianne Stidsens plagiatsag har følt sig presset til at sende sagen til det nationale Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU), selvom udvalget er helt sikker på, at hun ikke er uredelig. Det er aldrig sket før.

Ifølge loven er det kun NVU, som kan afgøre sager om videnskabelig uredelighed, men det er de enkelte universiteters praksisudvalg, som sender sagerne videre til det nationale nævn, hvis de har begrundet mistanke om uredelighed.

Københavns Universitets Praksisudvalg bemærker i afgørelsen, at ”tilfælde, hvor der ikke foreligger begrundet mistanke om videnskabelig uredelighed, ikke skal sendes til nævnet,” og at man derfor ikke plejer at videresende disse sager til NVU.

Men sådan gik det ikke i tilfældet Stidsen, som tydeligvis er omgærdet af ekstra stor interesse – også fra det nationale nævns side. Efter at Praksisudvalget på mødet i september ”frikendte” hende – hvilket normalt ville være en endelig afgørelse – fik Praksisudvalgets sekretariat [som hører under rektorsekretariatet, min tilføjelse] tilsyneladende kolde fødder.

I hvert fald har sekretariatet ifølge udvalgets dokumenter ”udtrykt betænkelighed ved beslutningen om ikke at forelægge sagen for NVU. Sekretariatet har blandt andet bemærket, at den generelle opmærksomhed om sagen betyder, at nævnet følger sagen, at nævnet i foråret har spurgt sekretariatet til, hvornår sagen er klar til oversendelse til nævnet, og at det på denne baggrund må forventes, at nævnet vil følge sagen tæt”.

Sagen bliver først ført til ende efter, at Poul Pilgaards artikel har været på i Weekendavisen. Da meddeler Nævnet for Videnskabelig Uredelighed Praksisudvalget ved KU, at de efter de foreliggende oplysninger nu vurderer, at der ikke er grundlag for, at de behandler ”den konkrete sag af egen drift.”

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der ville være sket, hvis Poul Pilgaard Johnsen ikke havde haft ovenstående artikel i Weekendavisen.