Dette er den anden af tre artikler, hvor Marianne Stidsen med afsæt i sit foredrag på Critiques Årskonference beskriver universiteternes sammenbrud i nutiden. Udgangspunktet er Stidsens egen plagiatsag, som førte til, at hun trak sig fra universitetet – på trods af at hun blev frikendt. Første artikel handlede om substansen i plagiatsagen, om kollegernes reaktion og om det bizarre efterspil, sagen fik. Anden artikel handler om, hvorvidt FE-sagen kan bruges som et spejl til at forstå den, samt om efterspillet til efterspillet.

Låget i sagen om spionchefen Lars Findsen ryger af omtrent samtidig med, at min egen doktorsag kører. Det er med til på besynderlig vis også kastet en slags lys over det mystiske efterspil i min sag. Det stod nemlig herefter klart – i hvert fald for mig – at sagen i nok så høj grad som FE-sagen var et udslag af den manglende respekt for magtens deling, som flere har bemærket, karakteriserer den nuværende og forrige regering i Danmark.

Sammenfaldet mellem FE-sagen og min egen sag fik mig til at skrive et indlæg i Berlingske, hvor jeg pegede på de svært overselige fællestræk mellem de to sager. Indlægget, der blev publiceret i netudgaven af avisen den 19. oktober – men aldrig i papirudgaven – lød sådan her:

Fredag i sidste uge ramte to historier medierne: Lars Findsens erindringsbog ”Spionchefen – erindringer fra celle 18”, der var udkommet dagen inden, og historien om hvordan det nationale Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ønskede at få den sag om plagiat, som har kørt imod mig ved Københavns Universitet, oversendt. På trods af, at Praksisudvalget ved KU netop havde frikendt mig ”i enstemmighed og uden tvivl” for uredelighed, hvilket normalt betyder, at sagen er afsluttet.

Ved første øjekast har de to historier ikke meget med hinanden at gøre alene af den grund, at den enes hovedperson er tidligere spionchef, den andens en helt almindelig universitetsforsker. Og så alligevel. For der er faktisk, vil jeg påstå, nogle ret tydelige fællestræk.

De mest slående fællestræk ved Findsens og min sag er, at vi tilsyneladende begge har kæmpet for at stå imod en tiltagende politisering af vores respektive fagområder, henholdsvis efterretningstjenesten og universitetsforskningen. For dette bliver vi mødt med voldsomme anklager og sanktioner og forsøg på karaktermord.

Hvad enten man er venstre- eller højredrejet, bør dette vække til dyb bekymring. Det er blevet sagt flere gange, at den nuværende statsminister Mette Frederiksen er magtfuldkommen. Selv har jeg strittet imod denne betegnelse, da jeg – ligesom så mange andre – synes hun har håndteret embedet overvejende dygtigt og kompetent. Men jeg er begyndt at indse, at jeg nok har taget fejl.

For hvad ligger der egentlig i ordet ”magtfuldkommen”? Der ligger det i det, at man udøver sin magt ud over alle grænser så at sige. Dette er ikke blot problematisk set ud fra en politisk oppositions synspunkt. Det er problematisk set ud fra et grundlæggende demokratisk synspunkt, fordi det er i modstrid med Grundloven.

Den måske vigtigste paragraf i Grundloven er den, der handler om magtens tredeling. Paragraffen findes for netop at forhindre magtmisbrug og magtfuldkommenhed. I øjeblikket synes paragraf 3 dog misforstået derhen, at man – ligesom på de sociale medier – skal deles om magten i alle disse instanser og flere til. Med den konsekvens, at politiseringen trænger længere og længere ind i alle afkroge af samfundet. Fra grundskolernes undervisning til sundhedsvæsenet til kommunernes forvaltning.

Det er, hvad enhver forhåbentlig kan se, ikke alene et politisk problem for oppositionen, det er slet og ret et stort demokratisk problem. Som sagt har både Lars Findsen og jeg forsøgt at kæmpe imod denne udemokratiske og i bund og grund forfatningsstridige politisering af vores respektive felter – som betyder, at man ikke kan være sikker på, om der ligger faglige eller politiske vurderinger til grund for de produkter, der leveres.

For Lars Findsens vedkommende har det ifølge ham selv ført til uretmæssige anklager og en foreløbig varetægtsfængsling på 71 dage.

For mit eget vedkommende har det ført til, at den frifindelse af mig, som Praksisudvalget ved KU kom med 6. oktober, efter et år med meget alvorlige anklager hængende over hovedet, muligvis bliver underkendt af NVU. Og i hvert fald bliver den forhalet.

”At dræne sumpen” er et udtryk, de fleste ordentlige mennesker tager afstand fra, hvad enten de er røde eller borgerlige. Men muligvis skulle man – lige som med ordet ”magtfuldkommen” – stoppe op og lige overveje, hvad det egentlig betyder. I stedet for pr. automatik at tage afstand fra det, fordi det ikke lyder pænt. For hvad hvis nu det er sandt; altså at det er lige præcis det, der må til?

Udtrykket betyder jo netop, at politiseringen er trængt så langt ind i statsapparatet og i de institutioner, der burde være uafhængige, burde være adskilt fra hinanden og udelukkende baseret på et fagligt og sagligt grundlag, at det er et demokratisk problem. For hvad indebærer det, helt konkret? Jo, det indebærer for eksempel, at folk som Lars Findsen og jeg – og alle mulige andre for den sags skyld – ikke længere kan være sikre på, at vi får en formel og uvildig behandling, når vores sager skal bedømmes. Vi risikerer at blive dømt ikke på et strengt sagligt og fagligt grundlag, sådan som det burde være, men på et politisk grundlag, der camouflerer sig selv som sagligt og fagligt.

Den 15. november 22 modtog jeg da endelig besked fra Rektorsekretariatet om, at Praksisudvalgets foreløbige frikendende udtalelse af min doktordisputats nu var gældende. Dog med den tilføjelse, at nogle af de mindre anmærkninger, der havde været – bl.a. på foranledning af nye anklager fra Det Humanistiske Fakultet – bortfaldt, eftersom jeg i et supplerende svar havde redegjort tilfredsstillende for dem. Den endelige udtalelse fra Praksisudvalget, dateret den 14. november 22, lyder:

I brev af 6. oktober 2022 afgav Praksisudvalget en foreløbig udtalelse i din sag. Udtalelsen blev samtidig sendt i høring til Nævnet For Videnskabelig Uredelighed med henblik på at afsøge om nævnet ønskede at behandle sagen. I modsat fald ville Praksisudvalget selv færdiggøre sagsbehandlingen ved at afgive en endelig udtalelse.

Nævnet har i brev af 18. oktober 2022 udtalt, at det ikke ønsker sagen oversendt. Nævnet har heller ikke bemærkninger til Praksisudvalgets faglige vurderinger i sagen herunder til Praksisudvalgets konklusion på, at du ikke har handlet videnskabeligt uredeligt i forbindelse med udarbejdelsen af disputatsen ”Den ny mimesis”.

På baggrund af nævnets svar, træffer Praksisudvalget med dette brev, jf. § 11, stk. 1, i Københavns Universitets regler om god videnskabelig praksis, beslutning om, at udtalelsen af 6. oktober 2022 er at betragte som endelig men med tilføjelse af dine bemærkninger nedenfor til Praksisudvalgets vurdering af tvivlsom forskningspraksis (udtalelsens afsnit 4), og som Praksisudvalget hermed samtidig tager til efterretning.

[…]

Praksisudvalget har noteret sig denne præcisering, som – hvis den havde foreligget for udvalget – ikke ville have givet anledning til den nævnte bemærkning. Det bemærkes for god ordens skyld, at ovenstående forhold ikke har haft betydning for udvalgets afgørelse, som den blev meddelt foreløbigt den 6. oktober 2022, og som nu afgives i sin endelige form.

Dagen efter, den 16. november, blev jeg samtidig med Akademisk Råd på Det Humanistiske Fakultet orienteret om, at dekan Kirsten Busch Nielsen nu betragtede sagen som afsluttet. Brevet fra NVU, dateret 18. oktober, der er vedhæftet denne orientering, og som tilsyneladende har givet anledning til så meget forvirring og urent trav, kommer herved også til mit fulde kendskab. Ordret lyder det:

Praksisudvalget ved Københavns Universitet har ved brev af 6. oktober 2022 henvendt sig til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed vedrørende en sag om mistanke om plagiering i lektor emeritus, dr.phil. Marianne Stidsens doktordisputats ”Den ny Mimesis – Virkelighedsfortolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig”.

Brevet er vedlagt praksisudvalgets udtalelse af 6. oktober 2022 ”Det Humanistiske Fakultets anmeldelse af lektor emeritus dr.phil., Marianne Stidsen til Praksisudvalget”.

Henvendelsen er behandlet på nævnets ordinære møde den 13. oktober 2022, og nævnet er enigt om at besvare henvendelsen på følgende måde:

Det fremgår af lov nr. 383 af 26. april 2017 om videnskabelig uredelighed m.v. (loven), at kompetencen til at afgøre spørgsmål om videnskabelig uredelighed henhører under Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Lovens ordning indebærer, at en forskningsinstitution ikke kan afgøre, om der i en sag foreligger videnskabelig uredelighed.

Nævnet forstår praksisudvalgets brev og udtalelse således, at udvalget i overensstemmelse med lovens § 10, stk. 3, har vurderet, at der ikke er ”begrundet mistanke” om, at der i den konkrete sag foreligger videnskabelig uredelighed omfattet af nævnets kompetence, og at udvalget med denne begrundelse ikke har oversendt sagen til nævnet.

Nævnet kan i henhold til lovens § 12, stk. 1, behandle en sag af egen drift, hvis der foreligger ”en begrundet formodning” om videnskabelig uredelighed.

Efter de foreliggende oplysninger vurderer nævnet, at der ikke er grundlag for at behandle den konkrete sag af egen drift.

Nævnet bemærker, at det ikke er bekendt med, at nævnet eller dets sekretariat som anført i udtalelsen skulle have tilkendegivet et ønske om at få sagen forelagt.

En subjektiv oplevelse?

Vil man stadig hævde, at plagiatsagen – eller mobbesagen, som den jo nok retteligt burde kaldes – slet ikke havde noget med politik at gøre, er man selvfølgelig fri til at gøre det. Strudsen har da også lov til at stikke hovedet i busken til evig tid, hvis den vil. Og Justitsministeren har lov til at benægte, at der er så meget som et gran af politik indblandet i FE-sagen. (I det mindste indtil han bliver væltet af pinden af vælgerne).

Og lic.phil. Anne-Marie Mai har lov til at hævde, at det ikke var muligt at foretage en elektronisk plagiattest af min afhandling, da de bedømte den i 2015, selvom det er faktuelt usandt – lige så usandt som påstanden om, at hun var formand for mit doktorbedømmelsesudvalg. (I hvert fald indtil nogen drager hende til ansvar for hendes rolle i dette forløb). Ligeledes har formanden for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed da lov til pludselig at tilsidesætte alle gængse procedurer for at få fingrene i en sag, som efter forskrifterne helt og holdent er afgjort og lukket.

(Til der kommer en ny leder på bjerget, som kan ”dræne sumpen” for typer som ham. Det ender dog nok snarere med at han bliver belønnet med en forfremmelse, akkurat som Anne-Marie Mai blev belønnet med 1 million kr. – i øvrigt tildelt af en af de andre, der ville have mig smidt ud af Det Danske Akademi).

Ja, og den tidligere kollega, som jeg mødte i Frederiksberg Have en tåget dag i marts, er da i sin fuldgode ret til 10 gange i løbet af vores samtale – som fandt sted på hendes foranledning – at sige: ”Det er jo din subjektive oplevelse”, da jeg præsenterede hende for et par hvad normale mennesker ville kalde facts omkring sagen.

Igen: Spørgsmålet, der vedbliver med at presse sig på, er immervæk, hvad der ville være sket, hvis ikke Poul Pilgaard Johnsen havde publiceret sin artikel om sagen i Weekendavisen.

For mig er der ingen tvivl: Jeg ville ikke længere have kunnet kalde mig dr.phil.  – ikke engang lic.phil. ville jeg have kunnet kalde mig. Anderledes sagt: Jeg ville have været akademisk ”henrettet”.

Synd for universitetet, ikke for mig

Den dag i dag møder jeg ofte folk, som har ondt af mig, fordi jeg ikke længere har en fin lektorstilling ved universitetet. Men man skal i grunden ikke have ondt af mig. I dag sover jeg længe om morgenen i min hyggelige, billige toværelses (5000 om måneden inklusive varme), holder fri på hverdage, tager på lange vandreture ud i det blå, mens tidligere kollegaer står og slider og slæber i deres ansigts fodsved i auditorierne. Og vigtigst af alt: jeg har mere tid til at være sammen med min familie – herunder tage mig af mine kære forældre på snart 88.

Jeg har også det privilegium at kunne beskæftige mig med de allermest betændte emner i samfundsdebatten, dem man stensikkert bliver cancelleret for overhovedet at nævne, så som eksempelvis samtykkeloven og dens efter alt at dømme systemiske justitsmord på mænd og drenge i dette land.

Og som måske derfor, af netop denne grund, er de vigtigste. Plus i det hele taget tampe løs på den kedelige betonmarxistiske diskurs om ”magtstrukturer”, som i øjeblikket har sat sig i hver en krog af samfundet og gjort os ganske blinde for, at det er individets undertrykkelse midt i al struktursnakken, der er problemet – hvilket rent faktisk også er hovedpointen i min doktorafhandling. Jeg kan kort sagt tillade mig den luksus at være helt og aldeles bedøvende ligeglad med, hvad omverdenen mener om mig.

For jeg lever af mine egne penge, dem jeg selv har sparet op, helt individuelt, i løbet af et kvart århundredes faste universitetsansættelse – ud over hvad venlige mennesker har syntes, de skulle forsøde mit liv med; en generøsitet jeg er både overvældet og dybt taknemmelig over. Følgelig har jeg da heller ikke lyst til – som Jo Phoenix og andre udenlandske akademikere i samme situation – at prøve at få personlig genoprejsning og kompensation. Min egen situation er det mindste af det hele, og i og for sig komplet ligegyldig i sig selv.

Nej, det er universitetet, man for alvor skal have ondt af. Og dermed i bund og grund os alle sammen. I øjeblikket er vi således som samfund i færd med ikke kun at save den vidensgren over, vi selv sidder på. Vi er samtidig i gang med at skyde os selv i foden, så Butch Cassidy og The Sundance Kid ville have lignet et par heldige asner.

Min egen sag vidner med al tydelighed om det. Dermed kan den, forhåbentlig, tjene det formål at ”vække folk fra woke”, om man så må sige. Af samme grund ville jeg også gerne give institutionen en mulighed for at rette op på sin egen misere. For jeg er – og så må man gerne kalde mig Donaldine Trump – helt overbevist om, at jeg i dag mangler derude på KUA – eller rettere: det jeg står for, mangler derude på KUA.

Jævnfør også pointen om, at universitetets må og skal være kontroversernes sted par excellence. Så jeg sendte, efter at være blevet opfordret til det af nogen med interesse i at få bragt sagerne i orden igen og få kompenseret for de fejl og uretmæssigheder, der var blevet begået fra Det Humanistiske Fakultets og universitetets side, den 30. marts 2023 følgende anmodning til dekan Kirsten Busch Nielsen:

Som du ved, opsagde jeg d. 25.10.21 min stilling som lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Det gjorde jeg, fordi de dengang mod mig rejste anklager vedrørende mit akademiske arbejde, gjorde min stilling i relation til de studerende umulig. Det skal understreges, at jeg var uglad ved at træffe denne nødvendige beslutning.

Som du også ved, er jeg nu ved Praksisudvalgets afgørelse frikendt for anklagerne.

Efter at luften således er renset, vil jeg hermed gerne anmode om, at Fakultetet kalder mig tilbage som lektor, professor eller professor MSO.

Jeg vil med glæde yde universitetet, og herunder de studerende, en dedikeret arbejdsindsats i endnu nogle år.

Efter drøftelse med institutlederen på min gamle arbejdsplads, Nordiske Studier og Sprogvidenskab, vendte Kirsten Busch Nielsen den 9. maj tilbage med sit endelige svar. Det lød:

Endnu engang tak for din henvendelse af 30. marts 2023, hvor du anmoder om at blive kaldet til en lektor- eller professorstilling ved Det Humanistiske Fakultet.

Efter at du opsagde din stilling med virkning fra den 1. december 2021, har Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab haft tre stillinger i dansk litteratur i opslag – to lektorater og ét professorat. Der er foreløbig ansat to lektorer, mens besættelse af professorstillingen endnu er undervejs. Disse tre stillinger afspejler instituttets behov, og der er ikke umiddelbart udsigt til en udvidelse af bemandingsplanen.

Muligheden for kaldelse følger af ansættelsesbekendtgørelsen. Københavns Universitet ophørte på linje ned de øvrige danske universiteter i 2020 med at benytte kaldelse af interne kandidater, hvorfor det som hovedregel ikke længere er muligt at rekruttere ad denne vej. Rektor har mulighed for at dispensere fra reglen, men der skal i givet fald være et aktuelt behov og en faglig begrundelse. Med udgangspunkt i, at instituttets behov er dækket med de nævnte stillinger, ser jeg ikke på nuværende tidspunkt kaldelse som en mulighed.

Jeg har drøftet ovenstående med institutleder Anne Jensen, der har orienteret mig om, at hun beklagede din opsigelse og også forud for opsigelsen oplyste dig om, at opsigelsen set fra institutionens side ikke var nødvendig.

Jeg deler Anne Jensens beklagelse af din opsigelse, men jeg må desværre samtidig konkludere, at fakultetet ikke har mulighed for at imødekomme din anmodning om at blive kaldet til en lektor- eller professorstilling.

Få har vel nok formuleret så godt, hvad universitetets krise handler om, som tidligere KU-rektor Ralf Hemmingsen. I en artikel om de højere uddannelsers situation før og nu i festskriftet i anledning af Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs 250-års jubilæum skriver han, at man i nogle tilfælde i dag kan tale om en krænkelseskultur, ”hvor i øvrigt relevante temaer af små grupper transformeres til vehikel for en totalitært præget dagsorden-dominans. Begrebet krænkelse bliver herved et meget bredt begreb der kan dække alt fra rene idiosynkrasier til alvorlige og uacceptable overgreb.” Hemmingsen fortsætter:

Problemstillingen er meget kompleks. Der kan givetvis forekomme krænkelser og adfærd, som et universitet definitivt må tage afstand fra eller forbyde. Det kunne være racisme, seksuelle overgreb eller nådesløs latterliggørelse af enkeltpersoner eller mindretal. Og der kan forekomme tilfælde, hvor en revision af curriculum kan være relevant, fordi nye ideer og personer kalder på akademisk analyse.

Der er næppe noget nyt heri. Det nye er, at mindre grupper med meget hårdnakkede krav og metoder og under massiv anvendelse af sociale medier ønsker at udskille temaer eller sikre grupper særlige rettigheder.

Hvis en sådan udvikling eskalerer, er der en nærliggende risiko for, at universiteterne segregeres i siloer, hvor man mest snakker og diskuterer med andre af samme anskuelse. Dette er ikke foreneligt med ideen om universitetet som stedet, hvor ideer kan kritiseres, diskuteres og udvikles mere bredt.

Selv har jeg – i vanlig sofistikeret stil – kaldt nutidens universitet for en feministisk præsteskole. Og sagt, at indtil man fra samfundets side får aflivet denne præsteskole, vil den fortsætte med at skrælle lag på lag af det moderne akademia, som det har taget flere hundrede år at bygge op. Med det resultat, at der vil blive skrællet lag på lag af det moderne, demokratiske samfund, som, i parentes bemærket, er den vigtigste kilde til den velstand, det fremskridt, den humanitet og den frihed, vi kender i Vesten.

Ved nærmere eftertanke vil jeg dog gerne komme med en præcisering af udtrykket ”feministisk præsteskole”. For det, det er, er i realiteten ikke alene en totalitær, men ligefrem en mazistisk præsteskole. Ledet af kollektivister som Anne-Marie Mai. Mens individualister som undertegnede kan få et nakkeskud ved daggry. Hvilket, let’s face it, i bund og grund er det samme som at lade middelmådigheden vinde.