Dette er den sidste af tre artikler, hvor Marianne Stidsen med afsæt i sit foredrag på Critiques Årskonference beskriver universiteternes forvitring i nutiden. Udgangspunktet er Stidsens egen plagiatsag, som førte til, at hun trak sig fra akademia – på trods af at hun blev frikendt.
Første artikel handlede om substansen i plagiatsagen, om kollegernes reaktion og om det bizarre efterspil, sagen fik.
Anden artikel handlede om, hvorvidt FE-sagen kunne bruges som et spejl til at fortolke den.
Tredje artikel, som tager afsæt i den efterfølgende paneldiskussion mellem oplægsholderne, ordstyreren og publikum på årskonferencen, handler om, hvordan man får universiteterne – og samfundet – på ret køl igen. Specielt handler den om de borgerliges ansvar.

 Hvad gør da de borgerlige, mens ødelæggelsen af vores universiteter – og dermed vores samfund – finder sted; de borgerlige, som netop skulle forsvare individualismen og den meritokratiske opadstræben mod kollektivismen og den mediokratiske nedadstræben?

Jo, de løber tilsyneladende – og desværre – rundt som en flok forfjamskede gæs, lige til de selv bliver fanget i woke-nettet. Hvor de så kan stå og glane uforstående, for ”den havde de ikke lige set komme”. Selvom den sådan set havde stået og stirret dem lukt ind i fjæset i årevis. Det er jo deres helligste gral, der er i gang med at blive vandaliseret. Jævnfør også Berlingske Medias koncernchef Anders Krab-Johansens nye uhyre vigtige bog Fri os fra den værdiløse borgerlighed.

Når det går så galt, er det simpelthen, fordi de borgerlige generelt ikke formår at tage elevatoren bare et par etager op og se, at hvis ikke de selv har orden i deres penalhus, dvs. har en fuldstændig tydelig og klokkeklar bevidsthed om, hvad deres eget værdigrundlag består i, nemlig den frie, myndige borger, det frie myndige – og kritiske – individ samt de institutioner, der sikrer dettes udfoldelsesmuligheder i fornuftsbaseret samarbejde og produktiv udveksling med andre frie, myndige individer – ja, da overtager venstrefløjen hele molevitten.

For venstrefløjen er nemlig eksperter i at tage elevatoren, for ikke at sige helikopteren, i vejret. Som fødte totalitarister og kollektivister er de til enhver tid hyperbevidste om, hvilken kurs, de bevæger sig i retning af. Og hvilke hæle, der skal hugges, og hvilke æg, der skal smadres for at nå frem til det store endemål: revolution. Forstået som den gennemgribende omvæltning af hele samfundet.

Nu ikke længere i retning af det klasseløse paradis. Men i retning af det køns- og identitetsløse LGBT+-Eden, hvor enhver individuel ret og forskellighed er tænkt ud af ligningen. (Sådan som jeg også har beskrevet det i min debatbog Køn og identitet – et spadestik dybere – den der, og måske ikke helt tilfældigt, kostede mig mit job på universitetet).

Hvor mange gange har jeg ikke i løbet af de sidste 5-6 år hørt formuleringer – ikke mindst i borgerlige medier – á la: Tilstande som dem, vi ser på amerikanske woke-styrede universiteter finder vi langt fra i Danmark. Og så nævnes ellers et par forkølede eksempler inden for de sidste cirka 14 dage. Mens alle dem, der har været i løbet af de sidste 6 år, komplet ignoreres.

Senest har professor Peter Nedergaard excelleret i den sport i sin anmeldelse af et andet nutidigt borgerligt koryfæ: Douglas Murray. (Der burde vel nok egentlig have været ført et arkiv over eksempler startende med rektorernes forhastede, uigennemtænkte udmeldinger om nye adfærdskodeks baseret på ”den subjektive oplevelse af krænkelse” til de studerende på Københavns Universitets nylige forslag om, at lærere og forskere skal tvangsindskrives til efteruddannelse i ”racefølsomhed”).

Hvor er grænserne for Woke?

Her udskiller én nuværende dansk universitetsrektor sig i øjeblikket fra flokken, nemlig Jens Ringsmose fra SDU. I en kronik i Berlingske den 21. januar 2022 slår han fast, at den helt afgørende forudsætning for universiteternes succes – og dermed også universiteternes muligheder for at bidrage med svar på nutidens store udfordringer – er akademisk frihed, hvorved han forstår: forskningsfrihed, undervisningsfrihed og debatfrihed. ”I sin essens er akademisk frihed”, skriver han – med genklang af Isaiah Berlins berømte skelnen –

”først og fremmest en klassisk negativ frihedsrettighed (’frihed fra…’), der skal sikre institutioner, forskere og undervisere mod usaglig indblanding i arbejdet med at generere og formidle ny viden. Fyrste, kirke, parlament, forvaltning, bevillingsgivere og økonomiske interesser må, ifølge princippet, helt og aldeles afholde sig fra at ’forurene’ eller intervenere i forskningsprocessen, hvis universiteterne skal forløse deres fulde potentiale.”

Men, siger Ringsmose også, med henvisning til en norsk rapport, den akademiske frihed kan ikke være ubegrænset. Ikke fordi woke-bevægelsen eller andre dogmatiske bevægelser skal begrænse den, tværtimod; men fordi der findes en række legitime begrænsninger af forskellig art. Det være sig økonomiske og praktiske samt andre sagligt motiverede begrænsninger. Herunder at man må og skal bedrive forskning på et fagligt, faktabaseret, ikke på et politisk, holdningsbaseret grundlag.

Nu ikke længere i retning af det klasseløse paradis. Men i retning af det køns- og identitetsløse LGBT+-Eden, hvor enhver individuel ret og forskellighed er tænkt ud af ligningen.

Hvad betyder den sidste – og indholdsmæssigt vigtigste – begrænsning nærmere bestemt? Den betyder, at universiteterne til syvende og sidst er forpligtet på den kontrakt med samfundet, som hele deres eksistensgrundlag hviler på. Ringsmose igen:

I den uudtalte overenskomst eller forståelse mellem bevillingsgivere og universiteter har sidstnævnte således pligt til at sikre at forskning og uddannelse baserer sig på nogle grundlæggende standarder for god videnskabelig praksis. Lever forskere, forskningsgrupper eller institutioner ikke op til nogle helt basale principper for videnskabelig produktion, bryder overenskomsten sammen.

Med et citat fra ovenfor omtalte norske rapport: ”En forsker, som sætter sig ud over disse videnskabskonstituerende rammer, kan ikke uden videre gøre krav på den frihed, som gælder for forskning – ganske enkelt fordi, det hun driver med, er noget andet. Friheden er altså i den forstand betinget”.

Det sidste kan man godt læse som et velplaceret benspark til den aktivistiske forskning, som i dag er ved helt at presse den legitime forskning, der overholder kontrakten med samfundet, ud i mørket.

Fordi den aktivistiske woke-forskning absolut vil være kalif i stedet for kaliffen, dvs. i stedet for den samfundsblåstemplede forskning. Som i virkeligheden kan koges ned til ét eneste ord: sandhedserkendelse. Der igen kræver et tænkende subjekt og ikke kun gesjæftige dukkeførere og flittigmus for at kunne lykkedes. Dette er ikke forskning. Det er politisk propaganda, uretmæssigt betalt af skatteborgernes penge. Punktum.

Venstrefløjen forstår kortet – de har tegnet det selv

Ét er et søkort at forstå, noget andet er et skib at sejle. Sådan plejede man at sige om dem, der hele tiden har hovedet oppe i den abstrakte, teoretiske stjernehimmel. Ligesom Mikkel Thøgersen i Johannes V. Jensens mesterlige og nok så aktuelle roman Kongens Fald. Det er til en vis grad rigtigt, men ikke altid. I hvert fald ikke hundred procent.

I øjeblikket forekommer det, som om de borgerlige hverken forstår søkortet eller landkortet eller nogen som helst andre større plantegninger. Fordi de konstant har næsen så dybt begravet i den pragmatiske og/eller tidsleflende ad hoc-virkelighed, at de ikke kan se havet for bare bølgeskvulp.

Problemet er blot, at venstrefløjen ikke alene forstår søkortet. De har faktisk selv tegnet det, for ikke at sige konstrueret det. Og i dag handler søkortet – jævnfør enhedslistemanden Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme – om at erobre institutionerne en for en, tømme dem for gammelt sagligt og fagligt indhold, og fylde dem med et nyt politiseret ditto. Hvad enten det er Kostskolen Herlufsholm, Kongehuset, FE eller Københavns Universitet.

Eller for den sags skyld – som vi har set på det seneste – Etisk Råd. Manualen er den samme som i den populære Netflix-serie Hollywood. Man overtager gradvist og med stor list – kvindelist havde man nær sagt – det, andre har skabt. Smider det gamle møblement ud. Hyrer en af sine egne woke indretningsarkitekter og vupti! – revolutionen er en realitet. Nærmest uden nogen nåede at opdage det. Som tidligere CEPOS-direktør Martin Ågerup rigtigt sagde i Jyllands-Posten: ”Det eneste der adskiller Pelle Dragsteds vision fra en klassisk venstrefløjs-revolution er tempoet”. Til sidst giver man den gamle Ace, der havde bygget det hele op fra ingenting, dødsstødet.

I øjeblikket forekommer det, som om de borgerlige hverken forstår søkortet eller landkortet eller nogen som helst andre større plantegninger.

Det er for mig at se sådan det foregår i vores samfund i dag. Aktivisterne uddannes på universitetet så godt som nogen jihad-krigere fra Islamisk Stat. De sendes ud i samfundsinstitutionerne – og i næste øjeblik bliver din søn fængslet for voldtægt, fordi han ikke har fået ”samtykke” til samlejet på den rette læbestiftfeministiske, queerteoretiske, intersektionalistiske måde. Og din datter kommer hjem fra skole og aner ikke, hvilket køn hun er.

Det eneste, hun ved, er, at hun befinder sig et eller andet sted på et flydende spektrum udspændt mellem polerne kvinde og – en lidt anden slags kvinde. Og dine gamle forældre? Ja, de har måske snart ”ret” til at blive aflivet på det offentliges regning, når staten – forstået som den vilkårlige aktuelle magtkonstellation – synes de er blevet for besværlige og omkostningstunge.

Så har man rent faktisk fået gennemført det, den klassiske marxisme måtte nøjes med at drømme om: global revolution. Nu – i lighed med Kina – forstået som et aparte samarbejde mellem den kapitalistiske økonomi og kommunismen.

Det værste fra begge verdener, havde man nær sagt (modsat velfærdsstaten, der, i al fald i sin tidlige fase, var forsøget på at forene det bedste fra begge verdener). Og de borgerlige – de nåede aldrig rigtig at blive klar over, hvad der ramte dem. For så travlt havde ”den rejselystne flåde” med at bugsere skibet sindigt afsted, at de overhovedet ikke lagde mærke til, at de til sidst nok var kommet i havn. Det var blot den helt forkerte havn.

Roret i den anden hånd

Indrømmet: Lige nu kan min egen tiltro til de statslige universiteter ligge på et meget lille sted. Eneste sanktionsmulighed er, efter min opfattelse, at tage midlerne og positionerne fra dem, der hårdnakket og bevidst ødelægger tingene. Universitetslederne kan åbenbart ikke, med et par heroiske undtagelser, finde ud af at få det stoppet – som man ellers satte lid til med V137 mod overdreven aktivisme på de højere læreanstalter, vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i forsommeren 21.

Nuvel, så må andre jo træde til. Indtil universiteterne igen begynder at overholde kontrakten med samfundet – og det vil altså også sige med de skatteborgere, der i sidste ende betaler for de ansattes mere eller mindre lødige forskning og de studerendes café latter. Og se i øvrigt også gerne til, at der bliver åbnet for, at der kan etableres private universiteter i Danmark som modvægt til de offentlige. Vi trænger i dén grad til det.

Så har man rent faktisk fået gennemført det, den klassiske marxisme måtte nøjes med at drømme om: global revolution.

Måske skulle man endda honorere de universiteter, der godt kan finde ud af det, og straffe dem, der ikke kan. Til de første ville klart høre SDU under Jens Ringsmoses ledelse. Som han også skriver i sin Berlingske-kronik:

”Uden et klart og eksplicit formuleret værdimæssigt grundlag, der kan tjene som kompas eller kort og give svar på, hvad universitetets helt fundamentale værdier er, bliver det vanskeligt at tage stilling til de svære spørgsmål, der helt sikkert venter lige om hjørnet.”

Det tog han selv ansvar for på sit eget universitet, da han i 2023 fremlagde et værdigrundlag for institutionen, som blev vedtaget, og som nu kan bruges, hver eneste gang man konfronteres med de problemer, der i nutiden ligefrem står i kø uden for døren.

Til de sidste ville lige så klart høre Københavns Universitet under Henrik Wegeners ledelse, der ikke på noget tidspunkt i sin flerårige rektorperiode har kunnet eller villet konfrontere sig med nogle af de kæmpestore problemer, universiteterne de facto står over for i disse år. Ikke af ydre, men af indre art.

Problemer nemlig med misligholdelse, hvis ikke direkte sjofling af den kontrakt, man har med samfundet. En kontrakt, der endda blev skåret ud i pap med vedtagelsen af V137, der som sagt havde til formål at dæmme op for lige præcis politiseringen på de højere læreanstalter. Altså for alt det, der ikke er en del af samfundskontrakten. Men som, med den norske forskningsrapports diplomatiske formulering, er ”noget andet”.

Det var venstrefløjen, der valgte polarisering

Er du så ikke bare med til at skabe polarisering, er der sikkert nogle, der vil indvende? For det er jo blevet det middel, hvormed man i dag søger at lukke munden på enhver egentlig diskussion.

Jo, det er virkelig godt spottet. Men hertil er der altså kun at sige: Venstrefløjen valgte politiseringen såvel som polariseringen. Og venstrefløjen valgte våbnene. Fordi man åbenbart ikke kunne klare sig på logiske fornuftsargumenter. Det var venstrefløjen, der flyttede krigen ned under bæltestedet. Ikke den borgerlige fløj. Det bliver man nødt til at tage bestik af.

Faktisk synes vi måske ligefrem, vores gamle planet tager sig bedre ud end nogensinde, når vi sammenligner den med de wokes mærkværdigt barnagtige og selvglade kynisk-naive planet.

Man kan også sige: uenighederne er så grundlæggende, at de ikke kan klares med almindelige diskussioner om forskellige subtile detaljer og aspekter i vores fælles samfund og fælles forståelsesramme.

Det er de, fordi venstrefløjen – med sin sædvanlige sans for at være demokratisk ”ubagt” – har valgt at foreslå flytning til en helt anden planet med nogle helt andre værdier og nogle helt andre spilleregler end de gældende. Og nu vil man med vold og magt have alle os andre til at flytte med op på den nye planet, som venstrefløjen selv synes er så fantastisk, og hvor alt er reduceret til ”struktur”. I hvert fald i fantasien.

Vi andre ser mest et månelandskab, der måske nok er pænt og nydeligt på overfladen, men i virkeligheden trist, goldt og dræbende øde nedenunder. For vi er alt i alt udmærket tilfredse med at være på den livsmyldrende planet, vi nu engang har beboet i så herrens mange år. Med dens ideer om de små fremskridt og de små velgennemtænkte og gradvise forbedringer. Og frem for alt med dens idé om individet, ikke strukturen, i centrum.

Faktisk synes vi måske ligefrem, vores gamle planet tager sig bedre ud end nogensinde, når vi sammenligner den med de wokes mærkværdigt barnagtige og selvglade kynisk-naive planet. Hvor alt helst skal være lige fladpandet, lige ubehjælpsomt og lige undermåleragtigt. Hvad enten det drejer sig om forskning eller fodbold. For det er jo rigtig nok, at set fra én vinkel ligner livet ét stort overgreb. Men man kan jo sådan set bare vælge at træde et skridt til siden. Da ser det hele pludselig noget mere appetitligt ud. Det er sådan, vi tilbageværende voksne anskuer det.

Det er også derfor, jeg er gået all in i kampen mod samtykkeloven. Ved at kæmpe mod den, kæmper jeg, mener jeg selv, for det jordnære og menneskelige, humanistiske. Og det bogstaveligt talt. Jeg kæmper i bund og grund for, at vi skal blive på planeten jorden. Endda vil jeg stille det på spidsen og sige: Hvis ikke samtykkeloven rulles tilbage eller bliver lavet om, har vi endegyldigt forladt jorden i wokeismens raslende rumskib. På vej ud i rummet mod det øde månelandskab.

Og se i øvrigt også gerne til, at der bliver åbnet for, at der kan etableres private universiteter i Danmark som modvægt til de offentlige. Vi trænger i dén grad til det.

Det er sandsynligvis grunden til, at mange af de modaktioner, vi ser udspille sig netop nu, foregår netop dér: under bæltestedet.

For hvis man har lavet et setup, hvor det er der, man slår, så kan man – det siger sig selv – ikke vinde krigen ved at slå gentlemanagtigt tilbage over bæltestedet. Da har man tabt på forhånd. Som en af Trumps rige støtter siger, mens han gnasker provokerende på en stor cigar: It’s hard work to save western civilisation.

Gu’ det så. Det er intet mindre end en klodernes kamp. Og jordnedbrydere?

Ja, de sover aldrig. Så det kan vi andre heller ikke tillade os at gøre. Selvom vi i reglen er lidt mere dovent anlagt og helst vil ligge og gasse os under dynen det meste af formiddagen med en god krimi. Det er det, en amerikansk højrefløjsaktivt som Christopher Rufo har indset. Derfor har han lanceret sin tretrinsraket, bestående flere hårde boksestød under bæltestedet, så som fyringen af de prominente woke Ivy League-rektorer i USA for nylig viste. Metoden kan nemlig mere effektivt end alskens slebne forsigtighedsdiskussioner og flinkeskolemanérer få has på ondet.

Opgør med dumheden

Man kunne meget vel mene, at det ville have været uligt rimeligere og mere respektabelt at fyre Havard-rektoren for hendes i sig selv diskvalificerende udtalelse om, at studenteraktivisters opfordringer til udslettelse af jøder midt på hendes eget campus, ”måtte ses i kontekst”. Men man valgte altså at trække plagiat-kortet for at få skalpen hjem. Det må mane til eftertanke hos også danske borgerlige modstandskæmpere.

Efter selv at have været i denne arena et godt stykke tid – længere end jeg egentlig har haft noget som helst ønske om, kropsdoven som jeg er – må jeg sige, at jeg til fulde forstår det. Venstrefløjen bliver simpelthen nødt til at smage sin egen tofu.

Det er den eneste vej frem. For det er nu engang dém, der har bestemt, at spillereglerne skal være de beskidte, og at vi andre, der ikke ønsker at skifte planet, med vold og magt skal slæbes med ud på deres vanvittige rumskibssejlads. Vi skal have erobret samfundet – for ikke at sige planet Jorden – tilbage. Og det gør man nu engang ikke med hatten i hånden. Man gør det heller ikke ved ikke at ville se, hvad der foregår.

Når kampen er vundet – forhåbentlig inden alt for længe – kan vi atter rykke vores træfninger op over bæltestedet og finde flinkeskolemanererne frem. Indtil da må fløjlshandskerne ikke alene af. Boksehandskerne må på. Og de må tages i brug. ”Birdbrain”? Tja, hvorfor ikke? For med Oscar Wildes bevingede formulering: ”There is no sin except stupidity”.