Havde Bohuslav Martinů (1890-1961) dog bare skrevet sin opera The Greek Passion på sit tjekkiske modersmål, frem for på engelsk, så havde det i sig selv løftet den et niveau eller to. Forklaring følger senere.

Men han skrev den altså på engelsk, mens han selv var i landflygtighed i USA og siden i Schweiz. Og flygtninge og vores forhold til dem er netop temaet i Martinůs sidste opera, der af Den Jyske Opera her i august markedsføres som ”tidens mest aktuelle opera”, og som er en samproduktion med Theater Osnabrück.

Vi befinder os i operaen i en græsk landsby omkring den græsk-tyrkiske krig 1919-22. Byens borgere er ved at gøre sig klar til det årlige passionsspil. Noget der tages meget seriøst, ikke mindst af byens alvorlige præst, pastor Grigoris, der nidkært råder over, hvem der har gjort sig fortjent til at gestalte hvilken rolle i Kristi lidelseshistorie.

Freden forstyrres imidlertid, da en gruppe internt fordrevne, græske flygtninge gør deres ankomst og beder om mad og husly. Dette er beboerne ikke meget for, og da en kvinde falder død om af udmattelse for øjnene af dem; ser pastor Grigoris sit snit til at erklære, at dødsfaldet skyldes et koleraudbrud blandt de flygtende og følgelig forvise dem til en øde bjergskråning behændigt væk fra byen.

Ikke alle i byen ser dog sådan på sagen. Hyrden Manolios, der i passionsspillet er tildelt rollen som Jesus, samt den letlevende Katerina, som man passende har tildelt rollen som Maria Magdalene, har ondt af de flygtende og vil vise medmenneskelighed over for dem. Som følge heraf må de se sig mere og mere udstødte fra samfundet, hvor de flygtende ikke er velkomne. Samtidig lever Manolios sig mere og mere ind i rollen som Jesus og får lidt samme sværmeriske karakter som Johannes i Dreyers Ordet (1955) Det bliver efterhånden vanskeligt at se, hvad der er passionsspil, og hvad der er virkelighed.

Hertil er indlagt et trekantsdrama, da Manolios tiltrækkes stadig mere mod den varmblodede Katerina, frem for sin trolovede, den mere kølige Lenio.

Fortællingen om flygtende mennesker og de gode, der vil tage sig af dem, og de onde, der ikke vil, er i sig selv godt stof for en fortælling, som f.eks. i John Steinbecks Vredens Druer (1939), der blev filmatiseret af John Ford allerede året efter. Men den er fortalt før. Positionerne er velkendte; og det er budskabet også.

Heldigvis er denne fortælling i The Greek Passion blot en katalysator for en anderledes og mere interessant fortælling, om hvordan folk og fæ egentlig ville reagere, hvis Jesus faktisk kom tilbage og for alvor udfordrede de vante forestillinger i den lokale menighed. Stykkets påstand er her, at de ville reagere nogenlunde ligesom de skriftkloge og farrisærerne på Jesu egen tid, nemlig med udstødelse og forfølgelse. Det er populært at tale om, at man skal kunne tåle at blive provokeret; men det er jo egentlig selvmodsigende. Dybest set ønsker ingen at blive provokeret, altså sådan for alvor. For gør man det, så bliver man vel ikke rigtigt provokeret? De fleste foretrækker deres kontrollerede virkelighed, ligesom beboerne i vores græske landsby foretrækker deres kontrollerede kristendom i passionsspillets trygge rammer, hvor de selv kan bestemme, hvem der er Jesus og hvem der er Judas, og hvor det hele er velkendt og gentaget i årtusinder, så ingen for alvor bliver overraskede og provokerede.

Flygtninge og indvandrers rettigheder eller mangel på samme er som bekendt et område, der konstant skaber provokationer den ene og den anden vej: Nogle går på gaden, fordi de vil lukke dem ind, mens andre går på gaden, fordi de vil lukke dem ude. I den forstand har Den Jyske Opera måske ret i, at The Greek Passion er tidens mest aktuelle opera. Skal man finde et emne, der kan provokere ligeså meget, som Jesus gjorde på sin tid, så er det vel præcis dét emne. Måske abortspørgsmålet kommer tæt på i USA og andre steder.

Aktualiteten til side, så er jeg forbeholden overfor The Greek Passion som opera. Og så er vi tilbage ved det engelske sprog, som i opera ikke falder i min – indrømmet – rent personlige smag. Det er kun lykkedes få komponister at få engelsk til at lyde rigtig godt i opera. Underligt nok, da sproget fungerer fremragende i skuespil og i rytmisk musik. Men i The Greek Passion lyder ganske enkelt ikke godt nok. Slet ikke, når operaen i lange stræk ikke synges, men musikalsk holdes i den talesang, der er kendetegnet for den såkaldte nye saglighed, hvor musikken er reduceret til hvad Carl Nielsen kaldte ”dekorativt belysende”.

Dét gør i lange stræk The Greek Passion til en noget ulidenskabelig affære, hvor man kun lejlighedsvist kan mærke stykkets personer, og hvor komponisten dermed giver køb på et af de virkemidler, hvor operaen kan bidrage med noget, som film, skuespil og litteratur ikke kan. I stedet insisterer Martinů på at spille på en bane, hvor de andre kunstarter for længst har vist sig overlegne. I Vredens Druer føler jeg en oprigtig indignation over de fattige amerikanere, der er på flugt i deres eget land; i The Greek Passion føler jeg ikke særlig meget.

Martinů er bestemt ingen dårlig komponist; og han fortjener at blive spillet mere, end han gør herhjemme. Musikalsk fungerer The Greek Passion også fint med Aarhus Symfoniorkester i orkestergraven under Andreas Hotz’ taktstok. Mange steder er musikken utrolig stemningsfuld, men desværre ikke noget, der fra kompositionens hånd bidrager til at levendegøre stykkets personer. Bedst fungerede de natlige scener mellem Katerina og Manolios samt de store korpassager, hvor Den Jyske Operas Kor bl.a. rigtigt fik lov til at folde sig ud i et flot Kyrie eleison i slutningen af anden akt.

Manglerne kan Den Jyske Opera ikke gøre for. Ikke blot er det godt, at man bruger ressourcer på at opsætte værker af Martinů, der må siges at være en sjælden gæst i såvel operaen som koncertsalen herhjemme. Det er også flot, at man havde gjort så meget ud af opsætningen og sangerne til lejligheden.

Sangerne var i det hele velvalgte med flotte, varme stemmer, der fik Martinůs talesang til at vise sig fra sin pæneste side. Særligt må fremhæves hhv. James Edgar Knight og Amira Elmadfa som hhv. Manolios og Katerina samt Rhys Jenkins som den alvorlige pastor Grigoris. Også Sten Byriel imponerede i et lille parti som en gammel mand i strømmen af flygtninge.

Den Jyske Opera er god til at få meget ud af endog ret beskeden scenografi. Scenografien i stykket var hovedsageligt nogle ”moderne katakomber”, med varierende stemningsfuld belysning. Lyssætning kan gøre meget stor forskel, hvis den bruges rigtigt. Særligt skal fremhæves den scene, hvor flygtningene ankom i deres båd. Her blev der lyst direkte mod publikum med et lys, der blev stadig stærkere, så man til sidst var nødt til enten at kigge væk eller lukke øjnene. Da det så igen blev muligt at se på scenen igen, var flygtningene ankommet. Den effekt ser jeg gerne brugt til Lohengrins ankomst med sin kære svane, hvis Den Jyske Opera skulle finde på engang at opsætte dén opera.

Nogle tvivlsomme valg i opsætningen må dog fremhæves. Navnlig at man havde valgt uden videre at henlægge handlingen til vores egen tid og gøre stykkets flygtningene til de flygtninge/migranter, der ankommer med båd over Middelhavet i dag. Hermed gør man lidt vold på stykkets ide om, at de netop i stykket er internt fordrevne. Valget kan måske forsvares derhen, at det måske netop provokerer mere, end hvis det havde været internt fordrevne.

Til sidst ser vi flygtningene foran et grænsehegn, hvorfra bistert-udsende kameraer overvåger dem med rødt-lysende kyklopøjne og effektivt afspærrer dem adgangen til EU-flaget på den anden side. Det blev nok en tand for meget. Budskabet er på det tidspunkt for længst forstået og havde derfor nok også stået stærkere, hvis lydstyrken var skruet lidt ned. Men det ændrer ikke ved, at Den Jyske Opera – når alt kommer til alt – får ganske meget ud af The Greek Passion.

Bohuslav Martinů, The Greek Passion. Libretto af komponisten efter Nikos Kazantzakis’ roman Den evige vandring opad. Den Jyske Opera, Musik Huset Aarhus, den 24. august 2024

Referencer

Forestillingens hjemmeside, hvor bl.a. programmet kan hentes:

https://jyske-opera.dk/forestillinger/the-greek-passion/

Opera til tiden (programartikel af ukendt forfatter).

Juliane Piontek, Om længslen efter et menneskeligt samfund (artikel fra hjemmeside).

Philipp Kochheim, Kristus genkorsfæstes (artikel fra forestillingens hjemmeside).

En fornuftig indspilning af The Greek Passion fra 2016 med Oper Graz findes på EHMS Classcis. Kan købes hos imusic.dk:

https://imusic.dk/music/4260034869677/michaela-peter-csaba-fukacova-2017-greek-passion-cd