Hvad er det egentlige formål med politik? Skal vi sikre individets rettigheder eller stræbe efter at opbygge et samfund baseret på fælles lykke? Begge veje har vist sig farefulde historisk, skriver Frederik Thomsen i denne første artikel af to om politikkens formål. For historisk har utopier ofte ført til både revolution og tyranni.
Hvori består formålet med det politiske liv? Skal det i forlængelse af den liberale tradition formuleret af tænkere som John Locke og den amerikanske Uafhængighedserklærings stamfædre beskytte vores rettigheder som individer, og derigennem fremme den enkeltes mulighed for at efterstræbe udfrielsen af sin individuelle forståelse af det gode liv? En politik, der inddæmmer menneskets naturlige friktionsanlæg via en social kontrakt baseret på økonomisk fremgang, privat ejendom samt retten til at definere og forfølge sine unikke livsmål efter bedste evne (så længe de ikke skader andre).
Eller skal politik, snarere end ”blot” at sikre velstand og individuelle rettigheder, forlene os med en følelse af harmoni og tilhør, forme dydige borgere samt skabe et kunstfærdigt fællesskab af autentisk lyksalighed? Spørgsmålet er centralt i den politiske filosofi og selvom sidstnævnte tilgang inkarnerer en langt mere ambitiøs forventning til det politiske domæne, har den ikke desto mindre været afsættet for flere af historiens største tænkere såvel som politiske massebevægelser.
Men længslen efter at gøre politik til et nobelt foretagende, at forskønne det kollektive liv og opdyrke en stemning af selvopofrelse på vegne af det ”fælles bedste”, rummer imidlertid også det realhistoriske paradoks, at bestræbelsen herpå ofte er kulmineret i fremvæksten af revolutionær vold og ekstremistisk massemord.
Rationaler for terror
Mere konkret har ambitionen om at konstruere en ny mennesketype, og realisere det beslægtede mål om at indstifte en gylden æra via skabelsen af en egalitær kollektivistisk utopi, udmøntet sig i alt fra den jakobinske terror i årene 1793-94 til de bolsjevikiske og nationalsocialistiske revolutioner. Man kan desuden tilføje maoismen og Khmer Rouges tredjeverdenssocialisme samt vor tids jihadistiske terrorisme. Revolutionære bevægelser, hvis hovmodige totalstatsløsninger på menneskehedens ulyksaligheder delte ønsket om en radikal ny begyndelse samt tiltroen til det grandiose såvel som kompromisløse sociale ingeniørarbejdes mulighed for at skabe kollektiv frelse og samfundsmæssig perfektion. Men frem for at rive himlen ned på jorden blev disse totaliserende skrivebordsutopier snarere rationaler for rendyrket terror legitimeret med henvisning til det fremtidige idealsamfund, der mentes at inkarnere folkets sande aspirationer, men som i praksis ofte forblev totalitære rædselsregimer anført af messianske folkeforførere forblindet af visionen om det forjættede land.
Borgerskabets elendighed
For ovenstående bevægelser var destruktionen det uomgængelige springbræt ind i fremtiden, hvorfor idéen om graduale reformer blev afvist til fordel for indstiftelsen af en helt ny begyndelse renset for traditionelle autoriteter. De var desuden fælles om en dybfølt afsky for den liberale modernitet såvel som dennes underliggende oplysningsværdier, hvis politiske individualisme og økonomiske kapitalisme typisk blev forbundet med grådighed, fremmedgørelse og åndelig deformering.
Både det politiske højre og venstre delte således et fælles had til det moderne bourgeoisis-Europa, hvorfor det forrige århundredes revolutionære statsdannelser i vid udstrækning var rundet af en æstetisk kritik af den moderne liberalismes reduktion af staten til en utilitaristisk kontrakt mellem konsumenter og producenter af varer. En kritik, som i bestræbelsen på at overvinde den demokratiske tidsalders menneske og dennes klasse, borgerskabet, ønskede at transcendere det liberale samfunds kommercielle motiver og ”frisætte” individet fra bourgeoissamfundets materialistiske ”korrumpering”.
Afgudernes ragnarok
Men hvordan udmøntede denne bestræbelse på at forædle det moderne liv og samfund i indædt opposition til den liberale modernitets postulerede undertrykkelse såvel som spirituelle forarmelse sig i det tyranni, der blev frugten af de førnævnte bevægelsers revolutionære program? Og hvilke idéer nærede disse moderne former for politisk tyranni? Det er et par af de spørgsmål nærværende essay vil kredse om med henblik på at udfolde det totalitære potentiale, som dele af det 20. århundredes massebevægelser og politiske filosofi inkarnerede. Evigt relevante spørgsmål, der blandt andet indbefatter en kritisk skildring af prominente tænkere som Jean- Jaques Rousseau, Karl Marx, Martin Heidegger og Friederich Nietzsche.
Ingen af disse filosoffer kan imidlertid tildeles skylden for hverken Robespierre, Hitler eller Stalin, men på forskelligvis lånte de hver især legitimitet til forskellige aspekter af jakobismen, nazismen og stalinismens teori og praksis. Dette betyder imidlertid ikke, at disse intellektuelle sværvægtere blot bør reduceres til ekstremistisk ideologi, da man sagtens kan trække æstetiske, filosofiske, eksistentielle, politiske samt psykologiske indsigter ud af deres komplekse tankegods.
Uden dem ville den politiske filosofi unægtelig være fattigere, ligesom de endnu kan bidrage til at nuancere liberalismens indsnævrede psykologiske profil af mennesket samt udfordre tidsåndens åndeligt underfrankerede formålsrationalitet og forståelse af fremskridt. Men som vejledere i relation til samfundets politiske udformning, bør man ikke bortabstrahere fra de illiberale implikationer, som realiseringen af deres intellektuelle arvegods – oversat til et utopisk politisk projekt – i praksis har afstedkommet.
Rousseau og det moderne menneske
En af de filosoffer som historisk set har næret revolutionens glød er franskmanden Jean-Jacques Rousseau, for hvem fænomenet bourgeoisis står helt centralt i analysen af det moderne samfunds grundvilkår. Hos Rousseau er bourgeoisborgeren en individualist i et samfund som vedkommende er afhængig af i bestræbelsen på at opnå sine private mål. En hyklerisk figur spændt ud mellem det naturlige menneske og den moralske samfundsborger dedikeret til det fælles bedste.
To respektable yderpoler, der for Rousseau i højere grad inkarnerer idealet om frihed, da egeninteressen og borgerdyden her fusionerer frem for som hos bourgeoisis mennesket at stå i et konfliktfyldt forhold til hinanden. I modsætning til denne attråværdig harmonisering er den liberale bourgeoismoral til salg, idet dens bærer, som hverken er forlenet med det naturlige menneskets oprigtighed eller samfundsborgerens politiske nobilitet, forlanger udbetaling for enhver social gerning og derfor er upålidelig samt indlemmet i en psykologisk krigsførelse med sine omgivelser.
Rousseau udmaler grundlæggende et billede af en epoke, hvor det nye selviske menneske, opslugt af forbrug og konkurrence i en individualistisk såvel som materialistisk tid formet af videnskabelige og økonomiske fremskridt, opgiver sit ansvar som borger til fordel for dets egeninteresseinducerede jagt på status, magt og materielle bekvemmeligheder. Rousseau ønsker at befri mennesket fra modsætningsforholdet mellem den enkelte og helheden ved dels at skabe en stat, hvor det indre fjendskab ophæves igennem elimineringen af konkurrencen fra de samfundsmæssige forhold, og dels ved at udvinde et nyt menneske, der restløst lader sin frihed og individuelle lykke gå op i fællesskabets vilje til selvopretholdelse.
Hvor den liberale stat individualiserer bestemmelsen af mennesket, og forstår konkurrencens energi som en drivkraft for samfundsmæssig stabilitet og fremskridt, er Rousseaus stat derimod en organisme med ét hjerte og én sjæl. En stat, hvor uegennytten og samdrægtigheden hersker, og hvor enkeltindividet samfundsmæssiggøres med hele sin åndelige eksistens ved at aflægge en civil trosbekendelse baseret på en helliggørelse af den sociale og politiske fornuft.
”Sand” og ”falsk frihed”
Menneskeheden skal således frisættes fra den psykologiske pine, som bourgeoisisamfundets strukturelt determinerede kamp om status og ejendom indebærer – såvel som fra hele det manipulerede behovssystem, der i Rousseaus optik har fremmedgjort menneskets fra den præpolitiske naturtilstands oprindelige lykke. En kollektiv emancipation, der skulle rehabilitere menneskets ”ægte” frihed ved at genskabe dets naturlige lighed og fordrive ødselheden til fordel for andre og mere ædle tilbøjeligheder.
Dette er en interessant idéhistorisk ambition, da frihed hos Rousseau ikke længere forstås negativt, som fraværet af objektive forhindringer for tanke- såvel som handlermæssig udfoldelse, men derimod forbindes med menneskets mulighed for at realisere sin inderste natur. En ny logik, der adskiller liberalismens frihedsforståelse fra den jakobinske, socialistiske og kommunistiske ditto, og som i højere grad forbinder frihedsbegrebet med betingelserne for ”autentisk” selvudfoldelse.
Perspektivet forskyder sig med andre ord fra frigørelsen fra begrænsninger og arbitrær autoritetsudøvelse til genindsættelsen af mennesket i en mere sand relation til dettes indre kerne af følelser og behov (hvordan mennesket skal bruge sin frihed). En perspektivforskydning, der sidenhen har været løftestang for diverse politiske magters emancipationsbestræbelser, ligesom Rousseaus grundlæggende fordringer vedrørende folkets kollektive genopstandelse i en ny og gylden tidsalder – en art mytisk urtilstand af kollektiv enhed og uskyld forud for fremkomsten af den moderne individualisme samt private ejendoms psykologiske defekter – er blevet videreført som guide for politisk handlen i en lang række mutationer af flere revolutionære såvel som autencitetsbesyngende bevægelser og filosoffer.
Modernitet, dekadence og individualismens forbandelser
Ifølge Rousseau er mennesket i udgangspunktet ikke disponeret for hverken grådighed eller egoisme. Det naturlige menneske er ikke nødvendigvis dydigt, men det har ingen grund til at udnytte andre, da det selv kan udfri sine beskedne behov. Menneskets sjælelige korrumpering skal på denne baggrund tilskrives samfundets indretning, og Rousseau fandt i forlængelse heraf, at menneskets natur var degenereret som følge af den moderne civilisations økonomiske og teknisk-industrielle ”fremskridt”.
Fremmedgjort fra sin naturtilstand er mennesket ifølge Rousseau blevet offer for det moderne samfunds sjælløse konkurrence, da det måler sig med omgivelsernes blikke og omsætter sin frihed i bestræbelsen på at hæve sig over andre og forfølge magt, status og økonomisk velstand (Rousseaus tænkning er således formet af et romantiserende blik på den menneskelige naturtilstand, som fx bryder med den tidligere og særdeles indflydelsesrige filosof Thomas Hobbes beskrivelse af denne som en overlevelseskamp forbundet med frygt, vold og ensomhed). For Rousseau er bourgeoisis-borgeren altså symbolet på en degenereret samfundsudvikling bundet op på en problematisk forståelse af frihed og fremskridt knyttet til den liberale modernitets sociale orden. En orden baseret på oplysningens sociale kontrakttænkning, hvor alle opgiver lidt frihed for derimod at kunne nyde resten (som hos Hobbes), og hvori man – som en art forretningskontrakt – blot forventes at være tydelig omkring sin egeninteresse og dens brudflader med andres ditto.
I opposition til denne ”falske” frihed gjorde Rousseau og hans følgere den ”autentiske” fælles frihed til målet og dyden til midlet, hvilket indebar en vidtrækkende politisering af den menneskelige moral og karakterdannelse. Menneskets passioner og ønsker skulle altså ikke længere blot reguleres af en social kontrakt, og i form af den ”oplyste” egeninteresse tjene det fælles bedste som hos fx Adam Smith og John Locke, men derimod kultiveres eller helt overkommes i bestræbelsen på at udvinde et nyt menneske langt fra den fejlbehæftede eksistens, som voksede ud af den ”falske” oplysningsindividualisme. En individualisme, der kontrasterede Rousseaus politiske inspiration og ideal, den antikke bystat Sparta, hvori individet var underlagt almenvellet og distinktionen mellem offentlig og privat samt egeninteresse og patriotisk dyd var ophævet.
Fra individuelle viljer til “almenviljen”
Ovenstående tanker blev i første omgang omsat og radikaliseret af Rousseaus selvbestaltede discipel Maximilien Robespierre, der som leder af jakobinerklubben og prominent medlem af det franske nationalkonvent var en central figur i den franske revolutions transformation fra et moderniserende statskup til et terrorregime af revolutionære tribunaler og utopisk motiverede mord. Robespierre forestillede sig netop, at han ved at lancere den revolutionære terror i 1773 implementerede Rousseaus lære om almenviljen.
Et begreb, der for Rousseau repræsenterede den rene folkevilje, en abstrakt entitet hævet over private samt klasse- klan og familiemæssige interesser, i henhold til hvilken den politiske magt blev underlagt det kollektive gode til fordel for sikringen af den fælles frihed. Almenviljen er således ikke en abstrakt sum af mange viljer eller en statistisk flertalsvilje, men derimod et art kollektivsubjekt, der opsluger de mange enkeltsjæle og udtrykker hjertet og fornuftens stræben. Rousseaus folkevilje kontrasterer derved ideen om parlamentarisk repræsentation, interessepolitik, som ved skabe kompromisser mellem partikulære og selviske viljer, menes at institutionalisere det splittede og dermed ”ufrie” moderne menneske.
Selvom Rousseaus tanker om almenviljen nok kan være interessante baner forestillingen om, at mennesket indgår i et abstrakt hele af sammenfaldende interesser imidlertid også vejen for en række farlige idéer. Rousseaus tanker kan i forlængelse heraf betragtes som forløberen for den historisk set udbredte forestilling om, at mennesket er blevet så forblindet i relation til at forstå sin egentlig natur, at det kun kan blive ”befriet” af de revolutionære og sociale ingeniører, som forstår individets objektive behov bedre end den enkelte selv.
En opdeling af menneskeheden i de indsigtsfulde, sandhedens missionærer, der bør herske, og de uoplyste masser, der bør underlægge sig den nye præstestab i dennes bestræbelse på at befri dem fra vranglærens bånd. Da mennesket, sin forvildede tilstand taget i betragtning, ikke nødvendigvis kan se lyset forud for almenviljens reelle implementering, må den ”autentiske frihed” altså tvinges igennem, hvilket er en ideologisk kraft der ikke blot formede den franske revolutions terror, men som ligeledes leder tankerne mod Marx og Lenins diktatoriske transitionsfase forud for etableringen af det kommunistiske himmerige.
Den jakobinske terror
For jakobinerne, almenviljens selvbestaltede repræsentanter, blev Rousseaus tanker om den kollektive vilje i praksis vulgariseret til et blodigt opgør med de klasser, der var mest ”korrumperet” af bourgeoisis laster og derfor stod i vejen for indstiftelsen af revolutionens ”gyldne ære” af arkaisk lyksalighed baseret på fraværet af ejendom, klasse og religion. Et projekt, der satte almenvellet over private livsmål og tvang sine dissidenter til ”frihed” i et fællesskab, hvor individets egeninteresse snarere skulle udryddes end faciliteres inden for rammerne af en social kontrakt. Den franske revolution er i forlængelse heraf historien om hvordan en gruppe veluddannede mænd forsøgte at transformere et uretfærdigt og repressivt regime i henhold til Oplysningens potente tanker om menneskelig værdighed, lighed og frihed, men som – fremfor at åbne en ny ære af demokrati og frihed i Europa – forfaldt til terror og utopisme. En utopisme næret af Rousseaus forestilling om, at når først den gamle verden var fejet bort og vejen banet for det nye menneskes kommen ville krig, vold, udbytning og konkurrencestridigheder forsvinde til fordel for en ædel tilstand af dyd og perfektion.
Dette paradis lod imidlertid vente på sig, og tilbage stod den banale virkelighed af menneskelig fejl og korruption tilsat en række nye trusler mod revolutionens Frankrig, som i form af kontrarevolutionære modkræfter og eksterne krigstrusler gøede jorden for den permanente revolution rettet mod alskens ”fjender” af fred, retfærdighed og frihed. Den pressede revolutions selvbestaltede avantgarde blev med andre ord paranoid (et velkendt fænomen blandt radikale utopister blandt andet udtrykt i Stalins brutale skueprocesser), hvorfor frygten for ikke at gå langt nok i realiseringen af deres visioner fortrængte frygten for at gå for langt.
På denne baggrund kan det jakobinske terrorregime også betragtes som forløberen for Gulag, Auschwitz, kulturrevolutionen, Killing Fields og Islamisk stats religiøst legitimerede sadisme, og dermed det relativt moderne tyranni, som i form af skrivebordsutopiens holistiske systemtænkning og ideologiske tingsliggørelse af mennesket formede det 20. århundrede. Et tyranni, hvis praktiske gestaltning spændte over alt fra det klasseløse, ariske og teokratiske tusindårsrige.
Nye veje til Utopia
Ud fra en fair læsning af Rousseaus bekymringer vedrørende den moderne civilisations konsekvenser var det jakobinske terrorregime næppe hans praktiske intention, men hans opflammede sprogbrug og idéer inspirerede alligevel de revolutionære inkvisitorer, som ved hjælp af guillotinen ville sikre det korrumperede menneskes kollektive frelse. Rousseau var i forlængelse heraf nok en original og interessant tænker, hvis radikalitet blandt andet bestod i at sammenkoble den fremherskende forståelse af fremskridt med inautencitet og fremmedgørelse.
Men denne revolutionære dimension af hans politiske filosofi blev sidenhen – i lighed med hans delegitimering af ejendomsrettens frisættelse fra politisk kontrol – en central komponent i meget venstreradikal tænkning, hvor revolutionen ikke blot skulle rettes mod kapitalismen eller en autoritær magtudøvelse, men derimod omstyrte en fremmedgørende samfundstotalitet af varegjorde sociale relationer. En ambition, som bebyrdede den revolterende politiske aktion med endnu mere utopiske endemål.
I tiden efter 1794, hvor Robespierre blev offer for den guillotine han selv havde sendt så mange i, gik den revolutionære terror imidlertid under jorden for en periode om end 1800-tallet i vid udstrækning videreførte den kulturelle og politiske søgen efter en vej ud af det moderne bourgeoisisamfunds ”dekadence”. Ud af denne søgen opstod der så to utopiske alternativer, som i skikkelse af den bolsjevikiske rekonstruering af samfundet oppefra og ned og nazisternes tribalistiske bud un boden nationalisme blev afgørende for det 20. århundredes udformning. Et århundrede, hvor almenviljen, som radikaliseret begreb, igen blev et problematisk instrument for den enkeltes opløsning i det abstrakte kollektiv.
Marx og historiens endemål
Med sin dialektiske historiemodel havde den tyske filosof Hegel i starten af det 19. århundrede bragt den historiske udvikling på formel og videnskabeliggjort idéen om den forestående guldalder, som automatisk ville vokse frem af det eksisterende samfunds indre modsætninger. Ved hjælp af fornuften kunne filosoffen nu begribe selve verdensånden, der udgjorde historiens bevægelse i retning af menneskehedens kollektive selvforbedring, og dermed gennemskue verdensgangen, hvis latente mening var fornuftens bestandige selvrealisering.
En tankefigur Marx efterfølgende videreførte om end han udskiftede den diffuse verdensånd med klassekampen som historiens motor. Også for Marx var historien således bærer af et prædetermineret mønster, idet den kapitalistiske produktions indbyggede love over tid ville frembringe sin egen negation i form af betingelserne for socialismens fremkomst. På denne baggrund tog marxismen form af en sekulær profeti, der blotlagde historiens skjulte mening og tilførte håbet om tusindårsriget videnskabens og den historiske nødvendigheds garanti.
I forlængelse heraf blev Marxismen ofte beskrevet som ”videnskabelig socialisme”, hvilket er en frase, der i form af idéen om at mennesket kan formes i henhold til en teori om historisk lovmæssighed opsummerer en skræmmende komponent i det 20. århundredes kommunisme.
Med en ortodoks tiltro til den universalhistoriske udviklingslogik, der ifølge Marx udstak historiens gode vilje, ønskede Lenin og hans bolsjevikiske revolutionskumpaner med Oktoberrevolutionen at fuldende det forsyn og alternative fundament for frihedens praktiske gennemførelse, som karakteriserede den videnskabelige marxismes verdslige trossystem. Historien skulle med andre ord forceres i henhold til dens prækonditionerede endemål (kommunismen) uden smålig skelen til midlerne, hvorfor marxismens socialt indignerede og ofte rimelige kritik blev omformet til en profetisk legitimation af de brutale midler, hvormed bolsjevikkerne reducerede den russiske befolkning til trædesten for det historiske maskineris uafvendelige fremmarch mod den videnskabelige marxismes dennesidige utopi. Et frihedens rige realiseret og bebudet af en revolutionær fortrop, der mentes at legemliggøre proletariatets kollektive vilje og i pagt med tidens dialektiske bevægelse bemægtigede sig rollen som historiens selvbestaltede avantgarde.
Den bolsjevikiske revolutions onde ånder
Med idéen om det militante avantgardeparti af forpligtede revolutionære med en højt udviklet socialistisk bevidsthed forenede Lenin således den russisk revolutionære-terroristiske tradition med marxismens økonomiske tænkning og betoning af arbejderklassen som historiens progressive subjekt. Men forestillingen om, at Rusland skulle blive den internationale revolutions forpost, brød imidlertid med logikken i Marx´ dialektiske materialisme, da landet, som et tilbagestående landbrugssamfund, endnu ikke havde gennemgået det kapitalistiske overgangsstadies socioøkonomisk evolution og derfor ikke burde være moden til socialismens indstiftelse.
Et brud med teorien, der skulle kompenseres via implementeringen af en topstyret økonomisk modernisering og industrialisering, tvungen kollektivisering samt et parallelt opgør med idéen om privat ejendom og individuelle rettigheder. Oktoberrevolutionen markerede på denne baggrund triumfen for Dostojevskijs Onde ånder (1872), det nihilistiske og fornuftstro menneske, som i hans komplekse roman af samme navn hævder tankens ufejlbarlige almagt, og med henvisning til den dybere indsigts hellige pligt indtager guds tomme trone med henblik på at omforme samfundet i henhold til deres revolutionære idealer. Lenin og hans marxistiske følgere var således rundet af en oplysningsrationalistisk ambition om at perfektionere samfundet og realisere menneskets autentiske selv gennem videnskabelig funderet planlægning.
I bogen Litterature and Revolution (1924) skriver den røde hærs stamfader Lev Trotskij for eksempel, at socialismen vil skabe et højere biologisk væsen, et art supermenneske, der både er stærkere, klogere og mere rytmisk end samtidens middelmådige eksistenser. Undervejs i bogen flirter han ligeledes med tanken om at forædle mennesket via eugenik, hvilket Trotskij – modsat Hitler – dog aldrig nåede, da han forinden blev afsat af Stalin, som brugte mere traditionelle instrumenter såsom staten, politiet, lærerstaben samt diverse ideologisk ensrettede kunstnere og forfattere til formålet.
Sovjetkommunismens brutale blindgyde
Det socialistiske himmerige og Nye Menneske indfandt sig imidlertid ikke i kølvandet på revolutionen, som i modsætning til det utopiske forsyn i marxismens udviklingsfatalistiske trosystem affødte en dystopisk virkelighed af kontrol, arbejdslejre og statsfaciliterede massemord. Allerede i december 1917 blev Tjekaen, Lenins hemmelige politistyrke, for eksempel oprettet med det formål at sikre lydighed og ideologisk renhed i befolkningen. En sikkerhedstjeneste, hvis læderjakkeklædte officerer henrettede, torturerede og arresterede enhver kontrarevolutionær opposition til det bolsjevikiske diktaturs kurs mod historiens lovbestemte endemål. Efter Lenins død i januar 1924 blev bolsjevikkernes moralsk depraverede politistat videreført af Stalin, som ved udsigten til verdenskommunismens skibbrud opgav marxismens kosmopolitiske prætentioner og proklamerede ideen om socialisme i ét land.
Hvor Napoleon vendte den franske revolution udad i bestræbelsen på at sprede den ved militær kraft, vendte Stalin derimod den russiske revolution indad i forsøget på at optimere og konsolidere dens nationale form. Et regulært terrorprogram, som udgik fra en totalitær monolitisk stat karakteriseret ved hungersnød, organiseret massemord og den institutionaliserede sadismes gennemtrængende paranoia. I dette lys blev stalinismen den mest ekstreme og tragiske variant af det bolsjevikiske imperativ om modernisering oppefra og ned i henhold til marxismens kollektivistiske doktriner.
Ideologi som folkets opium
Sovjetunionen var således meget langt fra utopien i den marxistiske idéverden, som foruden en økonomisk komponent også rummer en eksistentiel dimension blandt andet udtryk i Marx’ såkaldte ungdomsskrifter, hvori han ønsker at ophæve konflikten mellem menneskets autentiske væsen og faktiske væren ved udrydde det moderne samfunds kilder til fremmedgørelse – herunder arbejdsdelingen, der menes at forkrøble vores artsvæsens kreativitet og længsel efter helhed.
En romantisk tænkning, som i bestræbelsen på at transcendere menneskets fremmedgørelse fra dets ”sande” behov og selv implicerer eksistensen af en mulig harmonisk og paradisisk tilstand. Marxismens visioner om en statsløs reorganisering af produktionen i en fri og ligeværdig samvirken mellem producenter uden skabelsen af merværdi er imidlertid notorisk kendt for manglen på konkret indhold. Hvilke institutioner skulle der opbygges på den anden side af revolutionen? Fraværet af svar herpå kan meget vel skyldes den overbevisning, at hele idéen om politik ville blive mere eller mindre overflødig efter overgangen til socialismen, idet politik ud fra en marxistisk optik forbindes med klassekamp baseret på spaltningen i samfundets ejerforhold. Når først denne spaltning var ophævet, og udbytningen dermed elimineret, ville historiens drivkraft, klassekampen, dermed ophøre og historiens dialektik fuldendes til fordel for udfrielsen af den altomfattende harmoni. Det nye samfund ville i forlængelse heraf have draget så meget fordel af kapitalismens udvikling af produktivkræfterne, at knapheden ville forsvinde og dermed også trangen til at berige sig på andres bekostning, hvorfor både profitmotiver og egoisme ville visne væk sammen med staten.
Når verdens ”onder” i form af privat ejendom og aristokratiske privilegier er udryddet og det nye menneske vokset frem af revolutionen, frigjort var det system, som producerer fremmedgørelse og udbytning, vil mennesket – præcis som hos Rousseau – altså give afkald på enhver adfærd knyttet til grådighed, forfængelighed, konkurrencetrang og magt. På denne baggrund ekkoer Marx Rousseaus protest mod bourgeoissamfundets forkrøbling af menneskets sjæl og hjerte, såvel som hele idéen om, at vi ikke ønsker denne adfærd og elimineringen heraf derfor vil efterlade os i en statisk kollektiv lyksalighed blottet for disse psykologiske ”laster”. Marx økonomiske analyser synes på denne baggrund parret med en forbløffende naivitet vedrørende menneskets psykologiske konstitution.
