Anden del af artikelserien om utopiernes rædsler går i dybden med de grusomme konsekvenser af det 20. århundredes store ideologier, og deres forsøg på at omforme menneskets væsen. Hvis du ikke allerede har læst første del, kan du gøre det her.

Da menneskets psykologiske konstitution ikke levede op til den bolsjevikiske avantgardes messianske forventninger, måtte denne – frem for blot at skabe betingelserne, hvorfra utopien selv ville materialisere sig – således egenhændigt forme utopien gennem yderligere brug af vold og magt (som det også var tilfældet under den franske revolution). Ethvert tilbageslag for doktrinen lod sig med andre ord fortolke som et produkt af historiens træghed og det ufuldkomne menneskets fordomsfuldhed, hvorfor målet blev henvist til en fjern fremtid og overgangen gjort permanent.

Det sovjetiske folk blev som følge heraf slavebundet til den særlige forestilling om frihed og retfærdighed, der var indlejret i Sovjetunionens økonomisk-bureaukratiske kollektivisme. Parallelt hermed blev alle forhindringer for de forkromede idealers udfrielse søgt elimineret i løbet af regimets 70 år lange transitionsfase fra diktatur til paradis, inden det omsider brød sammen under vægen af sin egen økonomiske uformåen og forsvandt til fordel for en tragisk historisk arv af undertrykkelse, terror, censur, massedød og ubegribelig menneskelig lidelse.

Det biologiske artsfællesskab

Modsat Lenin og Stalin kom Nazitysklands messianske førerskikkelse, Hitler, til magten ved hjælp af demokratiske midler og med løftet om at genrejse den nationale stolthed efter Versaillesfredens ydmygelser i 1919, og dermed sikre det tyske folks retmæssige plads i solen, udfri dets foruddiskonterede skæbne og fremmane en spirituel transformation af menneskeheden i opposition Weimarrepublikkens liberale ”dekadence”.

Dette blev som bekendt starten på en af historiens mørkeste kapitler i form af etableringen af det nazistiske terrorregime, som inkarnerede den mest brutale højrefløjsversion af det 20. århundredes statsfaciliterede sociale ingeniørarbejde.

Præpareret af en lang tradition for at betragte den tyske kultur som særlig åndfuld og overlegen set i relation til den anglo-franske idéverdens liberal-individualistiske oplysningshumanisme, en dunkel romantik udtrykt i den unge Thomas Manns distinktion mellem kultur og civilisation såvel som i Wagners afsværgelse af den oplyste verdens hule bourgeoismaterialisme til fordel for sine primale fantasier om nordisk ridderlighed og heroisk kamp, mobiliserede nationalsocialismen Weimarrepublikkens desillusionerede masser i opposition til den kommunistiske trussel samt det ”atomiserende” liberale demokrati.

Et demokrati, hvis abstrakte kontraktualisme i vid udstrækning var (og er) døv for sjælen og folkets ånd. I en verden præget af kulturelle opbrud og økonomisk ruin blev nazismens radikale politisering af den tyske romantiks kulturelt funderede revolte mod oplysningens idealer, samt pseudovidenskabelige og racearistokratiske vision om det ariske herredømme, således en vej til frelse, stabilitet og selvrespekt for mange tyskere. Et dehumaniseret projekt, hvis forsøg på at skabe en ny kulturel, politisk og biologisk orden var gennemsyret af rendyrket ondskab, ultimativt symboliseret ved den nazistiske stats maskinelle dødslejre af overfyldte barakker og sortsvedne krematorieskorstene.

Nazismens fødselshjælpere

Hvor Robespierre specifikt trak på Rousseau, og Lenin på Marx, var nazisterne derimod inspireret af et bredt spektrum af højredrejet kulturkritik rettet mod den moderne civilisation. En civilisation, hvis liberale individualisme mentes at korrumpere mennesket, afskære det fra sine større forpligtelser og generelt skabe en verden af spirituelt forfald. Det nazistiske regimes ”videnskabelige” racisme hentede desuden legitimation i et intellektuelt klima fostret af pseudovidenskabelige socialdarwinister som den franske diplomat og aristokrat Arthur Gobineau samt den pronazistiske teoretiker Houston Stewart Chamberlain.

Men en langt mere interessant tænker som historisk set er blevet knyttet til den nazistiske bevægelse er filosoffen Friedrich Nietzsche, der modsat marxismens egalitære kritik af liberalismen repræsenterede en mere højredrejet angrebsflanke, som ville geninstallere en fornemmelse af aristokratisk rank og hierarki i det spirende demokratis nivellerende tidsalder.

Nietzsche var imidlertid hverken nationalist eller antisemit, ligesom hans dyrkelse af individets selvgestaltning ikke harmonerer med højreradikalismens organiske kollektivisme. På denne baggrund kan hans forhold til nazismen anskues som analogt med Rousseaus forbindelse til jakobinerne, idet deres opflammede retorik, selektivt udvalgt, nærede revolutionære lidenskaber hvis realpolitiske aftapning de formentlig ikke selv ville have støttet.

Kulten om overmennesket

Men også hos Nietzsche er mennesket imidlertid noget, der skal overvindes i bestræbelsen på at forløse det fuldkomne menneske som udgør kulturen og Historiens formål. Om dette stærke og kraftfulde menneske anvendte Nietzsche i forlængelse heraf betegnelsen ”overmennesket”, hvilket i nazisternes forvanskede reception blev udlagt som et socialt forhold mellem over- og undermennesker, der – snarere end at referere til det dynamiske, frodige og ekspansive liv – tjente som teoretisk legitimering af deres vulgære raceforædlingsprogram.

En læsning, der typisk udlægges som misvisende af lærde formidlere af Nietzsches komplekse ideunivers (såvel som fremprovokeret af hans antisemitiske søsters manipulerende redigering i tiden efter Nietzsches mentale sammenbrud i 1889). Men det fremstår imidlertid også ensidigt udelukkende at læse Nietzsches forandringshåb som et psykologisk, rent spirituelt og indadvendt projekt rettet mod det enkelte menneskes egen karakterdannelse inden for rammerne af en liberal civilisation med en konstitutionel repræsentativ regeringsfølelse. Snarere end at ”nøjes” med den rent individuelle søgen efter det ophøjede lægger dele af hans tænkning derimod også op til en åndelige kultivering af selve menneskeheden som helhed.

En kvalitativ substansforandring, som ikke skulle udfries igennem frisættelsen af masserne, men via massernes underkastelse under en værdig herskerklasse. Ambition om at gøre hele det politiske liv til genstand for en romantisk æstetiseringsbestræbelse, som rækker ud over den enkeltes unikke selvudvikling og underkaster befolkningen den visionære leders artistiske vision, leder desuden tankerne mod Lenin, Mussolini og Hitlers selvforståelse.

Alle betragtede de sig som skulptører af den menneskelige sjæl, hvis opgave bestod i at modellere massen i henhold til deres nye livsværdier, og derved skabe et mesterværk ud af samfundets menneskelige råmateriale. I både Nazityskland, det fascistiske Italien og Sovjetunionen blev transformationen af mennesket og samfundet altså ofte udlagt som et kunstværk formet af nationens fremsynede overhoved.

Nietzsches begreb om vilje til magt indebærer desuden en afvisning af det objektive og fornuftsbestemte afsæt for politisk handlen, og dermed også idéen om en transhistorisk etik, som kan danne grundlag for moralske domfældelser over politiske bestræbelser på at skabe nye og mere ”sunde” former for liv.

I alle tilfælde blev Nietzsches komplekse analyser af moralens væsen, herunder hans afvisning af den kristne medlidenhedsetik samt tilbagevendende refleksioner over forholdet mellem svaghed og styrke, ingredienser i det kulsorte tankemiks, som Hitler og andre markante nationalsocialistiske ideologer som Alfred Rosenberg og Alfred Bäumler bryggede.

Det Tredje Riges sorte fyrste

Et andet højredrejet angreb på det moderne, liberale samfund, kom fra Martin Heidegger, der som en anerkendt filosof under Weimarrepublikken og senere medlem af det nazistiske parti kunne bære den tyske romantik og folkesjælstænkning ind i nationalsocialismens samtid, og derved forlene Det Tredje Rige med en intellektuel fernis. I modsætning til både Rousseau, Marx og Nietzsche var Heideggers forhold til det 20. århundredes totalitarisme altså i højere grad faktuel end spekulativ.

Heidegger forbandt grundlæggende den moderne stats økonomiske logikker, teknologidyrkelse og egalitære gennemsnitlighed med et politisk og kulturelt forfald, som nærede menneskets fremmedgørelse fra sin sande og autentiske Væren. På denne baggrund blev han eksponent for en klassisk kulturkritik rettet mod det moderne liv i datidens industrialiserede massesamfund. En potent kulturkritik, hvis gammelkendte opgør med den liberale modernitets onder, herunder dens individualisme, bourgeoismaterialisme såvel som filistrøse samt ydrestyrede massemennesker, strækker sig helt tilbage til Rousseau.

For Heidegger blev ideen om Det Tredje Rige et bud på realiseringen af en ny spirituel orden, som kunne overvinde det moderne livs inautencitet. I praksis var han fortaler for en art kollektivistisk eksistentialisme, der i modsætning til Sartres ditto ikke begrænsede sig til et credo for en bestandig selvkultivering og autonom liberal livsstil blottet for en dybere organisk forbindelse til verden, men som derimod skulle udøves igennem det tyske folk. Som kollektivt subjekt skulle det forenede folk, som en kvasi-mytisk enhed, hæve sig over den politiske interessevaretagelses småtskårne kompromisser og udrydde den moderne Weimarrepubliks åndeligt korrumperede orden.

I forlængelse heraf så Heidegger i nazismen potentialet for et nationalt genoprejsningsprojekt vendt mod den individfikserede oplysningsliberalisme. Hos Heidegger finder man således også idéen om, at tilknytningen til et fællesskab kan være lige så æstetisk og emotionelt stimulerende som konfrontationen med et stykke kunst.

Denne politiserende omformning af det offentlige liv til en æstetisk kollektiv oplevelse, samt den beslægtede omsmedning af mennesket til en offentlig snarere end privat figur, delte mange socialister ligeledes, idet de betragtede det fremtidige socialistiske samfund som en form for kunstværk. En kollektiv lyksalighed opnået via individets selvopofrende underkastelse under et samlet socialt hele fritaget fra liberale bekymringer såsom upartisk lovgivning, parlamentarisk demokrati og ytringsfrihed.

Mennesket som socialt problem

Hvor den kommunistiske revolution var videnskabeligt funderet, og dermed rationalistisk i sin kerne, var nazismens bestræbelser på at genskabe verden som et monolitisk kollektiv baseret på racemæssig renhed derimod baseret på en irrationalistisk etnisk nationalisme blottet for oplysningstraditionens universalisme, fornuft og kosmopolitisme. Formet af optimismens ånd indlejrede de russiske kommunister altså deres regime i en fremskridtsfortælling, som var deduceret fra den formodede marxistiske videnskab, og hvis nye menneske og samfund mentes at have en universel appel.

Nazismens antiuniversalistiske verdensbillede af endeløs kamp og en fjendtlig omverdens konstante farer for degeneration postulerede derimod aldrig at besidde nogen almen tiltrækningskraft eller gyldighed. Men som sociologen Zygmunt Bauman blandt andre har gjort opmærksom på var dele af det moderne projekt imidlertid også indflettet i nazismen, da selve mulighedsbetingelsen for Holocaust var et effektivt statsbureaukrati, den rationelle samlebåndkulturs industrielle produktionskapacitet samt en moderne og altgennemtrængende ideologi.

Men på trods af ovenstående forskelle var der dog også mange ligheder imellem disse to konkurrerende veje til Utopia. Begge drømte de for eksempel om et samfund drænet for individualisme, ligesom deres analyse af det moderne samfunds problemer medførte en udspaltning af menneskeheden i kollektive enheder baseret på henholdsvis klasse og race. Deres apokalyptiske kamp for fremtidens lyksalige fællesskab indebar således mobiliseringen af had til en eller flere grupper, der mentes at stå i vejen for udfrielsen af dette.

Som supplement til jakobinernes kontrarevolutionære figur skabte Stalin for eksempel kulakken, der i form af den ”velhavende” bonde (eller alle dem som modsatte sig landbrugets tvangskollektivisering) symboliserede grådighed såvel som illoyalitet set i relation til det leninistisk-marxistiske projekt. I nazisternes eskatologiske verdensbillede var det derimod jøderne, det ”rodløse” og ”materialistisk” orienterede ”forretningsfolk”, som inkarnerede den moderne verdens moralsk korrumperende tendenser.

Hvor Hitler ville skabe en nation uden jøder, ville Stalin derimod konstruere et samfund uden klasser. I begge tilfælde kunne deres politiske programmer kun realiseres ved at udrydde de afvigende elementer, der stod i vejen for realiseringen af den ultimative harmoni og skabelsen af det nye kollektive politiske subjekt – hvad enten der var tale om den rene nation eller det socialistiske folk.

Socialisme og ”den tredje verden”

I takt med at den sovjetiske utopi udeblev og arbejderne i Vestens industrialiserede demokratier i højere grad blev interesserede i ferieuger og nye forbrugsgoder end revolution, forskød mange på venstrefløjen deres troskab til diverse revolutionære opgør på den sydlige halvkugle.

De ”fordømte her på jorden” (en sætning udødeliggjort af Franz Fanons indflydelsesrige bog fra 1961) overtog med andre ord rollen som historiens progressive subjekt, idet tidens utopisk-socialistiske engagement blev omsat i en række ”tredjeverdenslande”, der tjente som projektioner for den vestlige ungdoms grandiose revolutionsromantik.

Et eksempel herpå var Kina, hvor Mao Zedong havde vendt Marx på hovedet og gjort bønderne snarere end industriarbejderne til revolutionens fortrop i bestræbelsen på at udfri en rousseausk fantasi om kollektiv dyd hinsides bourgeoisis-materialismens psykologiske defekter (undtaget Mao selv, som levede i udsøgt luksus).

Dette eksperiment blev siden videreført af Khmer Rouge, hvis fortolkning af den maoistiske kommunismes klasseløse projekt repræsenterede et fuldtonet forsøg på at realisere den jakobinske idé om at returnere til en dydig naturtilstand ukorrumperet af alle materialistiske byrder og bourgeoisis-individualistiske tendenser – et projekt, som i praksis reducerede det cambodianske samfund til et primitivt kollektiv af slavearbejde og sadistiske dødslejre med forlæg hos bolsjevikkerne og nazisterne.

Kinas folkedemokratiske diktatur

Godt tre årtier efter den russiske revolution havde Mao etableret det største kommunistiske samfund i verden, og dermed indlemmet en stor del af klodens befolkning i det marxistisk-leninistiske projekt. Et projekt, hvis maoistiske aftapning imidlertid ikke undgik forgængernes produktion af menneskelig lidelse, hvilket for eksempel kan illustreres med henvisning til moderniseringsprogrammet ”det store spring fremad”, som i praksis udsultede befolkningen, kostede millioner af menneskeliv og reducerede bønderne til værdiløse tandhjul i folkekommunernes kollektivistiske industrifællesskaber.

I kølvandet på denne menneskelige katastrofe lancerede Mao den kinesiske kulturrevolution, der fremfor at transformere økonomien (som det store spring fremad) var rettet mod kulturen og dermed befolkningens sjælelige konstitution med henblik på at sikre proletariatets diktatur mod enhver form for åndelige dissens og politisk revisionisme. Maos spirituelle renselsesproces blev udført af de såkaldte rødgardister, som i form af en fanatisk gadehær beslægtet med nazismens paramilitære hitlerjugend efterlod et spor af vold, terror og offentlige ydmygelser i deres restløse søgen efter kontrarevolutionær tænkning, politisk ukorrekte symboler og dekadent livsførelse.

En barbarisk pøbel af bogbrændere og fanatiske tanketoldere, der med den fattige bonde som forbillede foranstaltede en antielitær klapjagt på lærere, kunstnere, skribenter og intellektuelle i deres uniformerende bestræbelse på at udrydde alle former for traditionel kinesisk kultur og ”reaktionær” tænkning. Som Lenin og Stalin før ham fejlede Mao altså også i relation til at skabe det nye socialistiske menneske, såvel som harmoniske idealsamfund, og i lighed med de russiske tyranner efterlod han derimod en arv af massedød og ubeskrivelig lidelse koblet til fejlslagne produktionsmål, henrettelseskvoter, arbejdslejre, hungersnød og pøbeljustits.

Maoismen var i forlængelse heraf et ideologisk blændværk – en farlig fiktion – samt endnu et billede på kollektivismens problematiske bagside i form af menneskets åndelige slaveri under det abstrakte kollektiv – herunder den altnivellerende massekulturs af-individualisering af mennesket og det beslægtede tab af individets mest elementære bevidsthedsområde: den enkeltes bevidsthed om sit eget enestående væsen.

Islamisme: en orientalsk totalitarisme

Et andet og aktuelt eksempel på tyranniets mangfoldige aftapninger er islamismen, der kan betragtes som en teokratisk pendant til mellemkrigstidens europæiske totalitarisme. En pendant, hvis politiske projekt i dag fremstår som den mest potente af det 20. århundredes revolutionære bevægelser, og som – trods interne forskelle imellem grupper som ISIS, Al Qaeda, Taliban og Hamas – indrammer alle aspekter af samfundet og den enkeltes identitet med henblik på at realisere et utopisk mål om at returnere til et mytisk og spirituelt renere kollektiv.

Som postuleret korrektiv til Vestens spirituelle tomhed og dekadence viderefører islamismen desuden en klassisk oplysningskritik hentet fra Vestens egen kanon af antibourgeoisis tænkere såsom Rousseau, Marx, Nietzsche og Heidegger. Islamismen kan – om end med nogen forsinkelse – derudover siges at have fulgt det samme udviklingsmønster som Europas totalitære idékomplekser. Med det Muslimske Broderskabs etablering sidst i 1920erne, der i lighed med den europæiske fascisme leverede et intolerant og antidemokratisk program indpakket i et sprog om autencitet og restaureret storhed, antog islamismen nemlig en organisatorisk form.

Med oprettelsen af Irans shiamuslimske præstestyre, som i kølvandet på den iranske revolution i 1979 gav politisk islams bagudskuende opgør med modernitetens ”onder” et mere konkret udtryk, gik politisk islam derimod ind i en statsmagtsfase, idet oprørskoalitionens marxistiske og liberale repræsentanter hurtigt blev ekskluderet fra landets politiske center til fordel for den karismatiske ayatollah Khomeini, der som en selvbestaltet frisætter af folket returnerede fra sit franske eksil med henblik på at omdanne Iran til et islamistisk teokrati skånet for det dekadente vestens degenererende oplysningsværdier (et projekt som efterfølgende ligeledes lykkedes for Taleban i Afghanistan).

Under Khomeinis 10 år ved magten blev tusindvis af politiske modstandere og dissidenter fængslet, tortureret og myrdet i bestræbelsen på at tilpasse de menneskelige masser til et harmonisk og religiøst funderet hele, og dermed realisere islamismens kollektivistiske utopi. Et repressivt og diktatorisk præstestyre, der ikke hersker i racen, nationen eller proletariatets navn, men i guds navn, og som fritaget fra enhver sekulærrationel retfærdiggørelse i mere end 40 år har fastholdt den iranske befolkning i sit teokratiske jerngreb.

Det politiske tyrannis anatomi

Opsummerende var både utopismen og den revolutionære vold centrale komponenter i den totalitære bryg som nazismen, kommunismen og islamismen udsprang af. Nazismen og kommunismen delte desuden en problematisk sammenblanding af videnskab og politik, den såkaldte scientisme (man bør i den forbindelse huske, at menneskelig viden altid er ufuldstændig, ligesom viden ikke skaber værdier og politik og videnskab derfor aldrig er det samme).

Hvor utopien fostrede billeder af det nye menneske i det harmoniske samfund, og derved udmalede det autentiske fællesskabs vilkår, gav den revolutionære vold derimod form til den grandiose vision, der tjente som voldens historiske retfærdiggørelse. Alle disse tankesystemer afviste desuden individets autonomi og satte gruppen over jeget, monismen over pluralismen, i deres bestræbelse på skabe et nyt kollektivt politisk subjekt.

Den private og offentlige sfære flød i forlængelse heraf sammen, idet tro, smag og overbevisninger skulle modsvare en politisk reguleret standard, hvorved alle spor af selvstændighed blev udvisket til fordel for omsmedningen af den enkeltes bevidsthed i henhold til den politiske overmagts ideologiske program. Det særegne blev med andre ord forlangt opløst i det almene, idet den enkelte blot blev betragtet som en celle i en organisme af en højere orden.

Hvor diktaturet kræver lydighed, kræver den totalitære stat altså menneskets sjæl i form af individets totale underkastelse under en abstrakt entitet, der i skikkelse af enten staten, folket eller guds vilje skal sikre dets frelse.

Friheden til at vælge: Kampen for det åbne samfund

Det liberale demokrati tilbyder derimod ingen endegyldig frelse, men garanterer blot, at alle kan søge deres egen forståelse af lykke i en retlig reguleret orden baseret på kombinationen af demokrati og de liberale mindretalsrettigheders beskyttelse af individets fra den offentlige opinions potentielle overgreb. Demokratiet foretrækker med andre ord de mange små planer (eksistens over sandhed) fremfor den store plans dødlignende orden (sandhed over eksistens).

På denne baggrund spirer livet nedefra i stedet for at blive knæsat oppefra. Demokratiet er således institutionaliseret usikkerhed og kan indimellem med rette bebrejdes for at tabe målet af sigte. Hvor den totalitære stats forbandelse er den selvtilstrækkelig vished, er demokratiets derimod den overdrevne rådvildhed, som til stadighed frister til flugt fra den demokratiske stats grundvilkår, usikkerheden. Men når statsmagten er overbevist om sit måls absolutte værdi, er den typisk håndfast i opdragelsen og undertrykkelsen af dens afvigende elementer.

Den ideologisk-monologiske magts råmateriale er i forlængelse heraf det ”fejlbehæftede” menneske, der skal perfektioneres igennem opdragelse og ændringer i miljøet. På denne baggrund er der ikke blot tale om et forhold mellem en magthaver og en undersåt, som i enevældens tid, men derimod imellem to anonyme størrelser: en adfærdsteknologi og dens ufuldendte objekter. I maskinstaten er alt magt således forbeholdt programmørerne. De socialteknologiske sjæleingeniører, der i jagten på det fuldkomne samfund skal smøre tandhjulene og omforme mennesket i henhold til den ideologiske totalstats gennemregulerende overjeg.

I modsætning hertil rummer det frie samfund snarere konflikt end statslig påduttet harmoni, idet ingen er autoriseret til at udstikke kursen for den perfektion, vi som menneskerace skal aspirere til. Det frie samfund kan i stedet karakteriseres ved i nogen grad at have knæsat den autonome livsførelse som politisk, pædagogisk, æstetisk, økonomisk og hverdagspraktisk norm, og derved opgivet idéen om en a priori bestemmelig form for autentisk lykke til fordel for etableringen af en åben horisont, inden for hvilken den enkelte kan omsætte sine individuelle anlæg, ønsker og behov.

For nok deler vi grundlæggende fælles behov, men der kan principielt sameksistere mange forskellige forestillinger om det gode liv, hvorfor de menneskelige holdninger og længsler aldrig lader sig sammenfatte i en enkelt gyldig syntese. Det bedste værn om individets autonomi er derfor princippet om pluralisme, da det modvirker idedrevne fanatikeres uniformerende bestræbelse på at målrette alle samfundets distinkte elementer i henhold til det samme universelle mål.

Tankespindets veje og vildveje

Utopiske aspirationer er dog ikke nødvendigvis farlige i sig selv. Som horisontudvidende pejlemærker og diskutable afsæt for refleksion, visioner og fælles mål kan de grandiose tankesystemers gennemtænkte modeller for samliv, produktion og menneskelig lykke derimod indeholde stor tankerigdom og visionær kraft, ligesom de kan udfordre teknokratiske forståelsesrammer såvel som tidens tendens til rastløst forbrug, eksistentielt hastværk og letbenet underholdning.

Utopien kan således udgøre en refleksionsbefordrende modverden til den eksisterende verdens elendigheder, men som gennemført tankeeksperiment – uden ”trial and error-feedback” – har den forkromede utopis deduktive metafortælling imidlertid været en historisk facilitator for diverse totalitære rædselsregimer. Formørkede manualsamfund, der ofrede millioner af menneskeliv på den metafysisk-spekulative utopis alter og hvis velsmurte maskinerier – med funktionærmoralens upersonlige effektivitet – lydigt blev forvaltet af det dehumaniserende bureaukratis indifferente massemenneske.

De hovmodige totalløsninger på menneskehedens ulyksaligheder, og den kompromisløse gennemførelse af disse ’idealsamfunds’ abstrakte systemer, bærer således i høj grad kimen til overgreb på det konkrete og historisk forankrede menneske, der ikke gnidningsfrit lader sig iklæde de dogmatiske systemers nette uniformer.

Det at opgive ideen om idealsamfundet, utopismen, implicerer dog ikke, at man ligeledes skal afsværge ideen om en bedre verden eller svække den kritiske tænkning samt politiske fantasis evne til at udkaste positive samfundsvisioner. Demokratiet er ikke nødvendigvis stationært, men prøver også at udskifte er med bør.

Vejen hertil går imidlertid igennem det skridtvise reformarbejde, som historisk set har været en langt større succes i relation til at skabe frihed, velstand, lighed, tolerance og tankefrihed end for eksempel det tyvende århundredes venstreradikale bestræbelse på at realisere menneskehedens yderste potentiale ad revolutionens vej (et mål i henhold til hvilket de fleste midler lader sig hellige).

Alligevel har mange intellektuelle historisk set – indlemmet i abstraktionens verden og på jagt efter noget mere nobelt og smukt i det politiske liv end liberalismens lidenskabsløse facilitering af den enkeltes selvrealisering – været draget af den politiske radikalisme på bekostning af moderationen og kompromisets dyd. Udstyret med en historisk mission og forført af romantikernes agtelse for oprigtighed og autencitet, såvel som rationalismens idé om, at det grandiose sociale ingeniørarbejde kan udrydde alle menneskelige onder og assimilere individet ind i en lykkelig konsensual helhed, blev mange af disse altså eksponenter for drømmen om udfrielsen af et radikalt nyt samfund, hvor det ”ægte” menneskelige fællesskab kunne blomstre hinsides idéen om borgerskab og kapital.

En revolutionær perfektionering af den sociale orden, der i praksis legitimerede brutale overgreb på de grupper, som skabte friktion i henhold til ”fremskridtets” indstiftelse og dermed ikke blot lod sig forme i overensstemmelse med de godgørende reformatorers formål.

Tyranniets latente trussel

Det er ofte blevet proklameret, at menneskets behov, og dermed samfundets politiske stabilitet, sikres igennem tilvejebringelsen af materiel fremgang, komfort og tryghed. Ideen herom er ikke forkert, men de totalitære bevægelser synes alligevel at have en dybere psykologisk indsigt i vores mentale konstitution.

For nok har vi nok har brug for komfort og bekvemmelighed, men mange søger ligeledes at forlene deres liv med en højere mening, sikre sig en plads i den sociale orden og opleve en forbindelse til det absolutte. Menneskelige behov, som fortidens totalitære statsdannelser i højere grad end det moderne demokrati søgte at imødekomme. I den forbindelse udsætter demokratiet også sig selv for fare, hvis det helt fortrænger menneskets transcendenslængsler. Disse må imidlertid ikke deponeres i det politiske register, men bør derimod henvises til privatsfæren med henblik på at blive forløst i naturen, sporten, kunsten, karrieren mv.

Demokratiet kan med andre ord ikke indfri frelserkonceptets udfrielse fra lidelse eller garantere behovet for lykke og meningsfuldhed, men det kan heller ikke tillade sig at ignorere eksistensen heraf. På denne baggrund er tyranniet en latent trussel, vi som samfund kontinuerligt skal være på vagt over for. En trussel, der ligeledes næres af det liberale demokratis egen struktur, da dettes individualistiske grundstamme til stadighed fodrer den følelse af isolation og mangel på tilhør, som ifølge blandt andre filosoffen Hannah Arendt, sociologen Robert Nisbet og psykoanalytikeren Eric Fromm var grobunden for fremvæksten af det tyvende århundredes kollektivistiske massebevægelser. For dem var det atomiserede samfunds rodløse såvel som desorienterede menneske netop central for forståelsen af den folkelige tilslutning til den altomfattende stats overgribende program og tilbud om identitetsdannelse.

Så selvom fascismen tabte på slagmarken i 40erne, og kommunismen i vid udstrækning fremstår som en ideologisk kuriositet i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, eksisterer de længsler, passioner og utopiske tankefigurer som fostrede mellemkrigstidens totalitære statsdannelser endnu. I dette lys bør vi huske, at respekten for individet er forudsætningen for realiseringen af det kollektive gode, og at mennesket lever i forskellige sfærer, som ikke bør sammenblandes med henblik på at omforme den enkeltes tanker, følelser og domme i henhold til en teoretiseret samfundskonstruktion.

Det er historiens lektie til os. For som den franske filosof Raymond Aron engang skrev, ånder friheden kun i tempererede zoner, ligesom den deduktive metafortællings konkrete udmøntning i praksis kolliderer med den menneskelige verdens uomgængelige pluralitet.