Årsskriftet Critique er en gammel herre eller dame. Den dygtige læser ve jo, at vi startede tilbage i 1964. Det er alt sammen meget ærværdigt. Problemet er bare, at tidsskriftet også er gået i graven flere gange.

Det første Critique levede fra 1964 til 1969. Det næste Critique opstod først i 2001. Det nuværende Critique – Årsskriftet Critique – er det fjerde Critique og udkom første gang i 2008. Men før det fjerde Critique kom det tredje.

Det tredje Critique var vigtigt for det fjerde, fordi det var skabt af det samme miljø. Nu har vi fundet et eksemplar af tidsskriftet i gemmerne. Det bringer vi her i denne derfor rigt illustrerede artikel (hvis tekst mest baserer sig på en længere artikel i Årsskriftet Critique 2017)

I begyndelsen af 2007 begyndte en ny opblussen af arbejdet i Konservative Studenter, som netop da fik en ilttilførsel af en række unge studerende, der ellers mest havde slået deres folder i Konservativ Ungdom, blandt disse tæller blandt mange andre Årsskriftet Critiques nuværende og tidligere redaktører Christian Egander Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen, Jens Lei Wendel-Hansen og Rasmus Volthers Pedersen.

Det var i forbindelse med den fornyede energi i foreningen, at Critique endnu engang opstod af asken i efteråret 2007 under redaktion af de to studerende Christian Egander Skov og Hans Henrik Juhl.

Ligesom det forrige Critique skulle bladet først og fremmest ses i en intern organisatorisk sammenhæng. Idéen var, at medlemmerne, hvoraf der på papiret var 300, men måske maksimalt 40-50, der havde betalt kontingent, skulle have et eller andet, der mindede dem om, at de fik noget ud af at være med i foreningen. Med dette sigte bragte det tredje Critique artikler om foreningens arbejde, indlæg fra lokale og nationale politikere, men også en smule stof om den konservative idédebat.

Layoutet var mere indbydende end det andet Critique og var – i hvert fald på forsiden – inspireret af tidsskriftet The Economist. Uden at forklejne det arbejde, der lå i at få dette blad ud, kan man vist godt konstatere, at det aldrig helt levede op til forventningerne. Det var både i omfang og indhold et tyndt blad.

I et tilbageblik har Nicolaj Bang, der fra 2008-2009 var formand for Konservative Studenter meget rammende skrevet: ”I 2007 havde vi forsøgt at genrejse KS medlemsbladet Critique – illustreret ved en Fugl Fønix på forsiden. Imidlertid blev den født med en hjertefejl, for der udkom kun et enkelt lidet læseværdigt blad.”

Det eneste forkerte i den vurdering var, at der faktisk udkom hele to numre af det andet Critique, hvor det ene var langt mindre læseværdigt end det andet. Vi havde ikke fundet formlen.

Samtidig med relanceringen af tidsskriftet Critique i 2007 havde Christian Egander Skov påbegyndt foredragsrækken Critique, der skulle sikre en platform for prominente og mindre prominente borgerlige intellektuelle og meningsdannere på universitetet.

Historikeren David Gress stod for det første foredrag om velstandens kilder og senere fulgte bl.a. Ole Birk Olesen, Søren Krarup, Søren Hviid Pedersen, Dennis Nørmark, Bent Jensen, Linda Koldau – ja selv den venstreorienterede idéhistoriker Mikkel Thorup fandt vej til foredragsrækken Critique.

I virkeligheden kan man sige, at det i højere grad blev ånden fra foredragsrækken end fra det andet og tredje Critique, der fik udtryk i det fjerde Critique, altså Årsskriftet Critique, der udkom første gang i 2008.

For redaktørerne på det tredje Critique nåede hurtigt frem til erkendelsen af, at det ikke rigtigt fungerede, og at det blad, de lavede, ikke stod mål med indsatsen og slet ikke var et udtryk for, hvad de egentlig ville. Der var mange veje, der førte til Årsskriftet Critique. En af dem var, at Hans Henrik Juhl ved flere lejligheder havde talt om, at det ville være bedre, hvis Critique var et mere seriøst magasin snarere end et medlemsblad. Denne idé gik faktisk forud for det tredje Critique, men var aldrig blevet realiseret.

Nok så væsentligt var det vel, at allerede foredragsrækken Critique røbede, at der også for Christian Egander Skov lå en anden tanke bag det studenterpolitiske arbejde end den, der kom til udtryk i det tredje Critique.

Det var et ønske om, at Konservative Studenter ikke alene skulle beskæftige sig med studenterpolitik i snæver forstand, men engagere sig i kulturkampen fra et konservativt udgangspunkt. Denne tanke om konservatismens forpligtelse på kulturkampen kom dengang ikke mindst til udtryk i bloggen Konservativ Reaktion, som foruden Christian Egander Skov bestod af Jens Lei Wendel-Hansen, Peter Nørgaard, Jacob Aarslev og Anders Orris, som alle i dag er tilknyttet arbejdet med Årsskriftet Critique i større eller mindre grad.

Bloggen Konservativ Reaktion var blevet startet i sommeren 2006 og bar til at begynde med den herlige undertitel ”Alt var bedre før”. Den var et bevidst forsøg på at være højtflyvende, alvorlig, ironisk og forfriskende reaktionær på en gang. Mottoet for Konservativ Reaktion lød:

”Moderniteten er en totalitær jernnæve, der knuser alt, hvad mennesket har kært. Derfor må den konservative reagere imod moderniteten. Den konservative må beskytte og udbygge historiens og traditionens volde, der beskytter mennesker mod forandringens vinde. Derfor er vi en række konservative, der skønt uenige på en lang række områder er samlet i dette forsvar.”

Dette var de frie bloggeres storhedstid, og Konservativ Reaktions artikler gav genlyd i hvert fald inden for den konservative bevægelse, hvor den naturligvis straks blev afskrevet som et håbløst foretagende af folk, der vidste bedst – ingen nævnt og ingen glemt.

Frem til omtrent 2011 blev denne blog opdateret med allehånde indlæg fra kulturkampens reaktionære overdrev om såvel masseindvandringens ødelæggende konsekvenser, kirkens ulidelige slaphed, moderne kunsts idioti som problemet med moderne kaffeautomater. Det var på en gang sjov og alvor, den muntre kamp for tabte eller uforsvarlige standpunkter. Herfra gik én sti til Årsskriftet Critique.

Og da Konservativ Reaktion endegyldigt lukkede efter en del års svigtende aktivitet i 2012, fortsatte reaktionen med lejlighedsvis at skrive på Årsskriftet Critiques hjemmeside, lejlighedsvis under de gamle pennenavne C.S., J.Aa., J.W., A.O. og ikke mindst P.N.