Det var en råkold vinteraften på Ringsted station, mens jeg ventede på at afhente min søn ved toget, at beskeden tikkede ind på Messenger: min gamle klasselærerinde – lad os kalde hende fru S – fra folkeskolen var død.

Sorgen, der skyllede ind over mig, kom ganske bag på mig, for hun var en ældre dame, der havde levet et langt og rigt liv, hvor hun havde gjort uendelig meget godt for mange børn, så egentlig burde det vel snarere være en følelse af taknemmelighed og glæden over at have kendt hende, der fyldte mig.

Det var det altså bare ikke, og sorgen fulgtes snart af følelsen af at være ladt ene tilbage i en verden uden hendes milde strenghed til at skabe orden i kaos og slibe små selviske børns kanter, så vi kunne vokse op i et roligt læringsmiljø og blive tilført kristen ånd og kærlighed til Danmark.

Folkeskoleklassen

Således fik meddelelsen om min lærerindes død skabt en bevidsthed om den angst, jeg har gået med i efterhånden en del år: at Danmark styres af en folkeskoleklasse, der har hævet sig over sine læreres myndighed. Jeg tror, at vi alle kender typerne; den populære pige, i hvis lys alle gerne ville sole sig, men som på forunderlig vis altid undgik at stå til ansvar, når nogen blev mobbet eller noget inventar ødelagt; den joviale og driftige dreng, der lærte de andre at spille ”Snyd”; bandelederne, der havde håndlangere til at afstraffe elever, som havde forsyndet sig mod et eller andet kodeks; og så alle medløberne i forskellig grad, som de fleste af os nok var.

De findes alle sammen i det politiske liv, dertil er nogle af dem stolte af, at de ikke ved noget, men blot har meninger; min datter oplevede således ved et vælgermøde på sit gymnasium en kendt folkesocialistisk politiker underholde med, at hun trods sin dårlige eksamen var kommet i Folketinget.

Dødsudvalget

Vi har alle forskellige evner, men når man gør en dyd ud af sin uvidenhed, skal alle være på vagt; for uvidenhed koblet sammen med magtbrynde er farlig, og det er den kombination, vi oplever i disse år, hvor et snævert flertal formår at udleve både deres ideologi og teknokratiske drømme, hvorfor den højere abortgrænse nu er blevet indført, kvinder snart skal sendes i krig, og aktiv dødshjælp indføres.

Det står klart, at det sidstnævnte vil komme under denne regering, efter at to medlemmer af regeringens dødsudvalg, som selveste Politiken kalder det, har trukket sig, fordi opgaven med at udarbejde muligheder for aktiv dødshjælp og assistereret selvmord har vist sig at være bunden. De to gik ind i arbejdet, fordi de troede, man oprigtigt ønskede at anvende deres viden om palliativ pleje.

Danmark styres af en folkeskoleklasse, der har hævet sig over sine læreres myndighed.

Jeg har tidligere været inde på denne dødsdrift i regeringen, men jeg er nødt til atter at tage den op, for den er udtryk for dæmonisk hedenskab, som vil dræbe kærligheden og forrå folket, fordi den lever på følelsen af, hvad der er rigtigt for mig lige her og nu, samt nydelsen af at udøve magt. Det er deraf vi kan kende, at vi regeres af store børn, der er ladt alene i klasseværelset, ikke alene af fru S, men af Gud selv.

De regner ham ikke, og tror de, at han findes, så er det som en lidt bedre udgave af dem selv. At der er en klangbund i folket for den opfattelse, fornemmede man, da Ebbe Preisler, som slog sin syge kone ihjel, men ikke formåede selv at gå den samme vej, selv om det oprindeligt var planen, ikke alene blev modtaget med klapsalver i kirken ved hendes bisættelse, men nu også turnerer rundt med sit dødshjælpsevangelium til alle, der gider at lytte.

En ansvarsløs herskerklike

At diagnosticere tiden som hedensk og dæmonisk lyder sikkert voldsomt i manges øren, men vi kan ikke længere gå rundt som katten om den varme grød uden at tale om, hvad det er for en ideologi eller tidsånd, der hærger os, og hvordan skal den imødegås. Det, der kendetegner de store ideologier er, at de smed Gud ud og ofrede mennesket for menneskehedens skyld, hvad enten det var arbejdernes eller den overlegne, hvide races paradis, man søgte at indføre.

Også danskerne er et kulturfolk, der lader sig regere af en ansvarsløs herskerklike

Teologen Regin Prenter diagnosticerede under besættelsen disse ideologier som mytologier, hvis totale syn på menneskene og verden kun kunne mødes af den totale kristendom. Den dæmoniske hedenskab, som f.eks. nazismen repræsenterede, skulle altså bekæmpes i ord og gerning, ganske som Jesus gik til angreb på dæmonerne, da han var på jorden. De samme tanker gjorde sig gældende i den tyske modstandsgruppe i det tredje rige, Weiße Rose, der på sine flyvesedler bl.a. skrev følgende:

»Ingenting er mere uværdigt for et kulturfolk end uden modstand at lade sig regere af en ansvarsløs herskerklike, som drives af dunkle kræfter.«

Også danskerne er et kulturfolk, der lader sig regere af en ansvarsløs herskerklike, hvilket den ny abortlov er et eksempel på. Derfor skal vi se nærmere på loven, som er blevet indført nærmest udelukkende med kvindens selvbestemmelse som begrundelse.

Sundhedsfaglige argumenter

Jeg hørte for nylig i programmet Borgerlig tabloid en samtale mellem Rosa Lund, som går ind for en abortgrænse på 22 uger, og Joachim B. Olsen, i anledning af loven, som ikke alene hæver abortgrænsen til 18 uger, den giver også umyndige piger ret til at få foretaget en abort uden forældrenes samtykke. Det er efter sigende en kæmpesejr for kvinderne – eller ”personer med en livmoder” – som Lund og Enhedslisten benævner os.

For nu handler abortgrænsen ifølge hende alene om sundhedsfaglige argumenter og ikke om etik og moral. Jeg studsede over det med de sundhedsfaglige argumenter, som også ligestillingsminister Marie Bjerre advokerede for i samme program. En kirurgisk abort er jo et indgreb, som der vel er en risiko ved, og så gætter jeg også på, at en 15-16-17-årig pige objektivt kan have svært ved at overskue konsekvenserne af at få en abort, måske ovenikøbet en senabort, hvorfor de psykiske efterveer kan blive ganske belastende for hende. Og det må vel også have noget med det sundhedsfaglige at gøre.

Nu var Rosa Lund så sikker i sin sag, at jeg gav mig til at undersøge, hvad disse sundhedsfaglige argumenter gik ud på, og jeg fandt frem til, at det både har noget at gøre med, hvornår fostret er så udviklet, at det juridisk bliver betegnet som en person, hvilket det bliver fra svangerskabets 22. uge, og hvornår det kan føle smerte. Det kan det angiveligt ikke i uge 18.

En cheflæge fra Roskilde kunne med en nok så sukkersød stemmeføring således berette:

»Vi ved efterhånden, og det er vi ret overbeviste om, at fosteret ikke kan mærke smerte på det her tidspunkt. Smerte er en ret kompleks reaktion, som også er en smerteoplevelse, og der skal hjernen være en del mere udviklet for at kunne mærke det, end det er i uge 18.«

Nu er en abort i uge 18 er en reel fødsel, og her kunne cheflægen dog berette, at de fleste fostre dør under fødslen, fordi det er hårdt for dem (sic!), men skulle nogen vise livstegn efter fødslen, drejer det sig om diskrete små gisp, hjerteaktion og nogle små spjæt, hvorefter fostret efter nogle minutter eller op til en times tid sover ind, og det skulle være ganske fredeligt at se på.

Humanisme og kristendom

For mig var dette meget voldsomt, grænsende til det kvalmende, at høre om, og at et sundhedsfagligt argument, der bygger på en antagelse – for en antagelse er det kun at være »ret overbevist«, man kan jo ikke spørge barnet – er blevet grundlag for en højere abortgrænse, er for mig at se et vidnesbyrd om, at det i virkeligheden handler om noget andet, nemlig om ideologi, om en rettighed for kvinder, og det var selvfølgelig også det, det handlede om for Rosa Lund.

Staten skal være pigernes og kvindernes veninde, der hjælper dem igennem aborten uden samvittighedsmæssige skrupler. Derfor skulle moralen og etikken ud af ligningen. Da Joachim B. Olsen forsigtigt indvendte, om ikke om man kunne sige, at et 18 uger gammelt foster var på vej til at blive et menneske, svarede Rosa Lund skarpt: »Jo netop, på vej!« og så var der ikke mere at sige til den sag.

fru S er her ikke mere, det er i stedet fluernes herre

For nylig hørte jeg så – i en anden forbindelse – en anden læge end den sukkersøde hævde, at de af hans kolleger, der ikke ville deltage i abort af religiøse årsager, var ganske langt ude, når de sådan lod sig diktere af en flere tusind år gammel bog og dermed tilsidesatte »humanismen« i deres gerning. Nu er humanisme og kristendom ikke det samme, men at være modstander af abort eller en hævet abortgrænse er ikke nødvendigvis inhumant – de færreste ønsker køkkenbordene og strikkepindenes tid tilbage.

Abortspørgsmålet handler nemlig om liv og identitet, om netop det humane, det menneskelige, hvornår vi bliver os. For vi, som er kommet ud på den anden side, vi var vel også os, da vi 18 uger gamle lå i Mors mave? Og er vi ikke hele livet på vej? Jeg er jo ikke den samme, som jeg var, da jeg var ti år. Vi burde derfor alle have en interesse i, at nogen er det ufødte barns forsvarer, ikke mindst nu, da dødshjælpen er lige om hjørnet samtidig med diskussionen om manglende hænder og ressourcer i ældreplejen. For kan vi tale om et ufødt barn på den måde, vi gør, at det ikke rigtig er noget før uge 22, kan vi også dehumanisere gamle og syge mennesker, der ligger samfundet til last.

Et samvittighedsspørgsmål

Jeg har, siden det blev klart, at abortloven ville blive vedtaget, været fortvivlet over, at dette kan ske i et land, der kalder sig kristent, over, at et kulturfolk som det danske lader sig lede af dunkle kræfter.

Men ingen vil lytte, for fru S er her ikke mere, det er i stedet fluernes herre. Og dog er vi nødt til – med Regin Prenters ord – at møde denne totale teknokratiske rettighedsideologi med total kristendom. Intet bliver mere totalt end Johannesevangeliets kapitel 17, hvor Jesus taler om, at Gud, Faderen, har elsket ham, før verden blev grundlagt. Det vil sige, at Jesus – i Johannes’ forståelse – har været en del af Guds frelsesplan hele tiden, men først da han kom til jorden i menneskeskikkelse, som menneskers lys, erkendte vi, hvem Gud var.

Sådan er det også, når et barn bliver født. Man erkender først, hvem det er, når det kommer ud, men det har jo været der, fra det blev skabt. Vi siger altid, at vi skal se Gud i vores næste, behandle ham eller hende, som var han eller hun Gud selv, vi er jo skabt i Guds billede, og man kunne spørge, hvorfor det ikke gælder det ufødte barn? Det gør det ikke, fordi abort så bliver et samvittighedsspørgsmål, hvilket man ikke ønsker fra lovgivernes side, men det er netop det, det skal være, når det handler om at bestemme, om et andet liv skal afbrydes eller ikke.