I 1981 befandt den tyske filminstruktør Werner Herzog sig i Amazonas-junglen for at instruere filmen Fitzcarraldo. Her siges det, at én af medarbejderne på filmsettet – i et forsøg på at opmuntre den ikke just af livsglæde sprudlende instruktør – bemærkede, at fuglene da sang så smukt. Hvortil Herzog, noget køligt, skulle have svaret: “Se birds are not singing. Sey are screaming – in pain”.
Jeg kan ikke komme i tanker om en mere koncis beskrivelse af fransk litteraturs enfant terrible, Michel Houellebecqs, syn på tilværelsen. Heller ikke på trods af den seneste tids påstande om, at Houellebecq med sin seneste roman skulle være blevet optimist. Jeg kan trøste læseren med, at dét rygte er stærkt overdrevet, men det skal jeg vende tilbage til.
Egentlig ville jeg derfor have brugt citat og kaldt nærværende artikel for enten “Alting forkynder det ondes universelle nærvær” eller “Verden er udfoldet lidelse”.
Sidstnævnte, altså “verden er udfoldet lidelse”, droppede jeg, fordi Houellebecq i et senere interview selv har taget afstand fra udsagnet – ved nærmere eftertanke syntes han egentlig, det var alt for optimistisk.1 Førstnævnte fandt jeg derimod en tand for misforståeligt.
Houellebecqs forfatterskab er nemlig ét langt forsøg på at fremvise tilværelsen i dens totale meningsløshed. Havde jeg kaldt artiklen “Alting forkynder det ondes universelle nærvær”, kunne det lyde, som om tilværelsen faktisk har en mening: en ond mening.
Men det er altså meningsløsheden, Houellebecq står fast på, og den tager sig netop ud som lidelse og ondskab for mennesket – for vi forventer mening af tilværelsen, hvad menneskets religiøse instinkt vidner så rigeligt og så klart om.
Og derfor kan det måske forekomme underligt at skulle tale om Houellebecq midt i en meningskrise. Skal man virkelig prædike meningsløshed ind i en tid hærget af netop mangel på mening?
Ja, vil være min påstand, det skal man lige netop. For Houellebecqs forfatterskab lærer os, at vi ikke har en meningskrise, fordi tilværelsen pludselig har mistet sin mening. Mening har tilværelsen aldrig haft. Men der er opstået en krise, fordi vores forhold til tilværelsen har ændret sig.
Engang var det en selvfølge for os, at tilværelsen, skabt som den var af Gud, havde mening, og denne skabelsestanke skjulte effektivt tilværelsens meningsløshed. Men dén tanke, eller i hvert fald dens selvfølgelighed, forsvandt sidenhen som dug for solen, og på den måde blev det i stedet menneskets egen opgave at skabe mening i tilværelsen.2
Konservatismens og reaktionens svar på denne tilstand har alt for ofte været at benægte tilværelsens meningsløshed:
Der er faktisk mening i tilværelsen, har vi sagt gang på gang, uden at indse, at vi dermed som gode modernister selv har forsøgt at finde eller skabe meningen i tilværelsen – selvom vi selvfølgelig har tilskrevet en anden størrelse end mennesket selv rollen som meningsskaber, hvad end det så har været Gud, naturen eller noget helt tredje, vi har peget på.
Houellebecq tilbyder os en radikalt anden mulighed, fordi han ikke forsøger at skjule tilværelsens meningsløshed for på den måde at få os ud meningskrisen.
Meningsløsheden tager han tværtimod på ordet, for den eneste vej ud af meningskrisen er en stædig insisteren på meningsløsheden: Tilværelsen er meningsløs og vi hverken kan eller skal give den mening.
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199 kr, så modtager du Årsskriftet Critique med posten.
