Kristendommens betydning og behandling i dansk film er svær at indkredse med få ord. Stedmoderlighed eller en form for nysgerrig men komfortabel distance synes at præge billedet.
Så svært det er at finde film, der åbent fælder en afvisende dom overfor den kristne tro – lige så svært er det finde film, der tager trosspørgsmålet på alvor. Mellem polerne har vi det righoldige udbud af film, som i en eller anden henseende gør brug af bibelske eller religiøse tematikker i historiefortællingen, eller som blot spiller kinematografisk bold op ad det, som den mur af en hovedstol i verdenslitteraturen, det vitterligt også er.
Carl Th. Dreyer og navnlig filmen Ordet fra 1955 står stadig i dag som en helt afgørende undtagelse. Fraset både Dreyers internationale berømmelse og velcementerede plads i filmhistorien, har filmatiseringen af Kaj Munks skuespil også en helt særlig plads i dansk film. Ordet er utvetydigt dansk i både billede, sprog og lune – og kombinationen af dyb tragedie, kærlighed og mirakuløs forløsning griber sikkert fat i hjertetrådene.
Ordet udmærker sig særligt ved at være en af de meget få film, som stiller publikum foran et mirakel i spørgsmålet om liv og død. Der gives ikke nogen forklaring udenfor hovedpersonernes kristne tro, håb og kærlighed. Det i sig selv gør værket til en undtagelse i et filmlandskab, hvor netop troen og kristendommen oftest danses om som en skål med stadigt køligere grød.
Der er ellers præster og kirker nok i dansk film. I 2005 bragte Kristeligt Dagblad en artikel med titlen ”Filmstjerner med præstekrave”, som bemærkede, at præster i stigende grad blev brugt som nøglekarakterer, der skulle låse op for de eksistentielle dilemmaer i tidens film.
Tilsvarende noterede filmforskeren Eva Jørholt i antologien Som i et spejl fra 2005, at der var ”unaturligt mange forekomster af svømmehaller og præster” i den nye bølge af film, der udkom i kølvandet på dogmeinstruktørernes gennembrud.
Rent kvantitativt har præstekraverne i alle fald været til at få øje på i det 21. århundredes danske film. Italiensk for begyndere fra 2000 og Adams æbler fra 2005 er nærliggende eksempler. Det samme er Annette K. Olesens Forbrydelser, der udkom i 2004. Der er det en fængselspræst, der er hovedpersonen.
Dertil er der mange film, hvor emner som tilgivelse, næstekærlighed eller synd i en eller anden form tages under behandling – og hvor en smule teologisk baggrundsviden kan være nyttig for publikums udbytte – men som stadig ikke rigtig går troen for nær.
Thomas Vinterbergs Submarino fra 2010 er et interessant eksempel, hvor et privat og nødtørftigt dåbsritual forrettet i yderste psykiske og sociale armod er et afgørende afsæt og motiv for filmens hovedpersoner. Men det er samtidig begravet (sammen med filmens øvrige kristne symbolik) under et tykt lag af – i øvrigt medrivende og vellykket – skandinavisk socialrealisme.
Bølgen af klassikerfilmatiseringer, der udgjorde en ikke uvæsentlig del af de danske filmtitler i og omkring 1970’erne, bør måske også nævnes. Eftersom den danske litteraturkanon vitterlig er tæt befolket med degne og præster, findes de også her.
Men de synes ikke rigtig at kunne have afhjulpet den undren over manglen på ”trosalvorlig film”, der både før og siden er kommet til udtryk. Blandt andre er både Martin A. Hansens Løgneren og Steen Steensen Blichers Præsten i Vejlbye blevet filmatiserede i denne periode. Sidstnævnte er godt nok mest et retshistorisk drama, men kan alligevel bemærkes.
På sin egen vis står tv-filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne tilbage som et eksempel på et værk, der i det mindste i nogle henseender turde gå det svære emne lidt på klingen, fordi det overtog den alvor, forlægget omgærdede karakterernes religiøse standpunkter med.
Klangen fra de kristne strenge, som Pontoppidan slog an i Lykke-Per i årene omkring 1900, var da også aftaget betragteligt, da romanværket blev filmatiseret i en stor opsætning i 2018.
Et faktum, der ikke kunne undgå at blive bemærket, og som instruktøren Bille August da heller ikke lagde skjul på. Endvidere i 2018 – i Filmmagasinet Ekko – udtrykte instruktøren Kristian Marstal en tilsvarende undren over den berøringsangst, som troen omgærdes med i dansk film.
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199 kr, så modtager du Årsskriftet Critique med posten.
