Elementært eller Elemental er navnet på Pixars seneste animationsfilm. I byen Element City bor en række forskellige folkeslag, der hver især repræsenterer et af de fire elementer i den klassiske elementlære: Vand, jord, luft og ild. Dette skal forstås meget bogstaveligt.

Vandfolket består af vand, og ligner mest af alt levende vandpytter – tænk superskurken Likvidator i Darkwing Duck. De har vand i lejlighederne og kan bevæge sig gennem vand uden det fjerneste problem. De har også let til tårer.

Luftfolket (eller hvad de nu kaldes) ligner skyer og flyver ganske ubesværet rundt i byen, mens jordfolket mest af alt fremstår som en blanding af jord og planter.

De virker lidt tunge i det, så man kunne vel nærmest kalde dem jordslåede. Ildfolket er naturligvis fyr og flamme og særdeles temperamentsfulde.

Som ild og vand

Vi har i hverdagssproget et udtryk, at to mennesker kan være som ild og vand. Det betyder, at de er som hund og kat. De forskellige elementer blander sig som bekendt ikke problemfrit.

Ilden og varmen får vandet til at koge og til sidst fordampe. Vandet kan udslukke ilden.

Vand flyder med strømmen. Vand er konventionelt. Ild er fyrigt og vil sit eget. Begge dele kan ødelægge alt, de kommer i nærheden af.

Eller: Det er som i Halfdan Rasmussens digt om Snemand Frost og Frøken Tø. Der er mennesker, der bare ikke passer sammen.

Denne konstatering er uden tvivl udgangspunktet for den sprudlende tankerække, der ligger bag en film som Elementært, som netop helt elementært er en kærlighedshistorie om ildelementet Ilena (Ember) og vandelementet Evan.

To uforenelige størrelser, adskilt af naturen mest basale distinktion, men alligevel knyttet sammen af den eneste kraft, som måske er større, nemlig kærligheden, der som bekendt sletter skellet mellem dit og mit.

Men så er der selvfølgelig lige det med Snemand Frost og Frøken Tø.

Indvandringsfortællingen

Imidlertid har Pixar viklet denne tråd ind i en anden fortælling, der vist opfattes som større, men nok i virkeligheden er mindre.

For sammenrendet af elementer i Element City bliver med det samme et billede på det amerikanske indvandrersamfund.

Element City er New York, hvortil alverdens fremmede folkeslag strømmer, og i den klassiske fortælling opløses i samme smeltedigel, som omsmelter dem til amerikanere.

Elementært er en fortælling om indvandrere og indvandring. Men den er også – ligesom Disney-filmen Encanto en bearbejdning af indvandringserfaringen.

Det fremmede og det, som ikke passer ind i den allerede etablerede orden, er filmens udgangspunkt.

Det illustreres meget klart, ikke videre elegant men tilnærmelsesvist morsomt, i filmens begyndelse, hvor vi ser et par ildelementer ankomme med båd til havnen i Element City.

De taler et fremmed sprog, og er tilsyneladende de eneste ildelementer i byen. Ved ankomsthallen, der skal bringe tankerne hen på Ellis Island ser man i en frise, hvordan byen er blevet befolket af forskellige bølger af elementer. Vand, jord og vind.

Ild er der ikke. De er endnu fremmede i byen, og snarere end et spraglet kludetæppe møder Element City dem som en samlet front, en afvisning.

Den fremmede ild

I ankomsthallen kan de ikke forklare, hvad de hedder. Deres sprog er for fremmedartet.

Den ene får følgelig navnet Buller af kontoristen bag skranken.

I byen bliver det allestedsnærværende vand en følelig trussel mod ilden flammer. Toglinjen føres i et spor af vand, der pjasker ud i aggressive bølgebevægelser og plasker alt til, når toget baner sig vej gennem byen.

”Den by er ikke bygget til ildelementer,” udtaler en af ildelementerne siden. Og fornemmelsen er gengældt.

Da de to ildelementer vil indlogere sig, finder de, at lejemarkedet er lukket land for dem. Både jord og vand opfatter ilden ikke blot som fremmed, men som en trussel. ”Jeg har tørre blade,” undskylder et jordelement sig.

Til sidst slår de sig ned i en fjern, forslummet del af byen. Her indretter de en lille butik.

Der klippes frem. Mange år senere er bydelen befolket af ildelementer. Mange flere er kommet til, men de er stadigvæk ikke en del af livet i Element City. De holder til i deres eget område.

Byen har trods alt gjort dem den tjeneste at lukke det vand, som for dem er døden selv. Men ellers er det, hvad vi ville kalde en ghetto.

Også i ordets positive forstand. Her værnes om hjemlandets tradition, symboliseret ved en blå flamme. Her er der et stærkt fællesskab mellem alt, hvad der er ild. Alle andre holder sig væk.

Og ilden ønsker det sådan. Ilenas faders vrede flammer op, når han hører ordet ”udvanding”.

Frygten for udvanding

Ilden må ikke udvandes. Men vandet vil udvande alt. Her er vi inde i noget af det interessante ved filmens udsigelse.

Udvanding er her et begreb, der dækker over det, vi kalder assimilation. Altså den proces, hvorved indvandrerbefolkningen over tid mister sine karakteristika og bliver en umærkelig del af befolkningen.

Det tager vel en 3-4 generationer. Tænk på de italienske indvandrere i Amerika. Første generation taler dårlig nok sproget. Altså engelsk. De er omplantede italienere. Anden generation taler sproget, men lever i tæt sluttede etniske samfund og gifter sig med hinanden og holder fast ved traditionen.

i Elementærts beskrivelse skildres afstanden mellem majoritetskulturen og ildelementerne gennem prismet strukturel undertrykkelse.

I tredje generation begynder det at skride. Vel gifter folk flest sig stadig med hinanden og formelt set holder man fast ved den gamle religion, men det drejer sig nu mere om formalia og loyalitet over for familiens rødder end alt mulig andet. Det er en bindestregsidentitet.

I fjerde generation bliver selv denne vanskeligere at opretholde, ikke mindst i takt med, at man gifter sig på kryds og tværs. Man kan sige, at deres identitet bliver udvandet, indtil den forsvinder.

Derfor siger Ilenas fader: ”Vi skal ikke udvandes.” Udvanding er udslettelse.

Udvanding er et interessant begreb, fordi det faktisk bare er en anden måde at sige smeltedigel på.

Smeltediglen er det sted, de enkelte komponenter mister deres form og overfører deres styrke til den form, der støbes. Det er altså netop denne formel, ildelementerne og i forlængelse heraf Elementært i det hele taget vender ryggen til.

Majoritetskultur som undertrykkelse

Forestillingen om smeltediglen handler om omsmeltning fra det ringere til det bedre. Det er en forarbejdelse, en forædlingsproces. I Elementært er det en tabsproces. Og det er nok heller ikke helt forkert. Du kan ikke blive en anden uden også at ophøre med at være dig selv.

Men i Elementærts beskrivelse skildres afstanden mellem majoritetskulturen og ildelementerne gennem prismet strukturel undertrykkelse.

For nogle år siden kom der en bog, der hævdede at vores liv og teknologi og offentlige rum er designet til mænd. Det har angiveligt alle mulige utilsigtede konsekvenser. Det er denne tanke, der er overført til Elementært.

Når det hedder, at denne by ikke skabt til ildelementer skal det forstås meget konkret.

Som jeg nævnte tidligere: ildens blotte tilstedeværelse er en trussel om at futte alting af, og i mødet med vandet risikerer de selv at udslukkes. Derfor må de iklæde sig beskyttende tøj, dække sig til, når de går ud af deres eget kvarter.

Alligevel går toglinjen gennem ildelementernes kvarter og sprøjter vand over det hele. Det er infrastrukturen som undertrykkelsesstruktur. En daglig fornedrelse, der minder om et elementært hierarki, som måske nok er uudtalt, men synlig overalt øjet vender sig i denne by.

Og det er klart, at filmens skildring af denne virkelighed netop er en kritik af os.

Vi har skabt en verden i vores billede, nu kommer der fremmede til denne verden, og de møder vores verden som undertrykkelse. Altså må vi gøre det bedre.

Netop den tanke er jo blevet altgennemtrængende i vor tids kulturelle klima.

Elementært er en meget amerikansk film, og kritikken af vandets allestedsnærvær er grundlæggende en kritik af det, man derovre uden blusel kalder ”hvidhed” eller ”systemisk racisme”.

I en sådan kritik er idealet om smeltediglen netop et overgreb. De andre skal ikke udslette sig selv for at gå ind i helheden, derimod skal vi føle skyld, fordi vores verden er indrettet sådan, at det fremmedes fremmedhed bliver synlig.

Kan vi overvinde vores racisme og kan de fremmede overvinde deres traditionalisme, ja så kan vi til gengæld mødes i forskellighed. Ild og vand går sammen. Bare spørg en kedel!