I 1946 startede teologen Hal Koch og religionsforskeren Vilhelm Grønbech et nyt tidsskrift i forsøget på at tænke og skrive sig igennem det kulturelle regnskab efter Hiroshima og Nagasaki. Frie ord hed det. Titlen lader til at have været Hal Kochs, men det var Vilhelm Grønbech, der førte ordet.
Den indledende og løbende programartikel hed ganske enkelt ”Atombomben”. Deri skrev Vilhelm Grønbech blandt andet:
”Hvis en mand siger at vor videnskab har forskrevet sig til fanden, kan han godt stå ved sine ord; men han glemmer sædvanligvis at fanden det er ham selv og alle os andre. Når han skælder videnskaben ud for gudløs og åndløs, har det også sin rigtighed, men det kommer af at den gennemforsker en virkelighed der hverken kender nogen Gud eller ånd – atter den virkelighed han selv lever på, og alle vi andre med ham.”
Christopher Nolans Oppenheimer er en portrætfilm, der indfanger den store ånd, og viser betydningen for os, de dødelige biografgængere. De af os, der ikke forsker i sorte huller og læser sanskrit i fritiden. Det er i den forstand en historisk figurskildring, sådan som de er flest på film. En såkaldt biopic.
Vi kender takterne undervejs. Montager fra Cambridge og Göttingen. Intrigefulde scener fra Washington. Verdens klogeste hoveder og verdens mest magtfulde. Teoretisk fysik og politisk verdenshistorie refereret med skarpt tilskårne replikker og betydningsfulde blikke. Publikums viden kan belønnes, men forudsættes ikke. Vi ser geniets plagede sind, kærlighed i forlis, omverdenens bedømmelse.
Men rytmen brydes. Indeni, ind i mellem, er der nedslag af en skræksymfoni. Mellem de første 10 minutter og de sidste 30. Mellem den gamle verden og den nye er der Los Alamos. Et øjeblik i Axis Mundi.
Nogle gange må man male med farver og skygger, fordi konturerne ikke rækker. Farverne og skyggerne når det måske heller ikke, men det er det bedste, vi har. Lyd, lys og skygger brænder på lærredet. Ikke ulig orglet i kirkens musik og slagtøjet og de store blæsere i koncertsalen. Det er det, mennesket griber til i yderste øjeblikke, fordi det er det bedste, det har at bringe frem. Brudstykker af poesi, når prosaen ikke rækker.
Nearer, My God, to Thee skal have været det sidste, orkesteret spillede ombord på det synkende Titanic. Det er tanker om åndeligt nødberedskab som dette, Nolans film i sine bedste dele formår at mane frem og give billeder til.
Kransen med de giftige blomster, som Robert Oppenheimer rakte ud efter, var det siden så ofte citerede ”Now I am become Death” fra den oversatte Bhagavadgita, der ikke mindst i hans og vores judeo-kristne kontekst uvægerligt blev – og bliver en bøn om hjælp.
Rum bliver til punkt, der er allegoriske billeder med transcendens. Oppenheimer er manden, det stråler igennem, inden vertikalen trækker sig bort og alt bliver stille.
Efter crescendoet er det såre menneskeligt, pinslen for det 20. århundredes ildstjæler var, at han måtte leve med næsten en kvart million sjæle på samvittigheden – og slås om både skammen, tvivlen, eftermælet og de lysende tyvekoster sammen med alle os andre dødelige.
Christopher Nolans film om Oppenheimer er hverken fejlfri eller nødvendigvis en af det endnu unge årtis års bedste film. Nej. Smag og genrepræferencer kan tynge på både den ene og anden vægtskål. Men værket formår at hamre sig igennem portrætfilmens nodeark til det epokale og skæbnesvangre, og vise, at vi deler netop skæbne med den arrogante fysiker og nok så samvittighedstyngede himmelstormer.
