Fastelavn er over os. Og selvom traditionen er trængt af amerikansk kulturimport, lever den. Kulturhistoriker Adam Wagner tager os med rundt i fastelavnsugen.
»Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have!
Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade!
Boller op, boller ned, boller i min mave.
Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade!«
Sådan sang vi, når vi fastelavnsmandag efter skole gik udklædte rundt og »raslede« ved folks døre for at få nogle mønter, eller når man med sit fastelavnsris vækkede sine forældre om morgenen fastelavnssøndag for at få fastelavnsboller. Og så slog vi naturligvis »katten af tønden« i skolen om mandagen.
Noget af det gør danske børn endnu, andet er vist i aftagende, men alt sammen er det gammelt. For udklædning, masker, fastelavnslege og -løben og ikke mindst fastelavnsboller er skikke, der går langt tilbage.
Fastelavn er jo i sin oprindelse en slags løssluppen forberedelse på den kommende faste. Ordet selv kommer fra plattysk »fastelavent«, der betyder fasteaften og altså oprindeligt må betegne aftenen før fastens første dag, som jo er askeonsdag.
Askeonsdag er onsdagen efter fastelavnssøndag, som altid falder netop syv uger før påskedag, da fasten skal vare fyrre dage, og da søndage ikke er fastedage. Men meget hurtigt bredte fastelavnen sig og kom mange steder, herunder i Danmark, til at vare fra og med fastelavnssøndag til og med tirsdagen efter.
Disse dage i fastelavnsugen fik navne som flæskesøndag, flæskemandag og hvidetirsdag, der vidner om, hvor vigtig den gode og solide mad var op til fasten. Hvidetirsdag hentyder til det hvide brød man skulle have, altså boller, pandekager eller andre hvedekager. Dagen kaldtes også gerne hvede-tirsdag, mens den i Sverige i dag er kendt »fettisdag«, hvilket egentlig er »fete tisdag«, altså »fede tirsdag«.
Det forunderlige er egentlig, at fastelavn har overlevet til i dag flere hundrede år efter, at den faste, som man følte, man måtte ruste sig til og rase ud inden, var forsvundet, hvilket jo skete med reformationen. Men der var nok i fastelavnsugen blevet samlet så megen kådhed, festlig spisen og narrestreger, at folk alligevel måtte have genopfundet det hele, hvis det forsvandt.
Og måske var der også en tid lang nogle folkelige frugtbarhedsforestillinger, som man nødig ville give slip på…
Fastelavnsløjer
At vi stadig bruger ordet »fastelavnsløjer« som en slags mængdebetegnelse for udklædning, slåen katten af tønden og raslen m.v. viser meget godt, at det hele kan samles under ét som netop løjer. At alle de mange fastelavnsskikke i og for sig er en og samme løsslupne og muntre sag og altid har været det, ses også deraf, at man allerede i 1500-tallet kan bruge ordet »fastelavn« synonymt med løjer, narreri eller det at drive gæk med noget. I Danmark kunne reformatorerne fx kritisere nogle kristne (katolikkerne, velsagtens) for »at løbe fastelavn med den hellige skrift«. Ja, fastelavn var tidligt lig med narreværk og gæk.
Da Mathias Moth udarbejde sin ordbog omkring år 1700, skriver han (med sin helt egen retstavning) under ’Fastelàun’ følgende: »kaldes, mandag og tîßdag i fastelàuns uge, pâ hvilke folk var forklæd og lǿb, som galne folk, pâ gader og stræder, og giôrde megen Uskikkelighed, hvôrfor det i louen er afskaffedt.« Ja, myndighederne har flere gange i tidens løb forsøgt at forbyde fastelavnsløjerne, men Moth havde nu ikke behøvet at beskrive dem i datid, for det lykkedes ikke at udrydde dem…
Det forunderlige er egentlig, at fastelavn har overlevet til i dag
Herhjemme i Norden går det at bære masker og klæde sig ud til fastelavn i hvert fald tilbage til 1400-tallet, og det er jo en af de fastelavnsskikke, som vi deler med store dele af Europa. Tænk bare på ordet karneval, der jo er det italienske ord for fastelavn.
Mange af de fastelavnsløjer, der fandtes engang, er nu forsvundne, som fx det at forsøge at hive hovedet af en gås eller det at slå en jydepotte itu med en kølle eller »at stikke til stråmanden«. Og den levende kat er jo for længst forsvundet fra tønden, om end udtrykket »at slå katten af tønden« vidner om den virkelighed, der engang var.
Og selve det at »løbe fastelavn«, nemlig at gå udklædt omkring i gaderne og rasle og lave spektakel, ja, det er vist også på vej ud, er jeg bange for. Og så er det naturligvis længe siden, at middelalderens fastelavnsspil gik af mode, desværre (men dem har jeg skrevet om her: ’Fastelavnsspil’).
Men selvom katten er ude, og tønderne vist ikke er så solide, som dengang der virkelig var bødkere til, så slås der stadig katten af tønden! Og fastelavnsbollerne er tilsyneladende atter kommet i høj kurs – i København vist oven i købet temmelig bogstaveligt talt.
I det følgende vil vi dog særligt se på det festlige fastelavnsris, som må til, hvis man vil have de lækre boller.
Fastelavnsriset
Fastelavnsriset er stadig temmelig almindelige i Danmark og er også kendte på Island, hvor et fastelavnsris hedder »bolluvöndur« (bogstaveligt en »bollevånd«), netop fordi børnene, som i Danmark, riser deres forældre op med det for at få en bolle. På Island sker det ikke om søndagen, men om mandagen, som derfor hedder »bolludagur«.
Fastelavnsriset står slet ikke så stærkt i Norge og Sverige. I Norge sælges fastelavnsriset (som det også hedder dér) gerne som pynt, og overskuddet går til norske kvinders sundhed. I Sverige er fastelavnsriset (»fastlagsriset«) næsten blevet fortrængt af det i Danmark ukendte »påskris«, men hvor fastelavnsriset endnu findes, er det mest til pynt. Men i Sverige var det engang tradition, som i Danmark, at rise folk op om morgenen for at få fastelavnsboller.
Herhjemme i Norden går det at bære masker og klæde sig ud til fastelavn i hvert fald tilbage til 1400-tallet
De hedder i øvrigt som regel »semlor« på svensk (medmindre man er i Skåne eller Finland, hvor de hedder »fastlagsbullar«). I øvrigt varierer det hvilken dag, der er den rigtige fastelavnsbolledag. Oprindeligt er det nok, som i det meste af Sverige, hvide-tirsdag, mens det tidligt i Danmark har flyttet sig til mandag (hvilket derfor også var typisk i Skåne og Halland). Mandag er også i Norge dagen for fastelavnsboller, om end skikken ikke er lige udbredt i hele Norge. Siden rykkede skikken i Danmark så helt hen til allerede at være om søndagen; i hvert fald for manges vedkommende.
Fastelavnsriset skal naturligvis være pyntet. Der kan naturligvis være delte meninger om, hvad der er flot, men hvis det siges om et menneske, at vedkommende ligner et fastelavnsris, er det ikke ment som en ros… Men et rigtigt fastelavnsris skal altså helst være spraglet og farverigt. Farvede bånd eller fjer er vist den oprindelige pynt, men små udklippede katte, tønder og masker er ikke ualmindeligt. Og hvis man forærer et barn et fastelavnsris, er der vist som regel også slik på.
Fastelavnsrisets alder
Hvor gammelt fastelavnsriset er, er som så ofte, når det gælder folkekultur, vanskeligt at sige. Vi ved, at det fandtes i Danmark omkring år 1700, men det er højst sandsynligt en hel del ældre.
Fra omkring år 1700 kendes et af de mange folkelige tryk – der var vidt udbredte i samtiden, men som er dårligt og tilfældigt bevaret – med en lille tegning af et fastelavnsris. Det drejer sig om et slags brætspil af gåsespilstypen (altså den der enkle spilleplade, hvor spillernes brikker bevæger sig udefra ind mod midten i en sneglegangsbevægelse; undervejs kan der ske det ene eller det andet, der sinker eller fremmer spillerens brik i dens gang mod målet).
I reglerne står: »Den første som ved Kastet treffer Fatelavns-Riset, betaler til Potten en Indsats for hver Medspillende«. Man må altså betale, når man møder riset, hvilket er rimeligt, hvis riset allerede dengang har været brugt, når man ville have en fastelavnsbolle.
Ordet ’Fastelàuns-rîs’ findes også i Matthias Moths ordbog, som han arbejdede på fra 1686 og tredive år frem, og om det hedder det: »kaldes de rîß som folk, pâ fastelàuns mandag pidsker hinanden op med, for at fortiene varme hvedebrød.«
Man må formode, at disse fastelavnsris allerede har været vidt udbredte senest fra slutningen af 1600-tallet, når de kan omtales på den måde af Moth. Om ’Fastelàuns brǿd’ har Moth i øvrigt dette at sige: »Kaldes hvedebrǿds boller, som kommer hede fra bageren, og ædes med smør og melk.« Bemærk, at de endnu ikke kaldes fastelavnsboller; også Ludvig Holberg taler endnu i sine Epistler bd. 3 fra 1750 om »FastelavnsBrød«.
Frugtbarhed – måske
Men hvem risede hvem op, førend fastelavn udelukkende blev en fest for børn? B.S. Ingemann skriver i sine erindringer følgende fra sit barndomshjem, præstegården i Torkilstrup på Falster: »Fastelavnsmandag blev man i Præstegaarden pidsket op med pyntede Fastelavnsris om Morgenen af dem, der vare tidligst paa Benene, og de, der ikke havde været aarvaagne, maatte bøde derfor med Fastelavnsboller.«
Ingemann fødtes i 1789 og boede i Torkilstrup til han var ti. Senere beretter han mere alment om fastelavnsskikken, vistnok som den formede sig omkring den tid, da han skrev sine erindringer, dvs. 1860-62: »selv Forældre kunne vækkes af deres mindste Børn paa Barne-Pigernes Arme med de Uskyldiges Smaatjat paa Dynen.«
Ingemann forestiller sig, at oprisningen oprindeligt har været en art bodsøvelse, ligesom de ubehagelige langfredagsris, der fandtes visse steder, og som ikke var for sjov! Denne teori er han ikke ene om.
Men måske tager han fejl. Måske ligger der oprindeligt en folkelig frugtbarhedsforestilling bag; det har andre ment. I Tyskland var det fx almindeligt at hænge små figurer af svøbelsesbørn på fastelavnsriset, og i Europa er der helt tilbage til det gamle Rom eksempler på, at risning kan forbindes med frugtbarhed.
Den skånske folkemindeforsker Eva Wigström beretter, hvordan de skånske tjenestepiger forsøgte at spærre døren, så karlene ikke kunne komme ind at rise dem op. Men samtidig kunne enhver rise hvem som helst op; så det var ikke udelukkende karlene, der risede pigerne op. (I øvrigt holdt skikken med at rise hinanden op sig længere i Skåne end i Sverige – altså ligesom det var tilfældet i Danmark.)
Men at der kunne være et og andet på færde af den slags, der har med frugtbarhed at gøre, derom vidner en fastelavnsvise fra 1783. Her er det dog tilsyneladende pigen, der riser karlen op:
Frisk herop min lille glut
bollerne er varme,
du har her en yndig snut,
som i dine arme
sove vil ret hjertelig
og dig elske inderlig.
Boller gerne gives hen,
boller gerne tages.
De sidste to linjer gentages. Men måske er det bare sådan fastelavnsløjerne kan udvikle sig for en karl og en pige i den gale fastelavn?
Uanset hvad, så er fastelavn fuld af løssluppenhed, løjer, flæsk, boller og pandekager og vilde og mærkelige lege og engang også erotiske og grinagtige fastelavnsspil. Og fastelavnsris.
