I dag er det Skt. Hans. Bålet har varmen vist gjort kål på. Samtidig er de krænkelsesparate ved at gøre kål på heksen.
I Berlingske skriver en af de sikkert woke-journalister, at traditionen nok synger på sidste vers. Journalisten har nemlig talt med en sangerinde, hvis navn er mere ligegyldigt end den vind, der en stund kan gribe løvet.
Hun har skrevet en sang og så har hun arrangeret en Skt. Hans fest i Nordhavnen. Ja, eller ved Nordhavnen. Desværre.
Det er meget fint, hun holder den fest, for ellers var der nok ingen, der nogensinde ville synge den sang. Sangerinden foreslår, at vi danser rundt om bålet.
“Man skal danse i kæde rundt om bålet, mens midsommersangen synges. Et billede på fællesskabet og på det cykliske årshjul”
Hvad med nej! Men læg mærke til “mens midsommersangen synges”. De moderne traditioner afliver ikke bare heksen endnu før hun er på bålet, de afliver også fællessangen. Måske fordi der i sidste ende er et narcissistisk motiv på spil hos sangerinden. “Hør mig! og Dans i glæde, medens i hører mig.”
Initiativet udgår fra samme element af storbytosser, der for nyligt manifesterede sig, da Alternativet foreslog at gøre op med Skt. Hans-traditionen og gøre den til en feministisk helligdag.
(Opfind jeres egne helligdage, i kulturelle ådselædere!)
Eller da post-komikeren Anders Stjerneholm, også i Berlingske, foreslog, at vi skulle droppe det med heksen og i stedet fejre solen. Vi skulle sige “hil solen”. Øhh god… idé…. slå dig løs…
Jeg har et godt råd. Mon ikke journalister og meningsdannere skulle bevæge sig ud af deres elitebobler. Den hyggelige tradition med heksen, som ikke mindst børnene elsker, lever stadigvæk i bedst velgående lige på den anden side af grænsen for ens snæversyn – og hvis det ikke lykkes tvangsneurotikerne i de snakkende klasser at overføre deres ideologiske skoldkopper til den almindelige dansker, så bliver det nok ved sådan.
Jeg kan kort sagt ikke snuppe den kritik af heksene. Den bygger på uvidenhed om, traditionens rødder og dens symbolske betydning.
Det har intet med “middelalderens” (dvs. renæssancens) hekseafbrændinger at gøre, men har at gøre med fortidens folketro, hvor heksen var et symbol på ondskab, ligesom trolde, vætter og mange andre væsener.
En heks er heller ikke et symbol på en kvinde, med mindre man går til det her spørgsmål med det udgangspunkt, at kvinder i virkeligheden er hekse. Selv kender jeg flere kvinder, der ikke er hekse.
Tilbage til historien: Lige præcis på Skt. Hans, altså sommersolhvervet, var lyset i zenit. Kristendommen lader det lys symbolisere Johannes Døber, der peger frem mod det meget mindre og samtidig meget større lys, der kommer om et halvt år, nemlig det lys, der brænder i mørket.
Folketroen er langt mere praktisk anlagt. Fordi lyset hersker nu, er det onde fortrængt og derfor stimler heksene til høje som Bloksbjerg og Hekkenfeldt og andre steder.
Ikke fordi de er stærke, men fordi de er svage. Og netop der er vi i fare, sådan som i vi altid er i fare i grænsesituationer. Og som vi ved, tager mørket herfra også til.
Det er årets gang som et slags kosmologisk drama. Det er folketroens simple og i virkeligheden magiske tænkning. Bålet holder det onde på afstand.
I slutningen af 1800-tallet, da moderniseringen trængte sig på, gjorde man symbolikken tydligere ved simpelthen at sætte en heks på bålet.
Det virkeligt mærkelige er jo, at det Skt. Hans-haderne vil have er en fejring af solen og årets gang. Men det er jo allerede det, vi har. Måske de skulle tage sig en skål quinoa og slappe lidt af.
Så kan vi andre brænde hekse imens.
