Julen er hjerternes fest. Fyldt med glade julemænd og julenisser. Men dykker vi ned i historien er julen også fyldt med uhygge og rester af hedenskab. Mag.art. Adam Wagner dukker ned i julens skyggesider.

Julen er hyggelig og god, det er en gammel sandhed. Tidligere, i hvert fald endnu i 1700-tallet, skulle man, når man gæstede et hjem i julen, ønske folkene der »jul til påske«! Det var noget nær det bedste, man kunne ønske for andre. (Er man i tvivl om, hvor længe julen egentlig varer, kan man læse mere her.)

Og visitter og besøg hører nu engang julen til; og tidligere kunne man også godt tillade sig at komme uanmeldt på visit i julen hos gode venner eller bekendte (dog aldrig på selve juledag).

Men i gammel tid har der, utvivlsomt som et før-kristent levn, også været forestillinger om alskens ikke-menneskelige væsner, der ganske uindbudt kunne dukke op!

Her tænker jeg ikke på julemanden, der jo hertillands mestendels er amerikansk inspireret og som sådan en temmelig sen tilføjelse, men som alligevel godt kan minde lidt om de ældre julevæsner derved, at han gengives eller får liv af udklædte mennesker, der besøger julestuerne; men ikke derved, at han kun er rar.

For det er de ældre julevæsner kun sjældent…

Det mest kendte af disse ældre væsner er nok julebukken, som man jo også gerne klædte sig ud som i forbindelse med julestuen i gamle dage, hvor man samledes om mad, drikke og julelege. Disse julestuer kunne godt gå over gevind og udvikle sig enten voldeligt eller utugtigt, hvorfor myndighederne og kirken ikke altid så med særligt milde øjne på dem, men de overlevede alligevel ret langt op i tiden.

Og egentlig er vore dages juleselskabeligheder lige fra julefrokoster og gæstebud over dans om juletræet til nytårsfester en slags udløber af julestuerne. Blot er mange af legene og dansen og næsten al udklædningen forsvundet, og det er egentlig ærgerligt.

Men tilbage til væsnerne. (Jeg har i øvrigt tidligere lavet en række af små udsendelser om nogle af dem, som jeg vil henvise til i det følgende, så de nysgerrige kan få lidt mere at vide.)

Genfærd

Vi vil gemme julebukken lidt og begynde et andet sted, nemlig med genfærd, gengangere, eller hvad man nu vil kalde dem: De døde. Forestillingen om, at de kan komme tilbage i julen, særligt julenat, spiller nemlig så stor en rolle i gamle dages jul, at nogle forskere ligefrem har foreslået, at julen måske oprindeligt var en fest for de døde. Det har den nu næppe været, men de døde har altså været på færde i denne højtid.

I Danmark har det flere steder været en skik at dække op til én ekstra juleaften; for hvis en afdød slægtning ville gæste hjemmet på denne aften, skulle vedkommende jo ikke føle sig uvelkommen. Herhjemme var det i modsætning til fx Amerika også mere almindeligt at fortælle spøgelseshistorier i julen end til allehelgen.

I Sverige har historien om de dødes »julotta«, altså de dødes tidlige julegudstjeneste, været meget udbredt. Deri berettes om en person, der står tidligt op julemorgen for at gå i kirke.

Kirken er fyldt, som forventet, men noget er galt… Vedkommende kan genkende flere nyligt afdøde personer til messen og forstår nu, at det er de dødes julegudstjeneste! Hun (eller han, det varierer) er kommet til at stå for tidligt op og opdager således, hvad der foregår julenat i kirken, inden de levende mødes julemorgen. Vedkommende må til sidst flygte ud af kirken. For de døde er ikke altid rare.

Ofte er de døde ikke helt sig selv, ikke helt genkendelige, når de vender tilbage. De har skiftet verden og karakter og må derfor formildes, selvom det er slægtninge. Allerhelst måtte de blive i jorden, men i julen er det ikke en given sag.

Nissen

Med »spøgelse« menes i dag næsten altid et genfærd, en genganger, men tidligere var det en slags samlebetegnelse for alt, der spøgte, altså ikke bare genfærd, men også nisser, åmænd og alle andre farlige eller overnaturlige væsner, der huserede hos menneskene. Så julens væsner kunne vi lige så godt alle kalde for julens spøgelser.

Og nissen er jo et af disse væsner (eller »spøgelser«), som vi i dag nok forbinder mest med julen, og selvom det ikke er helt forkert, at han siden gammel tid har haft noget med julehøjtiden at gøre, så er han ikke det mest udprægede julespøgelse, idet han jo egentlig kommer og går, som han vil på gården hele året rundt.

Han er jo en hjælper på gården, særligt i det danske område. Og som enhver medhjælp på gården skulle nissen naturligvis have det særligt godt til højtiderne, herunder til jul.

Allerede inden nissen i 1800-tallets midte blev knyttet entydigt til julen gennem illustrationer og julepynt som fx kræmmerhuse, var det hos bønderne blevet en kendsgerning, at det særligt var netop juleaften, at nissen skulle have årets store belønning i form af et stort fad sødgrød med en smørklat i – og glem for alt i verden ikke denne smørklat!. (Hør mere i min video om nissen.)

Nissen har altså noget med julefesten at gøre, og han blev længe holdt højt i ære mange steder; det er nok grunden til, at han blev ført med ind i 1800-tallets borgerlige jul. At han som »julenisse« så stort set siden har mistet sin karakter af gårdbo og halvfarlig vætte, er en anden sag.

Julebukken

Men de egentlige julespøgelser, hvis vi kalder dem det, er jo dog snarere dem, der kun kommer i julen og altså særligt hører julen til. Og så er det vist tid at vende tilbage til julebukken, som engang var det mest kendte og udbredte af julens væsner. Og her tænkes ikke blot på julebukken af halm, der som julepynt har bredt sig fra Sverige til Danmark, men på det væsen, som halmbukken måske skal forestille.

Og det var netop et af de væsner, der gæstede de gamle julestuer, og altså et væsen, som man nok oprindeligt har forestillet sig husere udenfor i julen, og som man derfor har klædt sig ud som for både at skræmme og underholde på samme tid.

Nu tænker nogle måske, at en sådan julebuk også er svensk, ligesom den af halm, men det er nu ikke rigtigt, om end det er forståeligt, om man tror det, for traditionen med at klæde sig ud som julebuk holdt sig længere i både Sverige og Norge end i Danmark.

Da man i større stil begyndte at give gaver til børnene juleaften, var det i Sverige ofte en sådan julebuk, der kom med dem (tænk bare på Elsa Beskows »Pers og Lottes jul«), selvom »jultomten« også dér efterhånden har overtaget den rolle.

Men julebuk havde man bestemt også i Danmark før i tiden, og i 16- og 1700-tallets julestuer var det tilsyneladende højdepunktet, når »julebukken« gjorde sin entré og skræmte og morede folk med sin uhyggelige udklædning, sine skældsord og sine grove løjer.

Man måtte naturligvis traktere denne udklædte person med mad og drikke – det er jo sådan, det er i julen. Julebukken er i øvrigt omtalt allerede af Peder Palladius omkring 1540 (i hans visitatsbog); naturligvis som noget, man bør undgå, nok mest fordi julelegene for ofte førte til usædelighed. Han beskriver dog ikke julebukkens udseende.

Men det gør Ludvig Holberg i stykket »Juele-Stue«, hvor man får at vide, at gårdskarlen Arv er svøbt i et hvidt lagen med to horn i panden. Fra Norge kendes bukkemasker af træ, og nogle gange var bukkens hoved et rigtigt bukkekranium. I Danmark levede skikken med at klæde sig ud som julebuk vistnok længst på Læsø. (Hør mere om julebukken her.)

Julevætten m.v.

Et andet uhyggeligt julevæsen hed slet og ret julevætten. Og den kom kravlende ind i stuen, kulsort og med hale, men med en pind i munden, hvorpå var sat nogle levende lys. Og så forlangte den æde hos hver en gæst, for ellers ville den slæbe vedkommende med sig!

Det kunne nok sætte skræk i børnene. Også en udklædning, der ligner denne, har Arv på i Holbergs »Juele-Stue«, dog uden at væsnet gives navn.

Der har været andre væsner og spøgelser, som man kunne udklæde sig som, bl.a. julebispen og hvidemær (som var en slags hest). Andre væsner, som engang var kendte, gik endnu tidligere i glemmebogen end julebukken: fx omtaler Peder Palladius også en »hvegehors« (altså også en slags hest), som ikke er kendt fra andre kilder, men som enhver nok har kendt i 1500-tallet.

Trolde

I det hele taget har det med masker og udklædning oprindeligt haft en fremtrædende plads i julefejringen. Men det vender vi tilbage til.

Først opholder vi os ved, at nogle af disse væsner åbenbart kan finde på (eller i hvert fald kan true med) at tage folk med! Det samme gælder nemlig troldene på Island, der både i folkesagn og nogle af sagaerne kommer selve julenat og tager folk, slæber dem med og æder dem.

Og selv de mere hyggelige islandske »julesvende« (som man kan høre mere om her) er sønner af Grýla, som oprindeligt er en troldkælling, der allerede i 1500-tallet omtales som en, der fanger børn. De hyggelige nisselignende julesvende har altså nogle temmelig uhyggelige rødder. (Hør mere her om troldenes tilknytning til julen).

Den vilde jagt

Også fænomenet, som i Danmark ofte kaldes »den vilde jagt«, er, særligt i dele af Norge, knyttet til både julen og faren for at blive bortført.

Dette vilde følge jager gennem luften under voldsom og frygtelig larm, ja, det er som oftest blot registreret som et lydfænomen, men tolkes som en vild horde af alskens utysker og spøgelser og dødninge. Og ve den, der ikke kommer af vejen, for man kan blive taget med i toget.

Heste, der er svedige om morgenen (hvilket i Danmark blev tilskrevet marens ridt) havde, sagdes det, været med oppe i »oskoreien«, som toget ofte kaldes i Norge, hvilket gerne tolkes som »Asgårdsridtet« (og i Sverige er det ofte »Oden«, der fører an).

Dette ridt eller tog, som kendes fra hele Norden under forskellige former og navne, sagdes i disse egne af Norge at komme netop julenat. Og det er måske derfra, væsner som julebukken og julevætten kommer? I hvert fald er der tale om samme forestilling om, at skræmmende væsner hjemsøger os i julen og truer med at tage os med.

Heldigvis kan nogle af disse væsner bogstaveligt talt spises af med julemad, hvorved de formildes. I det vestlige Norge kaldes dette ridt ligefrem »julerei«, og der er det blevet mindre farligt, men mere grådigt, idet faren er, at det med sig tager al den gode julemad! Men det er måske netop prisen for, at menneskene ikke selv bliver taget med…

Jul i Miklagård

Men tilbage til julens masker, som jo bruges til at levendegøre disse julespøgelser med, for de er tilsyneladende et meget gammelt fænomen. I hvert fald er det beskrevet, hvordan væringegarden, hvoraf de fleste jo var nordboer, i 900-tallets Konstantinopel holdt jul: De tog skind og masker på og råbte »jul, jul, jul«.

Hvad var de klædt ud som? Julebukke? Og var det farlige julevæsner, der skulle formildes med juleøl og julemad? Vi ved det jo ikke, men i hvert fald hænger jul og det at klæde sig ud som et eller andet pelset væsen sammen fra gammel tid.

Så kære læser: Sørg nu for at have mad, drikke og godter rede, hvis der skulle komme et væsen forbi! Glædelig jul!