Berlingske Tidende udgav den 4. juni et interview med forfatterinden Liv Nimand Duvå.
Nimand Duvå er en omtrentligt profileret forfatterinde, der har udgivet et par anmelderroste og prisbelønnede bøger. Blandt andet om graviditet og det at føde. Anmelderrosen og det prisbelønnede har sikkert noget at gøre med, at hun er identitetspolitisk radikaliseret. Komplet med påstande om hverdagssexisme ohne ende, overgrebs- og hudfarvefiksering og det hele.
Et sted i interviewet taler Nimand Duvå om, at der eksisterer et dansk litterært kredsløb. Der er et par betydningsnuancer af begrebet kredsløb, men en kæde af tilbagevendende processer eller begivenheder der udgør et lukket system er vist en ukontroversiel begrebsafklaring.
Og passende, fordi Nimand Duvås udtalelser bekræfter metaforens dybe klangbund. Særligt vedrørende det lukkede system. Det meste tyder nemlig på, at Nimand Duvå fortrinsvis færdes i afsondrede mentale rum, hvor en paradoksalt nok amerikansk-importeret, selvradikaliserende diskurs synes at råde.
Nimand Duvå er særdeles optaget af hudfarve. På den ene side påstår Nimand Duvå, at forfatteres hudfarve leder til kulturel udgrænsning. Det må være noget værre noget. Forfattere racialiseres – det gør fodboldspillere i øvrigt også. På den anden side defineres den onde anden – altså mennesket med hvid hud – frimodigt ved vedkommendes hudfarve. Nogen må ikke defineres ved deres hudfarve; andre defineres systematisk, aktuelt og historisk ved deres hudfarve. Og nogen må tilskrives negative egenskaber på grund af deres hudfarve. Gæt selv hvilke. Gad vide om det også gælder folk med en anden hudfarve?
Liv Nimand Duvå er en fantast, der har forlæst sig på amerikanske bøger og afsporet amerikansk tænkning. Rigtig mange bøger får jeg aldrig læst færdig meddeler hun dog avislæserne, og det tror man gerne. Det er særligt kendetegnende, at Nimand Duvå næppe får læst bøger, der udfordrer hendes hudfarve-fikserede verdensbillede.
Når jeg taler om mine bøger og bruger ord som ”patriarkatet”, ”misogyni” eller ”racisme”, så synes jeg tit, at stemningen bliver dårlig. Men jeg prøver sådan set bare at beskrive nogle af de ting, jeg har oplevet. På Brøndby Stadion for eksempel, at man råbte abelyder efter racialiserede fodboldspillere, at man umotiveret gramsede på unge tjenere. Verden slås af beundring for Nimand Duvås referenceramme og menneskekundskab, og hun lyder vist blot som et ekko af tusindvis af bekendende tøse-opslag på de såkaldt sociale medier, tidens alter for selvdyrkelsen, hvor de personlige erfaringer er den ultimative trumf. You go girl.
Den slags opera og ballet, der sættes op på Det Kongelige [sic] for eksempel, bliver nok lidt for meget kostumedrama og aristokratifeticherende til min smag. Det har i hvert fald ikke noget at gøre med den verden, jeg lever i. Så meget for kulturel rummelighed, åbenhed og udsyn. En selvoptagen generation for fuld udblæsning, alt er tendens og mig-mig-mig.
Med eftertryk, for hvis Nimand Duvå var kulturminister, som spørgsmålet lyder, skulle der indføres hæderlig borgerløn til landets hårdtarbejdende kunstnere, der p.t. arbejder til latterligt små honorarer. Vrængende sprog og krævementalitet, hånd i hånd. Liv Nimand Duvå er dog en fantast, det er svært at tage alvorligt. Kunst skal nemlig være for alle, ikke en luksus, men en måde, vi som individer og samfund avancerede os på. Man ser, hvilket sprog Nimand Duvå fortrinsvis omgås.
Apropos hudfarve og køn, så trækkes vi med unge, hvide forfatterinder, der piller sig selv i navlen, skriver om det, jævnsides med de omtrent-læser alt for meget fordummende amerikansk ævl i deres fritid. Disse forfatterinder leverer selv de bedste politiske argumenter for i bedste fald at skære i kunststøtten, som minimum nægte den omtalte ”hæderlige borgerløn”, for ingen uden for det lukkede litterære kredsløb tager Nimand Duvå og hendes ligesindedes menneskekundskab, altså selve forudsætningen for kulturelt arbejde, alvorligt. Den selvradikaliserende hudfarvefiksering tømmer kredsløbet for ilt.
