Forfatteren Henrik Pontoppidan er kendt som ivrig brandesianer og kritiker af præster og kristendom. Der er bare et problem. Det passer ikke. Det understreger bogen Pontoppidans præster af Anders Raahauge. Sognepræst, ph.d. Anne Louise Nielsen skriver her om det nye værk.
Tesen er klar: i gymnasieskolen har radikalisten og modernisten Henrik Pontoppidan i flere årtier været doceret som præste- og kristendomsfjende. Antitesen fra Raahauge er lige så klar: Pontoppidans ”skjulte” forkyndelse kommer til syne som et vandmærke i det filosofisk-teologiske krydsfelt mellem Friedrich Nietzsche og Søren Kierkegaard.
Hos Pontoppidan findes en hel præstesværm (deraf bogens titel), som ifølge Raahauge kan opdeles i ”sande, alvorlige, prægnante” og ”overfladiske, narcissistiske” præster.
Denne opdeling udgør ikke bare et overlegent psykologisk laboratorium – og giver Nietzsches og Kierkegaards tanker legeme og skikkelse – men skriver sig også ind i den gamle genre et ”præstespejl”, der diskuterede de forpligtende hovedopgaver for en præst, der igen spejler hele samfundets underliggende etik.
Et nyt præstespejl
I foredraget Kirken og dens mænd (1914) bestemmer Pontoppidan kriterierne for den gode hyrde til:
”aldrig poserende, altid optaget af omsorgen for sine sognebørn, en usleben diamant af hjertevarme og erfaring, utynget af al hang til abstraktion, troende og i stand til at trøste og opbygge med sin ligefremme forståelse af Skriftens ord.” (s. 33).
Derfor er titlen ”præst” heller ikke afgørende for den sande hyrde. Raahauge ender da også med at udpege cand.polit. og godsejer Torben Dihmer fra De dødes rige (1912) til Pontoppidans allerbedste forkynder, hvilket dog kun kan opdages gennem en præcis analyse af de øvrige værker, væsentligst de to andre storværker Det forjættede land (1891) og Lykke-Per (1891).
Det er således en 211 siders helstøbt perle af et essay, som Anders Raahauge har udsendt på forlaget Fønix i foråret 2023, som overskueligt grovinddeles i lidt om Pontoppidan, dennes præster, om Nietzsche, om Kierkegaard og slutteligt om ”Pontoppidans tro”.
Kristen er noget, man vorder
Pontoppidans præster lever i periferien af romanerne, og ironisk nok er der ifølge Raahauge kun to romaner, hvor hovedpersonen er præst. Det er Thorkild Müller i kortromanen Isbjørnen (1887), uden embedseksamen men ’bristefærdig af kærlighed og klogskab’, og Emanuel Hansted i Det forjættede land, som derimod går til i blind idealisme og sværmeri og (nødvendigvis) må se sin plads overtaget af en svovlende missionsmand.
Det er Pontoppidans geniale næse for udviklingslinjer! Positivt antydes en kierkegaardsk indsigt, at ingen er født som kristne eller troende, men det er noget man ”vorder” ved at leve i verden med andre.
Ellers hedder præsterne Mads Vestrup, provst Hjort, kapellan Bertelsen, Vilhelm Pram, pastor Petersen/pater Rüdesheimer, pastor Fjaltring, provst Tønnesen, biskoppen (der regnes for et portræt af D.G. Monrad), pastor Sidenius, pastor Blomberg, biskop Hans Poulsen Resen osv. osv.
Opgøret med Brandes
Raahauge har åbenlyst ramt en guldåre af analysemuligheder, og han indordner kompetent disse i forhold til samtidens åndsbevægelse ”Det moderne gennembrud”.
Pontoppidans tidlige skildring af husmænd og landproletarer består i en ”ekstrem realisme”, hvor han ikke falder for fristelsen til at lade de fattige være ædle og velhaverne nedrige (s. 35).
Sammen med den Nietzsche-inspirerede Ørneflugt (1899) om den unge ørn, der svagliggøres i præstegården, indbringer disse realismeportrætter (naturligvis) ros fra det moderne gennembruds hovedteoretiker, Georg Brandes, som dog ender med at stå uforstående overfor Pontoppidans fortsatte Jakobskamp og fastholdelse af kristendommen.
Men Pontoppidan er, som Raahauge vil vise, ikke kun drevet af Nietzsche men også af Kierkegaard, som han læser myreflittigt – og som Brandes (naturligvis) allerede har erklæret håbløst umoderne.
Dog lagde Pontoppidan aldrig an til at springe ud som en ”kristen tænker”, tingene var for komplicerede. Hans livsanskuelse er ofte blevet kendetegnet ved et særligt ”tvesyn”, som Raahauge også fremhæver: Kristendommens ord er på én gang forældede og af evigvarende gyldighed (s. 124).
Ligedannelsens tyranni
Dette kan også omformuleres i et (stadigt aktuelt) spørgsmål: hvordan forankres samvittigheden, hvis vi forskyder Gud? Efter befrielsen venter ikke et liv som ”(fordoms)frie ånder”, sagt med Brandes-radikalismens slagord, men tværtimod et liv i en anonym ”masse”, lænket til en umættelig jagt på oplevelser, som i sidste ende fører til en nedrig smålighed og nivellering.
Raahauges bog sparker hermed til det, man kunne kalde ny-stoicismen, som lige nu vinder i tilslutning med bl.a. bestselleren Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard.
Raahauge parafraserer undertiden Kierkegaard, så det gnider op ad nye identitetsideologier samt vores gøren og laden på de sociale medier, hvor man ansigtsløs ’ligedannes’. ”Det smålige sammenhold kan dog godt ophøje og forgude en enkelt, om denne blot er ”af smålighedens ’egne’”, ja, måske ophavsmand til dens ideologi […].” (s. 129)
Det er samme ligedannelsens tyranni, som hersker i andegården i Ørneflugt. Kierkegaard og Nietzsche havde altså samme blik for den store værdikrise i det 19. århundredes sidste årti, hvilket Pontoppidan ”så” fra sin forfattertaburet. Netop derfor udgør han, fastslår Raahauge, på udvalgte steder sin helt egen unikke samklang af de to tænkere, når de advarer mod åndløshed og eksistentiel uagtsomhed.
Tiltrængt spark til ny-stoicismen
Pontoppidan rejser ifølge Raahauge spørgsmålet angående kulturkristendommen eller humanismen, der nok sætter de kristne værdier højt, men ikke bekender sig til en levende Gud i luthersk-paulinsk forstand. Her er vi kort sagt langt fra Kierkegaards religiøse stadie og en Gud der kan suspendere det etiske ved at forlange Isak ofret.
Raahauge peger endvidere på et skift fra Pontoppidans tidlige værker, som mere ubesværet tænker det etisk-religiøse og det sociale sammen henimod en ren rationel-etisk håndtering af eksistensen, hvor hovedpersonerne i stedet bliver stoikere.
Per Sidenius og hans selvvalgte ensomhed som vejassistent i klitrækken, der af egnens folk beskrives som ”altid rolig og tilfreds”, er det ultimative udtryk herfor.
Raahauges bog sparker hermed til det, man kunne kalde ny-stoicismen, som lige nu vinder i tilslutning med bl.a. bestselleren Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard.
Per Sidenius’ ensomhed peger på en Nietzscheansk suveræntilstand. Men Raahauge minder om tvesynet som livsanskuelse:
”Pontoppidan anser måske dette for en åndelig idealtilstand: uberoende og hinsides frygt for smerte. Eller Pontoppidan med tvesynet er, som nævnt, samtidig skeptisk ved denne finale og regner den for en sidste udgave af Pers umodne ambition.” (s. 143, min kursivering).
Med andre ord: på den ene side udlever Per i højeste potens den sokratiske visdom ”kend dig selv”, på den anden side er han som eneboer blevet etisk amputeret.
Selvfornægtelse uden tro
Her kan Kierkegaard atter hjælpe, for han ved, at der dybest i stoicismens tapperhed bor den mest gennemførte selviskhed og fejhed. Det har muligvis inspireret Pontoppidan til at gentegne stoikeren, nu som Torben Dihmer, der i modsætning til Per er ”diskret og blottet for stolthedens menneskeforagt” (s. 177).
Pontoppidans hovedfigurer når til selvfornægtelsen men ikke til at give Gud æren, dvs. til troen, som Pontoppidan dog lægger i munden på sine passionerede præster.
Dette er forresten ekstremt kierkegaardsk, hvis man påtænker Kierkegaards leg med pseudonymer, selvom Raahauge (ofte) insisterer på at tegne en forskel op mellem de to, ved at kalde Pontoppidan så meget barn af Det moderne gennembrud, at han umiskendeligt (som Brandes) ser kirkens skæbne som beseglet.
Men det samme gør jo Kierkegaard i sin berømte kirkekamp, som Raahauge med fordel kunne have inddraget.
Stoicisme er nemt – kristendom er svært
Velgørende er altså Raahauges pontoppidanske blik for (ny)stoicismens store tiltrækningskraft – her kan nutidsmennesket finde ”mening” og ”sindsro”, som det hedder i dag.
Men samtidig peger han på dens begrænsning. Den er fejhed. Hermed åbner Raahauge diskussionen for et åndeligt alternativ til stoicismen. Modsat stoicismens enkelhed er det nemlig et særdeles omstændeligt arbejde at finde ud, hvad kristendommen er, som han skriver, hvilket henviser til det store eksistentielle tænkearbejde og opfindelse af sproglige formuleringer, som en Nietzsche og en Kierkegaard stred med, og som nu venter en ny generation.
han rammer en åndelig-eksistentiel streng i os, der får os til meget dybt at genoverveje humanistens, stoikerens eller måske agnostikerens position i os selv
Derfor skal man heller ikke tage Raahauge på (præste)ordet, når han andetsteds skriver, at Pontoppidan fremviser stoicismen som en kristendom, der er faret vild og har måtte overgive sig til lidelsen, principfastheden og ressentimentet i det indre frem for en paulinsk tilstedeværelse i verden gennem daglig død og genopstandelse.
Mere korrekt fremviser Pontoppidan måske en (ny)stoicisme, som har et problem, og hvor kristendommen kunne åbne sig som en vej, men langtfra sikkert.
Heidegger kan ikke redde os
Raahauge vover selv et åndeligt alternativ i afsnittet ”Pontoppidans tro”. En af bogens mange styrker er for øvrigt at angribe sin problemstilling fra flere metodiske vinkler.
F.eks. indledes uden biografi-skræk med kapitlet ”manden selv”, hvori Pontoppidans besynderlige sammensatte personlighed afdækkes via breve og slægtsoplysninger. Pontoppidan var radikal OG havde stor kærlighed til fædrelandet og oprustningen, holdt mennesker på afstand OG var et inderligt familiemenneske, ville så gerne tro OG kunne ikke.
Og måske netop derfor er han, ifølge Raahauge, så god at spejle sig i for os i dag. Raahauge klassificerer Pers og Torbens anelsesfulde religiøsitet som panteisme, dog ikke romantikkens yndige, men den som vækkes af rå bjerglandskaber og lærer mennesket at blive stoiker: ”I den smule, Pontoppidan bekender om sin religiøse orientering, ligger han ham [Nietzsche] stadig nær ved sin kredsen om kræfterne, naturen og anelsen” (s. 195).
Dette sætter Raahauge i modsætning til en dogmatisk kristendom og Kierkegaard. Men igen synes Raahauge at skabe en falsk modsætning, da den pseudonym-begejstrede Kierkegaard med mere ret kunne kaldes en udogmatisk teolog. I stedet tager Raahauge fat på at optegne den lidt uinteressante linje Pontoppidan – Heidegger – Camus.
Men det er ærgerligt, at Heidegger skal kastes ind i det korte slutkapitel, uden et løft i indholdet. Heideggers tale om værensglemsel, ”lysningen” og ”åbningen” synes at tilhøre en anden tradition end Kierkegaards og Pontoppidans overlegne individportrætter, og det er også usikkert om Heidegger har læst Pontoppidan, skønt begge har læst Nietzsche.
Her burde Raahauge lade forfatteren Pontoppidan (som han kender så godt) stå i egen ret, uden en støttepædagog i Heidegger, men i det rige åbne krydsfelt mellem Kierkegaard og Nietzsche, som jo bogen selv vil det.
Vi er slet ikke færdige med Pontoppidan
Om Pontoppidans egen ”tro” stammer fra barndomshjemmet, fra Det moderne gennembrud eller måske snarere fra summen af hans mangfoldige romanpersoners livserfaringer er uklart og mindre vigtigt. For han rammer en åndelig-eksistentiel streng i os, der får os til meget dybt at genoverveje humanistens, stoikerens eller måske agnostikerens position i os selv, hvilket der pt. er brug for.
Med andre ord er vi langt fra færdige med Pontoppidans romaner, som åbner ind til store kulturfilosofiske, psykologiske og religiøse problemstillinger, der er mindst lige så aktuelle nu, som da Lykke-Per blev skrevet.
Raahauges bogs høje læsetempo skal slutteligt roses, fordi sproget hænger så godt sammen, gentagelserne er passende og nutids-kommentarerne kontrollerede. Der er en analysemæssig overvægt til Lykke-Pers side, hvilket gør, at bogen taber som pontoppidansk oversigtsværk (på trods af de anslåede kortromaner i begyndelsen), men omvendt vinder i analysemæssig dybde.
Lykke-Per er jo det kulturkanoniske værk, som de fleste gymnasieelever kommer i berøring med. Endelig kunne man have ønsket sig en lille oversigt over, hvem der før har taget livtag med Pontoppidans præster, for Raahauge vil ikke tage hele æren.
Men en væsentlig ære er han nødt til at påtage sig, nemlig at han (som både præst og litterat) elegant og overskueligt har fået indskrevet Pontoppidans omdiskuterede livsanskuelse mellem Brandes-radikalismen og konservatismen, mellem præstekritikken og kristendommen, mellem Nietzsche og Kierkegaard.
Mod Pontoppidans til dags dato påståede kristendomsfjendskab har Raahauge hermed fremsat en antitese, som vanskeligt kan undgås at inddrages eller perspektiveres til i en fremtidig behandling af dette emne. Den man elsker, tugter man, således også med Pontoppidan og alle hans præster.
Anders Raahauge: Pontoppidans præster – Henrik Pontoppidan mellem Kierkegaard og Nietzsche
Fønix 2023
