Danmark har fået ny konge. Redaktør Jens Wendel-Hansen har læst hans nye bog Kongeord.

Som alle konger siden Christian 1. har også Frederik 10. funderet og udviklet et valgsprog – det, han selv insisterer på at kalde et ”kongeord”, og det skal i virkeligheden ikke skille os ad.

Der gik ikke lang tid efter tronskiftet, før de samme mennesker, der højtideligt ville ophøje lignende formuleringer til sprogfornyelse, hvis de var skrevet af en progressiv debattør, larmende rystede overbærende på hovedet og udråbte Kongens valgsprog til grammatisk sjusk.

Det klerikale Danmark var desuden sig selv lig i at dele sig mellem opgivende verdensforagt og henført begejstring over, at Kongen havde udeladt Den Almægtige i sit valgsprog. Det sidste kan synes besynderligt, men så vidt jeg umiddelbart kan greje, så handler det om, at venstrefløjen i Den Danske Folkekirke nærer den opfattelse, at et samfunds fuldstændige religiøse ligegyldighed på en eller anden måde er en sejr for lutherdommen.

Og tre dage efter gav Majestæten så svar på tiltale – i bogen ”Kongeord”.

Bogens omdrejningspunkt er en udlægning af kongens valgsprog, og optakten udgøres af hans barndom og ungdom som et slags eksistentielt udgangspunkt, mens afslutningen peger fremad og viser, hvad vi kan vente os af det nye kongepar.

Lidt om at læse og ikke læse… Herman Bang

Jeg læser ikke Herman Bang, medmindre jeg er nødt til det. Det er ikke, fordi jeg frakender ham litterær værdi. Ingenlunde, ingenlunde. Det er, fordi jeg ved, hvad jeg kan vente. Af professionelle årsager har det været oplagt for mig at læse Haabløse Slægter. Det lykkedes først i anden omgang.

Første forsøg endte sytten sider inde i bogen, hvor læseren har gennemlevet en adelsfamilies degenerering over 3-4 generationer, kongen er død, krigen brudt ud, de danske styrker er med nederlaget mejslet i ansigtet flygtet fra byen, og man har gennemlevet to relativt langstrakte dødsscener, hvoraf den ene er et spædbarns. Det overraskede mig i virkeligheden ikke. Det er jo den slags opmuntrende sprudlen, man venter sig af festaben Bang.

Kort sagt: Bang er simpelthen for sørgmodig og kedelig. Jeg forstår hans formål, javel, men læser ham sjældent. Jeg ved, hvad jeg kan vente og går til bogen på den vis, altså helst slet ikke.

Omvendt ville jeg aldrig nogensinde gribe en bog af Herman Bang med den forventning, at det var et farverigt festfyrværkeri, og konfronteret med skuffelsen over, at den, lige så lidt som alle de andre bøger, var det, formulere en harmdirrende anmeldelse. Den var jo, som man kunne vente.

En bog på sine egne præmisser

Hvad jeg forsøger at sige er, at man virkelig ikke kan dømme ”Kongeord” på andet end dens egne præmisser. Det er vores afvigte kronprins, der har skrevet den, og vi kan ikke forvente anden tone end den, han normalt anlægger. At forvente urimelig hård meningsmæssig kant er hovedløst. Det er ikke sådan, den moderne konstitutionelle monark bør tale, mener de fleste. Omvendt skal den selvfølgelig sige noget.

Tonen i bogen lever i høj grad op til forventningen. Majestæten er tydeligvis et tænksomt menneske, men også et menneske, der til tider har svært ved at finde ordene. Jævnligt finder han tilflugt i mere banale betragtninger, men gemt bag selvfølgeligheder og usikkerheder i sproget, så gemmer der sig bag ordene alvorlige eksistentielle overvejelser.

Kan man ikke udholde hans talesprog i en grad, så man ikke kan overvinde det, skal man lade bogen være. For dem, der som mig fandt bogen vigtig i sig selv og stormede fra sit kald, da de hørte, at boghandlerne var ved at have udsolgt, vil jeg imidlertid hævde, at bogen kommer til at fremstå desto mere ægte. Frederik 10. taler, som vores hidtidige kronprins talte, men han tænker også, som han tænkte, og det kommer der faktisk nogle fine ting ud af.

Bogen er ikke en sædvanlig samtalebog. Når fraregnes Jens Andersens indledning, så har den formen af, at det er Kongen, der taler, og Andersen, der skriver ned. Derfor er den også anderledes end f.eks. Thomas Larsens ”De dybeste Rødder” eller Jens Andersens ”M”. Vel er udtalelserne doseret, struktureret og redigeret, men de er ikke kommenteret og konstant forsynet med Andersens narrativ. Det er Kongen, der taler.

Tradition for fyrstelig refleksion

Er det usædvanligt? Ja, det er det. Egentlig skriver bogen sig ind i den særlige genre: fyrstens refleksioner over sit kald. Det har kun få fyrster givet sig i kast med, men når de har gjort det, er det ikke småting, det er endt med, f.eks. Jakob 6. af Skotlands (og senere 1. af Englands) ”The True Law of Free Monarchies” fra 1598 eller Frederik den Store af Prøjsens ”Der Antimachiavell” fra 1740. Det er tanker om monarkiet som styreform og dermed også forfatterens egen plads i det.

I virkeligheden er det samme spørgsmål, der besvares i ”Kongeord”. Som nævnt sker det i Frederiks tone, og den bliver næppe en litterær klassiker.

Men det ejendommelige er, at den er født i en situation, hvor vi alle sammen har en opfattelse af, at monarkiet på en eller anden måde er udfordret af en ændring i tidsånden – at kilden til monarkiets legitimitet nu måske, måske ikke skal findes et andet sted end hidtil. Det var på den vis den samme situation, der lå til grund for Frederik den Stores og Jakob 6.’s produktioner.

Når Jakob Nielsen på Altinget altså kalder ”Kongeord” for et udtryk for, at Frederik 10. er ”Kongen af public diplomacy” og ”influencer-kongen”, så er det en historieløs bedømmelse – navnlig når det tages i betragtning, at Hans Majestæt Kongen har brugt samme medie, som Jakob 6. gjorde for mere end 400 år siden.

Kongens svar

Det er svært at overse, at Kongen i bogen faktisk adresserer flere af de problematiseringer, som fremkom i forbindelse med tronskiftet.

Er han overhovedet interesseret i at tage hvervet på sig? Vil han med sine meget anderledes interesser kunne udfylde rollen lige så godt som sin mor? Hvad med religionen, nu den mangler i valgsproget? Vil monarkiet blive så jævnt, at det bliver ligegyldigt? Vil det blive så moderne, at kontinuiteten ryger? Vil han i lige så høj grad som sin mor kunne udfylde rollen med indhold uden at splitte? Og er der grammatisk sjusk i valgsproget?

Det ville jo være ganske naturligt, hvis altså det ikke lige var sådan, at bogen jo altså også skulle trykkes. Alle disse problematiseringer er altså forudset, og det betyder faktisk, at han har gjort sig tanker om alle de spørgsmål, som den offentlige debat har stillet om ham i årevis.

Hvordan han besvarer de fleste af de nævnte spørgsmål, vil jeg overlade til den potentielle læser selv at grave sig frem til i bogen. Jeg anbefaler at købe den. Det er Politikens Forlag vel undt, nu de er begyndt på den slags. Lad dem endelig få indtryk af, at det er en god forretning.

Jeg vil dog sige, at jeg mener, han besvarer spørgsmålene, og som principiel monarkist vil jeg også hævde, at han gør det tilfredsstillende.

Et modigt monarki

To undtagelser vil jeg gøre, og det er for det første, hvad angår spørgsmålet, om han magter at tilføre monarkiet indhold og kant uden at virke splittende. Dette besvarer han selvfølgelig ikke selv eksplicit, men det gør han implicit.

Betoningen af folkekirkens værdi, forsvaret for Rigsfællesskabet og vægtningen af den historisk begrundede nationale identitet på den ene side og den moderne sprogform (med lige lovlig mange anglicismer for min smag), aktuelle samfundsproblemer og Majestætens insisteren på, at han bliver konge på sin egen (moderne) måde på den anden side indikerer, at han faktisk har lært ikke helt lidt af sine læremestre, sin mor og mormor.

For det andet: Er valgsproget grammatisk sjusk? Hans egen udlægning gør det vanskeligere at se det sådan. Det er os, der er ”forbundne”, men den enkelte, ikke mindst Majestæten selv, der er ”forpligtet”. Tankerne bag er gode, i en moderne verden tilmed udfordrende.

Det er en modig sag for en monark at udgive sådan en bog, og resultatet lover godt for de kommende årtier.