Jeg er vokset op i et kongetro hjem, hvor denne muntre familiehistorie om min socialdemokratiske farfars årlige demonstration ved kongens nytårstale blev fortalt; mens kongen talte, insisterede Farfar på at læse avis på en meget insisterende og knitrende måde, så alle måtte anstrenge sig for at høre, hvad der blev sagt.

Så spiste Farfar sin middag, kl. 21.00 proklamerede han, at »nu hæver vi«, og da Farfar skulle sove i stuen, måtte resten af familien holde festen gående i mine forældres soveværelse, hvor de så ved midnatstid kunne tilhviske hverandre et glædeligt nytår. Ingen konge trumfede Farfar, måske bortset fra Stauning, som han havde været med til at agitere for i 1906.

En stadig mere tøvende undersåt

Ja, vi muntrede os over Farfars antiroyalisme, men da Dronningen trådte tilbage og overlod tronen til sin ældste søn, nægtede jeg at se det og fandt mig selv – ved skæbnens ironi – læsende en erindringsbog af en gammel trotskist under hele affæren, som jeg dog havde slukket for.

Min bevæggrund var dog en anden end Farfars; jeg holder stadig af kongehuset, men jeg orkede ikke at overvære folkemassernes begejstring endsige Staunings efterfølger, der skulle udråbe kronprinsen til konge. Jeg er med årene blevet en stadig mere tøvende undersåt, og balkonscenen den 14. januar, som jeg siden har fået refereret, gjorde mig ikke mindre tøvende.

For efterhånden er det eneste virkelig gode argument, vi kongetro har for at bevare monarkiet, at vi ellers skal bruge de penge, vi sparer på kongehuset, på et præsidentembede, og det vil gå til den ene afdankede statsminister efter den anden.

Mette Frederiksens opførsel ved udråbelsen af Kong Frederik X viste med al tydelighed, at det med sikkerhed vil ske. Hun havde ikke behov for den konge, hun udråbte. Og lytter man til vox populi, så vil også folket helst vælge, hvem der skal være regent og hvordan. Det har folket fået lov til siden den seneste grundlov blev vedtaget i 1953. Mange vil mene, at det var en tvingende nødvendighed, men måske man dengang skulle have overvejet, om vi overhovedet skal have et monarki, hvis vi dybest set bare selv vil vælge regenten.

I hælene på tidsånden

For det har fået betydning for monarkiet, som under Dronning Margrethes regeringstid mere og mere er kommet til at løbe i hælene på tidsånden, og forfatningsmæssigt har hun måttet underskrive adskillige love, der har haft opløsende virkning – både konkret og åndeligt – for Danmark; afgivelsen af suverænitet til EF/EU og overnationale konventioner, vedtagelse af udlændingeloven i 1983, nødlove i forbindelse med corona-nedlukningen, afskaffelse af Store Bededag og koranloven.

På den ny konges skrivebord vil der inden længe sikkert lande love om en højere abortgrænse og aktiv dødshjælp, som han skal underskrive, og dermed er både hans mor og han medskyldige i landets og folkets deroute. Man kan sige, at de ikke kan gøre andet, og at en lov vedtaget af et flertal er udtryk for folkets vilje, men problemet er, at ingen lov kan gennemføres uden monarkens underskrift.

Og hvem står monarken til ansvar overfor? Han står til ansvar overfor kongernes Konge, som den nys udråbte konge sandsynligvis ikke tror på. Men om han tror på det eller ej, så er Gud altså en integreret del af hele tankegangen i vort politiske system, og ham skal man ikke udæske. Man skal heller ikke tro, at man kan tjene tidsånden ved siden af Gud. Det gør det ny kongepar desværre, og vi har derfor allerede et klart billede af, hvordan de kommer til at regere.

Kongen af i morgen

Jeg tror, kongen er en meget rar mand, men nu kan han ikke længere påberåbe sig sit venlige væsen og glæden ved sport og rockmusik som sin raison d´être. Kongen »af i morgen« er skolet i moderne politik, som han jo er gennem sit valg af uddannelse som cand. scient. pol, og det er tydeligt, at han og hans dronning ønsker at spille en aktiv politisk rolle.

I sin tiltrædelsestale nævnte han, at han har nærmet sig sin opgave som samlende konge hele sit liv. Så burde han nok have sat sin borgerligt fødte hustru ind i, hvad det vil sige at være kongelig, i stedet for at lade hende gøre sit giftermål med ham til en karrierevej.

Det, der med tydelighed viser, at Dronning Mary ikke er født kongelig, er at hun nyder at være populær. Hun har ikke forstået, at folkegunst er idel dunst. Det er meget menneskeligt, men det er farligt, for det kan svække dømmekraften og forståelsen for den særegne opgave, som er hendes. Og dømmekraften er blevet svækket.

Det har vist sig de seneste år, hvor hun og kronprinsen ellers er blevet hyldet for deres bevidste valg om at omfavne tidsånden. De er gået ind i klimasagen, selv om de hverken kan eller vil leve klimavenligt, hvilket selvfølgelig åbner en bred flanke for kritik. Man havde ikke behøvet at se længere end til Storbritannien for at erfare, hvordan det gik Harry og Meghans forsøg på at promovere sig selv på den sag.

Kronprinsessen har dertil valgt at støtte LGBT+, men også denne sag har sine skyggesider, som bl.a. er kommet frem i dokumentarserien Uden samtykke på DR. Sagen synes i øvrigt at blive anvendt som spydspids i kampen mod den konventionelle kernefamilie. Jeg har svært ved at se, at det er kongehusets opgave at støtte en eksperimenterende livsstil, hvis konsekvenser vi ikke kender rækkevidden af, og som bruges politisk.

Hvem rådgiver dog kongen?

Jeg har af og til spurgt mig selv, hvem der dog rådgiver dem, og måske fik vi et indblik i det for et par år siden. For da parret indskrev de to ældste børn på Herlufsholm, begyndte offentligheden at interessere sig for skolen, og det resulterede i den meget omtalte dokumentar, som nær havde fået skolen lukket, og som førte til karaktermordet på en stille og ikke medievant rektor.

Det kom bag på mig, at det daværende kronprinspar så hurtigt var ude at fordømme den skole, de selv havde valgt, offentligt. Noget begyndte dog at dæmre, da det viste sig, at den mobbeforsker, som førte kniven i dokumentaren, var tilknyttet kronprinsessens anti-mobbefond. Og da kronprinsparret har satset alt på deres holdninger og etik, opstod der naturligvis et pres på dem for at trække deres søn ud af skolen. Problemet var bare, at han ifølge parret selv var glad for at gå der. Det havde de tilsyneladende slet ikke skænket en tanke.

Deres reaktion var med til at skabe en forgiftet stemning mod prinsens skolekammerater, lærerkollegiet og rektor. Der blev mobbet igennem!

Resultatet af den folkelige reaktion kender alle; man fandt nye skoler til børnene, for prinsens vedkommende Ordrup gymnasium, som har haft store problemer bl.a. med de såkaldte puttefester, noget som Herlufsholm for længe siden har afskaffet. Men det »fine« ved Ordrup gymnasium var, viste det sig, at ledelsen her havde konsulteret selvsamme mobbeforsker, som ønskede at lukke Herlufsholm, og derfor var hun slet ikke bekymret over dette valg.

Får vi en aktivistisk konge?

Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at mobbeforskeren, som i øvrigt har en kommunistisk fortid, har vejledt kronprinsparret hele vejen igennem denne ulykkelige sag, der førte til den folkestorm, som bestemte, hvor vor kommende konge skal gå i skole. Mon han har meget lyst til at blive konge efter den oplevelse?

Jeg kan i hvert fald godt forstå, hvis han ikke vil. Hvem kan føle kærlighed til et folk, der i den grad føler sig i sin ret til at bestemme over det private? For det endte nemlig ikke her. Samtidig med, at kronprinsparret valgte nye skoler til deres børn, som de ikke selv havde ytret ønske om at gå på, valgte kongehuset – også efter langvarigt folkeligt pres – at fjerne skofirmaet Ecco fra listen over kongelige hofleverandører.

Ecco-familien har intet ulovligt gjort, og den ses mig bekendt privat med den kongelige familie, men der skulle tydeligvis lukkes endnu en flanke. Kronprinsen har selv dyrket Ukraine og præsident Zelenskyj, hvis kendte t-shirt havde inspireret t-shirtene til et af de kongelige kondiløb, og fordi Ecco fortsat driver forretning i Rusland, blev forbindelsen altså endelig afbrudt.

Vor konge har sandelig lært at slukke ildebrande, og det bliver næppe den sidste, vi har set ham slukke. For tidsånden er i modsætning til kongernes Konge en nådesløs herre. Kongen og dronningen lærte på den hårde måde, hvad deres valg kan gøre ved dem og familien, men spørgsmålet er, om ikke de ligger, som de har redt, fordi de har fornyet kongehuset på en måde, der gør dem sårbare for enhver folkestemning?

Jeg vil bede for kongen

Ja, en tøvende undersåt er jeg, men jeg ser også lyspunkter, netop fordi kongen står på skuldrene af kæmper. Da hans morfar, som min farfar ikke gad lytte til, tiltrådte, påkaldte han sig Gud i sin gerning, og han bad Gud om at velsigne både de danske hjem og de hjem i verden, hvor der taltes dansk.

Den tro har hans dattersøn så ikke, men måske Gud har en plan også for ham. For kongens årlige kondiløb er jo blevet henlagt til 2. pinsedag, som ingen regering herefter tør røre. For kirken er det en oplagt folkelig begivenhed at knytte an til. For hvordan bredte det gode budskab sig efter pinsedagen?

Jo, såmænd ved apostlenes heste, og hvor herlig er ikke lyden af netop disse fodtrin, der bringer os gode tidender? Jeg vil i hvert fald bede for kongen og takke ham for denne skønne mulighed for at opfordre alle deltagere i Royal Run til at bringe evangeliet videre – med Gud for Danmark!