Forhenværende CEPOS-direktør Martin Ågerup er aktuel med en god og vigtig bog om dansk borgerlighed. Alligevel afslører bogen også en grundlæggende konflikt imellem managementliberalismen og konservatismen: Er Danmark danskernes fædreland – eller et produktionsområde?

Martin Ågerup er en utvivlsomt en venlig og dygtig mand, jeg har desværre ikke truffet ham, og det var en tidstypisk kikset beslutning, da han blev afskediget som direktør for tænketanken CEPOS og erstattet med en mand, rekrutteret fra Dansk Erhverv, som synes fint kalibreret efter tidens fejljusterede kompas, præget af plat leflen for politisk korrekthed.

Hvis Dansk Erhverv tog sig selv alvorligt som interesseorganisation, burde den i øvrigt overveje, hvorledes dansk erhvervsliv har kunnet afvikle i hobetal af industriarbejdspladser de forgangne halvtreds år, alt imens erhvervslivets interesseorganisationer administrativt er svulmet op med et stort antal af givetvis gagetunge direktører, viceadministrerende direktører, medlemsdirektører, branchedirektører, underdirektører, vicedirektører og andre, sikkert udmærkede mennesker.

Martin Ågerup har skrevet en god og læseværdig bog.

Vi står efterhånden i en situation, hvor de såkaldt frie erhverv bævende må afvente kommende politiske overgreb, der strammer lænkerne endnu mere. Vi nærmer os hastigt en situation, hvor man må afvente en politisk kommissions årlige afgørelse om, hvorvidt man kan få lov at drive forretning næste år. Se, det burde være en sag for – Dansk Erhverv

Har Ågerup svaret?

Nå, anliggendet her er Ågerups nyudgivne bog, Hvad det vil sige at være borgerlig, og da titlen antyder behovet for en udtømmende forklaring eller definition, må man antage, at forlaget har ment, at Ågerup kunne levere en sådan.

Lad de være skrevet med det samme: det er også tilfældet. Ågerup udnytter mange af sine styrker, hvoraf de væsentligste er mange års erfaring med at følge dansk samfunds- og idédebat fra maskinrummet, og så hans rent personlige evne til at forklare emner og til tider komplicerede sagsforhold nøgternt og nærmest pædagogisk.

Det kan dog ikke undgås, da nærværende tidsskrift er en form for fagtidsskrift, at der er en almen og specifik del i anmeldelsen her, så de tages i rækkefølge.

Ideologi og kapitalisme

Den almene del er, at Martin Ågerup har skrevet en god og læseværdig bog, som fortjener en omtrentlig referencestatus for året 2024, med forbehold for det ikke er forbi. Af flere årsager. Nærværende anmelder vil særligt betone den føromtalte evne til at forklare emner og sagsforhold nøgternt og nærmest pædagogisk. Nogle eksempler er på sin plads.

Ågerup demaskerer den naive venstrefløjs manglende forståelse for, at konsekvenser på samfundsplan er langt mere interessante end intentioner.

I bogen finder man en koncis ideologidefinition: ”Ideologier hjælper os med at forstå verdens kompleksitet ved at give en ramme, hvorigennem vi kan fortolke, forstå og reagere på sociale og politiske spørgsmål. De er grundlag for beslutninger og handlinger og altså ikke bare abstrakte idéer.” Denne definition anvendes, analytisk og operationelt, fortræffeligt i et opfølgende kapitel.

I løbet af et dusin sider, 91-104, for at være helt nøjagtig, forklarer Ågerup med forbilledlig klarhed, hvorfor markedsøkonomien – ”kapitalismen” – rummer en dyb og kompleks, rational produktionstilrettelæggelse, blandt andet fordi den fordeler informationer åbent via prismekanismen. Beslægtet hermed demaskerer Ågerup også, pointeret-præcist, den naive venstrefløjs manglende forståelse for, at konsekvenser på samfundsplan er langt mere interessante end intentioner.

Ensomhed er ikke et statsligt problem

Det mærkes i sådanne kapitler særligt, men også i bogen jævnt hen konstant, at man er i stue med en god fortæller. Ågerup er på én gang stringent og reflekterende og knytter sine almene refleksioner på glimrende vis til mere generelle emner, for eksempel en håndfuld siders underspillet, nok meget ågerupsk hudfletning af velfærdssocialismens forsøg på at gøre ensomhed til et statsligt og politisk problem.

Konservatisme kontra liberalisme. Det globale og det EU-baserede og så det nationale. Danmark som produktionsområde kontra Danmark som danskernes og deres specifikke efterslægts fædreland.

Som borgerlig skal man læse Hvad det vil sige at være borgerlig for at få iagttagelser, ræsonnementer og analyser som ovenstående med i sin løbende orientering om dansk samfunds- og idédebat. Ågerups bog er vigtig, kort formuleret.

Klimahysteriet

Så vidt, så godt. Den mere specifikke del af nærværende anmeldelse drejer sig om de brudflader, Ågerups bog viser og i visse tilfælde forstærker. Man skal i øvrigt have den mulighed in mente, at bogen kan læses med et eftertryk, i praksis at Ågerup skriver med prægning af sin afskedigelse.

Eftertrykket kan være dobbelt: enten får Ågerup skrevet noget, han havde svært ved at få skrevet før. Alternativt kan det tænkes, at Ågerup må belægge sine ord, da han søger andre samarbejdspartnere og græsgange. Lad mig i den forbindelse kort nævne Ågerups påfaldende optagethed af det plagsomme klimahysteri, som truer med at afskaffe friheden i bred forstand: resterne af den personlige frihed, næringsfriheden og tilsvarende forbrugsfriheden. Muligheden af dette eftertryk får være, det er spekulation og for personbåret.

Er Danmark danskernes land – eller et produktionsområde?

Brudfladerne grupperer sig overordnet i nogle modsætninger. Konservatisme kontra liberalisme. Det globale og det EU-baserede og så det nationale. Danmark som produktionsområde kontra Danmark som danskernes og deres specifikke efterslægts fædreland.

Et abstrakt, liberalt princip om ”fri bevægelighed” fører til det konkrete resultat, at den førte og videreførte udlændingepolitik udgør en økonomisk, kulturel og demografisk møllesten om Danmarks hals.

Apropos sidstnævnte, så er indvandringsdebatten og debatten om de fremmedes tilstedeværelse i Danmark naturligvis vigtig. Martin Ågerup er dog ikke meget for at tage livtag med denne debat. Ågerup må vide, at andre læser det som karakteristisk, at han eksplicit hævder to forhold i denne sammenhæng. Dels liberale idealer om fri bevægelighed; dels arbejdskraftens verdensomspændende bevægelighed. For at gøre det ekstratydeligt: det kursiverede er ordrette citater; hvad Ågerup har at sige i koncentrat.

Dette betyder i praksis, at Ågerup i udgangspunktet hævder to ting: et liberalt ideal og at indvandring primært har med arbejdskraft at skaffe. Begge præges af ”(fri) bevægelighed” som styrende princip. Det er svært at tolke på anden vis end at Ågerup befinder sig meget langt borte i intentionernes og visionernes verden og meget fjernt fra det jordnære og det konkrete, apropos bogens egen, i øvrigt velturnerede terminologi.

Intet at sige om indvandringen

Det er vanskeligt at se, at den ikke-vestlige indvandring til Danmark de sidste par slægtled skulle have noget med arbejdskraft at gøre. Alle tænkende mennesker ved – eller burde vide – at erhvervsfrekvensen for den talstærke, ikke-vestlige indvandring til Danmark er bekymrende lav. Alle tænkende mennesker ved – eller burde vide – at ikke-vestlige indvandrere andrager over 100.000 offentlig forsørgede personer mellem 16 og 66 år. Det er bare at læse de rigtige publikationer fra Danmarks Statistik.

Et abstrakt, liberalt princip om ”fri bevægelighed” fører til det konkrete resultat, at den førte og videreførte udlændingepolitik udgør en økonomisk, kulturel og demografisk møllesten om Danmarks hals. I 2023 blev der vel 20.000 flere mennesker netto med ikke-vestlig baggrund i Danmark, omtrent så mange som i hele Åbenrå eller Birkerød. Syriske børn alene udgør henved to procent af den samlede danske befolkning, under fem år.

Alle tænkende mennesker ved – eller burde vide – at et meget forsigtigt estimat, som med usvigelig sikkerhed altid viser sig at være for lavt, tyder på der er 70.000 syrere i Danmark om femogtyve år. Flere end indbyggertallet i Roskilde.

Martin Ågerups borgerlighed har åbenbart intet at sige om dette.

Managementliberalisme

Kerneproblemet er, at Martin Ågerups bog kan ses som et ekko af en managementliberalisme, som kun ser Danmark som et produktionsområde. Ikke som nogens fædreland.

Det giver naturligvis nogle helt grundlæggende problemer. Det ses at Ågerup er inspireret af megen politologisk tænkning, i øvrigt desværre alt for ofte udpræget engelsksproget  tænkning. Spidsformuleret er alle objekter som rationelle amerikanere eller til nøds vesterlændinge i Ågerups forestillingsverden.

Kerneproblemet er at Ågerups liberale, rational og public choice-perspektiv brager ind i en fuldmuret mur, opbygget af demografisk forskydning.

Dette forhold giver naturligvis en helt grundlæggende skævhed, hvis det er den grundforudsætning Ågerup etablerer for sam- og fremtidens Danmark. Reformbestræbelser – politik i det hele taget – tager i det ågerupske prisme udgangspunkt i at alle er som hovedsagelig rationelt vælgende vesterlændinge.

Ågerup glemmer demografien

Dette dobbelteksponerer selvklart det analytiske fejlgreb, Ågerup foretager vedrørende indvandring, for det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvem der bebor de danskes øer nu og i fremtiden. Ågerup vil for eksempel gerne have erstattet forskellige former for velfærdsydelser med kontante ydelser, en slags public choice, for nu at blive i Ågerups foretrukne jargon, men det vil næppe være farbart i en situation, hvor EU-indvandring og ikke-vestlig indvandring sker på baggrund af i øvrigt rablende vanvittige ligeberettigelsesprincipper, hvor lovligt ophold er tilstrækkeligt grundlag til at få tilkendt offentlige ydelser.

Man kan med sikkerhed forvente travlhed med pengeoverførslerne til Bulgarien, Libanon og Syrien, hvis Ågerups forslag om klingende skatteydermønt til fritvalgsordninger bliver til virkelighed.

Spørgsmålet er om det borgerlig Danmark kommer hinsides Hjort-doktrinen og velfærdskoalitionen med disse løse, såkaldte policyforslag.

Kerneproblemet – det sociologiske kerneproblem, så at sige – er at Ågerups liberale, rational og public choice-perspektiv brager ind i en fuldmuret mur, opbygget af demografisk forskydning. En stigende andel af befolkningen gør ikke som de engelsksprogede lærebøger, appliceret i sam- og fremtidens Danmark og Vesteuropa, tilsiger. Savner Ågerup eller andre såkaldt evidens, kan man læse mere her.

Borgerlig genrejsning

Afslutningsvis er det værd at nævne, at Ågerup har nogle pejlemærker for en såkaldt borgerlig genrejsning. Det er ”noget med” et regelstop, i hvert fald færre regler, og mere frit valg og dermed mere ansvarlighed hos borgere og institutioner.

Vist så, men spørgsmålet er om det borgerlig Danmark kommer hinsides Hjort-doktrinen og velfærdskoalitionen med disse løse, såkaldte policyforslag, som også kunne stå på PowerPoint-ark hos en frenetisk gestikulerende, Dansk Industri-viceunderdirektør, der har fået tjansen med at igangsætte en konference for 46 lyseblå skjorteklædte funktionærer, som pænt er ankomne i hver deres hvide eller endog røde Tesla.

Bortset fra en dybtgående og fordomsfri debat om den nationale katastrofe, den førte og videreførte udlændingepolitik, kunne en fordomsfri debat om policyforslag i stedet tage udgangspunkt i forslag som de nedenstående. Det gradvise aspekt kan læses som ”over fire eller otte år”. De tog i øvrigt ti minutter at finde på.

• En gradvis nedtrapning af momssatsen fra 25 til 15 procent.
• En gradvis forhøjelse af den skattefrie bundgrænse til 75. eller 100.000,-.
• En gradvis reduktion af antallet af offentligt ansatte og dermed privatisering af de relevante opgaver.
• En reform, hvor den indirekte favorisering af daginstitutioner ændres til at ”pengene følger barnet”, det vil i praksis sige tilskud til at forældre passer deres egne børn hjemme. (så kan vi altid diskutere de ”kontante ydelser” på ny….)
• En afskaffelse af registreringsafgiften på biler og en halvering af ejerafgifterne af samme.
• En forhøjelse af hastighedsgrænserne med 10 km/t over hele linjen, det vil sige nye, generelle hastighedsgrænser på 60, 90, 100, 120 og 140 km/t.
• En mærkbar reduktion af afgifterne på elektricitet, boligopvarmning, vand, benzin og diesel.

Det er afslutningsvis bemærkelsesværdigt, at Ågerup ikke kaster sig ud i sådanne, ”frit fra leveren-bud” på opgør med velfærdssocialismens konkrete politiske resultater. Det er dog vigtigt at erindre sig den almene udsigelse: Martin Ågerup har skrevet en god, læseværdig bog, det – som det ses – er værd at diskutere med.

Martin Ågerup: Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen. Forlaget Grønningen 1, 2024.