Søren Krarup kunne tvivle om hans ord satte sig spor. Men de der hørte dem, tvivlede ikke. Vi bringer her en beretning fra mag.art. Adam Wagner, fast skribent ved Critique og redaktør for Tidsskriftet Nomos 2003-2005. Nomos var siden en inspirationskilde for Årsskriftet Critique.

Søren Krarup havde intet at gøre med etableringen af Nomos-kredsens arbejde – og så nok alligevel på en måde.

For selvom vi »yngre akademikere« – ja, det var dengang kort efter årtusindskiftet – skabte vort eget uafhængige netværk med dertilhørende hjemmeside, tidsskrift og mødevirksomhed, var vi vist alle på en eller anden måde inspireret af Søren Krarup.

Vi var nok præget af ham på forskellig måde og på forskellige tidspunkter; nogle havde i hans klare tale om Danmark og det danske, aktuelt og historisk, fået sat ord på noget, de allerede selv mente, mens andre netop i mødet med Krarups tekster og offentlige fremtræden havde fået øjnene op for betydningen af danskhed og kristendom. Men frem for alt tror jeg, at flere af os, om ikke alle, i ham så en slags forbillede.

Her må forbillede forstås ret; ikke een, der blot må efterlignes i form og indhold, men een, der virker sand og ægte og uforfærdet, og derfor kalder på de samme dyder hos andre. Søren Krarup stod fast på kristendommens betydning for dansk kultur og på, at Danmark er fædreland for det danske folk.

Derfor afviste han bl.a. dansk EU-medlemskab, og at Danmark blev gjort til et indvandringsland. I en tid hvor det stik modsatte var på den politiske dagsorden, kom Søren Krarup mildest talt i modvind – men det er som bekendt dér, hvor et flag er smukkest.

Og vi, der var unge i årtierne omkring årtusindskiftet og selv følte os i modsætning til tidens politiske mode, og så Søren Krarup folde sig ud, ja, kunne vi andet end blive inspirerede? Han »talte Roma midt imot«. Klar tale over for sort snak. Frimodig stod han frem på trods af omkostningerne, når han mente, at det, der blev sagt, ikke var sandt og derfor krævede et modsvar. Som Luther i Worms.

Sådan omtrent mener jeg, at jeg dengang opfattede det; om det gælder alle mine gamle fæller fra Nomos-kredsen, ved jeg ikke, men jeg ved, at flere af os på en eller anden måde blev inspireret netop af Krarups nationale anliggende og hans frimodige insisteren på at sige det, han mente, var sandt.

Men hvad er nu Nomos, som jeg her taler om? Jo, Nomos var altså et arbejdsfællesskab af »yngre akademikere«, der i første omgang oprettede en hjemmeside, der såmænd stadig findes (nomos-dk.dk), og i anden omgang begyndte at udgive Tidsskriftet Nomos, hvis første nummer udkom i begyndelsen af 2003 (og det sidste ved udgangen af 2010). Jeg selv var tidsskriftets første redaktør.

Vi udstak kursen i første nummer: »Den redaktionelle linie vil (…) bære præg af en national-konservativ grundholdning hvad angår hævdelsen af dansk kultur, national identitet og vesterlandsk selvværd.« Ja, jeg tror faktisk, vi var de første hertillands, der anvendte ordet »nationalkonservativ«.

I dag bruges begrebet temmelig løst og vist mest af folk, der ikke kan lide dem eller det, de beskriver; personligt kan jeg i hvert fald ikke altid identificere mig med det, der får denne betegnelse sat på sig. Men dengang ramte det godt, mente vi, og det var i øvrigt også dengang meningen, at det skulle være et rummeligt begreb, for vi var i kredsen slet ikke enige om alt, og det var heller ikke meningen, at vi skulle være det.

Ja, faktisk ønskede vi, at tidsskriftet skulle kunne rumme vidt forskellige synspunkter og positioner. Vi ønskede nemlig bredt at inspirere den nationale og konservative debat og byde alle, der kunne bidrage til den, indenfor.

Vi ønskede desuden, at det skulle være et akademisk tidsskrift, der kunne bringe indsigt i forskning, der modsagde det, som vi opfattede som moraliserende og politiserende tendenser i den akademiske verden. Og endelig skulle tidsskriftet ikke bare holde sig fra døgnets politik, men også stå helt frit i forhold til partipolitik (hvor vi i udgiverkredsen i øvrigt også stod forskellige steder).

Nomos blev en succes i den forstand, at vi nåede det antal abonnenter, som vi havde brug for, for at tidsskriftet kunne fortsætte, og at vi fik nye artikler ind. Men også i den forstand, at mange af de fremtrædende nationale eller konservative debattører, til hvem vi sendte det første nummer gratis, tegnede abonnement og således støttede sagen. Og stor var glæden, da både Søren Krarup og Jesper Langballe var blandt de nye abonnenter. Det føltes i redaktionen som et stort skulderklap.

Nomos var dog ikke Tidehverv og skulle heller ikke være det. Det var tydeligt allerede med første nummer, hvor vi bragte den tyske dramatiker Botho Strauß’ essay ’Tiltagende bukkesang’, som det var lykkedes mig at få Strauß’ tilladelse til at bringe i dets helhed på dansk – for første og eneste gang.

Både af Tidehvervs og Informations anmeldelse af tidsskriftets første nummer fremgår det indirekte, at her nok var noget, der ikke ville være set i Tidehverv. I Information, mest fordi det blev rost i modsætning til den konservatisme, der var præget af »Krarups mindreværdsbelastede og let paranoide tendens«… Ak ja, sådan var tonen. Men dén bredde, som vi opnåede i de løbende numre af Nomos, og ambitionen om at bringe udenlandske kernetekster oversat til dansk, var netop noget af det, som vi i redaktionen ønskede.

Da vi i Nomos-kredsen begyndte at arrangere de såkaldte høstmøder med forskellige foredrag om både filosofi, historie, politik m.m., var Søren Krarup en af de mange, der trofast mødte op år efter år.

Han kom også, da Nomos arrangerede en række foredrags- og debatmøder om det nationale i Vartov. Også Jesper Langballe var blandt deltagerne. Atter følte vi det nærmest som et succeskriterium i sig selv, at de mødte op og deltog i diskussionerne. I øvrigt sammen med mange andre spændende og inspirerende personligheder. Det var spændende år.

Men det, jeg her forsøger at få frem, er, hvordan vi om ikke unge så i hvert fald »yngre akademikere«, der havde vovet os ud på isen for at se, om den kunne bære, blev bakket kraftigt op af disse to herrer, der med deres blotte tilstedeværelse var med til at støtte os (ja, i nogles øjne var det naturligvis bare et bevis på, at vi, der stod bag Nomos, måtte være ondsindede og forfærdelige mennesker), og det selvom de havde rigeligt at gøre med deres folketingsarbejde, skrivevirksomhed, Tidehverv m.m.

For når man betænker, hvor mange sammenhænge Søren Krarup egentlig indgik i, og med hvor stort overskud han gjorde det, så er det i sig selv rigeligt til at slå fast, at han var utrættelig i sit arbejde for Danmark. For det er min klare opfattelse, at det var for Danmark, han virkede. Hans støtte til vores Nomos-projekt var kun en lille del af hans indsats, men vi er glade for, at han fandt det værd at støtte.

Men Krarup og Langballe kom naturligvis ikke blot til møderne for at støtte os. De lyttede interesseret og deltog i diskussionerne og gav tydeligt udtryk for det, hvis de var uenige i noget! Andet ville naturligvis også have lignet dem dårligt, og det var netop denne insisteren på at få sagt sin mening, der også havde inspireret os.

Og vel at mærke ikke bare få sagt sin mening for at få ret eller være på tværs, men for at få modsagt noget, man måtte anse for forkert. Den dybe kilde til denne uforfærdethed er ønsket om at søge og sige sandheden uanset omkostningerne.

Og denne inspiration tror jeg, at både Søren Krarup og Jesper Langballe gav videre til mange, der var unge i de to årtier omkring årtusindskiftet, og som følte sig fremmede for tidsånden. Og det satte meget i gang, direkte eller indirekte, hvis virkning stadig varer ved.

Nomos var blot en del af det, men det var vores del.