Søren Krarup genlæst: Om at ofre sig for menneskene og ofre menneskeheden

Søren Krarup Foto: Folketinget

Replique fortsætter med at se nærmere på Søren Krarups righoldige og givende forfatterskab. Denne gang gælder det det tidlige hovedværk, Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene, der opridser en bred og principiel kritik af tænkere, der ville slå ring om sig selv og fremmane det bedste for menneskeheden, men ofrede menneskene.

Af Jacob Aarslev

Martin Luther tager parti for de rige og magtfulde. Dette er ikke et citat fra Søren Krarups bog. Formentlig ville jeg heller ikke kunne narre ret mange til at tro det – i alle fald ikke læsere, der i forvejen kender lidt til forfatterskabet. Formuleringen findes til gengæld i Politikens Etbinds Verdenshistorie fra 1993. Det er en rubrik, som man finder i opslagsværket, hvis man bladrer frem til året 1525 og vil læse om den tyske bondeopstand.

Spalten beskriver rigtignok, hvordan Luther afviste den yderligtgående Thomas Müntzer og opfordrede fyrsterne til at slå den myrdende og plyndrende bondeskare ned. Men der er et udtalt fokus på de sociale konsekvenser ved den afgørende rolle, som Luther spillede – et fokus, der grænser til det påfaldende i så kort en spalte: ”Ved på denne måde at have vendt det jævne folk ryggen mistede Luther i vid udstrækning folkelig støtte til sin religiøse bevægelse.”

Politikens oversigtsværk (som i øvrigt bare er en dansk udgave af The Illustrated Encyclopedia of Historical Facts) står på reolen i mit barndomshjem, hvor det i sin tid virkede befordrende på den voksende historieinteresse. Og rubrikken viste sig i hukommelsen da jeg læste Søren Krarups bog Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene.

Venstrefløjens medaljehylde

Titlens betydning bør aldrig undervurderes hvad bøger angår – og da slet ikke debatbøger. Med Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene har Søren Krarup sikret sin bog en titel, der lagrer sig godt i hukommelsen. Og den rammer præcist de skæringspunkter mellem politisk idealisme og religiøs fanatisme, som er et af bogens væsentligste emner.

Søren Krarups bog er et opråb til den oprørte studerende ungdom, som han kunne iagttage den anno 1968. På bogens allersidste sider skildrer han, hvordan demonstrationstog på demonstrationstog fylder gaderne med en stemning af hellig indignation, vrede og forbitrelse over jordens profanitet.

Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene skildrer skikkelser fra historien, der også var forbitrede over jordens profanitet – Rousseau, Marx og Freud – og Søren Krarup advarer om brandfaren ved den hellige ild.  Der kastes et skarpt og polemisk blik på venstrefløjens medaljehylde, som den så ud, inden der måtte gøres plads til sprogteoretikere og intersektionalister.

Præsten vil frelse lægmanden, læreren vil frelse eleven, politikeren vil frelse borgeren og lægen patienten – alle vil frelse alle, og den ene sandhed udkæmper sin hellige krig med den anden.

Men først er der altså præsten. Thomas Müntzer.

Riget af denne verden

Kapitlet er det eneste i bogen, hvor der gøres brug af den kontrastfulde dialogiske form, som ellers fylder så meget i Søren Krarups forfatterskab. Thomas Müntzers gerningsretfærdighed overfor Luthers lære om frelse ved troen alene.

Og for at fastholde den ubetingede frihed i spørgsmålet om frelsen var det nødvendigt at holde evangeliet fast som et rige, der ikke er af denne verden. […] ånden er Guds og kan som sådan aldrig identificeres med sjælelige oplevelser eller politiske aktioner.

Kapitlet kan måske se en anelse påklistret ud. Hvad har teologen fra det sekstende århundrede at gøre blandt disse universitetsmarxismsens koryfæer? I 1969 gav det dog næppe anledning til undren. Afsnittets betydning i bogen var – og er – andet og mere end at begynde med Adam og Eva.

I 1850 havde Friedrich Engels skrevet værket Der deutsche Bauernkrieg, hvor Thomas Müntzer spillede en helt afgørende rolle. I socialistisk historieopfattelse blev den tyske bondeopstand set som en storartet proto-revolution – og Thomas Müntzers kamp mod Luther og fyrsterne sikrede ham en plads i erindringen som den store tyske anti-feudale stridsmand. Og en plads på frimærker og pengesedler i DDR. En historieskrivning, hvis skygger kunne anes længe efter murens fald.

Børnelarm og bleer

Skildringerne af Rousseau, Marx og Freud fremstår uden de modbilleder, Søren Krarup ellers gerne benytter sig af. I den forstand ligner den forgængeren, Demokratisme, hvor blandt andre Poul Henningsen kom under selvstændig behandling. I Det moderne sammenbrud fra 1984 er kritikken af Karl Marx gennem flere kapitler udfoldet i en parallel læsning af Søren Kierkegaard, og det er ofte Kierkegaard, som Søren Krarup lader udtale bogens pointer.

I Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene står portrætterne mere nøgne, og Krarup fører selv kniven i dissektionen af både personer og præmisser.

For Jean-Jacques Rousseaus vedkommende er det i dag næsten trættende at høre gentaget historien om, hvordan faderen til den moderne pædagogik efterlod sine egne børn til en krank skæbne på et børnehjem. Men det bliver det bare ikke uvæsentligt af. Det er det smertefulde skæringspunkt mellem ide og virkelighed, og ingen har på dansk påpeget det mere effektfuldt end Søren Krarup.

aldrig har et menneskekærligere menneske filosoferet over menneskets pligter og en naturligere fader overvejet sine børns bestemmelse. Ganske vist blev altså resultatet af overvejelserne, at mit tredje barn blev … også bragt på hittebørnshospitalet som de to første og det samme skete med de to følgende – men det var en sand filosofisk beslutning, og når jeg ikke åbenlyst roste mig deraf, var det udelukkende af hensyn til moderen. Jean-Jacques Rousseau havde kun andres bedste for øje, og da han flyttede ud i Montmorency-skovens ensomhed for at være fri og dydig og nærmere udforme menneskets pligter, havde han ikke andet end menneskehedens vel i sine tanker. Uforstyrret af børnelarm og bleer og uhindret af småbørns snottede næser og krav på opmærksomhed kunne han hengive sig til drømmen om, hvordan et menneske skulle opdrages for at blive til et menneske.

Man kan vist godt kalde det karaktermord. Men når det konkrete menneske skal skilles fra den abstrakte menneskehed, så gælder det jo også netop mennesket Rousseau.

Endnu et led i fremmedgørelsen

De mest koncise pointer findes imidlertid i kapitlet om Marx: Det er den samme grundfejl, at man vil diktere menneskehed til mennesket, og glemmer at man selv er menneske.

måske er mennesket slet ikke ein Gattungswesen? Måske kan samfundsforhold slet ikke lede mennesket i fortabelse? Måske er det menneskelige fællesskab slet ikke til at ophæve? Måske – det gælder Marx’ forståelse af fremmedgørelsen: måske er det hele vrøvl? Under alle omstændigheder er det jo sært, at pludselig Karl Marx kan hæve sig over den fremmedgørelse, som jo alle ifølge hans eget udsagn ligger under for, og afsløre den som fremmedgørelse. For også fremmedgørelsens afslører må så være fremmedgjort. Og hans afsløring af fremmedgørelsen er da endnu et led af fremmedgørelsen. Er artens fortaler ikke et artsvæsen?

Det er set både før og siden. Men det fungerer – fordi sigtet i Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene hele tiden fastholdes meget præcist. Der er ingen udtømmende eller originale analyser af de skildrede forfatterskaber, men det, Krarup vil vise os, er, hvor kæden hopper af.

Kan man plukke druer af tjørn?

Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene er Søren Krarups ”Vogt jer for de falske profeter!”. Men han gør mere end at advare og spørge retorisk. Han peger på det sted, hvor druen angiveligt skulle sidde fast på tjørnestilken – og figenfrugten på tidslen. Han viser steder, hvor grænsen mellem menneskeheden og mennesket kan være svær at få øje på – for den ene er jo det andets bedste – og så gør han det meget tydeligt.

Denne, Søren Krarups fjerde bog, henvender sig formentlig mest til læsere, der i forvejen er bekendte med de tidehvervske grundpiller, som hele forfattervirksomheden hviler på. Er man ikke det, er der dog en form for hjælp at hente i den korte prolog, som passende hedder Om at være jorden og næsten tro.

Luther ryddede hykleriet ud af menneskelige forhold ved at forstå dem som værende bestemt af selvhævdelse og magtbegær, og han slukkede tillige de retfærdiges kætterbål ved at forhindre noget jordisk i at give sig ud for at være himmelsk og noget menneske i at give sig ud for at være ret færdigt.

Set på baggrund af et righoldigt efterfølgende forfatterskab udfoldet gennem flere årtier står Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene ikke tilbage som Søren Krarups bedste bog. Flere af emnerne er ganske enkelt behandlet bedre andre steder. Navnlig marxismen, i Det moderne sammenbrud. Den har dog meget at byde læsere, som også er interesserede i dabatbogen og polemikken som genre.

Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene veksler mellem interessante personkarakteristikker, karikatur – til tider grove forsimplinger – og skarpe analyser af tankesæt, der har været uomgængeligt betydningsfulde siden det 19. århundrede.

Søren Krarup: Om af ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene. Forlaget Gyldendal, 1969. Bogens 2. oplag er anvendt til anmeldelsen

Jacob Aarslev er cand.mag. i historie og religionsvidenskab