Rønshoved

Lønmodtagerkultur, selvstændighedskultur og det idealistiske menneske

Om Folketingsvalget 2022
1. februar 2023
12 minutters læsetid
Tidens politiske og samfundsmæssige brudflader har rødder i et dybt brud med fortidens samfundsform og politiske system. Månedens kronikør ser tilbage og fremad, med udgangspunkt i det folkeoplysende og dannende arbejde ved Rønshoved Højskole.

 Hvad fremtiden end måtte rumme, har der ikke i fortiden været en bedre samfundsorden end den, hvorunder folkets masser ejede den jord, de dyrkede, og det værktøj, de arbejdede med, og kunne sige: … “Det giver ro i sindet at leve på egen jord og vide, hvem der skal overtage den efter en.”         – R.H. Tawney (1880-1962)

Den tysk-amerikanske, jødiske politiske tænker Hannah Arendt (1906-75) ser grundlaget for det totalitære/ideologiske menneske og det totalitære/ideologiske samfund som et resultat af et vigende klassesamfund, der er blevet erstattet af et massesamfund/mellemlag (et lag er ikke en klasse). De vestlige samfund er dog stadig præget af klassesamfundet, men mellemlaget har vundet markant indpas i samfundsformationerne og er blevet det dominerende segment siden 1970’erne i Danmark.

Det skuespil, vi har været vidne til ved valget af lederen af Repræsentanternes Hus, hvor en halv snes republikanere hellere ville undergrave institutionen og skabe kaos i parlamentet end at føre konstruktiv politik, er et udtryk for en radikalisering af politikken og demokratiet. Vi har set det samme i Danmark. Venstre – mit kære parti – er blevet offer for en politisk radikalisering under corona-epidemien, hvor de stigmatiserede statsministeren, så offentligheden fik det indtryk, at statsministeren på det nærmeste var en mafiaboss. Heldigvis kom partiet ind på den pragmatiske bane efter valget, så de kunne indlede et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen.

De besindige politikere og vælgergrupper er vigende i det sen-moderne. Politikere som Erik Eriksen (V), Poul Hartling (V), Poul Sørensen (K), Anders Andersen (V), Robert Pedersen (S), H.C. Hansen (S), Niels Helveg Petersen (RV), Marianne Jelved (RV) og Poul Schlüter (K) hører til i verden af i går, i hvert fald blandt den højere middelklasse i de større byer. De klassiske partier, der var baseret på klasseinteresser, er blevet sjældnere, efterhånden som klassesamfundet er blevet minimeret. Dermed mister vi den politiske realisme og får populisme og ideologi i politik.

Fortidens politikere

Legendariske Anders Andersen (V) repræsenterede landbrugsorganisationerne, og Hans Rasmussen (S) varetog smedenes interesser i Folketinget. De var begge trænede i at søge et kompromis. De var således optaget af at opnå et politisk resultat i deres gerning. De stigmatiserede aldrig deres politiske modstandere, men havde respekt for dem.

Vor tids politikere rekrutteres fra statskundskab/samfundsfag og/eller de politiske ungdomsorganisationer og er farvet af en idealisme, som er naturstridig med det samarbejdende folketing. Da vi endvidere ved, at især akademikere i forhold til befolkningen som sådan er mere idealistiske og vildfarne, bliver der et misforhold mellem den praktiske og ideologiske verden i Folketinget. Den mentalitet som massesamfundet/mellemlaget afføder har naturligvis effekt på samfundet. Den grundtvigske folkelighed og arbejderbevægelsens pragmatiske historie og kultur er dog så rodfæstet, især i provinsen, at den er blevet et værn mod vildfaren idealitet.

Ideologiseringen af det danske samfund har dog haft markant indflydelse på de politiske niveauer blandt eliten i ungdomskulturerne, i medieverdenen og på universiteterne. Identitetspolitiske bevægelser på universiteterne og indvandrepolitiske positioner i kølvandet på Muhammed-krisen, flygtningestrømmene i 2015 samt corona-restriktioner var medvirkende til en polarisering af borgerligheden – også i provinsen.

Politik og etik

Mink-skandalen, hvor modsætningerne mellem de folkelige, som baserer deres politiske anskuelser på sindelagsetikken, sædvanen og tilliden, stod i et afgørende modsætningsforhold til den del af mellemlaget, som ikke var indlejret i det folkelige. Den ikke-folkelige kultur orienterede sig mod en rettighedsteoretisk juridisk diskurs og var derfor fokuseret på at Frederiksen havde brudt Grundloven. Det kaldes regeletik.

Det besynderlige er, at den form for etik betragtes religionshistorisk som en ældre form for etik. Regeletikken er repræsenteret i jødedommen og islam. Med kristendommen flyttes det etiske perspektiv fra regelretheden til begrundelserne, motivet og sindelaget for handlingerne. Det er grunden til, at det vestlige juridiske system kan skelne mellem agtsomt og uagtsomt drab. Etikken bliver en samvittigheds-instans, dvs. et indre anlæggende.

Sindelagsetikken er forudsætningen for liberalismen, sædvanen og for etableringen af et samfund med mindre stat. Det vestlige menneske kan regulere sig selv og tilgive, fordi det søger en forståelse og et motiv for handlingerne. Hannah Arendt ser fællesskabet  folkeligheden – som et sted hvor der opstår et perspektivbytte mellem et jeg og et du samtidig med, at vi oparbejder en tillid til hinanden. Den samme tænkning har det grundtvigske.

Det folkelige i det grundtvigske skaber erfaringer og forudsætninger til sindelagsetikken, frisindet, tilliden og kærligheden. Vi kan kun elske det, som vi kender. Kærligheden er erfaringsbaseret, dvs. historisk. Jeg kan ikke elske EU, men kun det jeg kender konkret. Her er jeg fortrolig med sproget, naturen og historien samt de mennesker, jeg lever med. Jeg elsker Sønderjylland og Danmark. Jeg kan ikke elske NATO og EU. Jeg kan derimod med min forstand være tilhænger af EU og NATO.

Folkeligheden

Vi har skabt en folkelighed i Danmark, som er grundlaget for en tillidskultur. Det samme har arbejderbevægelsen gjort. Den socialdemokratiske arbejderkultur, der grundede en pragmatisk tillidskultur med Septemberforliget 1899 og Kanslergadeforliget i 1933, er immun for radikale politiske og sociale løsninger. Danske arbejdere havde en fem-øres bevidsthed og en tillid til, at man kunne tro på fremtiden og fremskridtet via en langsom reformudvikling. Og de fik, gennem den danske model, opbygget en tillidskultur til arbejdsgiverne.

Det var den folkelige, grundtvigske kultur som det politisk lag og en stor del af den borgerlig presse overså under mink-miseren. Den kreative klasse og den elitære akademiske borgerlighed havde løvrevet sig fra den store gruppe af borgerlige danskere, der var rundet af det folkelige. De antog fejlagtigt, at Mette Frederiksen kunne fældes af den borgerlige offentlighed på grund af mink-miseren. Virkeligheden var, at hun var mere populær end Jakob Ellemann og Søren Pape Poulsen i efteråret 2022, hvor kampagnen mod Frederiksen var mest radikal. Mange borgerlige vælgere forstod hendes ageren under epidemien, uagtet at hun begik fatale fejl. De var rundet af sædvanen og en tillidskultur der kunne tilgive og forstå motivet for handlingerne.

Jeg er tilhænger af ideen bag den nye SMV-regering. Ikke fordi jeg tror, at den nødvendigvis kan løse samfundsmæssige strukturelle fejl i samfundsformationerne, men alene fordi danskerne derved bliver forsonet efter mink-affæren. Det kan imidlertid aldrig blive en regering, der har en lang holdbarhed. Regeringen er åndsforladt og teknokratisk, og jeg frygter deres virke på de dannelses- og uddannelsesmæssige dimensioner.

Intelligentsiaen og det politiske segment

Hannah Arendt gør gældende, at intelligentsiaen er markant mere tiltrukket af ideologi og pøblens aktivisme end befolkningen som sådan. Intelligentsiaen anser pøblen, som Arendt definerer som bundfaldet fra alle klasser, som særlig vitale og autentiske.

Mellemlaget har ikke fælles objektive interesser, hvad angår økonomi, arbejdsforhold og sociale forhold. De er atomiserede og fragmenterede i samfundsformationerne. De kan derfor kun samle sig om ideologiske og psykologiske problemstillinger i politik. Mellemlaget mangler således en verdens-rettet-hed mod realismen og det pragmatiske.

Det var meget sigende for den netop overståede valgkamp, at medierne og politikerne, hverken tematiserede makroøkonomiske problemstillinger, den stigende inflation, forsyningskrisen eller sikkerhedspolitikken. Og det skyldes ikke blot, at politikerne har en trang til at psykologisere og ideologisere valgkampen, men i endnu højere grad, at det politisk italesættende mellemlag befinder sig i en fragmenteret politisk tilværelse, hvor ideologi fylder usædvanligt meget.

Forbundskansler Helmut Schmidt, som jeg er en stor beundrer af, og som bekæmpede Rote Armee Fraktionog den venstreorienterede idealisme og radikalitet i 70’erne, er berømt for at sige: Har man ideologiske visioner, bør man gå til lægen (citeret frit efter hukommelsen).

Nu er den venstreorienterede politiske idealisme og radikalisme blevet gængs på højrefløjen i USA og Tyskland. Reichsbürger-bevægelsen i Forbundsrepublikken, hvor en række fremtrædende øvrighedspersoner med deres gakkede konspirationsteorier under ledelse af ”prinz” Reuss, snakkede om et Tyskland, hvor grænserne skulle være som anno 1871 eller 1937. De ville i deres ideologiske naive vildnis af utopiske visioner iscenesætte et kup. De havde forbavsende mange proselytter, både blandt almindelige tyskere og blandt notabiliteter. Ja, tilhængere i det øvre lag af politiet, militæret og dommerstanden var repræsenteret i bevægelsen.

Klassesamfundets vigende betydning i Vesten var en udvikling, som Hannah Arendt iagttog som fænomen allerede før Første Verdenskrig, men det var først i mellemkrigstiden, at tendensen blev tydelig. I Danmark var klasserne imidlertid stadig en afgørende faktor for al politik helt op til folketingsvalget i 1973, hvor Erhard Jakobsen og Mogens Glistrups partier, CD og Fremskridtspartiet, med deres populistiske program ændrede dansk politik for al tid.

Politik og argumentation

Massesamfundet er som sagt identisk med det, vi betegner som mellemlaget. Det vigende klassesamfund er betinget af den moderne kapitalisme, som rationaliserer produktionen og dermed frigør den såkaldte produktive arbejdskraft. De tertiære erhverv, som har været i voldsom vækst siden 1945 i Vesten, er karakteristiske ved, at erhvervene er differentierede og derved umuliggør en fælles politisk artikuleret platform med afsæt i homogene politiske og sociale interesser.

Massemennesket bliver derfor politisk og økonomisk isoleret og får derfor svært ved at udtrykke sig afgørende politisk, hvad angår økonomisk politik. Massemennesket tiltrækkes derfor af aksiomatiske utopiske visioner og besynderlige politiske standpunkter.

Ideologi defineres vidt forskelligt af diverse samfundstænkere. Hos Hannah Arendt defineres ideologi som politiske anskuelser, som ikke er erfaringsbaserede, men er aksiomatiske. Et politisk aksiom fordrer ikke, at politik skabes empirisk, dvs. erfaringsmæssigt. Det aksiomatiske massemenneske har ikke tillid til andre borgere politisk, men kun til aksiomatisk logik, fordi de ingen erfaringer har til fællesskabet og den tillid, der skabes i det folkelige. Derfor erstattes den empiriske tillid med logiske og selvindlysende argumenter. Selvindlysende udgangspunkter – aksiomet – er selvrefererende og en politikform, hvor det politisk isolerede individ kan udfolde sig, uden at være i besiddelse af tillid til samfundet, staten, institutioner og til andre mennesker. Megen venstreorienteret identitetspolitik er baseret på et politisk aksiom. Derfor vil massesamfundet blive den herskende politiske form i fremtiden, med mindre vi vedligeholder sædvanen og folkeligheden.

Venstre-kulturen

I en grundtvigsk kontekst er befolkningen ikke adækvat med et folk. Et folk er et fællesskab med en bevidst kultur om historien, kulturen og kristenheden. En befolkning der er formet af massesamfundet føder populisme. Derfor er politik i sen-moderniteten turbulent og ideologisk i et omfang, vi ikke kendte i klassesamfundet.

Det gamle genuine klassesamfund organiserede dets medlemmer, så de kunne få deres fælles økonomiske interesser virkeliggjort igennem fagforeningerne, landboforeninger, håndværkerforeninger og partierne. Klasserne oplevede derfor politik som meningsfuldt og pragmatisk. Den enkelte, der var en del af en klasse, arbejdede sammen med andre med samme interesse for at indfri de politiske ønsker, som klassen havde. De lærte at stole på hinanden og forstå at man skulle stå sammen for at få politiske forandringer.

Venstre havde deres afsæt i landbruget. Den agrare kultur mistede efterhånden betydning politisk, da landbruget blev rationaliseret i slut-50’erne. Da trekantsregeringen kom til magten i 1957, var Venstre endnu et udpræget bondeparti. I midten af 60’erne var den gamle landbrugskultur minimeret afgørende. Venstre måtte derfor reformulere partiet, så det blev eftertragtet for byboere, der i overvejende grad var lønmodtagere.

I begyndelsen af 60’erne overgik industriproduktion landbrugsproduktion som andel af BNP. Danmarks liberale parti blev erklæret som en ny platform for Venstre. Det er historiens ironi, at da Venstre ville vinde indpas i byerne i 60’erne og påtog sig navnet Danmarks Liberale Parti, mistede liberalismen sin betydning i praksis. Venstre var til og med ca. år 1960 forankret i en selvstændighedskultur, hvor hovedparten af Venstres medlemmer og vælgere ejede deres egen bedrift.

Selvstændighedskulturen stod i et afgørende modsætningsforhold til lønarbejderkulturen. Selvejerkulturen behøvede ikke en teoretisk forståelse for liberalismen. De havde udkæmpet en forfatningskamp i sidste tredjedel af det 19. århundrede, som var adækvat med rettighedsliberalismen, samtidig med at de havde erfaringer med markedsliberalismen. Selvejerkulturens aktører behøver ikke at læse sig til liberalismen eller tiltage sig en ideologi. De besidder en sindelagsetik og en tillidskultur ud fra praksis.

Selvstændighedskulturen udfoldede således den praktiske liberalisme uden et teoretisk kompas. Venstres borgerlighed og frihedstanker var erfaringsbaseret og funderet i hverdagslivet. Erfaringer, som flugtede med liberalismen, men som også besad en sund borgerlig sædvane, en folkelig grundtvigsk kultur, der afspejlede sig i familien, i naboskabet, i kirken, i skolen, i foreningslivet og på højskolerne. Venstre-kulturens erfaringsflader var indlejret i en tilværelsestydning, som den liberale lønmodtager og bykultur var afgørende fremmed for. Bykulturen tænkte i rettigheder, forordninger og regeletik.

Pligt og sjælelære

Når min far, der kulturelt tilhørte selvstændighedserhvervene, samtalte med sine svogre, hvor hovedparten var selvstændige i byerhvervene, gik grænsen for borgerlighed i deres politiske univers, hvorvidt vi var lønarbejdere eller selvstændige. De tematiserede i deres tankesæt aldrig en dikotomi, hvor der var en modsætning mellem lønarbejderne i den offentlige og i den private sektor. Denne splittelse mellem privat- og offentligt ansatte erobrede først den politiske dagsorden, da selvstændighedskulturen var blevet udgrænset og den offentlige sektor blevet en markant kultur med 60’ernes begyndelse. Det var først i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, hvor modsætningerne mellem den offentlige og private sektor blev italesat teoretisk med Jørgen Dichs bog Den herskende klasse.

Idealet for tilværelsen hos min far og mine bedsteforældre i Rødding var som i bogklassikeren Det lille hus på prærien af Laura Ingalls Wilder. De tilhørte småborgerskabet, dvs. den klasse, som ejede deres bedrift og hvor hele familien deltog i virksomhedens produktion og kultur. Jeg elsker tilværelsesformen blandt de selvstændige, uagtet jeg ved, at den aldrig igen kommer til dominere tilværelsen.

Højskolekulturen er historisk forankret i selvstændighedskulturen. Vi har stigende problemer med at rekruttere lærere, der forstår kulturen.  Rønshoved Højskole vil nødig have lærere, som er bærere af lønmodtagerkulturen, hvor man ikke vil bo på skolen, og hvor man kun vil arbejde 8 timer pr. dag, eller have kompensation for besværet. De skal være indforstået med en bestemt måde at leve på i familierne. De skal se nødvendigheden af at jobbe røven ud af bukserne, akkurat som når bønderne skulle have høsten ind. Her skal herske en pligtkultur, en kaldstanke og ikke en rettighedskultur.

Når vi får læreransøgninger på højskolen er der ca. 100 ansøgere til hvert stillingsopslag. Det moderne universitetsmenneske tror, at de hovedsagelig skal undervise i deres fag. Derfor skriver de stolpe op og stolpe ned om deres vellykkede speciale. Det er imidlertid en livsfortolkning, som lærerne skal formidle, og ikke primært en faglighed, der hidrører til et bestemt fag. I den klassiske højskole var det således en metafysik, der var på spil, og ikke fagene. Fagene er i grunden ligegyldige. Den legendariske højskoleforstander Jens Th. Arnfred var civilingeniør, men underviste i sjælelære.

Massemennesket

Liberalismen blev til ideologi op gennem sidste tredjedel af det 20. århundrede. Ideologiens vildfarne karakter blev manifest med ånden fra 1968 og 1989. Ja, den blev særlig manifest, da den marxistiske ideologi, som ødelagde åndslivet for humaniora og kunsten, ebbede ud i midt-80’erne på universiteterne og blev afløst af postmodernismens relativisme. Nu var det ikke tysk filosofi, som længere var i zenit, men den mere tvivlsomme vidtløftige franske filosofi med navne som Levi-Strauss, Roland Barthes og Jacques Derrida og Jacques Lacan. Vi var allerede blevet varskoet om den kommende katastrofe i slutningen af 70’erne med frygtelige navne som Althusser og Poulantzas.

Den franske strukturalisme og intellektualisme har indlejret sig i identitetspolitikken på de amerikanske universiteter og minsandten også hos visse borgerlige tænkere. Den har været langt skadeligere end den filosofiske marxisme, som bl.a. kom til udtryk i Hans-Jørgen Schanz’ kapitallogik.

Det er således efterhånden ved at gå op for mange borgerlige intellektuelle, at Schanz’ position førte til en reformulering af metafysikken, åndeligheden og konservatismen. At den franske intellektuelle relativisme har hærget universiteterne i mere end 40 år, hænger efter min vurdering sammen med, at selvstændighedskulturen ebbede ud i Vesten og blev afløst af massemenneskets trang til ideologisme og relativisme.

Postmodernismens flygtighed har skabt en omfattende relativisme og trang til aksiomatisk ideologisk politik og filosofi. Jeg ser således paradoksalt nok Frankfurterskolen som forankret i tysk borgerlighed og fransk intellektualitet med navne som Althusser, Derrida, Lacan og Foucault som repræsentanter for den moderne, højere middelklasses rodløshed. De er slynglerne i europæisk åndsliv i det 20. og 21. århundrede. De har f.eks. haft forbavsende stor indflydelse på blandt andre filosoffen og kønsteoretikeren Judith Butler.

Hannah Arendt og Hans-Jørgen Schanz er placeret i tysk filosofi og åndelighed. De vil utvivlsomt få større og større betydning for den forankrede, intellektuelle borgerlighed. Derimod vil den franske post-modernisme vinde mere og mere terræn i et fragmenteret universitets verden og blandt Nørrebro- og Østerbro-segmentet.

Mange borgerligt liberale antog med murens fald, at globaliseringen og udbredelsen af markedskræfterne ville gøre verden rigere og mere demokratisk. Ideologien blev fremherskende, samtidig med at Centraleuropa, dvs. Balkan, var i opløsning og en frygtelig dæmoni herskede. Vi kunne ikke åbne for TV-avisen i 90’erne, uden at erfare nye krige i Kaukasus og på Balkan. Nye nationalstater opstod, som vi aldrig havde hørt om. Vores idealisme, vor manglende forsvarsvilje og 89-ideologien bærer en stor del af ansvaret for sikkerhedspolitikken anno 2023.

De fire gamle partier

Forskellen på Socialdemokratiets og Venstres vælgere handler lidt forenklet om rige og mindre rige lønmodtagere. I 60’erne indtog funktionærerne og mellemlaget en central position blandt de socialdemokratiske vælgere, fordi partiet forsvarede velfærdsstaten som en stor del af mellemlagets lønmodtagere var ansat i. Samtidig adopterede det socialdemokratiske mellemlag en modernistisk kulturpolitik. Derfor blev arbejderkulturen, som Jens Otto Krag mødte til festerne hos Hans Hedtoft og H.C. Hansen, tilført kulturradikalismen. Krag fortæller, at i den gamle socialdemokratiske kultur, som endnu var tydelig i 50’erne, trak man harmonikaen frem og sang Oskar Hansens sange, når man besøgte Hedtoft og H.C. privat. I 60’erne ændrede dette sig, som sagt. Nu ville man associeres med mellemlaget og kulturpersonligheder som Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Børge Mogensen.

At være socialdemokrat gav god mening for mine borgerlige bedsteforældre og for min far. Hvor skulle arbejdsmændene og de faglærte ellers være repræsenteret, spurte min far og bedstefar. Socialdemokraterne understøttede deres klasse og Venstre deres. Det var således ikke et spørgsmål om ideologi, hvorvidt man var Venstremand eller Socialdemokrat, men om hvilken placering, vi havde i samfundsformationerne.

I sen-moderniteten tænker vi ikke sådan. Her er Venstres ideologi mere rigtig end Socialdemokratiets, uanset hvor man er placeret i samfundet.

I mit hjem havde vi respekt for og tillid til alle regeringer og til de fire klassiske, ansvarlige partier. Vi havde derfor svært ved at forstå, at dette ikke var tilfældet i Tyskland. I grænselandet kendte vi den tyske kultur. Vi foragtede den tyske politiske kultur, hvor fjendskabet mellem klasserne var dominerende og stigmatiserende. Vi fandt det utiltalende, når tyskere berettede om, at parlamentarikere fra det socialdemokratiske SPD og konservative CDU mødtes på banegården i Flensborg og kørte hver for sig i taxa til et fælles vælgermøde i byen.

Jeg husker stadig den sorg der bredte sig i hjemmet, da H.C. Hansen døde, kun 55 år gammel i 1960. Mine forældre så H.C. Hansen som repræsentant for arbejderne, men samtidig også som den, der varetog Danmarks interesser. Jeg har kun hørt foragt for kommunisterne og nazisterne i mit hjem. Og min far var endog meget politisk. En Venstremand, der udlagde partiets aktuelle politik. Derfor var det chokerende som grundfæstet borgerlig og rundet af den grundtvigske folkelighed at være vidne til det had, som statsminister Mette Frederiksen blev mødt med i en del af borgerligheden under coronaen.

Det stille liv

Folkestyret er baseret på det folkelige og ikke på befolkningen. Folkestyret er på vej til at blive afløst af et demokrati i senmoderniteten. Et demokrati er alene funderet på forfatningen, juraen og regeletikken. Det grundtvigske og det folkelige er en modkultur til staten, rettighedstænkningen og regeletikken.

Det grundtvigske og folkeligheden værner om det konkrete liv. Det betyder, at vores børn skal gå i friskoler, folkeskoler, efterskoler og højskoler. Så er de rustet til at møde universitetet, lærepladsen og den postmoderne verden.

Den borgerlig eksistens er det stille liv med naboskab, sædvane, litteratur, historie, kirkegang, foreningsliv og, her ved Flensborg Fjord, koncertsalen Alsion i Sønderborg og opera i Elbphilharmonie Hamburg. Hertil et godt fast arbejde. Det stedbundne konkrete liv er altid konservativt, borgerligt og måske grundtvigsk.

Thue Kjærhus

Thue Kjærhus er forstander ved Rønshoved Højskole.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside