Spørgsmålet om aktiv dødshjælp hænger uløseligt sammen med vores menneskesyn. Er mennesket en abekat, kun bundet af sin biologi – eller er det bundet af noget større?

Der er mange spørgsmål og mange overvejelser i forbindelse med spørgsmålet om en eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Spørgsmålet, eller rettere ønsket, er fremsat som et såkaldt borgerforslag, ligesom det også er stillet af statsministeren ved Folkemødet på Bornholm.

Spørgsmålet om en eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp er således kommet på den politiske dagsorden og vil blive behandlet i Folketingets kommende samling samtidig med at det er blevet kastet ind i den folkelige arena.

Glidebanen er en realitet

Derfor har Tænketanken Prospekt i september 2023 udgivet analysen Glidebanen er en realitet.

Analysen fremlægger erfaringerne fra lande (Holland, Belgien og Canada), der har indført aktiv dødshjælp. Og disse erfaringer viser en drastisk stigning i anvendelse af aktiv dødshjælp over tid. Samtidig slækkes kriterierne for, hvornår man kan få aktiv dødshjælp ligesom målgruppen for aktiv dødshjælp udvides.

Argumentet om, at aktiv dødshjælp er en glidebane, er således ikke en hypotese, men et faktum. I praksis har det altså vist sig vanskeligt at inddæmme aktiv dødshjælp, når først det er legaliseret.

Med dette alt andet end enkle spørgsmål om en eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp, rejser der sig flere spørgsmål. Og jeg vil mene, at vi har pligt til at svare. At vi har ansvar, og at vi skal stå ved det.

Dødens årsag

Fx en sondring inden for sundhedsvæsenet imellem situationer hvor lægen ordinerer medicin, hvis formål er at lindre smerte, og hvor denne medicin som en bivirkning medfører en tidligere død, og situationer hvor lægen bliver anmodet om at ordinere medicin for at få døden til at indtræffe.

Uenigheden opstår lige akkurat, hvor vi prøver at sige det væsentlige om mennesket.

Min klare opfattelse er at det at yde aktiv dødshjælp er noget ganske andet end at bringe ekstraordinær behandling til ophør. Hvis vi først accepterer at hjælpe mennesker med at dø, så er døden ikke længere en bivirkning ved behandlingen, men behandlingen er blevet dødens årsag.

Denne sondring er afgørende.

Er mennesket en abekat?

I denne sammenhæng vil jeg dog pege på nogle andre og indledende overvejelser om, hvad det vil sige at være menneske. Dette er, som jeg ser det, overordnet i forhold til hvordan vi stiller os i livet og til livet samt over for døden.

Nødvendigheden af, at vi besinder os på hvad det vil sige at være menneske, er blevet stærkt aktualiseret af det menneskesyn, statsministeren som frontkæmper for aktiv dødshjælp har fremlagt i et stort interview i Weekendavisen (6. juli 2023).

Nok kan der siges en del om mennesket, som ingen bestrider. Men uenigheden opstår lige akkurat, hvor vi prøver at sige det væsentlige om mennesket.

Ingen kan dog undgå at give svar på, hvad mennesket er. Også når vi går ud fra uomtvistelige forhold lægger vi uundgåeligt en betoning, et eftertryk på konkrete udsagn, der indebærer svar på det væsentlige.

Den, der – om jeg så må sige – kun ønsker at betone menneskets ubestridelige genetiske determinering, udtaler derved ikke kun biologiske sætninger, men udtrykker herudover også et biologisk-deterministisk syn på mennesket, og det er naturligvis det afgørende.

Menneskesyn og etik

Mit syn på mennesket er ikke en privat mening men af offentlige betydning, af den enkle grund at det handler om andre end blot mig selv.

Min opfattelse af mennesket er en drivkraft i mine handlinger, der præger mine sympatier og antipatier, min følsomhed og påvirkelighed.

Men det er ikke alt.

Mit menneskesyn er tillige den instans, ud fra hvilken jeg retfærdiggør mine handlinger. Hvem jeg end ellers er.

Hvilket syn på mennesket skal vi lade bestemme over os?

Vi kan som mennesker intet som helst gøre uden at legitimere, at begrunde, at forsvare vores handlinger. Derfor spiller forsøg på at skjule og camouflere de mange ting, vi ikke kan være bekendt, en rolle. Bevidstheden om, at ens handlinger er berettigede, er en afgørende betingelse for, at vi kan udføre handlinger, der strækker sig ud over umiddelbare behov og reaktioner.

Samfundsdannelser, teknologiske udviklinger, krige, handelssamkvem, kulturelle traditioner mv. ville ikke være mulige uden den konsekvens og den systematik, som kun en bevidsthed om at gøre det rigtige og nødvendige medfører.

Jeg har egentlig allerede nævnt det, men jeg understreger gerne, at det ikke mindst er synet på mennesket, der forlener os hver især med en basis for at legitimere handlinger mod andre mennesker. Alene af den grund er det ikke ørkesløst at tænke over spørgsmålet om, hvad et menneske er.

Spørgsmålet skal besvares, og dog står det tilbage som et åbent spørgsmål.

Kend mennesket på menneskesynet

Ingen kan ty til uomtvistelige fakta. Enhver må svare, og det betyder, at enhver er ansvarlig for sit syn på mennesket. Ergo: et menneske kendes på sit syn på mennesket.

Når det er sagt, står vi over for det forhold at et menneskesyn må opfylde to modsatte betingelser.

Dels den betingelse at synet på mennesket må være forankret i det, der ikke står til den enkeltes forgodtbefindende. I mit livssyn, i min livsanskuelse viser sig, hvad der bestemmer over mig.

Og dels den betingelse at enhver selv må stå inde for sit syn på mennesket og forsvare det som sin egen sag.

Disse to betingelser, der ikke er modstridende, udtrykker tilsammen en væsentlig indsigt.

Hver enkelt af os må selv stå inde for, hvad vi lader bestemme over os.

En overbevisning hører ikke til de forhold, vi kan vælge og vrage imellem. En overbevisning binder vi os til.

Vi har derfor ikke nogen fri vilje til at bestemme over vores indstillinger. Vi tilkendegiver i vores indstillinger, hvad der i sidste ende har magt over os og binder os. Og dog er det os selv, som må binde os til den magt, der bestemmer over os.

Disse indledende overvejelser stiller et nyt og afgørende spørgsmål.

Hvilket syn på mennesket skal vi lade bestemme over os?