I dag er det nationale en indgroet del af konservatismen.
Det er naturligt at tænke det sådan, at de konservative kræfter i de europæiske lande også kæmper for de nationale værdier og den nationale kulturarv – så meget endda, at nationalpopulistiske partier som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti hyppigt benævnes nationalkonservative partier – uden yderligere refleksion over, hvor det konservative element er andet end netop det nationale. Men her understreger det jo netop pointen.
Det nationale hører uløseligt til i det konservative.
Således fremstiller Det Konservative Folkeparti på dets hjemmeside sine værdier på følgende måde:
Det Konservative Folkeparti er partiet for dig, der ønsker et moderne Danmark, der samtidig værner om dansk kulturarv, danske værdier og danske traditioner.
[…]
Det Konservative Folkeparti er partiet for dig, der vil værne om dansk kultur og danske værdier i en global verden.
Det konservative, det bevarende, bliver altså entydigt knyttet til den nationale arv.
Sådan var det ikke for 170 år siden. I Danmark blev det konservative element i årene omkring Grundlovens underskrivelse tegnet af sådanne skikkelser som A.S. Ørsted (H.C.s bror), C.A. Bluhme og Carl Moltke.
De stod i deres samtid konfronteret med tidens nationale politiske bevægelse, og de forsøgte på hver deres måde at værge landet for det nationales indflydelse. De var alle såkaldte helstatsmænd.
De ønskede fyrstestaten, det danske monarki, opretholdt. Det var en stat, der foruden de oversøiske besiddelser bestod af kongeriget Danmark med øerne og Nørrejylland indtil Kongeåen, hertugdømmet Slesvig mellem Kongeåen og floden Ejderen og hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, der strakte monarkiet det sidste stykke ned til statsgrænsen Elben.
De konservative kræfter var først og fremmest interesserede i at få den gamle fyrstestat, der foruden et dansktalende flertal bestod af en betydende tysktalende befolkning primært syd for Flensborg Fjord, til at fungere.
Det var ikke let i det revolutionære og nationalistiske røre, der ulmede i Europa. Således beskrev A.S. Ørsted i 1850 årsagen til den nationale konflikt i det danske monarki mellem dansk og tysk, som havde ført til Treårskrigen på følgende måde:
Under disse fra en lige eensidig Interesse udgaaende Bestræbelser i modsat Retning er og[så] alt andet, hvad der ellers kunde være de forskjellige Statsdele imellem, blevet fra begge Sider sat paa Spidsen; Forholdene er blevet seete i et aldeles urigtigt Lys, og Fordringerne fra begge Sider stedse spændte høiere og høiere.
I Ørsteds perspektiv var det nationale et fremmedlegeme, der havde udfordret den bestående virkelighed, den oldenborgske helstat, på et falsk grundlag, og som nu truede med at ødelægge den til alle indbyggeres skade. Ørsteds synspunkt var, at alles rettigheder og tarv var bedst tjent med, at helstaten blev opretholdt. Det viste sig med tiden umuligt.
Omvendt var de nationale de liberale, de progressive, ja, endda de revolutionære. Det nationale blev i midten af 1800-tallet i Danmark mest udtalt repræsenteret af de nationalliberale med biskop D.G. Monrad, advokaten Orla Lehmann, professor i jura A.F. Krieger, professor i klassisk filologi J.N. Madvig og en række andre akademikere i spidsen.
De støttede opbygningen af en konstitutionel stat og havde med Junigrundloven fra 1849 foreløbig fået deres vilje. De så forskellen i nationalitet som et afgørende skel, som også skulle danne statens grænse. Dette synspunkt delte de med en række nationale bevægelser i hele Europa, ikke mindst i Italien og Tyskland, som begge bestod af et stort antal selvstændige stater, som de nationale bevægelser i de to områder havde sat sig for at samle.
Et eksempel på en sådan national liberal var redaktøren, politikeren og digteren Carl Ploug. Carl Ploug var redaktør på det nationalliberale dagblad Fædrelandet 1841-1881.
Bladet overlevede kun hans afgang med et års tid. Siden etableringen i 1834 havde bladet været bannerfører for kampen imod den enevældige fyrstestat og for den konstitutionelle nationalstat.
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199 kr, så modtager du Årsskriftet Critique med posten.
