Det er næppe mange, som ved, at flere tusinde danskere og skandinaver deltog i opbyggelsen af det, der siden blev det moderne Sydafrika. Der var sågar et veludrustet korps af nordiske frivillige, som kæmpede på boernes side mod det britiske imperium. Peter Agerbo Jensen drager glemte skæbner og dramatiske begivenheder frem i en ny grundig og velfortalt bog. Historiker Adam Wagner har anmeldt I krig under Sydkorset.
Den 14. juli 1958 døde den 86-årige William Bærentzen på plejehjemmet i Ballerup. Denne helt almindelige tilskikkelse i den unge velfærdsstat står for nærværende anmelder som en kontrast til det liv, som afdøde havde levet, og til de begivenheder, han havde bevidnet.
Her tænkes ikke blot på de åbenlyse forandringer, Danmark havde gennemgået fra »slaget på Fælleden« og splid mellem Højre og Venstre om bl.a. Københavns befæstning til velfærdsstat og den begyndende computer-alder med Danmarks første EDB-maskine, DASK. Nej, også verden havde forandret sig drastisk, og Bærentzen havde selv deltaget i nogle af historiens dramatiske begivenheder.
William Joseph Bærentzens fader var Alexander Bærentzen, kaptajn i søetaten og rådmand i København. Han havde gjort aktiv tjeneste i flåden i 1864. William Bærentzen voksede op i kolonialismens og udvandringens storhedstid, og han blev en af dem, der udvandrede og hvirvledes ind i en skelsættende kolonikrig, der i sig selv bandt to århundreder sammen, nemlig Den anden Boerkrig (eller bare Boerkrigen, som vi her vil kalde den), der varede fra 1899 til 1902.
Det er både spændende, gribende og tankevækkende stof
Krigen forekom på en gang at være en både gammeldags og moderne krig: Luftballoner brugt til rekognoscering havde været noget ganske nyt under Napoleonskrigene, men brugtes også her, mens briternes koncentrationslejre og nye principper for infanteriets fremrykning under dække af artilleriild pegede fremad. Boernes guerilla-krig var på sin vis en umådelig gammel form for krigsførelse, men dens jernbane- og telegrafsabotage var noget, der varslede nye tider.
Man kan undre sig over, at der ikke tidligere er nogen, der på dansk har skrevet en samlet fremstilling af de danske under denne krig, men nu har historikeren Peter Agerbo Jensen rådet bod på det med bogen I krig under Sydkorset – skandinaver i den sydafrikanske krig 1899-1902; og det er både spændende, gribende og tankevækkende stof. Og i øvrigt solidt historisk håndværk, skrevet på et ligefremt, nøjagtigt og så godt som fejlfrit dansk.
Bogens emne
William Bærentzen blev løjtnant i Det Skandinaviske Korps, der kæmpede på boernes side, og var dermed i korpsets ledelse, men han er dog blot en af de mange skandinaver, læseren møder i Peter Agerbo Jensens bog. I øvrigt bruges betegnelsen skandinav i sin udvidede betydning, idet deri ikke bare indbefattes folk fra Danmark, Norge og Sverige, men også fra Finland, samt i øvrigt sønderjyder, der jo på den tid var tyske borgere. Og sådan brugtes begrebet også uden videre dikkedarer i samtiden, ser det ud til.
Dette frivillige skandinaviske korps i boerkrigen er der sikkert mange, der ikke har hørt om før. Nærværende anmelder havde i hvert fald ikke, må det blankt erkendes. Og mon ikke man i vore dage også skal være mere end gennemsnitligt historisk interesseret, før man ved noget om boerkrigen, ja, om boerne i det hele taget? Men al den uvidenhed råder denne bog så udmærket bod på! Og den føjer oven i købet til den viden, der blandt forskere er om skandinavernes rolle og skæbne i boerkrigen.
Selvom I krig under Sydkorset således giver en forståelse for boernes historie, krigens baggrund og krigen selv, er det dog ikke en bog om boerkrigen som sådan. De store linjer tegnes op, men der fokuseres naturligt nok på de dele af krigen, der berørte skandinaverne i boerrepublikkerne. Der er altså dele af krigsforløbet, man som læser ikke får så meget at vide om. Der må den nysgerrige søge andetsteds hen.
Til gengæld har forfatteren været en hel del kilder igennem for at finde ud af så meget som muligt om skandinaverne i boerkrigen, og selvom kildematerialet er sparsomt, er det alligevel en hel del skæbner, der rulles ud, ligesom der tegner sig et billede af Syd-Afrika som et lidt overset skandinavisk udvandringsmål. I perioden 1880 til 1914 udvandrede mere end 5.000 skandinaver til Syd-Afrika.
Det nøjagtige tal kan næppe fastslås, men det her angivne er tilsyneladende lavt sat. Så selvom Syd-Afrika var et af de mindre udvandringsmål, er det en vigtig del af det samlede billede. Bogen er bygget op, så man først får den nødvendige baggrundsviden, hvorpå de forskellige grupper af skandinaver og de forskellige situationer, som de blev bragt i, behandles hver for sig.
Boerne
Boerne kom som så mange andre i vejen for det britiske imperiums trang til både at vokse og sætte sig på værdifulde råstoffer og ædelmetaller. Boerne var efterkommere af de især hollandske kolonister, der kom til Sydafrika fra midten af 1600-tallet og frem, men også af franske huguenotter og i mindre grad skandinaviske og tyske tilflyttere.
Boernes sprog, der udviklede sig fra nederlandsk, kaldtes enten afrikaans – da det jo var den nederlandske dialekt, der taltes i Afrika – eller »boeretaal«, altså boernes sprog. For »boer«, som egentlig betyder bonde, blev først betegnelsen for en hollandsk nybygger i Afrika, men blev med tiden en etnisk betegnelse.
I dag kaldes boerne oftest afrikaanerne. Nogen fastholder dog boer-betegnelsen, mens andre skelner mellem boere og afrikaanere, mens de to betegnelser af atter andre opfattes som synonymer.
Alt det lader vi ligge, som også Peter Agerbo Jensen gør det, for i datiden taltes der mest om boerne kontra briterne eller englænderne, og da særligt når det gjaldt boerne i de frie boerrepublikker i det nordøstlige Syd-Afrika. Alle nogenlunde oplyste mennesker i verden kender i øvrigt mindst et ord fra afrikaans, nemlig »apartheid«, som dog stammer fra en noget senere tid. Men på dansk har vi også andre ord fra boerne, nemlig navneordet »trek« samt udsagnsordet »trekke« (paradoksalt nok via engelsk), og disse begreber har da også spillet en stor rolle i boernes historie.
I forbindelse med Napoleonskrigene erobrede briterne Kapkolonien fra Holland. Nogle år senere, fra 1835, rykkede grupper af boere videre for at komme bort fra britisk herredømme; de drog ud i vildnisset med familier og bohave på deres oksevogne. Det var Det store Trek, »Die groot Trek«, og nogle grundlagde Natalia, som dog hurtigt blev erobret af briterne, mens andre drog længere mod nord og bosatte sig ved Oranje-floden og på den anden side af floden Vaal. Det blev til fristaterne Oranje og Transvaal. Sidstnævnte hed dog officielt den Syd-Afrikanske Republik (ikke at forveksle med Republikken Sydafrika, der først blev dannet i 1961).
Krigens baggrund
I tiden omkring Boerkrigen boede der godt 200.000 i Oranje-Fristaten, hvoraf knap halvdelen var hvide, og i Transvaal godt 860.000, hvoraf godt 240.000 var hvide. Man bliver, når man studerer disse selvorganiserende boeres historie, slået af, hvor velfungerende deres små folkestyrede fristater var, og hvor stor frihedstrang og forsvarsvilje den sparsomme boerbefolkning lagde for dagen. At de skandinaviske indvandrere tilsyneladende faldt til og gik ind i dette er bestemt interessant.
Briterne anerkendte disse stater, men forsøgte dog at stække deres selvstændighed. Særligt da der blev gjort store guldfund i Transvaal, pressede de britiske mineselskaber, der drev minerne i Transvaal, på for at få forskellige indrømmelser og fordele fra boernes regering. Da den var træg hertil, forsøgte briterne ligefrem ved forskellige beskidte kneb at omstyrte regeringen. Alt dette skærpede modsætningsforholdet mellem de små frie boerrepublikker og det stadigt voksende britiske imperium.
Transvaal var i 1898 verdens største producent af guld og stod for 30 % af verdens guldudvinding, og den hastigt voksende minedrift og afledte industri krævede arbejdskraft. Antallet af udlændinge, »uitlanders«, voksede støt i boerstaterne. Nogle af dem kom fra Skandinavien, mens de fleste var briter, og der var nationale spændinger mellem briter og boere.
Der blev jamret over forholdene for disse »uitlanders«, som boerne angiveligt nærmest mishandlede, og der blev højlydt slået på tromme for deres rettigheder og krævet, at det skulle være lettere at opnå borgerskab blandt boerne. Og den britiskejede mineindustri i Transvaal optrådte illoyalt over for værtslandet. »Trommelarmen« mindede mere og mere om den fra krigstrommer, alt mens Det britiske Imperium opbyggede sine tropper nær grænsen.
Boerne søgte til gengæld på forskellig måde støtte hos Holland og Tyskland; sidstnævnte fiskede naturligvis også i rørte vande. Det korte af det lange er, at boerrepublikkerne ikke så anden udvej end selv at begynde den krig, som alligevel var uundgåelig.
Peter Agerbo Jensen søger at dele sol og vind lige i sin bedømmelse af årsagerne til krigen, der kom, og fremhæver, at også Transvaals præsident, den blandt boerne særdeles populære Paul Kruger, opførte sig stædigt og kortsynet. Men det samlede billede er klart: Briterne ønskede konflikt.
Den anden Boerkrig førtes således mellem 1899 og 1902 med det britiske imperium på den ene side og de to frie boerrepublikker Transvaal og Oranje-Fristaten på den anden. Og i denne krig blev en del skandinaver hvirvlet ind mere eller mindre frivilligt. Først og fremmest samler opmærksomheden sig naturligt nok – sådan var det dengang, og sådan er det i Peter Agerbo Jensens bog – om Det Skandinaviske Korps, der kæmpede på boernes side.
Skandinaverne i Syd-Afrika
Forudsætningen for dannelsen af Det Skandinaviske Korps var, at betydende skandinaver i boerrepublikkerne allerede inden krigens udbrud havde fundet sammen i Den Skandinaviske Organisation med det formål at støtte nødlidende skandinaver, hvorved man forstod: »Nordmænd, svensker, dansker og finner samt deres hustruer og børn.«
Når danske, svenske og nordmænd er ude i verden, identificerer de sig ofte som noget naturligt som skandinaver og identificeres også sådan af andre. Dette gælder naturligvis også de svenske fra Finland og danske fra det i Tyskland indlemmede Sønder-Jylland samt finner. I øvrigt var Finland jo siden 1809 et storhertugdømme i Rusland, så ligesom sønderjyderne var »tyske«, var folk fra Finland jo »russiske«. Men den slags påtvungne statsretlige etiketter spillede naturligvis ingen rolle, når man mødte landsmænd eller andre skandinaver ude i den store verden.
I øvrigt kunne det være interessant at undersøge, om finnerne (altså finsktalende personer fra Finland) i samme grad som de finlandssvenske opfattede sig og blev opfattet som skandinaver. Det er desværre en af de ting, der fremstår lidt uklart i Peter Agerbo Jensens bog, hvor folk fra Finland over en kam gerne omtales som »finner«, hvilket jo er noget upræcist, og dermed ikke afklarer, hvor mange af »finnerne« der var svenske, og hvor mange der faktisk var finner.
Men her er forfatteren i overensstemmelse med flere i datiden; man kan fx se, at William Bærentzen i aviserne slet og ret omtalte folk fra Finland som finner. Der rådes til en vis grad bod på det ved, at det omtales, når forfatteren positivt ved, at en person var finlandssvensk. Undertegnede har en stærk mistanke om, at størstedelen af de finske korpsmedlemmer, men naturligvis ikke alle, var svensktalende.
Bogen kredser om Det Skandinaviske Korps som kernen i den samlede beskrivelse af skandinaverne i Boerkrigen, og det er forståeligt nok af flere grunde. Dels synes det at være den gruppe, hvis meritter er bedst dokumenteret, dels er netop korpsmedlemmerne også relevante, når de britiske lejre for krigsdeltagere behandles, og dels er et militært korps naturligvis centralt, når der er tale om en krig. Sidst men ikke mindst er det en dramatisk historie og altså grundlæggende spændende
Når det er sagt, er det dog afgørende, at bogen også behandler de andre grupper af skandinaver, der på den ene eller anden måde og mere eller mindre frivilligt blev involveret i krigen, for i modsætning til korpset, der har været behandlet tidligere, om end ikke så grundigt, er der ikke skrevet ret meget om fx den skandinaviske ambulance eller om skandinaver i boernes politi- og bevogtningsenheder, ligesom det vist også er nyt for et dansk publikum, at der sad skandinaver i de berygtede britiske koncentrationslejre.
En side, som bogen ikke behandler, er de skandinaver, der boede i Kapkolonien og gik i britisk tjeneste; for det var der også nogle, der gjorde. Egentlig falder det ikke på nogen måde uden for bogens emne, som det bl.a. er formuleret i undertitlen, men forfatteren har altså valgt at fokusere på de skandinaver, der på den ene eller anden måde havnede på boernes side eller i hvert fald befandt sig i boerrepublikkerne, og det er der for så vidt heller intet i vejen med; man skal blot ikke forvente sig en behandling af skandinaver i Syd-Afrika som sådan eller i krigen som helhed.
Det Skandinaviske Korps
Den svenske ingeniør Christer Uggla, som var ansat ved Tranvaals jernbanevæsen, spillede en afgørende rolle i dannelsen af Det Skandinaviske Korps og sidenhen også i hjælpearbejdet for de skandinaviske krigsfanger. Uggla var bl.a. formand for Den Skandinaviske Organisation, og det var på et møde i denne 12. oktober 1899, altså dagen efter krigsudbruddet, at det besluttedes at danne et frivilligt korps.
Det lykkedes desuden Uggla med sine kontakter til Transvaals regering at få midler til udrustning af korpset, således at det blev uniformeret og bevæbnet med tyske Mauser-rifler, model 1893/95 med femskudsmagasiner.
Uniformen var en grå sportsuniform med bredskygget grå filthat, hvor højre side af skyggen var opfæstet med en kokarde. Peter Agerbo Jensen beskriver desværre ikke, hvordan denne kokarde så ud eller hvilke farver, den havde. Men måske vides det ikke? Med denne uniformering skilte Det Skandinaviske Korps sig ud fra de almindelige boerkommandoer, hvis medlemmer gjorde tjeneste i deres eget tøj. Kun boernes artilleri- og politienheder var uniformerede.
Korpsets leder, hvis rang hed »veldkornet« på afrikaans, var den svenske jernbaneingeniør Johannes Flygare, der var vokset op i Syd-Afrika, havde været i kamp i Swaziland, og som ud over svensk talte både afrikaans, engelsk og flere afrikanske sprog. Korpsets næstkommanderende blev den svenske løjtnant Erik Stålberg, og William Bærentzen var så korpsets sekondløjtnant. Korpset bestod af ca. 80-90 mand, hvilket gør det til et af de mindste frivillige fremmede korps på boernes side, hvoraf kan nævnes et irsk og et hollandsk. Til gengæld var det et af de bedst udrustede.
Derimod har Det Skandinaviske Korps næppe imponeret, da medlemmerne skulle lære at ride, hvilket var afgørende for korpsets bevægelse, og hvilket de fleste boere har kunnet, men hvilket de færreste skandinaver altså mestrede. En ting er at skulle lære at ride, men at skulle lære det på halvvilde heste gør næppe sagen lettere. Så at de frivillige skandinaver faktisk fik lært at ride på temmelig kort tid og derefter red 175 km til fronten i et stræk, må have krævet en god del viljestyrke og disciplin.
Korpset holdt en parade i Pretoria, hvor præsident Kruger holdt en tale for de frivillige skandinaver, som han sendte afsted til fronten med disse ord: »I har vundet en plads i boernes hjerte, og I vil få en plads i boerfolkets historie.«
Skandinavernes skæbneslag
Det Skandinaviske Korps indsattes først ved belejringen af minebyen Mafeking, hvor dets medlemmer tilsyneladende gjorde en god indsats. Men det var først, da det senere blev sendt sydpå til Magersfontein, at det for alvor fik sin sag for. Her stod et af Boerkrigens store slag, som boerne vandt, men som blev korpsets skæbne.
Kort fortalt var ca. 50 medlemmer af Det Skandinaviske Korps lagt ud på en klippeknold som forpost, ligesom andre delinger var det, mens boernes hovedstyrke havde gravet sig ned på skråningerne af det bagvedliggende højdedrag. Men i modsætning til de andre forposter trak Det Skandinaviske Korps sig ikke tilbage, sandsynligvis pga. en misforståelse eller en brist i kommunikationen, hvilket betød, at det lå ene og udsat, da det britiske angreb satte ind mod boernes stillinger en mørk og regnfuld uvejrsnat i december 1899, nærmere bestemt natten til den 11. december.
Det var skotske regimenter, der bogstaveligt talt rykkede frem over de skandinaviske styrker, for så mørkt var det, at de ikke ænsede skandinaverne, der trykkede sig mod jorden og søgte skjul forskellige steder. Da skotterne efter morgengry atter måtte trække sig tilbage fra boernes stillinger, blev de beskudt af det lille skandinaviske korps. Skandinaverne havde umiddelbart overraskelsens fordel, men skotterne var flest, og kampen var naturligvis ulige med det lille korps midt i den britiske hovedangrebsstyrke, og korpset blev næsten revet op efter en voldsom kamp, der til sidst udviklede sig til nærkamp.
Andre skandinaver gjorde tjeneste i boernes politi- og bevogtningsenheder
Men de skotske styrker led svære tab. Hvor der var atten skandinaviske faldne og to hårdt sårede, som siden døde, var der ifølge forskellige kilder omkring 300 faldne skotter. Det lykkedes kun få af Det Skandinaviske Korps’ medlemmer at slippe tilbage til boernes linjer. De fleste var faldet eller taget til fange. Flygare var faldet, mens Stålberg og Bærentzen begge var hårdt sårede og faldt i fjendens hænder. For boerne som sådan gik slaget dog godt, og briterne led således et af deres mange nederlag i det, som de kaldte »den sorte uge«.
Det Skandinaviske Korps blev siden suppleret og fik en ny »veldkornet«, nemlig danske Jens Jørgen Friis, der kom fra Sønder-Jylland, samt en ny næstkommanderende, den svenske baron Fägerskiöld. Jens Jørgen Friis’ søn, Aage, var i øvrigt også medlem af korpset, og det er en sjov detalje, at der endnu i dag i Sydafrika lever efterkommere af Friis’erne bærende slægtens navn. Korpset bestod, til det 27. februar 1900 sammen med boernes hovedstyrke måtte overgive sig til briterne efter slaget ved Paardeberg.
Andre skandinaver i boernes tjeneste
Også den skandinaviske ambulancetjeneste blev opløst kort efter slaget ved Paardeberg. Denne ambulance under den norske læge Wilhelm Bidenkaps ledelse har ikke fået så megen opmærksomhed som korpset, men Peter Agerbo Jensen behandler den så indgående, som det vist lader sig gøre. Det var en stor bedrift at følge hæren og behandle de sårede under de barske forhold med stegende hede, dårlige forsyningsmuligheder og sparsomt udstyr. Ambulancens fire sygeplejersker var alle svenske.
Andre skandinaver gjorde tjeneste i boernes politi- og bevogtningsenheder, og det er da morsomt at erfare, at danske Søren Nielsen som politikonstabel var ude med lys og lygte for at arrestere den eftersøgte britiske krigskorrespondent Winston Churchill – dog uden held. Andre skandinaver gjorde tjeneste i egentlige boerkommandoer, og nogle af disse kæmpede også i den sidste del af krigen, som udviklede sig til en guerilla-krig.
Der er desværre ikke overleveret meget om, hvad disse skandinaver oplevede i den del af krigen. Og selvom guerilla-krigen i sig selv er spændende, berøres den kun kort i Peter Agerbo Jensens bog, der holder fokus, hvad man jo ikke kan klandre den for. Men det er da interessant at vide, at der deltog både en københavner og en skåning i Jan Smuts’ kommando-»raid« ind i selve Kapkolonien, hvor de lokale boere i øvrigt i almindelighed sympatiserede mere med deres landsmænd i boerfristaterne end med deres britiske medborgere i Kapkolonien.
Det er vanskeligt at fastslå, hvor mange skandinaver, der boede i Transvaal og Oranje-Fristaten i 1899, men alene i området omkring Witwatersrand, som var det store guldmineområde, anslås det, at der har været mindst 3.000, mens der skulle have været omkring 4.000 norske og svenske alene i Johannesburg. Men en del skandinaver valgte at holde sig uden for konflikten på den ene eller anden måde. Nogle forlod Transvaal ved krigsudbruddet og tog til den umiddelbart mere sikre britiske Kapkoloni, mens andre forblev i området, men søgte at forholde sig neutralt.
Men en hel del valgte altså aktivt at støtte boerrepublikkernes sag. Flere ting kan have spillet ind i et sådant valg, og Peter Agerbo Jensen gør sig nøje overvejelser over disse mulige grunde. Selvom en mulig grund til at vælge at gøre aktiv militærtjeneste ganske enkelt kan have været ønsket om at erhverve sig borgerskab i Transvaal, fremgår det tydeligt, at sympati for boernes sag faktisk har spillet en rolle for flere.
De britiske lejre
Alle, der med våben i hånd havde kæmpet på boernes side og var blevet taget som krigsfanger af briterne, blev sendt i krigsfangelejre, og de fik som regel først lov at vende hjem, da de sidste boere, de berømte »bittereinders«, der kæmpede til den bitre ende, overgav sig i 1902.
De britiske lejre lå forskellige steder i imperiet, fjernt fra Syd-Afrika; de fleste skandinaver blev fx sendt til Skt. Helena langt ude i Atlanterhavet. Også når det gælder skandinaver i britiske krigsfangelejre, er det vanskeligt at anslå et antal. Selve lejropholdet var i reglen ikke så slemt, skønt maden var slet, men derimod var »rejsen« dertil temmelig barsk og krævede sine dødsofre.
Fangerne havde i disse lejre som regel god tid, som de bl.a. brugte til at forsøge at flygte. Mens de endnu befandt sig i en lejr i Afrika, gravede de skandinaviske fanger en flugttunnel, hvorfra 17 ton sand blev gravet ud og diskret spredt rund omkring i lejren. Desværre blev tunnelen afsløret af en indsat boer! Til gengæld lykkedes det en svensk fange at gemme sig under noget sand uden for lejren, hvor han ventede på at kunne komme væk fra vagterne, altimens han trak vejret gennem en plantestængel. Det lykkedes til gengæld!
Nogle skandinaver endte i britisk fangenskab mistænkt for spionage eller lignende. Fx blev Peter Petersen fra Finland (ja, man studser over navnet) og Gustav Adolph Gafvert fra Sverige arresteret alene på mistanken om spionage til fordel for boerne. Gafvert sad i en lejr i halvandet år! En anden svensk, Charles L. Kemp, arresteredes helt grundløst som krigsfange og sad også i halvandet år.
Men krigsfangelejrene var ikke de eneste lejre, briterne drev: De siden så berygtede koncentrationslejre for civile boere påkalder sig særlig opmærksomhed. Selvom forfatteren understreger, at de ikke kan sammenlignes med de senere tyske koncentrationslejre, er det nu vanskeligt ikke at gøre det
Naturligvis er det forfatteren magtpåliggende at understrege forskellen, givetvis fordi det, hvis den blev negligeret, kunne føre til en slags normalisering af de sidstnævnte. Men ikke alle tyske lejre var dødslejre. Der fandtes også lejre, hvor de sanitære forhold sammen med lave madrationer og ligegyldighed over for fangernes tilstand var årsag høje dødstal. I de britiske koncentrationslejre i Syd-Afrika døde 26.000 kvinder og børn, hvoraf de 22.000 var under 16 år.
Om det var briternes hensigt, at der skulle dø så mange, eller om det var en ganske uforudset følge af, at så mange mennesker var samlet på så lidt plads uden ordnede sanitære forhold, er stadig noget, der diskuteres. Men når de i forvejen små madrationer blev beskåret for at straffe visse fanger, og når der først blev gjort noget ved forholdene, da den britiske offentlighed fik nys om sagen og blev bestyrtet, vidner det ikke om noget oprigtigt ønske om at skåne boerne for sådanne lidelser, selvom der var visse muligheder for det.
Dertil kom, at en del af de boere, der frivilligt søgte til lejrene for at få hjælp, gjorde det, fordi briterne havde brændt deres gårde ned og dræbt deres kvæg; for sådan var den »krigsførsel«, som briterne, særligt under den senere under verdenskrigen så kendte Lord Kitcheners kommando, påbegyndte i et desperat forsøg på at komme de vedholdende kommandoangreb fra boernes »bittereinders« til livs. I alt 30.000 gårde blev brændt ned under denne kampagne.
Dansk familie i koncentrationslejr
Også nogle skandinaver endte i disse koncentrationslejre: Den dansk-svenske Ogilvie-familie søgte frivilligt til en lejr ved Pietersburg, da deres landbrug lå i et område udsat for plyndringer fra forskellig side; bl.a. havde husbonden, der var født i Helsingør, fået konfiskeret sin hest af englænderne, efter tidligere at have været arresteret, mistænkt for deltagelse i krigen på boernes side. Familien håbede på hjælp i lejren, men det knap to måneder lange ophold dér kostede tre af deres otte børn livet pga. mæslinger, strubehoste og andet.
Peter Agerbo Jensen har konstateret i alt 26 skandinaver, der sad i disse lejre, hvoraf de 24 var svenske, men som det i det hele taget gælder for skandinaverne i Syd-Afrika under boerkrigen, er det vanskeligt at nå et helt sikkert tal, bl.a. fordi nationalitet ikke altid blev angivet i de relevante papirer, men også fordi flere skandinaver havde opnået borgerskab i en af boerrepublikkerne. I Ogilvie-familien var fx kun den ene datter anført som svensk, mens alle andre i familien var anført som borgere i Transvaal…
Vreden over briternes uretfærdige angreb på et lille folk, der kæmpede for sit lands frihed, er fremtrædende hos flere af de skandinaviske krigsdeltagere i Syd-Afrika.
Hjemme i Skandinavien var mange aktive for at hjælpe særligt de skandinaviske korpsmedlemmer, som sad i krigsfangelejr. Det var dem, man kendte til og vidste besked om. William Bærentzen var undtagelsesvis blevet givet fri af briterne, så han kunne rejse hjem til Danmark, hvilket skyldtes, at han var så hårdt såret, som tilfældet var. Han kom sig dog og begyndte staks at tale sine kammeraters sag. Også i Norge og Finland, men dog særligt i Sverige, blev der samlet midler ind.
Krigens ende og tiden derefter
Krigen kom til sin slutning i 1902, hvor den bitre ende omsider nåedes, selv for de mest stædige og udholdende »bittereinders« blandt boerne. At boerne viste sig at være svært fordøjelig kost for det britiske imperium er en anden historie, men kort fortalt blev boernes fristater gjort til provinser i den Sydafrikanske Union, som blev oprettet i 1910, og da der samlet set var flere boere end briter i den, kan man på en måde sige, at boernes greb om landet styrkedes, idet boerne nu via stemmesedlen kunne få indflydelse på hele Sydafrika.
Unionens første premierminister var Louis Botha, en af boernes »bittereinders«, der havde ført guerilla-krig mod briterne, og han blev efterfulgt af Jan Smuts, der havde det samme på sit samme CV. Alle premierministre i Sydafrika frem til monarkiets afskaffelse i 1961 var boere, og det var også alle landets præsidenter siden da og frem til apartheids afskaffelse i 1994.
Op mod en halv million mand havde gjort britisk tjeneste i krigen, som i øvrigt var den mest omfattende, som Stor-Britannien havde ført siden Napoleonskrigene. Boerne havde mønstret op mod 90.000 mand. Under guerilla-krigen, Boerkrigens sidste fase, var mere end 20.000 boere aktive. Næsten en tiendedel af boerbefolkningen døde i koncentrationslejrene.
De skandinaviske frivillige på boernes side adskiller sig fra den lidt senere tids frivillige, som drog til Finland og Estland for at kæmpe i disse landes frihedskrige, og fra de frivillige, som drog til Spanien for at kæmpe for republikken, og det gør de derved, at de ikke drog ud fra hjemlandet for at kæmpe, men at de kæmpede deres værtslands sag, da krigen kom. Derved minder de egentlig mere om de danske, der kæmpede for Siam, da Frankrig angreb landet i 1893.
Alligevel er der tilsyneladende også noget idealisme på spil, for vreden over briternes uretfærdige angreb på et lille folk, der kæmpede for sit lands frihed, er fremtrædende hos flere af de skandinaviske krigsdeltagere i Syd-Afrika. Ja, hos enkelte, som hos den skånske historiker og socialist Rudolf Einhardt, der siden bosatte sig Canada, prægede denne bitterhed tilsyneladende verdensbilledet resten af livet.
Peter Agerbo Jensen kommer også ind på tiden efter krigen, hvor han beskriver flere af skandinavernes videre skæbne og udviklingen i Sydafrika, samt ikke mindst hvorledes Det Skandinaviske Korps erindredes i eftertiden. Hele to monumenter blev fx opført ved Magersfontein for indsamlede midler: Det ene, som er fra 1908, består af en slags bautasten omkranset af fire granitsten med navnene på de faldne og er et mindesmærke for korpsets indsats, mens det andet, som er fra 1927, består af to ringkors i stil med Valdemarskorset på Gotland og er et gravmæle for de faldne, som ligger der. Det er interessant erindringspolitisk stof.
Historiske data i bogen
Forfatteren behandler desuden litteraturen i et slags afsluttende kapitel, som man jo efter behag kan skippe eller læse, men et godt overblik kan det give den interesserede. Henvisningerne ser ud til at være korrekte og fyldestgørende, og den omfattende kilde- og litteraturliste vil være en god hjælp for enhver interesseret, der vil til forfatterens kilder eller gå nærmere ind i de forskellige diskussioner.
Peter Agerbo Jensen må også roses for de mange små hjælpemidler i form af særdeles udmærkede kort, tidslinje, ordliste og ikke mindst en personoversigt. I den sædvanlige danske mangel af et egentligt register ville det dog have været rart, om denne personoversigt havde haft sidehenvisninger!
Peter Agerbo Jensen har med I krig under Sydkorset ikke bare udvidet mængden af velskrevet og spændende faglitteratur, men også vores historiske viden
Desuden kan det også undre, at den ikke indeholder bare nogle enkle biografiske oplysninger, såsom fødeår, dødsår, fødested, profession mv.; oplysninger, som ofte er at finde i brødteksten, men som for den enkelte person jo ofte er spredt ud på flere kapitler, da bogen er tematisk, og ikke biografisk, opbygget. Hvilket redskab for personalhistorikere, slægtsforskere og almindeligt interesserede læsere denne personoversigt da havde været!
Det, at omtalen af de enkelte personer og deres meritter ikke samles på et sted, men fordeles på kapitlerne, alt efter hvor det tematisk hører hjemme, er der intet i vejen med, selvom enkelte gentagelser derved er uundgåelige. Men det er naturligvis værre, når læseren efterlades uforstående, hvilket det ikke helt er lykkedes forfatteren at undgå: Som da den svenske krigsfange Janeks flugt omtales noget indforstået på s. 144, uden at den er omtalt tidligere, og uden at læseren aner, hvem Janek er! Historien får den tålmodige læser først på s. 164. Men den slags tilfælde er dog sjældne.
Afsluttende bemærkninger
I øvrigt er der nu ikke så meget for nærværende anmelder at brokke sig over; men dog er der jo altid spørgsmål, som man kan stille sig, og som forfatteren muligvis kan besvare i en andenudgave: Hvorfor kaldte boerne skandinaverne for »skandalers«? Der er givetvis et vist ordspil til stede, men det afrikaanske ord betyder da vist noget med skandale, ikke sandt? Er der en god historie gemt her?
Det undrer også, at det tilsyneladende ikke omtales, at William Bærentzen samtidig med sin krigsdeltagelse også var krigskorrespondent for Berlingske Tidende. Og så mangler man svar på, om han tog tilbage til Transvaal efter krigen for at sikre sig sin formue, som han havde overladt en dansk familie – herunder aktier i guldminer. Dét, havde han til Dagens Nyheder 5/5 1900 fortalt, var nemlig hans agt. Han blev siden en velhavende grosserer, men det kan jo også skyldes hans familiebaggrund, egne evner m.v.
Peter Agerbo Jensen har med I krig under Sydkorset ikke bare udvidet mængden af velskrevet og spændende faglitteratur, men også vores historiske viden. Værket er naturligvis et bidrag til den skandinaviske militærhistorie, men ikke kun det.
At bogen således ikke blot redegør for Det Skandinaviske Korps’ historie, men i det hele taget søger at afdække skandinavernes rolle og stilling i boerkrigen – i hvert fald på boersiden – er rosværdigt, for derved giver fremstillingen også en større viden om skandinavernes historie i boernes Syd-Afrika i det hele taget, ligesom den kaster lys over en hidtil noget upåagtet del af den skandinaviske udvandringshistorie.
Peter Agerbo Jensen: I krig under Sydkorset – skandinaver i den sydafrikanske krig 1899-1902. Turbine, 2023.
