Korankrisen har sat dansk politik og den offentlige debat på den anden ende. Men bogafbrændinger kan sagtens fungere som solid religionskritik, skriver ph.d.-stipendiat i teologi og redaktør ved Replique Mikael Brorson.
Danmark har fået sig en korankrise: Mere eller mindre autoritære muslimske stater, ikke mindst i form af Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), står i kø for at fordømme de koranafbrændinger, som bl.a. Rasmus Paludan har foretaget i Danmark, muliggjort af afskaffelsen af blasfemiparagraffen i 2017.
Der er tale om en forhånelse af islam, som simpelthen er i strid med Menneskerettighedskonventionen, lyder budskabet (en række medlemslandes praksis for forfølgelse af jøder, kristne samt andre religiøse og etniske mindretal, stening og andre barbariske henrettelsesmetoder eller diskrimination af seksuelle minoriteter, og hvordan det stemmer overens med de højhellige menneskerettighederne, omgærdes til gengæld med en – forståelig – tavshed).
Regeringens svigt
Samtidig har angreb på danske ambassader i muslimske lande og genindførelsen af grænsekontrol som følge af en øget terrortrussel fået Danmarks regering til at ryste i bukserne. Regeringen ønsker derfor – præcis hvordan vides ikke – at forbyde afbrænding af hellige bøger.
For mig at se er koranafbrændinger af i hvert fald to substantielle årsager ikke blot en vederstyggelighed, vi alligevel i ytringsfrihedens navn bør tage på os at forsvare, men en både væsentlig og meningsfuld handling.
Det har afstedkommet furore og megen debat, hvilket selvfølgelig er forståeligt: Regeringen indrømmer uden videre voldsmanden et veto, og konsekvensen er, at muslimske religiøse doktriner de facto dikterer dansk lovgivning, så ytringsfriheden, herunder muligheden for religionskritik, indskrænkes markant.
At man dårligt kan have respekt for en regering, der lader fremmede magter diktere dansk lovgivning, synes helt åbenlyst, og skal ikke beskæftige os videre.
Plat og udannet?
Hvad jeg derimod vil opholde mig lidt mere ved, er den tilsyneladende universelt vedtagne anskuelse, som nærmest rituelt indleder ethvert forsvar for retten til at afbrænde andres helligskrifter:
Det er plat, dumt og et udtryk for mangel på dannelse, når man brænder koranen af. Principielt i forhold til spørgsmålet om ytringsfrihed er en sådan smagsdom selvfølgelig ligegyldig – men er det egentlig per definition dumt at brænde en (hellig) bog af?
Kristendommen er grundlagt på menneskets blasfemiske handling imod Gud – korsfæstelsen af Guds søn –, der stiller alle mennesker under korsets dom og afslører alle mennesker som uhellige overfor den hellige Gud.
Lad det være sagt med det samme: Ja, afbrænding af bøger, herunder andres helligskrifter, kan virke sårende. Men det er et uomgængeligt vilkår ved religionskritik, at den kan føles krænkende. Men skal man ikke læse bøger, i stedet for at brænde dem? Jo, man gør da klogt i at læse bøger – men i visse tilfælde kan det være en meningsfuld ytring efterfølgende at brænde dem.
Et historisk eksempel: I sommeren 1520 udsendte Pave Leo X f.eks. en bulle, hvori han truede Martin Luther med ekskommunikation fra den katolske kirke, hvis ikke han trak 41 af sine i alt 95 teser tilbage (de havde øjensynlig virket krænkende på paven).
Luther svarede som bekendt ved samme år at smide bullen, sammen med hele den katolske kirkes kanoniske ret, på et brændende bål – hvorfor han altså året efter blev ekskommunikeret. (Skulle man være af den ret så interessante opfattelse – for nu at bruge en eufemisme – at en bogafbrænding ikke er en ytring, kan man jo undre sig lidt over, at paven ikke desto mindre forstod budskabet).
Sækularisering
For mig at se er koranafbrændinger af i hvert fald to substantielle årsager ikke blot en vederstyggelighed, vi alligevel i ytringsfrihedens navn bør tage på os at forsvare, men en handling, som potentielt er både væsentlig og meningsfuld.
For det første er der ingen tvivl om, at de i en dansk kontekst afslører et fundamentalt demokratisk problem: Med den betragtelige muslimske tilvandring til Danmark er der en efterhånden meget stor gruppe af mennesker i landet, der sætter religiøse doktriner over sekulær lovgivning.
Sådan må det være, for det er islams logik, at lovgivning og religion ikke kan skilles ad. Når det kan det i vores hoveder, er det fordi vi – ligegyldig om vi så personligt identificerer os som kristne eller ej – giver Gud hvad Guds er og kejseren hvad kejserens er. Kun en kristen kan tænke sekulært.
Koranafbrændinger som religionskritik
Men det peger også på et religiøst problem, hvor koranafbrændinger simpelthen kan være solid religionskritik. Vi har i Danmark ingen hellige køer. Og når vi bruger netop den vending, er det et hverdagsligt, religionskritisk udtryk for, at vi synes, hinduerne har en lidt skør praksis med at opfatte koen som et helligt dyr – men heldigvis har ingen hinduistiske nationer (endnu) lagt pres på regeringen for at forbyde udtrykket (for slet ikke at tale om slagtning af køer!).
Det skyldes – nok engang – at vi tænker som protestanter. Den protestantiske kristendom kender nemlig ikke til et horisontalt skel imellem helligt og profant: Der er i verden ikke noget helligt, hverken dyr, mennesker, halvguder – eller bøger, hvad end det så er koraner, bibler eller noget helt tredje. Skellet imellem helligt og profant går nemlig vertikalt: imellem den hellige Gud og den profane verden.
Lige netop dét forhold drager koranafbrændninger frem i lyset. Det afslører en helt fundamental forskel på kristendom og islam. I kristendommen er Guds hellige Ord mennesket Jesus, der også er Gud, i islam er guds hellige ord en bog.
Intet problem for kristendommen
Derfor er blasfemi heller ikke et problem for kristendommen: Kristendommen er grundlagt på menneskets blasfemiske handling imod Gud – korsfæstelsen af Guds søn –, der stiller alle mennesker under korsets dom og afslører alle mennesker som uhellige overfor den hellige Gud.
Diametralt modsat islams logik, hvor menneskets hellighed afhænger af dets gerninger: at det f.eks. renser sig, før det kommer i nærheden af hellige ting (som koranen) eller foretager sig hellige praksisser (som bøn), at det handler efter guds vilje osv.
Og dermed står forskellen på islams og kristendommens forståelse af Gud lysende klart. Kristendommens Gud er et overflødighedshorn af kærlighed. Han er fløjtende ligeglad med spot, hån, latterliggørelse, ondskab, vantro – selv blasfemi!
Rask væk pånøder han mennesker sin kærlighed og forfølger dem med den. Her er det Gud, som kommer til mennesket, modsat islam, hvor det er mennesket, der skal komme til Gud (hvilket i virkeligheden er princippet for alle andre religioner).
På den måde er det en hel del for reduktivt blot at opfatte koranafbrændinger som tomme provokationer (hvad man jo ellers også har ret til i et frit samfund). Tværtimod kan bogafbrændinger, også af helligskrifter, bruges til demokratiske og religionskritiske ytringer, som er både legitime og nødvendige.
Så måske behøver man faktisk ikke den rituelle afsværgelse af koranafbrændinger, hver gang emnet diskuteres.
