1923 skrev den berømte Tidehvervs-teolog Kristoffer Olesen Larsen en prisopgavebesvarelse, som blandt andet handler om, hvad synden gør ved menneskets forhold til skaberværket. Det teologiske værk er netop blevet genudgivet i forbindelse med 100-året, og det giver stadig anledning til livlig diskussion. Vi bringer her sognepræst Andreas Skovbo Mengs anmeldelse.
Udgivelsen af Kristoffer Olesen Larsens prisopgavebesvarelse fra 1923 var mig en glædelig nyhed. Glæden blev ikke mindre, da jeg blev spurgt, om jeg ikke ville skrive et par ord om bogen til dette tidsskrift. Jeg er nemlig lige dele glad for at læse Olesen Larsen og diskutere hans teologi. Men jeg måtte hen ad vejen opdage, at det er en meget vanskelig udgivelse at anmelde. Hvorfor?
Fordi den som en glat ål hele tiden undslap mit greb. Jeg kunne simpelthen ikke finde en interessant vinkel at anmelde den efter. I redaktørernes forord er deres begrundelse for udgivelsen, at den har (teologi-)historisk værdi. Har den så det? Ja. Den skildrer en interessant periode i dansk teologi, igennem et bestemt menneskes teologiske udvikling; overgangen fra en kulturpositivistisk teologi til en dialektisk.
Det ses i en blanding i selve besvarelsen, men man får også et godt historisk rids i bogens efterskrift, der ligeledes åbenbarer Olesen Larsens fuldendte teologi. Er man interesseret i den tidlige Kierkegaards-reception eller mellemkrigstidens teologi, har bogen bestemt værdi.
Olesen Larsen gør Hegels filosofi letforståelig, det samme gør han med Kierkegaards tanker og med Kierkegaards modsætning til både Hegel og Sokrates
Bogen har også værdi for sådan nogle som os, der simpelthen ikke kan få nok af Olesen Larsen, og som derfor med absolut lidenskabelighed søger efter alt, hvad der er skrevet af hans hånd. Men sikke dog en kedelig anmeldelse, hvis det var vinklen.
Det er en helstøbt udgivelse
Så besluttede jeg mig for at forsøge at give et svar på, hvorfor Olesen Larsen i sin tid ikke ønskede den udgivet. Jeg havde, med andre ord, sat mig for at være detektiv. Men minsandten om ikke den ene af bogens redaktører, Mikael Brorson, kommer mig i forkøbet i efterskriftet. Han peger nemlig på alle de ting ved prisopgaven, som Olesen Larsen senere selv skammede sig ved og tog et opgør med. Derfor var det upassende at bruge en anmeldelse til at løse gåden. Den må I jo læse jer frem til, når I køber bogen.
Nå, tænkte jeg så. Jamen, så kunne jeg da altid tage mig for at vise, at den unge Olesen Larsen indtager nogenlunde samme stilling til Kierkegaards forfatterskab, som Løgstrup gjorde. Men hvad ser jeg så til min store rædsel? Det tages der også stilling til i efterskriftet. Det er ikke gjort nemt. Men hvad er det så for en stilling? Køb bogen og læs.
Dermed er der sagt, at dette er en meget fuldendt udgivelse. Selve besvarelsen er en fornøjelse at læse. Olesen Larsen gør Hegels filosofi letforståelig, det samme gør han med Kierkegaards tanker og med Kierkegaards modsætning til både Hegel og Sokrates (i hvert fald som han forstod Kierkegaard på daværende tidspunkt).
Besvarelsen er forfriskende læsning
En af de ting, der også gør det til en fornøjelse at læse besvarelsen, er, at Olesen Larsen her endnu ikke er blevet gammel. Hvad mener jeg dog? Man kan mærke, at han stadig spørger. At han endnu ikke har låst sig fast i et bestemt system, men at han står usikkert; at han famler sig frem til svar, der et kort øjeblik efter falder fra hinanden.
Det er forfriskende, fordi man ellers godt kan sidde tilbage med nogle af Olesen Larsens senere arbejder og tænkte, ”den kom du nemt igennem”, ”det er vist bare bøf på anden måde”. Meget ofte virker det som om, Olesen Larsen har svaret på forhånd (Hvad Brorson i en note på side 205 kalder for ”stabil”). Men ikke i denne bog. Her kan man mærke en spørgen og en nysgerrighed. Han var endnu ikke færdig med sit system.
Efterskriftet fører læseren ind i tiden før og efter, og sætter rammerne for både udgangspunkter og opgør. Fordi besvarelsen er famlende og efterskriftet en kritik af dele af svarene, har bogen også ægte historisk værdi. Den tvinger læseren til at tage stilling til nogle af de mest fundamentale menneskelige spørgsmål: Hvad er ånd, synd, Gud, menneske? Hvordan bliver jeg mig selv? Det er meget fornemt, og jeg kan ikke andet end at anbefale bogen på det kraftigste.
Der er nemlig grund til at stille spørgsmål
Så vidt bogens anmeldelse. Men inden jeg helt vil lade jer i ro, er der nogle af efterskriftets påstande, jeg har lyst til at anholde og stille spørgsmålstegn ved. Spørgsmål som jeg selv slås med. Det kræver måske en smule kendskab til Kierkegaard, Olesen Larsen og Tidehverv for at kunne følge med. Men vi prøver (og ellers er der jo blot endnu en grund til at købe bogen).
Synden er ikke forstået radikalt nok.
På siderne 90-92 og 114 (blandt andre) beskriver den unge Olesen Larsen mennesket som værende halvt gudsforladt; som værende synder, men dog med en erindring om at være skabt af Gud; vi er godt nok adskilt fra Gud ved synden, men har fra naturens side en iboende bevidsthed om, at vi stammer fra Gud.
Adskilt fra Gud ved synden
Dette får med god grund Brorson (og den senere Olesen Larsen) op i det røde felt. Hvorfor? For hvis der er noget i os mennesker, der ikke er syndigt, men som har en rest af det guddommelige i sig, må det også være muligt for os at frelse os selv. Synden er ikke forstået radikalt nok.
Men hvad nu hvis denne bevidsthed ikke er en menneskelig iboende kvalitet? Hvad nu hvis Gud hele tiden prikker til os? Hvis der ved selve tilværelsen er en dømmende og styrende hånd, som vi har en bevidsthed om, men som vi ikke vil lade os styre efter, og som vi derfor gør os døve og blinde overfor? En blindhed, der resulterer, – ikke i totalt mørke, men i at vi finder på gudebilleder, der passer ind i vores planer?
Vi mennesker har en erkendelse af hvad gud, kærlighed, frihed, død og liv vil sige, uden den kristne åbenbaring.
Så er det ikke længere os, der kan søge i os selv efter Gud, men Gud der følger os. Kan vi så ikke tale om, at vi mennesker har en erkendelse af at der er en gud? På samme måde kunne Brøndsted og Hamann tale om, at der ved myten var mere end gammel videnskab og sikker tilværelsesforklaring. Der var også afhængighedsfølelse og bevidstheden om en handlende magt, der var uafhængig af det skabte.
Den afgørende erkendelse
Men lad os alligevel ikke slippe det med det halvt gudsforladte endnu. Det vil vel kun være en svækkelse af syndens radikalitet, hvis synd er et spørgsmål om total fordærvet erkendelse. Men er den det? Ikke hvis man f.eks. spørger Bultmann (en af Olesen Larsens læremestre).
Bultmann mente, at vi mennesker har en erkendelse af hvad gud, kærlighed, frihed, død og liv vil sige, uden den kristne åbenbaring; en såkaldt forforståelse. Med Guds afsløring af os og sig selv i Kristus, åbenbares en dybere forståelse af disse forhold, og deres modsætning til den sande holdning til livet. Men det afgørende er ikke den nye erkendelse af disse forholds hvad, men deres hvorledes; det afgørende er vores selvforståelse, eller vi kunne sige, vores vilje.
Havde Luther ikke også samme syn? At vi mennesker aldrig kan undslippe Guds kontrol, og at vi ved det, men undertrykker det; at der med Guds åbenbaring også gives ny erkendelse, men at det primære der gives er viljen til at have et forhold til Gud og gøre efter Åndens Lov?
Synd er altså et spørgsmål om totalt fordærvet vilje, ikke nødvendigvis erkendelse.
Eller hvad med Aastrup, når han skriver: ”Guds bud er ikke svære, enhver kan dem forstå. De kræver ikke evner som ej er i os lagt; hver gerning, som de nævner, har også vi i magt. Guds bud er ikke svære, om nogen fik dem gjort, det var ham ingen ære og syntes ikke stort. Får vi dem kun at høre, der skal ej andet til, for efter dem at gøre, end hvad vort hjerte vil”.
Hedningen kender også loven, men vil ikke gøre derefter. Af den grund kender ”det naturlige menneske” kun loven ufuldstændigt, men kender den dog alligevel så langt, at det erkender lovens gyldighed. Jeg tænker at man af den årsag også kan gøre sig den erfaring, at der er hedninger, der taler sandt om livet og de menneskelige forhold. Ufuldstændigt, fordi synden, tilgivelsen og genløsningen aldrig er tænkt, da den aldrig har været virkeliggjort (eller vi kunne måske sige, da den mis-forstås).
På samme måde kan vi sige, at dæmonerne også erkender at Jesus var Kristus, men de har ikke viljen til at leve – at gøre, efter det (Luk 4,33ff). Synd er altså et spørgsmål om totalt fordærvet vilje, ikke nødvendigvis erkendelse. Der er himmelvid forskel på at erkende noget, og at gøre efter det.
Neutralitet og nihilisme
Noget andet, men dog ikke helt. På side 225 berøres Løgstrups kritik af Olesen Larsens (og eksistensteologiens) ”negative ontologi”. Men Brorson fortæller os, at der ikke er tale om en negativ ontologi i Olesen Larsens senere teologi. Der er derimod tale om rendyrket nihilisme. Tilværelsen er ikke ond, negativ, for var den det, måtte den rigtigt nok bekæmpes ved askese og afdøen. Tilværelsen er bare tom for mening og for gud.
Nu kommer der så en sætning, som jeg studsede længe over: ”Det er en [sic!] snarere en art neutral ontologi … Verden er hverken god eller ond, den er bare, og bliver så hvad syndige mennesker gør den til” (s. 225-6). En neutral ontologi, hvor tilværelsen bare er. Ja, sådan kan man da også kujonere sig ud af tilværelsen! Har professoren glemt, at han ikke bor i et hundehus ved siden af slottet? Gives der en neutral forståelse af menneskelivet og verden?
En ny forståelse af mig selv kan aldrig løsrives fra en ny tilværelsesforklaring.
Det gør der bestemt. Det er den naturvidenskabelige, den objektive, den der gør du og jeg til ting, og som dermed umuliggør enhver tale om menneskets historie, øjeblikket og en handlende Gud.
Nu vil svaret måske så være; nej, nej, Meng, det er ikke naturvidenskabens tale om verden som noget der bare er, og som så bliver til, hvad synderne gør af den. Det er noget andet, jeg taler om. Jamen, hvilken er det så? Det er evangeliets tale, som giver dig en ny selvforståelse, men ikke en ny tilværelsesforklaring, svarer Brorson.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden, Brorson.
Men den selvforståelse kan slet ikke løsrives fra en forståelse af Næsten og dermed også af tilværelsen! Og en ny forståelse af mig selv, kan aldrig løsrives fra en ny tilværelsesforklaring, alene af den grund, at jeg bliver tvunget til at tænke over denne nye forståelse af mig selv. Det neutrale er ikke kun en måde at snige sig uden om afgørelsen, øjeblikket, det er også en umulighed.
Den gudsforladte verden
Apropos tilværelsesforklaring, så ligner ”den neutrale ontologi” til forveksling enhver moderne ateistisk tilværelsesforklaring (den ”naturvidenskabelige); verden som noget der bare er; verden som noget vi gør den til; som gudsforladt, tom for mening og retning. Hvilket altså må betyde, at hedninge godt kan erkende noget sandt!
De er alligevel kun halvt gudsforladte. De kan godt nok ikke sige sig selv, at Gud elsker dem i denne gudløshed og død, men at deres liv er tomt for gud, at tilværelsen bare er, og at vi kan forme den som vi vil; dét forstår de! Man kan ikke både blæse og have mel i munden, Brorson.
Hvad betyder det så, at verden bare er og bliver hvad synderen gør den til? Det betyder ikke neutralitet. Det betyder i virkeligheden, at verden bliver ond. Den syndige vilje er nemlig ond, og hvis Gud lader det stå sådan til, at han lader den syndige vilje gøre af verden, hvad den ønsker, så lader Gud skabningen gøre skaberværket fordærvet. Antager man altså Brorsons ”neutrale ontologi” som tilværelsesforklaring; som forudsætning, så ender man også med at måtte forsage verden ved askese og afdøen.
Nu ville jeg gerne tale lidt om Luther og livet i kald og stand, men det må vente. Jeg skal ikke kede læseren med noget, der ikke er bogens emne. Så jeg vil slutte med dette: Jeg er ikke sikker på at Olesen Larsen havde en ”neutral ontologi”. Tværtimod. Han mente rigtigt nok, at der udenfor forkyndelsen ikke kunne være tale om skabelse. Men så snart forkyndelsen lød, og vi fik givet en ny holdning til livet, da var det hele med det samme Guds skaberværk. Ikke som en videnskabelig konstatering, men som en trosindstilling. Det var her uenigheden med Løgstrup var.
K. Olesen Larsen: Søren Kierkegaards Lære om Paradokset. Redigeret af Anna-Johanne Stæhr Rasmussen og Mikael Brorson, med efterskrift af sidstnævnte. Fønix, 2023.
