Vi bragte med stor glæde sognepræst Andreas Skovbo Mengs anmeldelse af Kristoffer Olesen Larsens prisopgave fra 1923, Søren Kierkegaards Lære om Paradokset. I anmeldelsen gør Meng også op med dele af den teologi, bogens ene redaktør, Mikael Brorson, gør sig til repræsentant for i bogens efterskrift. Vi bringer her Brorsons svar på kritikken.

Da dette foretagende skulle foranstalte en anmeldelse af K. Olesen Larsens hidtil forsvundne prisopgave, som udkom i slutningen af 2023, besluttede redaktionen klogeligt at holde undertegnede udenfor den redaktionelle beslutningsproces – jeg har nemlig selv, sammen med Anna-Johanne Stæhr Rasmussen, stået for udgivelsen.

Heldigvis har jeg kloge redaktionskolleger i Replique, som udså sig Andreas Meng til at anmelde bogen. Han takkede heldigvis ja, og det er der helt forventeligt kommet en glimrende anmeldelse ud af. Men det er som bekendt dårlig smag at kommentere på anmeldelser af egne udgivelser – det vil jeg derfor afstå fra.

En garde!

Heldigvis lod Meng det ikke være ved dét. I forlængelse af anmeldelsen fandt han også plads til et personligt opgør med dele af Olesen Larsens teologi og, måske særligt, med den teologi, jeg selv gør mig til repræsentant for i bogens efterskrift. Og imens det er dårlig smag at kommentere på egne anmeldelser, er det direkte ubehøvlet bare at vende ryggen til og gå bort i ligegyldighed, når nogen kaster deres handske, trækker kården og råber: “En garde!”.

Det ville nu også være en skam, for et opgør er altid festligt, og Meng vækker med sit opgør gode minder om vores fælles studietid, hvor vi havde mangt et teologisk opgør rundt omkring på Aarhus Universitet. Skulle jeg have glemt det, har Meng endda efter platonisk forbillede indføjet en lille dialog, hvor han ikke bare fremfører egne argumenter, men også mine indvendinger.

Møder vi Gud i hans åbenbaring, eller møder vi ham også udenfor denne?

Her spiller Meng dog rollen som Sokrates, der ad majeutisk vej leder sin uvidende dialogpartner til at se erkendelsens lys, og det er, må jeg indrømme, kilde til en smule forvirring – som jeg erindrer det, plejede rollefordelingen at være omvendt. Men på netop det punkt husker vi sikkert forskelligt.

Hvor møder vi Gud?

Mest af alt tager jeg dog handsken op, fordi duellen står om en helt afgørende sag, der også optager mig. Alt efter perspektiv kan man nok kalde sagen noget forskelligt, men for mig er det dybest set et spørgsmål om, hvor vi kristeligt set møder Gud: Møder vi Gud i hans åbenbaring, eller møder vi ham også udenfor denne? Hvordan man svarer på netop dét spørgsmål, får afgørende konsekvenser for hele ens teologi – særligt måske for forståelsen af skabelse og af synd.

Meng vægrer sig ved Olesen Larsens forståelse af skabelsen, når det hos ham hedder, at skabelse kristeligt betyder, at verden er gudløs. I stedet istemmer han den unge Olesen Larsens ord om, at mennesket kun er halvt gudsforladt: Gud er jo faktisk, lyder det, som tilværelsens skaber også at finde i skaberværket. Han er tilværelsens “dømmende og styrende hånd.”

Hvad med synden?

Sådan må det være, hævder Meng, for ellers er synden tænkt både for snævert og for let. Hvis vi ikke møder Guds lov i skaberværket, kan vi ikke sige om hedningen, at også han er synder – for han har jo ikke hørt åbenbaringen. Så bliver synden en alt for snæver bestemmelse.

Og samtidig bliver synden et spørgsmål om erkendelse, hvormed der bliver taget alt for let på den: Man kan i så fald ikke dadle hedningen for at synde, for hvis han ikke har mødt Guds åbenbaring, og tilværelsen derfor er helt gudsforladt for ham, er det jo ikke hans skyld. Synden er egentlig bare uvidenhed. Og det er stærkt inkriminerende både for mig og for Olesen Larsen, for det er ifølge vores fælles helt, Søren Kierkegaard, netop den sokratiske definition af synden.

Nej, synd er menneskets vrangvendte vilje, ikke dets manglende erkendelse, skriver Meng, og det bruger han overordentlig meget energi på at overtyde læseren om – så meget, at man næsten kunne få den mistanke, at han tillagde Olesen Larsen og undertegnede det modsatte synspunkt.

Løgstrup til folket!

Meng formulerer ret beset et autentisk løgstrupsk standpunkt: Mennesket er helt og aldeles fordærvet (grundet dets vrangvendte vilje, som også har formørket dets erkendelse), men Guds skaberværk er i og for sig godt. Det vil det syndige menneske bare ikke se i øjnene. Derfor må Gud åbenbare sig i Kristus, hvormed han om- eller genskaber mennesket ved at åbne dets øjne for den gudsskabte tilværelse. Den primære forskel på Meng og Løgstrup lader her til at være, at førstnævnte har større tiltro til mulighederne for menneskets helliggørelse end sidstnævnte.

Det drejer sig om sagen: evangeliet. Men her kommer Meng så også i problemer.

Bevares, Meng tilføjer afslutningsvis, at forskellen på Olesen Larsen (og Meng) på den ene side og Løgstrup på den anden er, at Løgstrups syn på tilværelsen som gudsskabt er “en videnskabelig konstatering” – men her gør Meng sig sagen alt for let. Herregud, allerede på første side af Løgstrups Den etiske fordring hedder det helt eksplicit, at det er “forkyndelsen”, som afslører den rette forståelse af tilværelsen.

Måske er der uenighed mellem Meng og Løgstrup i spørgsmålet om, hvorvidt man, efter forkyndelsens afsløring af den rette tilværelsesforståelse, også kan sandsynliggøre denne tilværelsesforklaring ad human vej – men det forekommer mig nu at være et skabelsesteologisk detailspørgsmål, vi ikke her skal indlade os på. De implicerede parter kunne jo passende afholde et konvent med henblik på at få afklaret sagen.

Modopgør

Nu bliver et standpunkt jo ikke forkert af til forveksling at ligne noget, Løgstrup allerede har formuleret – ligesom det ikke bliver sandt af at være luthersk eller kierkegaardsk eller hvad véd jeg. Det drejer sig om sagen: evangeliet. Men her kommer Meng så også i problemer.

For det første betyder Mengs standpunkt, at frelsen ikke er noget, Gud suverænt udvirker – den har sin forudsætning i menneskets synd, så at sige, hvormed en art gerningsretfærdighed med negativt fortegn opstår. Altså: Hele forudsætningen for, at Gud overhovedet kan lade sit evangelium lyde, er, at mennesket spørger og dermed gør sig til synder. Mennesket har sin forforståelse, for nu at tale med Bultmann, og med denne stiller det en række spørgsmål.

Nej, “dine synder er dig forladt”, det betyder, at mennesket dømmes som en synder, fordi det i denne tilsigelse ikke vil have Gud som sin skaber – og tilgives som sådan.

Det er først, når disse menneskelige spørgsmål er stillet, at kristendommen kan komme til og give sit svar på – side om side med alverdens andre filosofiske og religiøse systemer. Det lyder selvfølgelig helt snusfornuftigt: man må være fortabt, før man kan blive frelst, man må blive synder, før man kan blive tilgivet. Det er jo logik for burhøns – eller bare for mennesker. Menneskeligt, alt for menneskeligt.

Omskabelse, genskabelse – eller nyskabelse?

Og det er ikke den eneste forudsætning for evangeliet hos Meng, for evangeliet må hos ham føre en noget beskeden tilværelse i skyggen af Guds oprindelige skabergerning. Evangeliet er hos Meng ikke nyskabelse, men genskabelse. Det er jo Guds gode skaberværk, vi har med at gøre, og evangeliet kan derfor aldrig blive en skabelse ud af intet.

I stedet må det nøjes med venligt men bestemt at minde mennesket om, at og hvordan Gud faktisk oprindeligt har skabt verden og mennesket – og så i øvrigt overgive mennesket til Helligånden, så den kan omskabe mennesket, for at det skal gøre “efter Åndens lov”, som Meng udtrykker det. Dermed afsløres også det sidste og måske afgørende evangeliske problem.

Hos Meng er målet menneskets om- og genskabelse. Det er helt følgerigtigt: Gud skabte oprindeligt mennesket i sit billede, men mennesket syndede og tabte denne lighed med Gud – derfor må Gud nu hjælpe mennesket med at genoprette det. Men så bliver Guds kærlighed også relativeret.

Gud elsker i så fald ikke mennesket for hvad det er: en synder, men for hvad det kan blive: lig Gud. Eller rettere: Gud elsker sig selv og sit eget billede i mennesket. I bedste fald må man sige om Gud, at han egentlig kun elsker mennesket for dets potentiale, men bærer over med det indtil det kan realisere dette potentiale – i værste fald er frelsen intet andet end Guds selviske forsøg på igen at kunne se sit eget spejlbillede i mennesket.

Evangeliet er nyskabelse

Men evangeliet lader sig ikke nøje med at komme til som svar, når mennesket pænt har stillet sine spørgsmål og afsløret sig som synder. Evangeliet lader sig ikke nøje med bare at påbegynde genskabelsen af det, der engang var og som Ånden igen skal bringe hid. Og evangeliet lader sig ikke nøje med blot at elske synderen for, hvad han eventuelt kan blive en skønne dag.

Der er en tilgivet synder – intet andet og intet mindre.

Fanden være Gud på de vilkår. Når Gud taler, som han gør i sin åbenbaring, er det nyskabelse, skabelse ud af intet. Uden for Guds åbenbaring er der hverken synd eller retfærdighed eller menneske – der er bare gold intethed. Så når Gud siger: “Dine synder er dig forladt”, betyder det ikke, at mennesket allerede var en synder, hvis synd Gud nu har forladt. Så var synden jo en forudsætning for frelsen.

Nej, “dine synder er dig forladt”, det betyder, at mennesket dømmes som en synder, fordi det i denne tilsigelse ikke vil have Gud som sin skaber – og tilgives som sådan. Først sådan bliver mennesket synder, når det i vantro afviser Guds åbenbarede kærlighed, for først sådan er mennesket overhovedet menneske: som en tilgivet synder. Alt andet er at opstille forudsætninger for evangeliet og for Guds frelse.

Religiøst navlepilleri

Jamen, er det så ikke en ny erkendelse, så synden her er forstået sokratisk som uvidenhed? Nej, for dels forudsætter det en absurd reduktionistisk forståelse af Guds åbenbaring, og dels er og bliver mennesket jo netop synder, hvilket betyder, at dets vilje – og dermed også dets erkendelse – er og bliver bortvendt fra Gud.

Der kommer ingen ny erkendelse, for der kommer ingen ny vilje. Derfor er syndserkendelse (endsige -bekendelse) også en umulighed. Der er ingen ny vilje og der er ingen ny erkendelse. Ingen religiøs oplevelse eller erfaring. Der er en tilgivet synder – intet andet og intet mindre.

Evangeliet giver mig ikke en ny måde at forstå tilværelsen eller mig selv på – evangeliet giver mig mig selv!

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke oplever eller mærker frelsen – for hvad skal man dog bruge frelse til, hvis den ikke er virksom? Men det betyder, at vi ikke oplever eller mærker frelsen som frelse: Frelsen giver os ikke mulighed for religiøst navlepilleri, og syndsforladelsen, tilsigelsen af Guds kærlighed, er ikke noget, vi kan erhverve os, takke ja til, gøre til vores, vende og dreje og reflektere over og udlede en sand tilværelsesforklaring af.

Den er Guds gerning i os og med os, som virker, som frelser – bagom ryggen på os. Guds glæde er netop Guds – som virker i og gennemstrømmer mennesket. Det er ikke menneskets glæde, som vi kan gøre til vores egen og tage magten over.

Kristendom eller tilværelsesforklaring

Derfor behøver Meng heller ikke slå sig så voldsomt på, at jeg taler om en “neutral ontologi” – og i hvert fald behøver han ikke medgive, at der findes en sådan, nemlig naturvidenskabens. Selvfølgelig findes der ikke en neutral ontologi. Når jeg taler om en sådan, er det bare mit forsøg på at gøre det umulige, nemlig at beskrive verden i og for sig.

Men sådan foreligger verden netop aldrig. Den er, som jeg også skriver (og som Meng også citerer mig for), altid dét, det syndige menneske gør den til. Evangeliet giver mig ikke en ny måde at forstå tilværelsen eller mig selv på – evangeliet giver mig mig selv, udleverer mig til min syndige tilværelsesforklaring og siger: Lev dér – og synd tappert!

Selve min tilværelsesforklaring, derimod, rokker evangeliet ikke en tøddel ved – for evangeliet er ingen tilværelsesforklaring, der pænt stiller sig op på række med alverdens filosofiske og religiøse systemer og giver sig til at foredrage over, hvordan verden er indrettet. Og evangeliet er heller ikke, som Meng lægger mig det i munden i sin platoniske dialog, min nye selvforståelse – for en sådan kan jeg heller ikke erhverve mig.

Evangeliet er en begivenhed. Evangeliet er Guds gerning, der skaber mennesket ud af intet ved at gøre det til en tilgiven synder. Det er Guds kærlighedsgerning i og med og imod mig – før var jeg ikke, nu er jeg. Ingen omskabelse, hverken af min erkendelse eller min vilje. Men en nyskabelse, en skabelse ud af intet.