Vi står i et valg mellem to forskellige fremtider. Den ene betyder frihedens endeligt, transhumanisme og overvågning. Den anden giver os en chance med udgangspunkt i nationale, humanistiske og verdensborgerlige idealer. Thomas Aastrup Rømer har anmeldt Lene Rachel Andersens Libertisme – begrib det 21. århundrede.
Lene Rachel Andersen har kastet sig ud i et stærkt og velargumenteret forsvar for frihed, dannelse og kultur imod ikke mindst teknikkens indtog og styring af både det sociale og indre liv.
Andersen er nok den mest filosofisk og samfundsvidenskabeligt orienterede økonom i landet. Det giver en god og samtidig sans for systematik og kulturel iderigdom, hvilket hun aktuelt demonstrerer i sin nye og tankevækkende bog ”Libertisme – begrib det 21. århundrede”.
Andersen har været en flittig publicist i mange år, og hun var faktisk også med i kulturminister Per Stig Møllers prisværdige initiativ vedrørende den såkaldte værdikommission i 2011. Denne forbindelse til moderne socialkonservatisme fremgår også af den aktuelle bogs bagside, hvor der er venlige kommentarer af netop Per Stig Møller samt af Connie Hedegaard.
Så på en måde er Andersens bog et bidrag til den konservative idedebat. Men sigtet er også langt bredere og kan let tale ind i mange forskellige politiske holdninger. Ja, Andersen forsøger faktisk konstant at lave synteser af alle tre politiske hovedideologier, som i mange andre sammenhænge jo anses for modsætninger. I den forstand er Andersens arbejde et udtryk for en filosofisk snarere end for en smalt perciperet politisk interesse.
Valget mellem hypermodernitet og metamodernitet
Lene Rachel Andersen lancerer to veje for moderniteten. Dels taler hun for en såkaldt ”metamodernitet”, hvor der er fuldt tryk på de kulturelle, de nationale, de humanistiske og de verdensborgerlige kedler, og som har udviklet sig naturligt af den menneskelige evolution. Og dels beskriver hun en ”hypermodernitet”, som er præget af transhumanisme, tech-giganter, økologisk kollaps, og teknologisk overvågning.
Hun mener, at vi står overfor et valg mellem disse to modernitetsformer. Andersen kalder dette valg mellem metamodernitet og hypermodernitet for et alt afgørende ”joint-point”.
Andersens stort anlagte teori er et generalopgør med teknologiens forsøg på at bemægtige sig menneskets indre. Hun er bange for, at vi giver teknologien en egen vilje, som om vi var Gud i en form for ny skabelsesberetning, hvor vi selv ender som en fjern og uformående skaber, der er underlagt teknologiens vilde aktioner.
Kunstig intelligens nedbryder den civilisation og frihed, som selv har skabt den kunstige intelligens. Bogen indrammes faktisk af to små bibel-inspirerede refleksioner.
Symbiosen mellem kunstig intelligens og global kapitalisme
Andersen er også stærkt kritisk over for, hvordan global kapitalisme og markedsgørelse, som jo voksede sig stærk i 2000’erne, er gået i en form for symbiose med kunstig intelligens.
Denne nye symbiose, som Andersen kalder for en ”forbandelse”, truer den filosofiske og politiske syntese mellem kulturelle rødder og verdensborgerlig interesse, dvs. en oplyst og globalt interesseret nationalstat, som lader til at være Andersens ideal.
Man må håbe, at Andersen med sine meget nuancerede men alligevel stærkt funderede synspunkter bliver inviteret ind i diverse råd og kommissioner.
Andersen bygger sin bog op med udgangspunkt i en stort anlagt udviklingsteori, hvor menneskets kulturudvikling opfattes som en integreret del i verdens totale udvikling fra molekyler til højkultur og videre til en ”forbandelse af eksponentialitet”, som hun kalder digitaliseringens ekspanderende dynamik. Det er fascinerende læsning.
Jeg ved dog ikke helt, hvad jeg skal stille op med denne nærmest hegeliansk-darwinistiske struktur, men jeg kan egentlig godt lide at læse den, selvom den også gør mig lidt sløv.
Frihedsstrukturen
Forskellen mellem de to omtalte modernitetsformer, metamodernitet og hypermodernitet, ligger i frihedsbegrebet, som står helt centralt hos Andersen. Det er derfor, at bogen hedder ”Libertisme”..
I bogens tredje og længste kapitel om ”friheder” finder man en omfattende frihedsstruktur, som bygger på de bedste sider af forfatnings- og åndstraditionen, og som Andersen sætter i direkte forbindelse til sin metamodernitet og dermed i modsætning til hypermoderniteten.
Jeg håber, at Andersen er i kontakt med Grundtvig-Akademiet, hvor akademileder Ingrid Ank har arbejdet med en lignende liste. Der er mange fælles ideer. Tankegangen er desværre nærmest udelukket fra landets universiteter og professionshøjskoler. Andersen slutter faktisk bogen med et håb om, at netop højskoletanken kan lede os i metamodernitetens retning.
Dannelses front mod teknologien
Andersens dannelsesbegreb er da også inspireret af især romantikkens tænkere, ikke mindst Schiller. Det er også derfor, at hun i en virkelig interessant bog fra 2017, ”The Nordic Secret – A European Story of Beauty and Freedom”, har interesseret sig intensivt for Grundtvig og hans forbindelse til den europæiske romantik.
Andersen talte dengang om at etablere et grundtvigsk inspireret universitet i Göteborg, som skal spille sammen med et europæisk universitet i Strassburg, og den aktuelle udgivelse er faktisk finansieret af den europæiske tænketank” Rom-klubben”.
Der står 1989 og nationernes koncert malet overalt i dette blomstrende gartneri. Det er synd, at EU med Lissabon-aftalen i 2000 i stedet valgte at gå ad den ørkesløse vidensøkonomiske vej, som jo fremmer alle de ting, Andersen er bange for, og som marginaliserer alt det, hun elsker.
Dermed får vi hos Andersen en særdeles teknologikritisk, men også globalt interesseret stedslighed, hvor de klassiske dannelsesbegreber står centralt. Denne konstellation udgør en dannelsesorienteret korrektion til – eller måske endda et opgør med –konkurrencestaten og dens europæiske og globale ækvivalenser.
Så Andersen sætter altså ikke det nationale mod verden, som det f.eks. sker i højrepopulismen. Hun sætter snarere dannelsen, dvs. det nationale og verden, imod den globale tekniks og økonomis hegemoni. Dermed redder hun også pædagogikkens verden. Det er moderne konservatisme, når den er bedst.
Et par kritiske bemærkninger
Nu er jeg jo anmelder, så jeg har også to kritiske bemærkninger. For det første ender kombinationen af darwinisme, systemteori og filosofisk romantik let i en form for enhedstænkning, der har tendens til at overse det politiske.
Dermed sker der to ting. Dels mister Andersen sansen for, at den teknologiske hypermodernitet, som hun jo kritiserer, ofte er en integreret del af de moderne institutioner og politikker, som hun lader til at forudsætte.
F.eks. havde Lars Løkke Rasmussens såkaldte Disruptionsråd og KLs Teknologispring stærke transhumanistiske træk. Med denne delvise blindhed på det institutionelle, ender Andersen med at tale som om, at vi blot kan ”vælge” en anden retning.
Vi skal bare være rationelle, siger hun. Men dermed synes jeg, at hun mister sansen for den sociale realitet og for vigtigheden af mere grundlæggende kritikker og politiske handlingsformer. Som sagt er det baggrundsteorierne i Andersens begrebsmæssige bygning, der efter min mening skaber denne lidt for overordnede tilstand i afgørelsen.Men man kan jo heller ikke skrive om det hele. Andre må yde deres bidrag.
Min anden kritiske bemærkning, som er beslægtet, går på følgende: Andersen er med rette kritisk over for den moderne teknologi, og hun er – også med rette – optaget af bæredygtighed, dvs. menneskets naturforhold. Men hun mangler sans for, at kombinationen af klima og teknologi kan omdanne bæredygtigheden til dens modsætning, nemlig til præcis det statistisk-teknologiske overgreb på frihedstraditionen, som hun frygter.
På den måde risikerer klimatemaet at blive en del af ”hypermoderniteten”, f.eks. formidlet af FN’s verdensmål, som Finansministeriets styringsmodeller allerede har kastet sig over. Hypermoderniteten, som Andersen jo er imod, kan dermed suge de mundiale temaer, som Andersen ellers går ind for, op, og det sker i et opgør med metamoderniteten og dennes krav om menneskelig frihed, pædagogik og dannelse.
Men disse to markeringer er ting, som Andersens bog har mindet mig om. I den forstand får hendes indsats læseren til at tænke, hvilket jo er definitionen på godt selskab.
Lene Rachel Andersen: Libertisme – begrib det 21. århundrede, Nordic Bildung, 2023.
