Ekstremisterne er ikke altid de andre. Og ekstremismen er ikke uden videre overvundet i og med det liberale demokrati. For også her findes ekstremismer. Nærmere bestemt radikal humanisme og neoliberalisme.
Vi lever i de liberale demokratiers tidsalder, og som sådan også i fornuftens tidsalder, men alligevel trives ekstremismen. Den trives i kendte og klassiske, dvs. irrationelle, former, såsom fascisme, nationalisme og religiøs fanatisme.
Disse former for ekstremismen er eksogene ift. de liberale demokratier. Her er altså tale om ydre fjender, hvor der er sker en indskrænkning af fornuftens rækkevidde og som sådan er det indlysende klart hvilke våben, de skal bekæmpes med; nemlig oplysning og mere oplysning baseret på en rationel argumentation.
Men i de liberale demokratier findes ekstremismen også i endogene former. De vigtigste værdimæssige søjler i de liberale demokratier er humanisme og økonomisk liberalisme, men af disse er der fremvokset to former for ekstremisme nemlig radikal humanisme og neoliberalisme.
(Jeg introducerer her begrebet radikal humanisme. Dette for at kunne skelne humanisme, som en sund og pragmatisk ambition, fra humanisme som en enøjet ideologi. Dette som en parallel til forholdet mellem økonomisk liberalisme og neoliberalisme. )
Disse former for ekstremisme er ikke opstået på trods af fornuften. De er tværtimod og på paradoksal vis opstået, netop fordi vi lever i fornuftens tidsalder.
Radikal humanisme
Humanismen hviler på den grundantagelse, at alle mennesker er født frie og lige, og at de som sådan er bærere af ukrænkelige rettigheder. Radikal humanisme opstår, når humanismen gøres til samfundets højeste værdisæt, som alle andre værdier må indordne sig under.
Radikal humanisme har ført til masseindvandring og heraf følgende store integrationsproblemer i de liberale demokratier. Radikal humanisme har især, men ikke udelukkende, fundet sine tilhængere på den politiske venstrefløj.
Økonomisk liberalisme betoner markedsfrihed, som den økonomisk organisering, der skaber mest velstand og livskvalitet for samfundets borgere. Ligesom med radikal humanisme opstår neoliberalismen, når økonomisk liberalisme gøres til det eneste værdisæt for samfundets økonomiske organisering. Neoliberalisme har ført til stor og stigende ulighed. Neoliberalisme har især, men ikke udelukkende, fundet sine tilhængere på den politiske højrefløj.
Til sammen har radikal humanisme og neoliberalisme ført til mistrivsel og et folkeligt modtryk. Et folkeligt modtryk, som har givet sig udslag i opbakning til illiberale fænomener, som bl.a. Trump i USA, Le Pen og de gule veste i Frankrig, Brexit i England og Orban i Ungarn
Humanismens dobbelthed
Humanismen i sig selv er et gode. Desto mere frihed, desto mere menneskelig værdighed. Desto større udbredelse af menneskerettigheder, desto bedre et samfund. Men humanismen kan ikke stå alene, for mennesket er mere end blot et rettighedsbærende fornuftsvæsen.
Mennesket er f.eks. også et socialt og evolutionært væsen. At mennesket er et socialt væsen betyder, at menneskets trivsel ikke kun er afhængig af i hvilket omfang dets grundlæggende rettigheder er realiseret.
Et menneskeliv karakteriseret ved realisering af grundlæggende rettigheder men levet i ensomhed er ikke et lykkeligt menneskeliv. En forudsætning for at menneskets sociale side kan blomstre er, at menneskets evolutionære historie respekteres. Mennesket har 200.000 års historie, hvoraf hovedparten er levet i stammesamfund på savannen.
Mennesket er således ikke kun fornuft. Det er også udstyret med en stenalderhjerne, som er programmeret til at møde det fremmede med frygt og angribe eller flygte. Der må tages hensyn til hele den menneskelige natur, herunder disse mindre pæne sider, når konkret politik formuleres. Stærke civilsamfund, som er en forudsætning for menneskets sociale trivsel, er kendetegnet ved værdimæssig genkendelighed, kontinuitet og et generelt kendskab mellem medlemmerne.
Det betyder ikke, at al indvandring må sættes i bero. Men der er et tipping point, hvor indvandringen i antal og kulturfremmedhed bliver for omfattende til, at stenalderhjernen og de oprindelige befolkninger kan bære det uden negative konsekvenser for civilsamfundene og den sociale trivsel.
Det økonomiske menneske
Som med humanismen er den økonomiske liberalisme i udgangspunktet et gode. Langt hovedparten af den økonomiske aktivitet bør organiseres udfra det frie markedets principper. Det skaber mest velstand til gavn for alle.
Men der er en grænse, og den grænse nås, når den sunde og pragmatiske liberalisme glider over i den ideologiske neoliberalisme, som det er sket i de liberale demokratier fra Thatchers og Reagans revolutioner og frem. Neoliberalismen tager sit udgangspunkt i den økonomiske videnskab.
Den økonomiske videnskab har som arbejdshypotese, at mennesket er rationel og selvisk, altså at mennesket er Homo Economicus. I neoliberalismen forvandler denne arbejdshypotese sig til et fuldstændigt menneskesyn.
Der henvises her til Adam Smidts berømte sekvens om, at det er bagerens, bryggerens og slagterens selviskhed og ikke deres gode hjerter, der skaffer os mad og drikke på bordet. Selviskhed er altså på paradoksal vis et gode ifølge neoliberalismen.
Den politiske hovedopgave for neoliberalisterne består derfor i at fritsætte marked og organiserer de dele af den offentlige sektor, der ikke kan sælges, efter markedsprincipper (New Public Management er nemlig også et resultat af den neoliberale vending). Det er nu engang sådan, at samfundet bør organiseres med respekt for menneskets natur. Er mennesket Homo Economicus følger det direkte, at samfundet bør organiseres så vidt muligt efter det frie markeds principper.
Det etiske menneske
Men mennesket er heldigvis ikke kun dette triste og egoistiske væsen. Vi er også en etisk skabning, der er forpligtet til at se udover egen behov og behandle vores medmennesker som et mål i sig selv og ikke kun som et middel til egen økonomisk vinding.
Nok kan vi overlade brødet, øllene og slagterivarerne til det frie marked, men de mere komplekse dele af vores essentielle behov kan ikke udelukkende overlades til markedet. Det fører til umenneskelige konsekvenser, netop fordi mennesket er mere end Homo Economicus. Uddannelse, sundhed, boliger og arbejdskraft er eksempler herpå.
Årsagen til, at disse varer ikke alene kan overlades til det frie marked er, at et marked for at være velfungerende kræver lighed i magtforholdet mellem udbuds- og efterspøgelsessiden. På et frit marked bliver borgerne klemt, når det handler om forhold, der er centrale ift. livsopretholdelsen. Tag f.eks. boliger og arbejdskraft.
Alle skal have tag over hovedet og har behov for at tjene penge. På et frit marked stiger boligbyrden (huslejens andel af lønindkomsten) og lønningerne falder. Der er derfor brug for udlignende magter for at skabe balance mellem udbuds- og efterspøgelsessiden.
Hvad angår boliger udgøres den udlignende magt bl.a. af de godt 500.000 almene boliger i Danmark. Hvad angår arbejdskraften udgør fagforeningerne og de kollektive overenskomster en udlignende magt. Det er ikke tilfældigt, at fagforeninger og almene boligselskaber har haft dårlig presse i den neoliberale tidsalder.
Hvor radikal humanisme og neoliberalisme mødes
På trods af et udgangspunkt på hver sin politiske fløj har radikal humanisme og neoliberalisme mere tilfælles end der adskiller dem. Radikal humanisme og neoliberalisme er de universitetsuddannede – eller mere præcist de teknokratiske – eliters ideologier.
Eliterne danner i egen selvforståelse sit verdensbillede alene ved anvendelse af fornuft, og fornuft er som erkendeevne enhedsbestræbelse. Desto mere enhed i et sagforhold, desto fornuftigere. Der er således en indbygget tendens i fornuften til at reducere det komplekse til det simple.
Når det handler om menneskesyn og samfundsforståelse skygger eliternes rationalitetsbestræbelse på denne vis for det faktum, at samfundet er komplekst, og at mennesket er mere end et rettighedsbærende fornuftsvæsen og mere end det selviske Homo Economicus.
Humanismen og den økonomiske liberalisme kan derfor ikke udgøre samfundets eneste eller højeste værdisæt. Det forhold, at der er tale om fornuftens ekstremisme, undskylder dog ikke eliterne.
Med magt og intellektuel kapacitet må der følge et krav om hele tiden at udsætte alle elementer i egen tænkning for et kritisk eftersyn. At eliterne ikke har formået dette, for så vidt det angår radikal humanisme og neoliberalisme, har ført til ulykkelige konsekvenser for de liberale demokratier.
