Kilde: wikicommons

Fra eksamensfronten: Det har en ubehagelig genklang af halvfjerdsernes marxistiske vækkelse på universiteter og skoler

11. juni 2023
4 minutters læsetid

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive en klumme med overskriften ”Den oikofobiske dansklærer”, men det er misvisende for der er ingen dansklærere der virkelig hader deres egen kultur.

Som gymnasielærer bliver man jo sendt ud som censor, og det er som oftest både inspirerende og lærerigt. Ud over de kendte tekster af især kanonforfattere er der nye tekster og andre metodiske vinkler som man kan bruge i sin egen undervisning.

Alle elever i gymnasieskolen skal som bekendt have dansk på A-niveau, uanset fagkombination. Faget er både et kultur-, medie- og redskabsfag, hvor formålet er at formidle dansksprogede tekster og at udvikle den sproglige opmærksomhed hos eleven.

Samtidig er der et almendannende sigte hvor den kritiske sans er en vigtig komponent. Faget er blevet justeret flere gange, og litteraturen har med tiden måttet give mere plads til medier og sprog. Det kan godt fungere, selvom meget skal nås.

Magtkritik, normkritik og queer-teorier

Man ser dog en vis ”metodehypostasering” i vejledningerne til de justerede læreplaner, hvor der åbnes op for anvendelse af flere metoder end før. Kurser og undervisningsmateriale bakker op om det.

For eksempel er diskursanalyse med tiden blevet en metode som mange dansklærere inddrager i analysen af sagtekster. Jeg nøjes selv med en mere semantisk orienteret analyse, for at gøre det mere overskueligt for eleverne.

Diskursanalyse tror jeg er blevet et hit blandt mange dansklærere, fordi man så kan få fremanalyseret en ”hegemonisk diskurs” i en given tekst – og dermed på ideologikritisk vis fremhæve et magtforhold i teksten.

Med hensyn til taler eller debatindlæg vælger man ofte tekster af politikere eller debattører fra den fløj man ikke selv tilhører, f.eks. Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg eller Sørine Gotfredsen.

Et andet eksempel på ”metodehypostasering” og ”begrebstrængsel” er den populære ”facework”-samtaleanalyse. Den kan bruges i en fiktionstekst til at fokusere på magtudøvelse og manglende respekt og ligeværdighed mellem de samtalende personer.

Eleverne kan med disse og andre metoder blive bevidste om hvordan magt manifesterer sig i sprog og i tekster. Hertil kommer normkritiske analysemetoder inspireret af queerteorier og den mere og mere højtråbende identitetspolitik.

Senest er det klimaaktivismen der inspirerer til at medtænke bæredygtighed i danskundervisningen. Hvis man som udenforstående vil have syn for sagn, kan man blot kigge på hvilke titler der bliver udgivet på de store undervisningsforlag. Alt dette passer som fod i hose til den kulturkritiske, poststrukturalistiske strømning der er så dominerende i vores tid.

Oikofobiske pensumlister

Gennem årene har jeg i mit censorvirke bemærket en oikofobisk tendens i mange pensumlister, selvom jeg tror at de fleste dansklærere med glæde underviser i det meste og med forskellige vinkler.

Tendensen kan for eksempel ses i sammenstillinger af tekster for at belyse nationalromantik og dens indebyrd af snæversynet nationalisme: Guldaldertekster og moderne genfortolkninger – eller ligefrem vrængende parodier.

Mange af nutidens aktivister gør en dyd ud af at bruge ekstreme, udenomsparlamentariske metoder, og flere af klimaaktivisterne taler ligefrem om at klimaudfordringerne ikke kan løses indenfor et demokratisk system.

Det kan være digte af klassisk-moderne lyrikere der stilles overfor ubehjælpsomme, parafraserende fortolkninger af diverse rapkunstnere, med præmissen ”Alt kan være lige godt” (min udlægning). Sangen ”Det er så yndigt at følges ad” stilles overfor en senmoderne novelle om et ægteskab i voldsom, nihilistisk opløsning.

Med hensyn til taler eller debatindlæg vælger man ofte tekster af politikere eller debattører fra den fløj man ikke selv tilhører, f.eks. Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg eller Sørine Gotfredsen. Når det gælder avisartikler, kan det være dækning af den samme vigtige nyhed i henholdsvis Politiken (læreravisen par excellence) og Ekstra-Bladet. Skridtet til kritisk afstandtagen hos elever der i forvejen ofte er optaget af diverse woke dagsordner er lidt for oplagt.

Dansklærerforeningens kampagne for aktivistisk didaktik

Den oikofobiske tendens kan også ses i den hæderkronede Dansklærerforening og dens tidsskrift Dansknoter, hvor mange dansklærere gennem årene har fået inspiration til deres undervisning, eller måske endda selv har bidraget, som undertegnede. Dansknoter fra december 2020, midt under nedlukningen, har overskriften ”Engagér dig!”.

I forordet til temaet skriver redaktionen: ”Er opdragelse til medborgerskab at klæde elever på til at være aktivistiske? Og er det vores rolle, eller skal vi hellere holde os til at undervise i demokratiets spilleregler?” Første skribent, Ida Dalsgaard Nicolaisen fra Extinction Rebellion, efterlyser en ”aktivistisk didaktik.”

Det er ret utroligt at man som dansklærer overhovedet kan stille de spørgsmål, der relativerer en hel fag- og dannelsestradition, hvor formålet med undervisning grundlæggende er at fremme elevens autonomi og selvstændige tænkning.

Det har en ubehagelig genklang af halvfjerdsernes marxistiske vækkelse på universiteter og skoler. Mange af nutidens aktivister gør en dyd ud af at bruge ekstreme, udenomsparlamentariske metoder, og flere af klimaaktivisterne taler ligefrem om at klimaudfordringerne ikke kan løses indenfor et demokratisk system. I læreplanen for dansk er dannelse til medborgerskab og demokrati netop en central målsætning.

Og vi giver ordet til… Emma Holten

Ordet bliver givet til forskellige unge aktivister og forfattere, heriblandt den kendte feministiske debattør Emma Holten. Hun slår det kulturelle selvhad fast med syvtommersøm:

”Efter Murens fald var der en følelse af at Vesten havde ”vundet”, kommunismen var slået, og der var en ekstrem optimisme omkring vestlig kultur som den mest oplyste kultur. Så jeg oplever hos generationer der er lidt ældre end mig, også bare 15-20 år ældre, en ekstrem undren over hvorfor folk i min generation er så kritiske over for vestlig kultur, hvorfor vi har en grundlæggende mistillid til magthaverne i vores samfund.”

(s. 25). Og hun nævner i flæng 9/11, krigene i Irak og Afghanistan, finanskrise, klimakrise og #MeToo som beviser på kulturens forfald.

Desuden fremhæver hun en nutidig amerikansk roman, om en ung sort kvinde der arbejder for en rig hvid kvinde, der trods sin gode antiracistiske vilje ikke formår at få hovedpersonen til at føle sig som en ligeværdig.

Den bog kan godt bruges i danskundervisningen: ”Det behøver ikke at være Ved vejen eller ”Hosekræmmeren” hver gang man skal snakke om arbejderklassen”(!). Som så mange andre woke debattører laver Holten ubekymret amerikansk (vestlig!) kultur- og problemimport, på bekostning af dansk kulturarv af højeste kvalitet, som hun så åbenbart heller ikke har det dybeste kendskab til.

Som nævnt i indledningen findes den oikofobiske dansklærer ikke, dertil er kærligheden til dansk kultur, litteratur og sprog for stor. Men tendensen til oikofobi findes, på skolerne og i de faglige fora, og det bør man som praktiker have en holdning til.

Man kan sagtens være stolt af sin nationale kulturarv og samtidig favne nye strømninger, med faglig og kritisk sans for det hele. Fik jeg sagt at man som dansklærer skal inddrage litteratur fra de seneste fem år? Det kunne jo være økofiktion eller klimalitteratur…

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside