I februar holdt Årsskriftet Critique sin årskonference i samarbejde med Tænketanken Prospekt og Konservative Studenter. Det handlede om universitetet og åndsfriheden. Begge dele var ifølge konferencen pressede. Johan P. U. Fynbo og Hans O. U. Fynbo, som kender universitetslivet indefra, beretter fra dagen.

24. februar afholdt Årsskriftet Critique i samarbejde med Tænketanken Prospekt og Konservative Studenter i Aarhus sit årsmøde i Studenternes Hus ved Aarhus Universitet. Det var en smuk dag med tydelige tegn på forårets snarlige kalender-komme, men ikke desto mindre var mødesalen fyldt op.

Overskriften for mødet var “Den frie ånds krise på universitetet”. Emnet var meget interessant og meget vedkommende for os begge, da vi har studeret på og siden arbejdet på universitetet i mere end 30 år.

For at belyse dette emne var tre foredragsholdere hidkaldte: Thomas Aastrup Rømer, Nils Gunder Hansen og Marianne Stidsen. Alle tre kom med hver sine ganske særlige erfaringer med universitetet fra 1970’erne og frem til i dag. Mikael Jalving ledte mødet myndigt og veloplagt. På programmet var også fællessang, kaffe og kage og slutteligt en gang smørrebrød. Før hver programpunkt var der sang. Der blev sunget friskt og højt, så det var en fornøjelse, ikke mindst da vi sang Kaj Munks skønne “Den blå Anemone”.

Universitetets fjender

Første taler var Thomas Aastrup Rømer som tog udgangspunkt i sin nyudgivne bog “Universitet og Dets Fjender”. Fokus var særligt på Aarhus Universitet fra dannelsen af Universitetssamvirket af en kreds af borgere i Aarhus i 1921 frem til i dag. Der var særlig fokus på Danmarks Pædagogiske Universitet DPU som tidligt i 0-erne blev lagt ind under Aarhus Universitet.

Det var lidt af et mareridt at høre Thomas Aastrup Rømer gennemgå en forfaldsfortælling i tænkningen om, hvad et universitet skal være. I særdeleshed var udviklingen efter ændringen af universitetsloven i 2003, der af Rømer blev beskrevet som udtryk for cancel culture, skræmmende: en total opgivelse af den klassiske ide om et universitet som et uafhængigt samlingssted for studerende og professorer.

Nu skulle det i stedet handle om professionel ledelse og om “Fra Forskning til Faktura” eller måske endda “Fra tanke til faktura” som det helt eksplicit blev italesat ved indførelsen af den nye lov.

Universitetssamvirket blev sågar foreslået omdøbt til “AU executive”. Fra at være en autonom institution, den frie tankes bastion, direkte under Kongen, er universitetet nu blevet fuldstændig instrumentaliseret som en del af statsmagtens værktøjskasse for skabelse af økonomisk vækst og løsning af andre påtrængende samfundsproblemer.

Den akademiske frihed er begrænset i såvel forskningen som i undervisningen; sidstnævnte symboliseret ved Danmarks akkrediteringsinstitution oprettet i 2013 med formål at “sikre de videregående uddannelsers kvalitet og relevans i hele landet”. Den aktuelle kandidatreform underlagt forvaltningsmæssig tavshedspligt blev også nævnt som et eksempel på den indskrænkede akademiske frihed for universiteterne.Thomas Aastrup Rømers gerning på universitetet endte med en afskedigelse i 2023.

Universitetet i to tidsaldre

Nils Gunder Hansen modererede. Læsere af bl.a. Kristeligt Dagblad vil kende Nils Gunder Hansen for hans underfundighed, underspillede humor og hans kloge indsigter, og det var også noget, der skinnede igennem i foredraget. Nils Gunder Hansen reflekterede over erfaringer fra universitetet fra to perioder: først fra 1970’erne frem til starten af 1990’erne, hvor han forlod universitetet efter at være blevet fravalgt ved en lektor-stillingsbesættelse.

Han kom senere, efter en karriere som redaktør på Berlingske Tidende, tilbage til universitet i 2008 til en stilling som professor i tekst- og kulturanalyse ved Syddansk Universitet. Ifølge Nils Gunder Hansen er det ikke sådan, at alt var bedre i gamle dage. Noget var godt under Munkemarxismen i 1970’erne, mens andet var dårligt. Der var et stort fagligt gåpåmod, plads til fordybelse og højt til loftet. Der var dog ingen interesse for arbejdsmarkedet og for mange studerende kuldsejlede i de frie rammer.

Senere var Nils Gunder selv tilhænger af den nye universitetslov, og mange som ham mente, at universitetet havde brug for at nye vinde skulle blæse støvet ud af kontorerne. Der var en forventning om, at professionel ledelse ville bringe noget godt med sig, fordi det, der gik forud, ofte havde virket sølle, ofte præget af personkonflikter og af politiske studehandler.

Det universitet han vendte tilbage til i 0-erne var dog helt anderledes. Det woke var ikke det værste, omend Nils Gunder Hansen undrede sig over, hvordan nogle studerende f.eks. nu opfatter Emil Aarestrup som en klam stalker.

Som hos Thomas Aastrup Rømer lød det mere som om konkurrencestatens logik er det værste ved det moderne universitet. Alt er kommet til at handle om at skaffe bevillinger. Hvad angår orientering mod arbejdsmarkedet er man i dag ikke bare havnet i den anden grøft, “man er kørt langt ind på marken, og nu vender bilen på hovedet, og hjulene spinner rundt.” Det med pengene er vi helt enige i.

Det er påfaldende, når der kommer gæster og holder foredrag, at første slide altid er klistret til med logoer over alle de mange fonde taleren har været begunstiget af. Det er den måde, hvorpå man i dag på universiteterne viser, hvor succesfuld og excellent man er.

Truslen fra Woke og kancellering

Det sidste foredrag var fra Marianne Stidsen. Hun havde fået det opdrag at berette om sin egen sag fra plagiat-anklage til hun valgte selv at sige sin stilling op. Det mest påfaldende var her det Kafkaske. Beretningen gav det tydelige indtryk, at Marianne Stidsen havde været udsat for en negativ særbehandling.

Det virker som om, at hendes tydelige stillingtagen til (eller imod) MeToo og tidens identitetspolitiske hegemoni har gjort hende til en persona non grata. Hun følte sig nødsaget til at sige op, da hun ikke kunne undervise studerende velvidende, at universitetet, ikke mindst hendes kolleger i nabokontorerne på Københavns Universitet, opfattede hende som en anløben snyder. Hun blev efterfølgende frikendt i den anklage om plagiat i hendes doktorafhandling, der på bizar måde var blevet fremført mod hende.

Marianne Stidsen gav, hvis vi forstod hende korrekt, udtryk for, at politisk indgriben i universiteternes virke er velkommen og ligefrem påkrævet, hvis det handler om at korrigere, når forskerne træder ud over den implicitte samfundskontrakt om, at forskerne ikke skal bruge deres stillinger til politisk aktivisme, men at politikerne ellers ikke skal  blande sig i, hvad forskerne forsker i.

Hvor meget frihed, kan Universitetet overhovedet bære?

Efter de tre foredrag var der paneldebat, hvor tilhørerne i salen stillede spørgsmål og i nogle tilfælde bød ind med egne erfaringer omkring åndsfrihed, eller mangel på samme, på universitetet før og nu. Et tema, der blev diskuteret var: hvor meget frihed skal universiteterne have? Er vi ikke nødt til at have politisk styring for at undgå, at forskellige slags galimatias tager over på universitetsgangene? En spørger mente ligefrem, at vi bør oprette særlige pengekasser til særskilt borgerlig forskning. Det er vi uenige i.

Thomas Aastrup Rømer argumenterede for, at vi bør acceptere, at der indimellem opstår skøre forskningsmiljøer, fordi det modsatte, altså statslig styring, er værre. Det er vi enige i.

På den anden side er vi så også skeptiske over for initiativer som “March for Science”, hvor forskere mener at have en særlig stilling i samfundet, der berettiger, at deres synspunkter i højere grad end for andre skal omsættes til konkret politik.

Det er karakteristisk, at alle tre foredragsholdere havde erfaringer med at være blevet forkastet eller ikke at passe ind; direkte eller indirekte. Diversitet, inklusion og lighed (equity) er blevet en slags moderne hellig treenighed på universiteterne, men det er påfaldende, at diversiteten synes at være mere udvortes end indvortes.

Altså: det gælder om at folk skal se forskellige ud, men de skal helst mene det samme og tænke ens. Man må begræde, at åndsfriheden og friheden i øvrigt på universitetet ikke eller kun i ringe grad kan rumme uortodokse og originale tænkere som Thomas Aastrup Rømer, Nils Gunder Hansen og Marianne Stidsen.

Universitetets sande formål

Givet temaet for mødet er det relevant at reflektere lidt mere over universiteternes væsen. Mottoerne for Aarhus Universitet og Københavns universiteter illustrerer, hvordan man tænkte engang: “Solidum petit in profundis”, som betyder “Søger i dybet den faste grund”, og “Coelestem adspicit lucem”, som betyder “Skuer det himmelske lys”.

Det handler om at søge sandheden/lyset for derved at have et fast grundlag for tænkning og eksistens. I 1988, i 900-året efter grundlæggelsen af Bolognas Universitet, underskrev en samling af knap 400 universitetsrektorer det såkaldte Magna Charta Universitatum, der mere konkret forsøger at definere værdier og rettigheder for universiteter.

Alle danske universiteter er medunderskrivere. Her hedder det blandt andet under “fundamentale principper”:

“Universitetet er en autonom institution i hjertet af samfund som på grund af geografisk og historisk arv er forskelligt organiseret; det skaber, undersøger, bedømmer og formidler kultur gennem forskning og undervisning. For at opfylde omverdenens behov må dets forskning og undervisning være moralsk og intellektuelt uafhængig af al politisk autoritet og økonomisk indflydelse.”

Universitet skal kort sagt være en  central og uafhængig institution i civilsamfundet, som ikke  baserer sig på markedet eller på magt. Dette forekommer meget langt fra de faktiske forhold i jernindustrien. Det tjener Årsskriftet Critique og de andre arrangører til ære, at de rejser denne debat og dermed viser, at der om ikke andre steder i vor tid, så denne dag kunne findes åndsfrihed i Studenternes Hus på Aarhus Universitet.