De borgerlige står tilbage som konkurrencestatens duknakkede forvaltere

6. november 2022
2 minutters læsetid

Den netop overståede valgkamp blotlagde, at de store borgerlige partier – fraset måske LA, der havde held med at tale om menneskesyn og ansvar – stadig ikke har fundet en fortælling om sig selv, der ikke slavisk følger konkurrencestatens rationaler.

Hjort-doktrinen blev formuleret efter valgnederlaget i 1998 om, at man ikke kan vinde valg på velfærd, og at man derfor skal vise, at man er bedre forvaltere af velfærdsstaten end Socialdemokratiet. Her er en overset pointe, at det er velfærdsstaten i dens moderne version, konkurrencestaten, man forvalter.

I hvert fald, hvis man som jeg køber Ove Kaj Petersens indvending mod en skelnen mellem velfærdsstat og konkurrencestat. Petersen anfører i Reaktionens tid, at konkurrencestaten er en videreførelse af velfærdsstaten og nødvendig for dens opretholdelse.

At være den bedste forvalter af konkurrencestaten var i lang tid en styrke for de borgerlige partier, men det blev et problem i kølvandet på, at Socialdemokratiet op til valget i 2019 udviklede en ny måde at tale til vælgerne på.

De ville et opgør med den teknokratiske logik om nødvendighedens politik, der lå bag Corydon/Thorning-regeringens dyrkelse af konkurrencestaten med fokus på optimering og den uendelige reform. Socialdemokratiet gjorde politik politisk igen. Arne-pensionen blev indført, fordi man fandt den social retfærdig. Fortællingen om den usynlige faglærte arbejder i provinsen kunne man binde initiativer som udflytning af statslige arbejdspladser og uddannelser op på.

Her kom og kommer de borgerlige med deres fokus på økonomi og (nødvendig) optimering til at fremstå som det beståendes forvaltere. Selv når man som Konservative går til valg på topskattelettelser, hvilket ellers er et brud med doktrinen, men stadig med et snævert økonomisk fokus.

Hvor er det borgerlige projekt, der rækker ud over konkurrencestatens imperativ om økonomisk rentabilitet og optimering? Hvad er det større formål? En smart konsulent i hurtigkneppersko ville spørge: Hvad er dit ”why”?

Det større formål blev i 00’erne udgjort af kulturkampen: Frigørelsen fra smagsdommere, der samtidig kunne gå hånd i hånd med empowerment af den enkelte bruger af offentlige services vha. fritvalgsordninger, behandlingsgarantier osv.

Og så selvfølgelig udlændingepolitikken som den ultimative trumf. Siden dengang er udlændingepolitikken neutraliseret. Og al tale om fritvalgsordninger lyder som et slidt slogan fra markedsgørelsen af den offentlige sektor.

Så hvad skal man gøre? Spørgsmålet er, om der er gemt en borger med rettigheder og pligter et sted inde i den brugergjorte konkurrencestatsopportunist, som de borgerlige kunne opdyrke som mål?

Hvor man på en og samme tid anerkender konkurrencestatens påbud om økonomisk rentabilitet og optimering, men samtidig giver nogle områder andre rationaler, fordi deres formål er at skabe borgere.

Uddannelsespolitikken og kulturpolitikken kunne være oplagte satsningsområder, hvor man havde et bredere fokus på at danne myndige, kritiske medborgere, der ikke bare er konkurrencestatssoldater. Ja, faktisk steder hvor konkurrencestatstænkningen kan vise sig decideret kontraproduktiv i forhold til målet om innovativ og kreativ arbejdskraft.

Der er intet så lidt kreativitetsstimulerende som at stirre direkte på det. Kreativitet er et biprodukt af anden aktivitet.

De borgerlige partier mangler sprog, man kan henvende sig til vælgerne med, der kan konkurrere med Socialdemokratiets fortælling om social og geografisk retfærdighed.

I øjeblikket står man tilbage som konkurrencestatens duknakkede forvaltere.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside