Venstres politiske kamæleoner

24. oktober 2022
8 minutters læsetid
Har Anders Fogh Rasmussen glemt at spørge, om han nu også fik ændret det land, han ledte, i den retning han gerne ville? Anmeldelse af første bind af Anders Fogh Rasmussens selvbiografi.

Hendes Majestæt Dronningen har sagt – ganske vist for et par af slagsens siden – at man ikke bliver statsminister i Danmark uden at være et ordentligt menneske. Lad det være klart med det samme: det gør sig også gældende for Anders Fogh Rasmussens vedkommende, vort lands statsminister mellem 2001 og 2009.

Fogh Rasmussen har skrevet erindringer, og det er der en speciel omstændighed ved. Der er tale om første bind, som løseligt dækker perioden fra fødselsåret 1953 til da Fogh Rasmussen bliver folketingsmedlem i 1978. Han lover flere gange i erindringerne et bind nummer to. Burde man afvente dette og anmelde begge? Nej, sådan bliver det ikke, og det af to årsager. Dels ved man aldrig hvornår andet bind udkommer; Fogh Rasmussens kollega, Bertel Haarder, lovede for ni år siden erindringer i to bind, men indtil videre må vi åbenbart se langt efter andet bind. Dels betoner Fogh Rasmussen, at bind et – tro mod den højstemte titel, At træde i karakter – snarere end at være politiske erindringer om politisk håndværk, drejer sig om karaktertræk og bevæggrunde. Erindringerne kan altså ”stå selv” – og deres udsigelse må vel også gælde for bind to.

Som nævnt er Fogh Rasmussen grundlæggende et ordentligt menneske. Det ordentlige kan nok bedst illustreres ved, at Fogh Rasmussens livsbane som ungdomspolitiker, kandidat, folketingsmedlem, fag- og senere statsminister og endelig NATO-generalsekretær også kunne have forløbet sådan her: bankbud, -elev, kunderådgiver, filialbestyrer, områdedirektør og endelig direktør i hovedsædet. Måske endog derefter en ledende post i Nationalbanken. Man slås nemlig af, hvor normal – i ordets hovedsageligt positive betydning – Fogh Rasmussen synes og med stor sikkerhed er, bortset fra de kendte, fremtrædende træk, der bragte ham til de fremtrædende poster: stræbsomheden og grundigheden.

Inden vi når til det, er det bedst at udpensle det ordentlige. Fogh Rasmussen, der bliver halvfjerds næste år, kunne nemlig sagtens være en fremtrædende borger i en jysk købstad. Velhavende med god pensionsopsparing, indehaver af en udsigtslejlighed ved havnen, let sensitiv i forhold til hvad ”man” mener, optaget af god vin og af ikke at miste beherskelsen af teknologien. Indehaver af en dieselbil, måske en hvid Mercedes, der var dyr for fem-seks år siden, og hvor det store dilemma nu er, om man skal købe sig en plug in-hybridbil eller en ren elbil. Man må jo følge med vennerne i golf- eller sejlklubben. Det er mest i tankerne, Fogh Rasmussen er en enegænger. Mere om det senere.

Barndomshjemmet

Erindringerne er nogenlunde stringent opbyggede. Der skrides grundlæggende kronologisk frem, men Fogh Rasmussen indskyder forskellige digressioner undervejs. Nogle er knyttede til det skildrede, andre forsøger at gøre en mere almen pointe gældende. De første fungerer bedst, særligt fordi Fogh Rasmussen ikke altid er perspektivets mand. Det er bedst med nogle anskueliggørende eksempler.

Fogh er pertentlig i skildringen af sit barndomshjem, og her er man i stue med en god fortæller. Familien var ordentlig, svarede enhver sit, og man tog sig af hinanden. Der var brug for børn, og de fik styrket karakteren ved at blive sat til at bestille noget. Fogh Rasmussen blev fra barnsben socialiseret ind i landboborgerligheden, og når det gælder dens livsførelse, kan Fogh Rasmussen levere en del læseværdige digressioner. Én vedrører faderens bogstavelig talt håndfaste opdragelsesform, som mange i dag, Fogh Rasmussen selv også, med den på dette område udbredte form for principløshed, ikke er meget for. Mandstugt kan man også kalde det, for Fogh Rasmussens fader vidste nok hvad der skulle til, for at holde raske drenge i ave. I dag er man mere handfallen, for nu at låne et godt svensk ord.

Én anden vedrører noget så eksotisk som radioens Dansktop, som man lyttede til i barndomshjemmet, hvor Fogh Rasmussens kommentarer set fra i dag er sigende. Ledelsen i DR så ned på den populære popmusik [sic] og ville i stedet opdrage befolkningen til at kunne lide det, som kultureliten syntes om, for eksempel moderne jazz og klassisk musik. Hermed er barndomshjemmets position og afgrænsning optegnet. Der er dog noget tvivlsomt ved, at Fogh Rasmussen dvæler så stærkt ved den pekuniære side af sagen. Svenskerne havde svensktoppen og derfor fik de ABBA og snurrende hjul i den svenske musikindustri. Om tiden efter dansktoppen skriver Fogh Rasmussen, med en karakteristisk formulering, at de følgende år gav den et boost til dansk musikindustri.

Fristed i Frankrig 

Det pekuniære ligger ofte og lurer i fremstillingen, eksempelvis illustreret ved Fogh Rasmussens beretning om, at han i lømmelalderen flittigt lånte penge ud til ågerrenter til klassekammerater, komplet med at han hyrede klassens egentlige bøller til at agere pantefoged. Fogh er en økonomisk mand hele vejen igennem. Det er der masser af eksempler på.

Et illustrativt et begynder da Fogh Rasmussen fortæller om familiens forkærlighed for Sydfrankrig. Den kan nærværende anmelder sætte sig ind i, for han deler den.

”Syd for Lyon kommer vi til Autoroute du Soleil, og så er det for alvor ved at blive ferie. Landskabet, husene, duftene, lydene, solen sender alle feriesignalerne. Vi fortsætter forbi Valence, og syd for Orange kom det afgørende valg: mod øst ad Autoroute du Soleil til Provence eller mod vest ad ”la Languedocienne” til Languedoc-Roussillon og Spanien. Jeg kan anbefale begge, de fører begge til solen.”

Fogh Rasmussen har ret, og det er smukt. Hans beretninger om ferieturene til det Sydfrankrig, han holder meget af, er erindringernes mest personlige og medlevende. I andre tilfælde – for eksempel når Fogh Rasmussen fortæller om sine kærlighedsforhold før ægteskabet eller fortrædeligheder under børnenes opvækst – virker hans åbenhed ofte forceret og påtaget.

Ikke når det gælder det sydfranske, og det der skinner igennem er nok, at her slappede den medieeksponerede knudemand af og var sig selv. Efter det hele var set lidt an – et relativt velorganiseret samfund skriver Fogh Rasmussen et sted beskrivende om Frankrig, da han skal referere hvordan det hele begyndte, og afslører dermed at der først fandtes en arketypisk skepsis overfor de varme lande og deres levevis. Forkærligheden endte dog med, at der til sidst blev købt hus – og her ses det økonomiske igen. Fogh Rasmussen refererer at det hele blev talt igennem med sparekassen i hjembyen Skals. Provence eller Languedoc? En stedkendt ejendomsmægler mente, at sidstnævnte var mere autentisk fransk. I øvrigt kunne man få mere for pengene i Languedoc skriver Fogh Rasmussen. Og sådan blev det så.

Forklaringer og forskydninger

Det er dog noget underligt noget, det med det pekuniære – også på et mere generelt plan – i Fogh Rasmussens erindringer. Det er nødvendigt først at nævne noget udpræget ved dem. De rummer påfaldende ofte forklaringer, der stedvis gør at man hyggeligt genkender pedanten Fogh Rasmussen, stedvis virker de dog påtagede. Fogh Rasmussen forklarer hvad Giro 413 er, hvorfor det hedder curlingforældre, kanotyper, om Texas’ flag, hvilke biler østtyskerne kørte i – hvor det i øvrigt må smerte pedanten, at Trabant staves forkert – om mejerimetoder, højskoler, hvordan osten skæres samt om hvordan den såkaldte fristad Christiania opstod. Her noterer man sig, at Fogh Rasmussen skriver at unge mennesker erobrede kasernen som et resultat af systemets perspektivløse ubeslutsomhed og tovtrækkeri mellem embedsmænd om, hvem der skulle betale for en forsvarlig bevogtning.

Én ting er visse forklaringers tone, noget andet er jo, hvad der ikke forklares, også om pekuniære forhold. Engang fremstod Fogh Rasmussen som en sammenbidt liberalist, ofte tegnet som en hulemand af den berygtede tegner Roald Als. Det havde sine årsager. Fogh Rasmussen fortæller selv, at han med interesse læste liberalistisk prægede økonomer som Ludwig von Mises, Friedrich Hayek og Milton Friedman før så mange andre danskere, navnlig nok som det første folketingsmedlem. Her forbliver Fogh Rasmussens pedantiske forklaringer dog kortfattede eller ikke-eksisterende. Nærværende anmelder skal ikke forklare disse økonomers tænkning in extenso, blot konstatere at han tror Fogh Rasmussen kvier sig ved at forklare og udlægge dem, fordi impulserne fra deres tænkning forblev uden betydning for ham og i dag er for kontroversielle at forklare, hvis man vil være en pæn og folkekær forhenværende statsminister i et land, der knuselsker sin velfærdsstat. Denne ambition afspejles nemlig i erindringerne.

Gratis

Den illustreres mest enkelt ved Fogh Rasmussens ordvalg. Samfundet stiller gratis uddannelse og Statens Uddannelsesstøtte til rådighed. Gratis uddannelse til rådighed for alle, andetsteds og dermed med eftertryk. Det 22-årige, stedfortrædende folketingsmedlem Anders Fogh Rasmussen fik i 1975 – gennem et spørgsmål til daværende undervisningsminister Ritt Bjerrregaard, man gyser ved mindet – sørget for, at eleverne på handelsskoler fik gratis bøger, akkurat som gymnasieelever. Dette eksempel må være udvalgt blandt flere og derfor sigende. Gratis mig her og gratis mig der; there is no such thing as a free lunch. Skatteyderfinansieret.

Der er mere. Det er forkert, når nogen siger, at det skaber større dynamik at have mere ulighed. Tværtimod. skriver Fogh Rasmussen, og hermed undsiger han helt eksplicit sin egen socialminister, igen, med sytten års forsinkelse. Om vore monstrøse, konfiskatoriske pensionsfonde skriver Fogh Rasmussen, at vi nu har mange forskellige pensionsfonde ledet professionelt med henblik på at sikre lønmodtagerne det størst mulige afkast. Frem for alt tilhører pengene den enkelte lønmodtager. Det er stærk kost, og jeg kan betro Fogh Rasmussen at pengene der ikke tilhører mig. Jeg kan i hvert fald ikke selv vælge – og dermed fravælge – hvem der modtager mine pensionsbidrag, og jeg kan ikke selv vælge, hvornår og hvordan jeg vil råde over pengene. De er overladte til hel- eller halvsocialistiske fonde. Anders Fogh Rasmussen ville have godt at læse – eller se, det er jo så moderne, det med at skulle se alting som levende billeder – Milton Friedmans Free to Choose igen.

Positiv tænkning

Fogh Rasmussen er dog sammenfatningsvis en sympatisk mand, og erindringerne er velskrevne og letlæste. De menneskeliggør et ofte misforstået og fortegnet menneske, der gad slide og slæbe. Bind to må forklare Foghs senere opstigen til vort lands og internationale, høje embeder. Det skal blive interessant at se Fogh Rasmussen udpensle den kurs, han valgte mellem 1998 og 2009, da han satte retningen for partiet Venstre og dermed vort land. Han vil nok selv tegne en ret linje.

Nærværende anmeldelse ville dog ikke være fuldstændig, hvis ikke den nævnte, at et af Fogh Rasmussens første krydsklip fra beskrivelsen af børne- og ungdomsårene til senere politiske resultater absurd nok gælder den tyranniske rygelov, Fogh Rasmussens regering desværre gennemførte i 2007. En stor sejr for friheden til frisk luft skriver han og tilføjer siden er reglerne blevet strammet yderligere. Det manglede også bare. Én ting er Fogh Rasmussens åbenlyse mangel på forståelse for privat ejendomsret og udbud og efterspørgsel som styrende mekanismer, noget andet er den sippede udrensningstrang, han åbenbarer ved sig selv her – som i flere andre tilfælde. Fogh Rasmussen har alle forudsætningerne for at blive en aldrende kultfigur, hvis han går all in med sit løberi og sin vitalistiske trosbekendelse. Se bare her, Fogh Rasmussen læste allerede om det hele i 1984:

”[H]vorfor ikke prøve en strategi for et bedre liv? Og hvorfor ikke starte med kosten? Det gode ved bogen [Strategi for et bedre liv af Lars Okholm] er, at den er meget konkret i sine anbefalinger. I dag synes meget af det helt selvfølgeligt. Men dengang var der kun nogle få mennesker, som fulgte hans kostråd: Spis godt med vegetarkost, spar på fedtet og undgå animalsk fedt, spar på kaffen, spar på spiritus, undgå nitritsaltede kødprodukter, spar på røgede, grill- og friturestegte kød- og fiskevarer, stop rygning. I tillæg til kostrådene anbefalede han [Lars Okholm] også at lægge sin livsstil om, blandt andet med mere motion, og frem for alt: Tænk positivt!”

Eksperter

Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne sagde Anders Fogh Rasmussen i sin herostratisk berømte, i øvrigt fortræffelige nytårstale 1. januar 2002. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.

Tider skifter, men sæder mildnes ikke i vore. De synes at forhærdes. Fogh Rasmussen kan for eksempel også godt lide såkaldt sociale medier og moderne teknologi, antydningsvis for at være ung med de unge, men det er ikke for godt med spredningen af falske nyheder, når der ikke er profesionelle journalister eller eksperter som filter. Man er snublende nær ved at mene, at Fogh Rasmussen er løbet fra alle sine bastioner hurtigere end en hest kan rende. Det var kun en kort periode af sit liv, Fogh Rasmussen ikke var socialist.

I vanlig pedantisk stil oplyser Anders Fogh Rasmussen, at han ved sin studentereksamen fik 13 i byplanlægning, i faget geografi. Som barn legede han en selvopfunden samfundsleg med sine brødre, hvor han var statsminister, udstedte valuta og styrede hele slagets gang. Fogh Rasmussen er – som offentlig person – en særegen blanding af en hårdtarbejde administrator og en politisk kamæleon. Det er nyttigt når man vil frem i tilværelsen, men ikke altid nyttigt når intentioner og konsekvenser skal sammenholdes. Har det kulturradikale eller socialistisk-ideologiske Danmark fået mindre magt i Anders Fogh Rasmussens tid? Vi må se hvad bind to bringer af forklaringer.

Anders Fogh Rasmussen: Fogh. At træde i karakter. Gyldendal, 2022.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr