Som undervisnings- og integrationsminister blev han lagt for had af en samlet venstrefløj. Samtidig repræsenterer han en sidste rest af højskolevenstre og Grundtvig. Bertel Haarders liv mellem politisk pragmatik og grundtvigiansk opvækst skildres i ny selvbiografi. Det er historien om politisk mod og idealisme, men også en historie om resultater, der i tilbageblik udeblev. Anders Orris anmelder Bertel Haarders erindringer.

Som praktisk politiker, som magthaver, må Bertel Haarder indregnes til det slæng af borgerlige politikere, der – til trods for at de havde magten i to tiår – ikke udrettede noget på de helt grundlæggende parametre. Der blev ikke færre offentligt ansatte, lavere offentlige udgifter, endsige mindre adfærdsregulering i Bertel Haarders tid.

Måske har han været for eftergivende, når det virkelig gjaldt? Pessimismen har i hvert fald visselig indhentet Haarder, der ellers som god grundtvigianer sikkert har gået og næret et forsigtigt, men dog ganske konsekvent håb for fremtiden.