Opera: Askepot

17. september 2022
8 minutters læsetid

Sæsonstart på Den Kongelige Opera. Og det er svært at forestille sig noget bedre end Rossinis La Cenerentola (Askepot) fra 1817, der har en livskraft og et overskud af alt det, der skal til for at skyde en operasæson i gang – det har Rossinis operaer i det hele taget. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen italiensk komponist, jeg skatter højere end Rossini; og hans operaer er altid en fornøjelse. Det er derfor en stor glæde, at sæsonen åbner med italiensk opera, når det er allerbedst.

Skulle nogle ved titlen tænke, at ”det er for børn”, og blive vrangvillige derved, så er det her på sin plads at minde om historiens gode, sunde og eviggyldige morale om, at hvis man opfører sig pænt, ordentligt og dydigt, så skal man nok klare sig godt og blive belønnet derefter. Anderledes derimod, hvis man er doven, arrogant, hovmodig, forfængelig og tror, at man har ret til en helt masse blot i kraft af sit navn og sin titel. Og så er der i øvrigt meget god kunst, der er skabt for børn, men næppe Rossinis opera.

Tværtimod er mange af de fleste ting, de fleste vil kende fra Disneys tegnefilm (og Juleshow) fra 1950, ikke med. Der er ingen syngende mus, der syr kjoler; og de mange fjollerier med den dumme kat, Lucifer, der optager et meget stor (for stor) del af tegnefilmen, er heller ikke noget, der ses i operaen. Der er heller ingen god fe eller glassko.

Det vil dog gå for vidt at sige, at Rossini har skåret Askepot ind til benet. Det kan godt være, at der ikke er noget græskar, der forvandles til en karet, men Rossini har andre spøjse indslag i ærmet.

Ikke mindst Askepots indbildske stedfar med det vidunderlige navn Don Magnifico, Barone di Montefisacone – navnet sige mere end alt – og de to snotdumme, forfængelige og umulige halvsøstre, Clorinda og Tisbe. Alle tre er de mere dumme og selvovervurderende end ondskabsfulde. Den fallerede adelsmand, Don Magnifico, kan i operalitteraturen vel bedst sammenlignes med Baron von Ochs i Strauss/Hofmannsthals Rosenkavaleren (1911) eller den enfoldige ritmester Waldner i sammes Arabella (1932); men hvor vi dér under humoren aner adlen og borgerskabet degeneration, dekadence og den gamle verdens forfald, så er vi hos Rossini stadig i en tid, hvor det hele utvetydigt ender godt, når Askepot får den prins, hun elsker. Forfaldet må vente endnu godt 100 år.

Angiolina (Askepot) omgivet af sine to halvsøstre, prinsen og hans følge. Foto: Henrik Stenberg. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside

Sådan skulle det – naturligvis – ikke gå, når Det Kongelige Teater sætter den norske instruktør Stefan Herheim til at opsætte Askepot i en samproduktion med Den Norske Opera og Opéra de Lyon. Her går der ikke længe fra, at Askepot har fået sin prins, til den flotte kjole brutalt flås af hende, og hun efterlades alene på scenen med en rengøringsvogn. En gulvmoppe falder ned og rammer scenen med et brag. Hun har værsgo at tage sig af rengøringen. Der er ingen social opstigen denne gang. Det hele var blot drømmeri og illusion.

Herheim blander i sin opsætning elementer fra en klassisk ”efter bogen”-opsætning med elementer fra vores egen tid, ikke mindst rengøringsvognen og gulvmoppen. Men selv ikke de klassiske elementer er helt klassiske. Kostumer og kulisser ligner langt hen ad vejen til forveksling noget fra en traditionel opsætning. Men det er kun tilsyneladende: Det hele holdes bevidst i et glansbilledagtigt lidt for lyserødt skær, der giver anelser om de værste eventyr-stereotyper. Vi befinder os i Askepots egen, indre drømmeverden.

Don Magnifico er desuden klædt ud som komponisten, Rossini, selv ved flere lejligheder. Det samme er koret. Meningen med dette er ikke helt klar. I programmet kan man læse, at det vistnok skyldes, at Rossini ofte genbruger musik fra tidligere værker – noget helt normalt på den tid og før – og at Herheim derfor vil lave “Rossini-kloner” for at ”understrege hans dobbeltspil”. Den form for logik synes hentet fra Alices Eventyrland bag spejlet, hvor man skal bevæge sig hurtigt for ikke at komme ud af stedet. Dér er der i det mindste en form for bizar logik. Herheims ”logik” er fuldstændig vilkårlig. Kunne man ikke have klædt koret ud som Wilhelm Tell, fordi Rossini skrev en opera om den schweiziske frihedshelt? Eller ladet det indtage den bøf Rossini, som komponisten har lagt navn til?

Mere irriterende end Herheims anstrengte forsøge på at være intellektuel er det metalag, vi endnu engang skal trækkes med, når opsætningen foregår – ja, rigtigt gættet – i et teater, hvor alt tydeligt er kulisser. For at det ikke skal være løgn, er der en passarèlla, så stykkets personer kan bryde den fjerde væg og gå ud blandt tilskuerne på de første rækker. Det sker bl.a. under kvintetten i første akt, hvor lyset også falder på tilskuerne. Det hele er teater, noget vi leger, og som Askepot drømmer. Et tomt virkemiddel, der ikke føjer noget som helst til forestillingen udover forfladigelse. Og det hele er gentagelse og set før. Måske skulle man have klædt koret ud som Stefan Herheim og ladet det ride rundt på kæpheste som regiteatrets riddere, der gentager dødssyge virkemidler i det tilsyneladende uendelige.

Herheim vil vist gennemgående hellere gøre grin med værket end tage det alvorligt. Det er så afgjort også det letteste bare at lade det ene tomme virkemiddel afløse det andet. Men det er og bliver en dårlig undskyldning for dårligt håndværk, middelmådig iderigdom kreativ uformåen. Herheim har vist ikke rigtigt noget at sige. Som andre af regiteatrets disciple hævder Herheim – naturligvis – at der er tale om ”at frisætte værkets teatrale potentiale”.

Hvad Herheim derimod er god til, er at få det storkøbenhavnske operapublikum til at fnise i en grad, så det i øjeblikke helt glemte mobiltelefonerne og de medbragte mad- og drikkevarer. Ja, der var sågar øjeblikke, hvor folk ikke gik ud og ind af salen i tide og utide. Virkemidlerne for fniseriet var typisk, at stykkets personer lavede samlejebevægelser med underlivet rettet mod hinanden, skar ansigter ad de andre personer, når de kiggede væk, eller hoppede op og ned som kaniner og dirigenten pludselig befandt sig oppe på scenen i starten af anden akt og til publikums begejstrede fniseri konstaterede: ”Sorry I do not speak Danish”, da stykkets personer forsøgte at henvende sig til ham.

De mange fjollede påfund har desværre efterladt et udtalt aftryk på personinstruktionen, hvilket er forestillingens største svaghed: Instruktøren har så travlt med at gøre dem så fjollede og karikerede, at enhver individualitet forsvinder. Det er en skam, for ret beset er det mest Don Magnifico og de to dumme halvsøstre, der er udtalt komiske, mens Askepot, prinsen og den vise Alidoro er mere seriøse elementer. Det virker desværre lidt til, at instruktøren har taget lidt for let på opgaven og anset Rossini som noget, der giver sig selv, noget der i forvejen kun er sjov og ballade, hvorfor man kan sætte fniseriet på automatpilot.

Heldigvis lykkedes det for Josy Snatos at gøre hovedpersonen Askepot (eller Angiolina, som hun egentlig hedder) til en nogenlunde troværdig karakter, der er stærk og selvstændig. Santos havde en skøn og flot, mørk stemme, der gav partiet den helt rigtige tyngde, og hvor det naturlige højdepunkt for hendes flotte koloraturer var den store arie til sidst i stykket, hvor Angiolina tilgiver sine plageånder.

Hun stod overfor de lettere og lysere halvsøstre, der blev godt sunget af hhv. Clara Cecilie Thomsen og Kari Dahl Nielsen, der doserede den rette mængde karikatur og fjolleri ind i de to dumme høns. Jeg savnede måske lidt mere ægtefølt snobberi.

Don Ramiro (prinsen) blev utrolig flot sunget af Matteo Macchioni; men den flotte stemme til trods fandt jeg hans stemme en smule fejlplaceret som for lys og komisk. Den havde været bedre til Don Ottavio i Don Giovanni, som netop er en person, der ikke skal tages for alvorligt. Prisen i Askepot er ikke den samme type, men valget af Macchioni passer fint ind i den aktuelle opsætning, hvor det hele netop ikke skal tages alt for alvorligt. Bedre kunne jeg lide tjeneren Dandini, der blev sunget flot af Tomi Punkeri.

Bedst var nok Tae Jeong Hwang, der sang partiet som den vise filosof, Alidoro, der er det tætteste stykket kommer på den gode fe, der trøster Angiolina, fortæller hende, at hun er god nok, og tager hende med til prinsens bal, selvom hendes onde stedfar udtrykkeligt har forbudt det. Hwangs udførelse af den store arie i første akt ”Là del ciel nell’arcano profondo” var det ene af stykkets to højdepunkter. At man så måtte leve med, at det var rengøringsvognen trukket af heste, der bragte Angiolina til bal, er en anden sag.

Don Magnifico (Miklós Sebestyén) forestiller sig alle de ting han kan gøre, når han stiger til tops som rig mand. Han skal bare lige få den rige prins til at gifte sig med en af hans to dumme døtre. Foto: Henrik Stenberg. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Det andet var scenen i vinkælderen, hvor Miklós Sebestyén som Don Magnifico med sin solide mørke stemme brillerede sammen med Det Kongelige Operakor. Sebestyén var i det hele taget meget velvalgt og karakterfuld som Don Magnifico. De to store arier i hhv. første og anden akt, hvor grobrianen Don Magnifico udgyder alle sine mindreværdskomplekser, der viser både hans brændende ønske om at stige til tops, og hvorfor han er komplet uegnet til det, var også en sand fornøjelse.

Når dirigent Steven Moore befandt sig i orkestergraven var han heldigvis mere i sit rette element end som del af Herheims fjollerier på scenen. Der blev ikke taget for let på Rossinis partitur, hvilket er fint. Det klæder La Cenenerentola at have noget romantisk tyngde.

Med så gode kræfter, det er lykkedes at samle sammen, er det ærgerligt, at man ikke har taget opsætningen mere seriøst. For når alt kommer til alt, er det svært at være helt tilfreds.

Gioachino Rossini, Askepot. Libretto af Jacopo Ferretti baseret på Etiennes Cendrillon efter eventyr af Charles Perrault. Det Kongelige Teater, Operaen, den 11. september 2022.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/askepot

Genvej til Askepot (programartikel)

Stefan Herheim i samtale med Nila Parly, Musikkens magi (programartikel)

Slave, morder eller prinsesse (programartikel af person, der kun angives som ”Dr. Alexander”).

Gerhard Schepelern, Operabogen 2, 8. udgave (1979).

En glimrende indspilning af La Cenerentola er Riccardo Chaillys 1992-indspiling på Decca, hvor han står i spidsen for Bologna-teatrets orkester, og hvor titelpartiet synges af Cecilia Bartoli. Katalognummeret er 436 902-2.

På blu-ray findes der en virkelig fin optagelse fra Glydebourne-festspillene i Sydengland, hvor La Cenerentola i en flot opsætning af Sir Peter Hall fra 2005 kan købes sammen med en ligeledes solid opsætning af Rossinis Il barbiere di Siviglia. Kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=44476

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside