Af Morten Jarlbæk Pedersen
Alle de kloge siger det, og alle vi andre mærker det: Folketingsvalget er lige op over. Denne gang skal det sikkert handle om den udfordrede, danske (privat)økonomi, sundhedsvæsenets til stadighed mere krakelerende tilstand og den evige diskussion om de af politikerne forladte områder uden for postnumre, der begynder med 1. Og så selvfølgelig også indvandring.
Hvad vi derimod næppe kommer til at diskutere, er Danmarks forhold til den Europæiske Union. Og det kan faktisk både undre og bekymre såre.
I Danmark har vi lige opgivet forsvarsforbeholdet. Diskussionen herom viste med al tydelig klarhed, at den danske EU-debat ofte er amputeret. Og den viste med endnu tydeligere klarhed, at der er behov for, at vi kigger os selv i øjnene, inden vi bare lader os flyde med i en unionsudvikling dikteret af andre ”fordi Putin”.
Det er nemlig – eller burde være – hinsides enhver form for tvivl, at meget stærke kræfter i EU ønsker at ”normalisere” forsvarsområdet. Altså at gøre den udadfarende EU-politik til et område, der fungerer på samme måde som andre politiske områder. Ja, det handler om flertalsafgørelser i ministerrådet, og ja, det handler om flere kompetencer til unionen selv.
Verden er anderledes – men hvordan skal EU så se ud for at passe ind?
I mere generel forstand er forsvarspolitikken dog bare et symptom, for trommerne larmer stadig mere om behovet for traktatændringer i almindelighed. Først finans- og statsgældskrisen og siden corona og Putins hovedløse ageren har vist behovet, så nu skal der andre boller på suppen, lyder ræsonnementet mange steder i Bryssel og i flere hovedstæder.
Og Europa-Kommissionens (og andre med den) baggrundanalyse er jo sådan set også korrekt: Verden anno 2022 er anderledes end verden anno 2007, da man underskrev Lissabon-traktaten. Og derfor bør arkitekturen i det europæiske samarbejde muligvis tilpasses.
Men er hele analysen korrekt, og er de deraf udledte følgeslutninger de rette? Er der partout behov for mere EU på alle områder? Og er der behov for mere EU på den måde, som vi i forvejen kender EU? Hvordan ser den borgerlige, danske udgave af den grundlæggende analyse ud – og hvordan ser de tilsvarende svar ud? Det emne kunne man måske godt ønske sig, at nogen tog op i en valgkamp.
Europa-Kommissionen er allerede i gang
Du – og andre med dig – vil måske synes, at disse spørgsmål måske både er langhårede og langt fra akutte at tage stilling til. Tingene går jo ikke så stærkt dernede i Bryssel. Det er desværre bare alt andet end korrekt, for i Europa-Kommissionen er man allerede godt i gang. Både på det sociale område og når det kommer til ønsket om at give Kommissionen mere økonomisk uafhængighed, er sporene lagt. Og ifølge Financial Times er man nu klar til at gå endnu et skridt videre:
Draft legislation seen by the Financial Times would give the European Commission considerable leeway to declare an emergency, triggering a series of interventionist measures aimed at preventing product shortages in critical industries.
Europa-Kommissionen ønsker at indføre en mekanisme, hvorved Kommissionen selv kan erklære en art økonomisk undtagelsestilstand med alt, hvad sig dertil hører. Det kalder man for ”the Single Market Emergency Instrument, og idéen var i offentlig høring i foråret. Der er altså ikke tale om nogen hemmelighed eller øjeblikkelig indskydelse fra Kommissionens side.
Til gengæld kan indholdet og retningen af forslaget næppe overraske. Flere udøvende og direkte beføjelser til Kommissionen, må vi forvente. Står det blot en lille smule til troende, lægges der øjensynligt i kakkelovnen til en traktatrevision af de større.
Alt dette sker lige nu. Men alligevel er det svært at forestille sig, at emnet kommer til at fylde ret meget – om noget overhovedet – i den allerede nu igangværende valgkamp. Det er jo såmænd også bare små spørgsmål om suverænitet, sikkerhed og økonomi, vi taler om.
Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.