Filosofien er i krise. I postmoderniteten har den forladt sin traditionelle søgen efter sandheden. Denne relativering af filosofien er en trussel imod videnskaben, vores rationelle verdensforståelse og demokratiet.
Traditionelt opfattes filosofien som en rationel stræben efter at finde den dybeste sandhed: Den sandhed, som er grundlaget for, at nogen sandhed overhovedet er mulig. Ifølge den opfattelse må den sandhed, som filosofien søger, være universelt gyldig. Den må i princippet kunne begrundes af enhver mulig person, så det – ud fra selve begrundelsen – fremgår, at den må gælde for enhver mulig person.
Filosofihistorien fra grækerne og frem viser vores intellektuelle kamp for at finde denne sandhed. Som et højdepunkt fortæller den om modsætningen mellem rationalisterne og empiristerne i det 17. og 18. århundrede. Og i forlængelse deraf, hvorledes Kant opbyggede en indflydelsesrig syntese. Men filosofihistorien fortæller også om problemerne i de forskellige teorier, og at der ikke er blevet opnået enighed, selvom sagen selv – filosofiens egen natur – implicerer, at den dybeste sandhed må være universelt gyldig.
Historiseringen af filosofien
Specielt fortæller filosofihistorien om, at der omkring år 1800 skete et radikalt brud med opfattelsen af filosofiens natur. Man så nu ikke længere filosofiens udvikling som en fælles kamp om at finde en løsning på et ”overhistorisk” problem. I stedet så man den som et udtryk for en historisk udvikling af den filosofiske sandhed selv. Den centrale person i denne intellektuelle omvæltning var Hegel. For Hegel var filosofihistorien et udtryk for åndens selvudvikling – en selvudvikling, som for Hegel endte med hans egen filosofi.
Men for Hegels efterfølgere var dette ikke holdbart. Marx vendte Hegel på hovedet og gjorde den åndelige udvikling afhængig af den materielle. Det betød, at den enkeltes åndelige horisont blev bestemt af hans sociale klasse. Historien kom til at stå på proletariatets side. Med historiseringen af filosofien var den filosofiske sandhed ikke længere noget, som skulle findes gennem selvstændigt tankearbejde. Den var noget, man var ”fanget i” gennem ens sociale placering. Dermed var filosofiens absolutte forpligtelse relativiseret. Nietzsche gav denne relativisering en særlig skikkelse gennem sin lære om, at vores opfattelse af verden bestemmes af vort perspektiv.
Postmoderne filosofi
I dag har postmodernismen trivialiseret relativiseringen i en sådan grad, at der ved universiteterne er forskningsmiljøer, som har svært ved overhovedet at tage den traditionelle filosofiske bestræbelse alvorligt.
Sagen er altså nu den, at det moderne vestlige samfund er karakteriseret ved, at der samtidig eksisterer to forskellige og hinanden modsigende opfattelser af filosofiens og rationalitetens natur. På den ene side har vi den traditionelle opfattelse, der indebærer, at hver enkelt – uanset klasse, køn eller kultur – er underlagt samme rationelle forpligtelse, nemlig forpligtelsen til at være konsistent og til kun at hævde sin overbevisning med den vægt, som ens begrundelse for dens sandhed kan bære. Dette indebærer også, at vi i princippet alle står lige i forhold til det filosofiske spørgsmål om, hvad der er den dybeste sandhed. På den anden side har vi den fra marxismen generaliserede postmoderne opfattelse, som benægter, at der er en universel rationel forpligtelse og en universelt gyldig filosofi, men som hævder, at rationaliteten og filosofien dybest set er relativ til klasse, køn eller kulturel baggrund.
Men da den traditionelle opfattelse stadig – efter mere end 2000 års filosoferen – kun står som et uopfyldt ideal, så er den dominerende holdning mere og mere, at det er illusorisk at tro, at den filosofiske spørgen overhovedet kan gives et universelt og endegyldigt svar. Selve troen på, at den filosofiske bestræbelse kan nå et positivt resultat, har mistet sit greb, og den almindelige holdning er blevet en filosofisk passivitet eller ligegyldighed. Samtidig svækkes troen på en fælles rationel forpligtelse tilsvarende og noget, der ligner den postmoderne position, vinder stadig mere frem.
Postmodernismen er selvmodsigende
Hvorledes skal vi forholde os til dette åndelige klima? Skal vi blot passivt acceptere det? Eller skal vi gøre oprør imod det? Spørgsmålet er, hvad rationaliteten kræver. Og den kræver, at vi gennemtænker, om den postmoderne opfattelse kan stå dér, hvor et svar på den traditionelle filosofiske spørgen skal stå. Altså om den postmoderne opfattelse selv kan indtage positionen som en absolut – universelt forpligtende – sandhed. Og når vi tænker dette igennem, må det blive klart, at den postmoderne position er selvmodsigende. Det må være selvmodsigende at hævde historiseringen og relativiseringen af rationaliteten og filosofien som absolut nødvendig.
På det helt principielle plan gælder, at det ikke konsistent kan udelukkes, at den filosofiske spørgen efter det absolut nødvendige kan finde et gyldigt svar, fordi en sådan udelukkelse i givet fald selv vil komme til at stå dér, hvor et gyldigt svar skal stå. Den vil selv komme til at indtage positionen som en absolut sandhed – og dermed være selvmodsigende. Spørgsmålet er så, hvorledes man kan nå fra denne negative konklusion til det positive filosofiske standpunkt.
Umiddelbart kan vi sige, at overgangen må ligge implicit i argumentationen for den negative konklusion: At det ikke konsistent kan udelukkes, at der kan gives et positivt svar på det filosofiske spørgsmål. Men så kan grundlaget ikke være andet end modsigelsesprincippet selv.
Det kræver, at vi tænker nærmere over, hvad der egentlig ligger i modsigelsesprincippet. Modsigelsesprincippet er kravet om, at vi ikke må modsige os selv: At vi skal være konsistente. Men hvad gør det overhovedet muligt, at vi kan modsige os selv: at påstande kan modsige hinanden? Helt fundamentalt afhænger muligheden af, at påstande kan modsige hinanden, af betydningen af de betegnelser (eller ord), hvormed de udtrykkes. Påstanden ”bogen er rød” er uforenelig med påstanden ”bogen er grøn” som følge af betydningen af betegnelserne ’rød’ og ’grøn’. Rent principielt kan vi fastslå, at der er en indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem påstande. Det er modsigelsesprincippets implicitte betydningsteori.
Fundamentet
Når man har dette principielt nødvendige grundlag – modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori – så kan man derudfra udlede den begrebsstruktur, der må være forudsat selve modsigelsens mulighed. Så må man kunne skelne mellem påstande, hvis sandhed følger af betydningen af de betegnelser, hvormed de selv udtrykkes, og påstande, hvis sandhed ikke følger således, men i stedet afhænger af noget ”i virkeligheden”: Altså henholdsvis nødvendigt sande påstande og empiriske påstande. Og så må man ved en transcendental deduktion ud fra selve begrebet om en empirisk påstand kunne deducere det system af grundbegreber, der må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse og dermed også enhver mulig beskrivelse af vor egen situation som personer. Således må man kunne give et rationelt holdbart svar på det filosofiske spørgsmål om, hvad der er således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes.
Det er svært det her, men forhåbentligt er det alligevel formuleret så præcist, at det for den filosofisk åbne kan vække trangen til at tænke videre. I så fald kan man få hjælp til sit tankearbejde ved at følge den nøjere fremstilling af argumentationen, som den er lagt frem i min nye bog Den rene fornufts struktur. Heri giver jeg et rationelt forpligtende og universelt gyldigt svar på det filosofiske spørgsmål om, hvad der må være de begrebslogiske forudsætninger for enhver mulig virkelighedsbeskrivelse og enhver mulig beskrivelse af vor situation som personer.
En undergravelse af demokratiet
Og hermed giver jeg også en rationelt tvingende argumentation for, at hele den filosofiske udvikling, som er fulgt i kølvandet på historiseringen og relativiseringen af filosofien, befinder sig på et vildspor, som principielt undergraver videnskaben og vor rationelle forståelse af verden, og som derfor også på længere sigt i praksis vil undergrave demokratiet som en fælles samfundsmæssig orden.
Hvorledes kommer vi ud af den sump, hvori nutidens filosofiske grundlagstænkning befinder sig? Det er selvmodsigende at benægte, at det er muligt at give et gyldigt og alment forpligtende svar på det fundamentale filosofiske spørgsmål om, hvad der er således nødvendigt, at det ikke konsistent kunne være anderledes. En sådan benægtelse vil jo selv komme til at stå som en uomgængelig nødvendighed.
I næste omgang må det positive svar på det filosofiske spørgsmål gives ved at tage udgangspunkt i modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori og så derudfra gennemføre en transcendental deduktion af det system af grundbegreber, der må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse.
Kritisk, intellektuel masse
Men én ting er, hvad der er begrebslogisk rigtigt. Et andet er, hvad samfundet accepterer. Der er ikke nogen nødvendighed, som sikrer, at den begrebslogisk sande filosofi også når frem til at blive den herskende overbevisning i samfundet. Det afhænger af, om der er en tilstrækkelig stor kritisk masse af intellektuelt stærke personer, som er i stand til at forstå argumentationen og få den diskuteret således, at den postmoderne historisering af filosofien kommer til at fremstå som den filosofiske selvmodsigelse, som det er.
Da jeg selv begyndte at tænke de tanker, som nu har fået mere fast form i min nye bog, havde jeg vanskeligt ved at finde nogen, som kunne respondere. Derfor henvendte jeg mig til Georg Henrik von Wright. Som Wittgensteins efterfølger som professor i Cambridge var han ikke kun en internationalt anerkendt filosof – som svensk-finne var han også i stand til at læse dansk. Til held for mig tog han udfordringen op, og der udviklede sig en længere skriftlig diskussion, som resulterede i, at han skrev et forord til min første bog.
Umiddelbart blev denne bog anmeldt bredt, men til en egentlig alvorlig debat om den filosofiske kerne kom det ikke, og diskussionen døde ud. Hvordan jeg skal sikre, at det nu går anderledes, ved jeg ikke. Jeg kan give mine argumenter, men forstanden til at forstå dem må komme med læseren. Kan vi skabe et samfund, hvor der er nok af læsere, som har en sådan forstand?
Filosofi: Videnskab eller digtning?
På vejen dertil må der ufortrødent argumenteres videre. Og det vil jeg her gøre ved at slutte af med at sætte min position i kontrast til den, som Søren Gosvig Olesen har gjort sig til talsmand for i sin nyligt udkomne bog Filosofien som institution og tænkningen som håndværk.
Heri foretager Gosvig Olesen et opgør med den såkaldt analytiske filosofi, som han oplever som dominerende på universiteternes filosofiske institutioner. Denne skole vil gøre filosofien til en videnskab, som bygger på argumenter; men den mangler ifølge Gosvig Olesen at problematisere, hvad der overhovedet er argumentationens mulighedsbetingelser. Som Gosvig Olesen ser det, skal filosofien lære os at tænke og specielt at tænke over tænkningens betingelser. Det lærer vi ved at forholde os til dem, som allerede har tænkt over disse betingelser: De filosofiske klassikere.
Dermed stilles krav om, at vi tager filosofiens historie alvorligt. Det fører til, at vi i denne historie må anerkende, at der sker et brud med Hegel. Indtil da forsøgte filosofferne at etablere et grundlag for erkendelsens mulighed, men med Hegel gøres filosofien selv til et produkt af den historiske udvikling – og derefter anses den traditionelle filosofiske søgen efter erkendelsens absolutte grundlag ikke længere for at være på højde med filosofiens udvikling.
Set i det lys er filosofien nærmere beslægtet med digtekunsten end med videnskaben, og Heidegger bliver et centralt forbillede for Gosvig Olesens forståelse af filosofiens situation i dag.
Som udgangspunkt er jeg enig med Gosvig Olesens kritik af den snævre analytiske filosofi, som dyrkes ved universiteternes filosofiske institutioner i dag. Jeg er også enig i, at den måde, hvorpå denne filosofi dyrkes ved disse institutioner, modarbejder den egentlige filosofiske tænken. Til gengæld er jeg uenig med ham i, hvad den egentlige filosofiske tænken i grunden bør indebære.
En filosofisk vildvej
Mens Gosvig Olesen følger med det brud, der skete i filosofihistorien med Hegel, så opfatter jeg dette brud som en filosofisk vildvej. Det skyldes, at jeg holder fast ved den traditionelle og kantianske opfattelse, at filosofien skal søge at bestemme det dybeste grundlag for, at erkendelse og tænkning overhovedet er mulig. Holder vi fast i denne bestemmelse, så indeholder historiseringen af filosofien en selvmodsigelse. For den indebærer, at der dér, hvor den grundlæggende filosofiske nødvendighed skal stå, i stedet skal stå, at der ikke findes en sådan nødvendighed. Benægtelsen af nødvendigheden kræver at få den nødvendighed, som den selv benægter. Derfor har alle de filosoffer, som bøjer sig for historiseringen som et filosofisk vilkår, indbygget en selvmodsigelse i deres filosofiske fundament.
Som tidligere sagt så overvinder jeg denne selvmodsigelse ved at bygge på modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori – og ved derudfra at gennemføre en transcendental deduktion af det system af grundbegreber, som må være forudsat den begrebslogisk mulighed af sande empiriske påstande, og som derfor må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse og enhver mulig beskrivelse af vor situation som personer. Det er filosofi i Kants ånd, men på et dybere grundlag.
For mig at se er Gosvig Olesens alternativ til den dominerende analytiske filosofi altså selv uholdbart. Det indebærer – ganske som den snævre analytiske filosofi – en opgivelse af den egentlige filosofiske stræben efter at afdække det, som er således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes. Filosofien selv kræver, at vi holder fast ved denne stræben. Og det er, hvad jeg gør i modsætning til både Gosvig Olesen og den snævre analytiske filosofi.