Stoicismen er tilbage for fuld skrald og forfatteren Niels Overgaard er en af dens bannerførere i Danmark. Men lader det sig overhovedet gøre at skrive forsvarligt om filosofi og dyd uden at skrive fagfilosofisk. Eller hvad er prisen. Ph.d. og rådgiver i Tænketanken Prospekt, Alexander Sokol anmelder Niels Overgaard Mere er aldrig nok.

Hvis det tyvende århundredes moralfilosofi skulle koges ned til blot to strømninger, så ville et par udmærkede bud herpå være den sproglige vending og den dydsetiske genkomst.

Den sproglige vending søgte at besvare moralfilosofiske spørgsmål ved at undersøge den sproglige mening i vores moralske ord, for eksempel ved at spørge, hvad sætninger som ”du bør gøre dette” eller ”dette er godt” overhovedet betyder.

Teoretikere som Alfred Ayer, Charles Stevenson og Richard Hare arbejdede i denne strømning, der nåede en kulmination i Hares The Language of Morals, udgivet i 1952, hvori Hare overordnet konkluderede, at moralske udsagn ikke var meget andet end ”universaliserbare” holdninger og instrukser.

Dydsetikkens genkomst

På denne baggrund opstod den dydsetiske genkomst. I 1958 publicerede Elizabeth Anscombe artiklen Modern Moral Philosophy, hvori hun konstaterede, at den sproglige vendings filosoffer havde afsløret den moderne moralfilosofis tomhed. En filosofi, der på samme tid var så lingvistisk navlepillende og praktisk uanvendelig, var ikke meget værd.

Nytteetikerne og pligtetikerne, for eksempel John Stuart Mill og Immanuel Kant, fik også en del hårde ord med på vejen, muligvis en kende hårdere end de fortjente, men overdrivelse fremmer forståelsen, og Anscombes artikel blev i hvert fald forstået.

Hvis en tilbagevenden til antikkens filosofi faktisk kan forbedre rigtige mennesker, så er det et forsigtigt tegn på fremgang.

Anscombe foreslog, at man vendte tilbage til etikkens udspring – Aristoteles, i hendes artikel – og arbejdede videre på den etiske teori, som særligt hans navn er forbundet med, nemlig dydsetikken, der har karakterdyd som sit centrum.

Mange filosoffer meldte sig under Anscombes faner, og dydsetikken er i dag en respektabel, blomstrende og moderniseret etisk skole. Således er Niels Overgaards nye bog om antikkens dydsetiske filosofi, Mere er aldrig nok, på sin vis særdeles tidssvarende.

Mere er aldrig nok

Overgaards mål er i hans egne ord at præsentere ”idéer fra nogle af fortidens store filosoffer og forsøge at udlægge, hvad deres centrale tanker kan betyde for mennesker i dag.” Han præciserer, at bogen hverken er tænkt som et fagfilosofisk eller et idéhistorisk værk. I overensstemmelse hermed er bogen tilgængelig for alle, uanset om man aldrig har hørt om Aristoteles eller har en afstøbning af hans hoved på sengebordet.

Ud over Aristoteles er det mest Sokrates, Platon, Seneca og Aurelius der drøftes, med et par venner som støtte. Det er en velvalgt gruppe, for hvad angår dyderne, så er de enige om meget, og de passer ind i den samme filosofiske ramme, der forstår eudaimonia (lykke, trivsel) som menneskets endemål og dyden som i det mindste en del af vejen dertil.

Bogen har to sammenvævede dele – på den ene side Overgaards drøftelse af lykkebegrebet og kardinaldyderne visdom, mod, mådehold og retfærdighed, og på den anden side en mængde eksempler fra Overgaards liv og fra det moderne samfund i almindelighed, der illustrerer filosofiens anvendelse.

Halvvejs filosofi, halvvejs blændværk

Overgaards ærinde er således både sympatisk og relevant. Derfor er det også beklageligt, at begge bogens to dele har deres svagheder. Tag for eksempel kapitlet om antikkens perspektiv på eudaimonia, som Overgaard oversætter til ”lykke”, med behørig opmærksomhed på det græske begrebs subtilitet.

Overgaard forklarer, at antikkens skoler varierede efter, hvorvidt de opfattede dyden som det eneste, som lykken krævede, eller om materielle forhold også var væsentlige, og han gennemgår Aristoteles’ skel mellem instrumentelle og iboende mål, samt dennes argumenter for, at menneskets mål er lykke.

dydsetikken er i dag en respektabel, blomstrende og moderniseret etisk skole

Spørgsmål, der vedrører, hvad mennesket stræber eller bør stræbe efter, er dog notorisk besværlige, og Aristoteles’ argumenter er efter moderne standarder suspekte eller i det mindste ufuldendte. Netop af den årsag har de moderne dydsetiske filosoffer, såsom Philippa Foot og Rosalind Hursthouse, arbejdet på at forbedre dem.

Det er derfor også forståeligt nok, at Overgaard ikke kan give skudsikre argumenter for antikkens konklusioner. Men idet han ikke forholder sig særligt kritisk til sine kilder, kan man som årvågen læser føle, at man bliver præsenteret for noget, der er halvvejs filosofi og halvvejs blændværk.

Hvad er retfærdigt?

Noget tilsvarende gør sig gældende i f.eks. kapitlet om retfærdighed. Her lægger Overgaard ud med definitionen af retfærdighed i den ideelle græske bystat, som angivet i Platons Staten: ”Retfærdighed går ud på, at alle mennesker har deres egen ejendom og gør deres eget arbejde.” Dette suppleres bl.a. af Ciceros to principper for retfærdighed om ikke at skade andre og at tjene den fælles interesse.

Men både disse og andre løsrevne, forblommede citater etablerer nærmest intet om, hvad retfærdighed reelt består i. Enhver, der ønsker at blive mere retfærdig, vil savne en substantiel definition eller i det mindste en dybere analyse.

Handler retfærdighed om, at ondt skal besvares med ondt, som i det gamle testamentes retfærdighed? Eller om, at godt og ondt skal uddeles efter merit, som i det frie markedets retfærdighed? Eller skal godt og ondt uddeles lige, svarende til socialismens retfærdighed?

Den dydsetiske filosofi overlader bevidst det praktiske livs beslutninger til den enkeltes visdom, men en vis indhegning af begrebet retfærdighed bør det dog tilfalde filosofien at angive.

Ros til Overgaard

Det problem, som Overgaards bog møder, knytter an til spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet lader sig gøre at skrive filosofisk uden at skrive fagfilosofisk. Det kan man have delte meninger om, og selvfølgelig findes der da bøger, der lykkes med at udlægge elfenbenstårnenes skrifter for et bredere publikum.

I den forstand kan man åbenlyst skrive filosofisk uden at skrive fagfilosofisk. Men det ligger i filosofiens natur, at den ikke stiller sig tilfreds med halve svar, og derfor er der noget løjerligt selvmodsigende over at læne sig ind over filosofiens kaninhul uden at springe ned i det.

Uagtet sådanne principielle indvendinger må Overgaard roses for overhovedet at anstrenge sig med at udbrede antikkens dydsetik.

Den dydsetiske filosofi overlader bevidst det praktiske livs beslutninger til den enkeltes visdom

Så mange bøger om dyden findes der heller ikke på dansk (her kan nævnes bogen Moderne dydsetik af Anne Marie Christensen fra 2008, der særligt beskæftiger sig med det tyvende århundredes dydsetik), og Overgaards gennemgang vil i alle tilfælde kunne fungere som et kig ned i kaninhullet. Om man så senere tager springet, må være op til hiin enkelte.

Overgaard er helhjertet kulturpessimist

Så vidt angående det rent filosofiske. En anseelig del af Overgaards bog består også af anvendelser af antikkens filosofiske betragtninger på os moderne mennesker. Her må Overgaard siges at være en helhjertet kulturpessimist.

Kritikken er med bred pensel og rigelig maling, mest sort, og dækker både vores forhold til sociale medier, karrierer, følsomhed, læskedrikke, longevity, kapitalismen i almindelighed og meget andet.

Overgaards kritik af disse emner stemmer i det store og hele overens med den kritik, som er blevet givet før, uagtet at den her sættes i forbindelse med antikkens tænkere. Overgaards mål er da heller ikke at gennemføre en dybere analyse af det moderne menneskes problemer.

Den beslutning er der intet i vejen med, men den kursoriske behandling bevirker, at mulighederne for nyskabelse mindskes.

En kende påfaldende er her Overgaards løbende indrømmelse og drøftelse af egne historiske og nuværende mangler, der omfatter seriøse emner såsom depression og problemer med selvværd og karriere.

Jeg var personligt overrasket over Overgaards åbenhjertighed på dette punkt. Men i det omfang, at Overgaard har formået at benytte dydsetikken til at forbedre sig selv og løse livsproblemer, så er det vel god reklame for dydsetikkens skole.

Kunne man forestille sig nytteetikken have haft en lignende effekt? Næppe. Pligtetikken, måske. De mere kyniske blandt moralfilosofferne har fra tid til anden spurgt sig selv om, hvorvidt der overhovedet findes fremgang i moralfilosofien, eller om vi bare sovser rundt i det samme morads, uanset hvilket århundrede vi befinder os i.

Hvis en tilbagevenden til antikkens filosofi faktisk kan forbedre rigtige mennesker, så er det et forsigtigt tegn på fremgang.

Overgaards bog har sine svagheder, og personligt mener jeg, at ”filosofi uden fagfilosofi” er en mistænkelig idé. Men hvis man ikke er bekendt med antikkens dydsetiske filosofi, så vil bogen tjene som en udmærket introduktion til feltets væsentligste tænkere og deres overvejelser om lykken og dyden.

Niels Overgaard, Mere er aldrig nok – Hvad antikke filosoffer ved om et lykkeligt liv, Gyldendal 2023