Kollegie-assessor Kovaljov opdager en morgen til sin skræk, at hans næse er væk. Sikke noget rod. En mand er intet uden sin næse. Hvad skal han dog gøre? Han er jo en vigtig person med et betydningsfuldt embede. Han kender vigtige folk. Havde han så bare mistet den i en krig, men når den bare forsvinder af sig selv uden grund, er det pinligt. Var det så bare overgået en simpel kræmmerske. Hun kan jo fint klare sig uden næse. Men han selv har jo en lovende karriere foran sig.
Den dovne tjener, Ivan, er ikke meget bevendt. Han vil hellere spille balalajka. Så Kovaljov må selv ud og lede efter sin næse. Til alt held finder han den i Skt. Petersborgs store Kazan-katedral, hvor den er blevet antropomorf. Men til sin store fortrydelse opdager Kovaljov, at Næsen er iklædt en statsrådsuniform og dermed har fået højere rang end ham selv. Næsen er blevet noget høj i hatten og vil ikke vide af sin tidligere ejer. Et besøg hos politiet ender med uforrettet sag. Tilsvarende med et besøg hos avisen for at efterlyse Næsen. Hvordan kan det hænde? Kan det mon have noget at gøre med Kovaljovs barber, der er set luske rundt i byens gader i et forsøg på at bortskaffe noget, der mistænkelig meget ligner en næse?
Sjostakovitjs opera Næsen fra 1928, der har en novelle af Gogol fra 1836 som forelæg, er samfundssatire eller komedie i samme ånd, som vi kender fra Holberg, Jonathan Swift eller Hans Scherfig, hvor kernen er overklassens/borgerskabets indbildskhed og overdrevne optagethed af egne normer og værdier samt evindelige stræben efter social opadstigen.
Som det forhåbentligt er antydet med skitseringen af handlingen ovenfor, er historien i Næsen skrupskør og ikke oplagt operastof. Netop derfor passer det måske netop ganske godt til den ganske unge Sjostakovitj, der kun var godt 21, da han startede med at komponere værket. Det er svært at se for sig, at Richard Strauss, Korngold eller lignende samtidige ville vælge sådan et emne. Det nærmeste, jeg kan komme i tanke om, er den amerikanske futurist, George Antheil (1900-1959). Måske Carl Nielsen, hvis han havde brugt musikken fra sin 6. symfoni (1926), kunne være endt med noget, der lød bare nogenlunde som Sjostakovitjs musik til Næsen.
Sjostakovitj er inkarnationen af mellemkrigstidens store, tunge orkestermusik. Det er musik, der er kendetegnet ved, at den varme, der næsten altid er i klassisk musik, er næsten fraværende. Det gælder ikke kun i ungdomsværkerne, så som Næsen, men også de senere værker. Dog skal nævnes den lille, skønne vals nr. 2 fra hans suite for varieteorkester, der vist bedst kendes som musikken, som ledsager hovedpersonerne helt ud i parforholdets kringelkroge i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999). Lars von Trier citerede i sin Nymphomaniac (2013) Kubricks film ved netop at bruge den samme vals.
Men bortset fra denne vals er der ikke megen varme at hente i Sjostakovitjs orkestermusik. Den flittige brug af rytmiske elementer giver den ofte et industrielt præg med en tydelig mekanisk puls: En musikalsk damptromle eller kværn, der kører ustoppeligt derudaf og knuser alt på sin vej. Musikken er potent, intens, voldsom og sært fascinerende. Sjostakovitjs musik er stort set altid markante koncertoplevelser, hvor den ene vilde akkord efter den anden hamres ud i et enormt orkester og direkte i kraniet på tilhørerne, så det ringer i ørerne et stykke tid efter, at koncerten er overstået. Kan man tale om brutalisme som musikhistorisk epoke, så kommer den med Sjostakovitj for en gangs skyld årtier før den arkitektoniske periode af samme navn. Musikken forekommer ikke sjældent mere egnet til Orange Scene end til en koncertsal. Det er ikke musik, der har til formål at behage. I hvert fald ikke særligt længe ad gangen. Musikken er dog ikke sjældent uden et tydeligt humoristisk – for ikke at sige sarkastisk – præg, der skinner igennem selv de ikke-programmatiske værker. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Fedtmules selvkørende orkester på larvefødder, som han entrerer med i Disneys korttegnefilm Mickey’s Amateurs (1937), når jeg hører Sjostakovitjs orkestermusik. Musikken vrænger, skærer tænder og række tunge ad en. Dette gør, at man alligevel fornemmer et tydeligt menneskeligt vid inde bag det hele, en form lune trods alt. Netop dette gør den et oplagt valg til netop en skrupskør historie som Næsen.
Men meget af det netop skitserede mangler i musikken til Næsen. Musikken har stadig det umiskendeligt vrængende og humoristiske over sig, og også det industrielle og mekaniske, men den fremadskridende, hyperpotente energi mangler. Musikken i Næsen skifter retning ganske ofte, og det er svært at fornemme nogen musikalsk helhed, både set over hele operaen og i de enkelte scener. Vi er mere i tegne- eller stumfilmsmusikkens verden.
Stemningsmættede og virkningsfulde passager er der bestemt, navnlig scenen i Kazan-katedralen er fantastisk smuk med de ordløse kor, der giver mindelser om slutningen på Rued Langgaards Sfærenes musik (1918). Stemningsfuld er også scenen i anden akt, hvor politiet har fundet Kovaljovs næse, og han forgæves forsøger at sætte den fast igen, blot for at konstatere, at den bliver ved med at falde af. Musikken er da også ganske vittig sine steder, f.eks. i tredje scene i første akt, hvor Kovaljov ligger og sover for så at vågne og opdage, at hans næse er væk. Dét er meget morsomt sat i musik. Det samme kan siges om noget nær det eneste rigtige ensemblesang, der er at finde i værket, nemlig scenen mellem officersenken Pelageja Grigorjevna Podtotjina og hendes datter på den ene side hhv. Kovaljov og vennen Jaryzjkin på den anden.
Men ellers imponerer eller fascinerer musikken i Næsen mig faktisk ikke, uanset hvor kompleks, vanskelig og original den så end er eller var i sin samtid. Ungdomsværkets umiskendelige træk viser sig både ved det store overskud af ideer og ved den manglende evne til at bevarer fokus og retning, så der skabes sammenhæng. Det kan godt være, at det dengang var originalt at skrive et mellemspil for ni ustemte slagtøjsinstrumenter, men det gør det ikke nødvendigvis til god musik. 1920’erne var vist i øvrigt fulde af den slags vilde eksperimenter i musikken. Førnævnte George Antheil brugte f.eks. i sin Ballet pour Instruments Mécanique et Percussion ”Ballet Mécanique” fra 1925 udover otte klaverer bl.a. både flypropeller og sirener. Så Sjostakovitjs ni ustemte slagtøjsinstrumenter har allerede lydt tamme i 1930, hvor Næsen havde premierer – forudsat at publikummet til premieren i Leningrad i 1930 havde hørt Antheils værk.
Vanskeligere end de ustemte slagtøjsinstrumenter og lignende tidstypiske, avantgardistiske eksperimenter har jeg det dog med, at der er meget lidt rigtig sang i Næsen. Personerne fremsiger mest deres tekststeder i forskellige absurde og groteske former for talesang. Det passer fint til musikken og historien, men bliver hurtigt anstrengende at lytte til. Det Kongelige Kappel fik dog under Hossein Pishkar det bedste – eller måske rettere, værste – ud af denne højst besynderlige musikalske kakofoni. Kedeligt var det bestemt ikke.
Den særprægede stil stiller også anderledes krav til sangerne, der hellere skal kunne mestre groteske deklamationer end sang. Her var Palle Knudsen, der besad partiet som Kovaljov, i lange stræk for almindelig i sin diktion og passede derfor aldrig helt ind i det groteske og skingre musikalske univers. Partiet manglede det overskud, der skulle til for at gøre karikaturen vedkommende i Sjostakovitjs aparte vision. Christian Damsgaard havde i sin fortolkning af partiet som tjeneren Ivan mere af det strejf af grotesk galskab, jeg efterspørger, for at karikaturen kan komme på plads. Ligeledes var partiet som barberens hustru, Praskovja Osipovna godt besat af Gina Gloria Tronel, der også flot sang kvindestemmen, der kaster et næsten magisk lys ud i den stemningsfulde scene i Kazan-katedralen. I det hele taget er Næsen kendetegnet ved ganske mange små partier, der udgør det brogede persongalleri af folk og fæ i Skt. Petersborg. Yderligere må fremhæves Hanne Fischer, der havde nogle af operaens få næsten lyriske passager i partierne som hhv. den gamle adelsfrue ved diligencen samt officersenken Pelageja Grigorjevna Podtotjina. Gert Henning Jensen var det helt rigtige valg til partiet som Næsen, for han havde det lidt hovne, snobbede tonefald i scenen i katedralen, hvor Næsen taler nedladende til sin tidligere herre. Et markant indslag var også Conny Thimander som den intimiderende og korrupte overbetjent. Gennemgående var der gjort meget ud af at finde gode sangere til de mange små partier. Fordi hovedpersonen Kovaljov – alt andet lige – fylder sangmæssigt lidt, gør et stykke som Næsen det også vanskeligt kun at fokusere på ét eller få partier, som besættes godt på bekostning af de andre.
Det bør nævnes, at operaen blev sunget på dansk. Dette gav denne gang faktisk god mening, pga. den begrænsede mængde rigtig sang. Det er faktisk til at forstå, hvad der bliver udtrykt, uden at man må ty til overteksterne.
Næsen er indeholder ganske mange musikalske mellemspil mellem de forskellige scener i den ikke altid særligt sammenhængende historie. Det giver instruktøren rige muligheder for at eksperimentere, da der vist ikke i librettoen er givet nogle forskrifter. Mellemspillet med de ni ustemte slagtøjsinstrumenter mellem anden og tredje scene i første akt var iscenesat som en regulær pryglescene i stil med slutscenen i anden akt af Wagners Mestersangerne i Nürnberg. I Det Kongelige Teaters opsætning af Næsen er det den stakkels barber – der måske er skyld i, at Kovaljov har mistet sin næste – det går ud over. Det Kongelige Teaters opsætning lader dog allerede i første scene ingen være i tvivl om, hvem der er den skyldige i at have taget Kovaljov ved næsen.
Opsætningen er en samproduktion med La Monnaie/De Munt, Bruxelles. Iscenesættelsen har Àlex Ollé stået for; og den var stemningsfuld og vellykket. I en opera som Næsen, der foregår i et næsten surrealistisk univers, gør det mindre, om opsætningen er sat rigtigt i tid og sted. Det er vigtigere at fange stemningen i værket. Det lykkedes til fulde at skabe en sansemættet, organisk helhed, der komplementerede den mangel på retning jeg ellers savner i Sjostakovitjs musik til Næsen. Baggrunden var et stort net, måske et edderkoppespind, grenværk eller bikube, der blev belyst på forskellig vis, så det kunne danne stemningen i både Kovaljovs lejlighed, katedralen etc. Nogle gange lignede det også ansigter. Det så i det hele flot ud. Navnlig Ulf Schönebaums lysdesign gjorde opsætningen noget visuelt udover det sædvanlige. Selvom den groteske humor er udtalt i Næsen, fremhævede scenografien og i sær belysningen det mørke, der er i kernen af fortællingen og musikken. Til sidst blive det hele dog ganske uorganisk, da Kovaljov har fået sin næse tilbage og alt er ved det gamle på hans funktionalistiske kontor, der næppe helt utilsigtet minder om vestibulen i Nationalbanken, tegnet af Arne Jacobsen. Vi er kommet tilbage til den regelrette hverdag. Det Kongelige Teater får noget nær det optimale ud af Sjostakovitjs særprægede opera. Jeg er tilfreds.
Dmitrij Sjostakovitj, Næsen. Libretto af komponisten samt Yevgeni Zamyatin, Georgi Ionin og Alexander Preis efter Nikolai Gogols roman af samme navn. Det Kongelige Teater, Operaen, den 1. maj 2022.
Referencer
Forestillingens hjemmeside med information om spilledatoer, fotos fra forestillingen etc.:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/nasen
Nila Parly, Audio-introduktion til forestillingen (fra Det Kongelige Teaters hjemmeside, se link ovenfor).
Nila Parly & Niels Brunse Næsen: Både-og (programartikel)
Àlex Ollé, Når man ikke kan se længere end ud over sin egen næse (programartikel)
Der er mig bekendt ikke mange indspilninger af Næsen, men en god indspilning fra 2008 findes på SACD fra Marinskij-teatret i Skt. Petersborg med dets eget orkester og kor under ledelse af Valerij Gergiev. Kan købes hos iMuisc.dk:
