Operette: Den Glade Enke 2.0

Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Franz Lehárs operette Die lustige Witwe fra 1905 har fået tilføjet ”2.0” til sin danske titel. Man er så at sige på forhånd varslet om, at der ikke er tale om en almindelig opsætning, men noget andet – en opdatering.

Opdateringen består ikke i, at der synges på dansk. Det var tidligere normen i opera og operetter opført herhjemme; og det sker også stadig fra tid til anden. F.eks. i Det Kongelige Teaters opsætning af Strauß d.y.s Flagermusen. Aarhus Sommeropera har også en fin tradition for at synge på dansk.

Opdateringen til 2.0 består i, at handlingen er flyttet fra Paris i la belle époque til nutidens Danmark. Teksten er stort set blevet kasseret til fordel til en ny, opdateret tekst leveret af Adam Price og Kasper Holten med sidstnævnte som instruktør. Hertil kommer, at der er tilføjet et par nye personer til værket, mens andre personer er kraftigt omarbejdet. Temaet er kulturlivets genvordigheder, intriger, bøvl med kritikere og den evige dans om de offentlige kasser.

Zeta er reduceret fra at være ambassadør i Paris for balkanstaten Pontevedrino (inspireret af Montenegro) til direktør for et dansk teater. Her kæmper han dels med økonomiske problemer forårsaget af hans alt for store armbevægelser, dels med den krakilske vicedirektør, Nielsen, der blevet ham påtvunget af Kulturministeriet, og dels med de krukkede skuespillere Bogense og Kronborg. De forskellige aktører kommunikerer dels indbyrdes på scenen, dels på sociale medier, hvor kommentarer til begivenhederne projekteres op så alle kan se dem.

Hanna Glawari ankommer til teatret med stil. Foto af Camilla Winther. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Zetas store satsning er en opsætning af netop Den Glade Enke; og da den rige enke Hanna Glawari, der netop har arvet milliardæren Svine Svendsen, melder sin ankomst til premieren, øjner han chancen for at få løst teatrets økonomiske problemer ved at overtale hende til at donere penge til teatret. Han er dog ikke den eneste, der har fået øjnene op for en finansiel indsprøjtning. For alle i kulturlivet fattes penge og er tilsyneladende ude af stand til at tjene dem. Den snobbede og selvovervurderende Ken Skade, der er kulturredaktør på Polemikken, øjner således også chancen for at få nogle penge til sin trængte avis. Ligeledes gør den svenske museumsdirektør St. Brioche, der mangler penge til sit museum. Filminstruktøren Camille kunne også godt bruge penge fra enken til sin næste film osv. Zeta har dog en trumf i ærmet, nemlig teatrets førsteelsker, Danilo, der tidligere har haft et forhold til Hanna. Han er imidlertid optaget af sin deltagelse i et realityprogram på tv.

Endnu engang er vi altså havnet i en gang teater om teater. Kulturlivet udtaler sig om kulturlivet selv og sine egne problemer, der hovedsageligt er økonomiske. Det er et plus i karakterbogen, at det denne gang er gjort med en vis selvironi, hvor der gøres grin med teatres forsøg på at sælge billetter ved stadig mere spektakulære påfund og leflen for ”de unge”, altså præcis alt det som opsætningen af Den Glade Enke 2.0 er udtryk for. Men selvironien bliver selvhøjtidelighed, når teatret og kulturlivets egne problemer er så vigtige, at det i sig selv er teaterstof. Selvom man taler kritisk om sig selv, så taler man stadig om sig selv.

Og så selvkritisk er man vist heller ikke. Budskabet i Den Glade Enke 2.0 er vel næsten, at der skal flere offentlige penge til kulturlivet, hvis ikke det skal lave gak og løjer i jagten på private midler. Jeg tror ikke, at offentlige midler i sig selv er nogen garanti for højere kvalitet eller – for den sags skyld – lavere kvalitet. The Metropolitan Opera i New York er stort set privat finansieret og leverer formentlig den højeste kvalitet, der kan købes for penge i operaverdenen. Omvendt er flere af de offentligt finansierede tyske operahuse ved at ødelægge sig selv i regiteater og jagt på den nye store skandale og provokation.

Det er vel næsten overflødigt at sige, at Lehárs skønne operette er reduceret til blot og bar baggrundsmusik i dette virvar af samfundssatire. Det er en skam. For styrken i Lehárs operette er ikke kun den gode musik, men også den muntre kærlighedshistorie og – ikke mindst – den nostalgiske stemning. Som i Flagermusen ligger styrken i meget vidt omfang i nostalgien. Konkret i følelsen af at være i Paris omkring år 1900. Den følelse kan man sagtens genkalde sig også her 120 år efter.

Helt anderledes hvis man satser på samfundssatire anno 2021. For når folk har glemt alt om Britta Nielsen, Paradise Hotel og Gift ved Første Blik, og hvad der nu ellers refereres til, som lige er oppe i tiden; er der ikke meget interessant og af blivende værdi i Den Glade Enke 2.0. Den minder alt for meget om en sommerrevy – en genre som Adam Price tidligere har begået sig meget i.

Det Kongelige Teater har fået lavet en stor discokugle på 12 meter i diameter til brug for opsætningen. Den er hul og delt i to, så vi kan kigge ind bag kulturlivets glitrende facade. Foto af Camilla Winther. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Målt med revystandarden er der faktisk lidt mere at komme efter. De forskellige personer er faktisk sjove og ganske vellykkede som revyindslag. Desværre er forestillingens personer mest vellykkede i birollerne. Bogense og Kronborg, hhv. Lise Christensen og Christian Damsgaard, er glimrende indslag som krukkede skuespillere, og William Pedersen er fortræffelig som den herligt dårligt klædte og selvoptagne Ken Skade fra Polemikken. Jeg morede mig også ganske godt over den mindst lige så selvoptagne svenske St. Brioche, spillet af Thorleif Steinstø.

Noget svagere står det til i hovedrollerne. Ganske vist er Clara Cecilie Thomsen, Sine Bundgaard og Peter Lohdahl rigtig gode som hhv. Valencienne, Hanna Glawari og Danilo, når der synges, men de kommer til kort, så snart musikken stopper, og de skal spille rollernes talte dele. Her bliver det for stift og overbeviser ikke. Karaktererne vækkes ikke rigtigt til live som andet end formidlere af vittigheder. Karaktererne glider ikke naturligt fra det sungne element til det talte. Det er to verdener; næsten som var det forskellige, der hhv. sang og spillede rollerne. Det er ikke så overraskende. De nævnte er operasangere, mig bekendt ikke revyskuespillere.

Personinstruktionen skal dog have ros for fint og dygtigt at præsentere det ret store persongalleri på en troværdige måde, så de forskellige personer fremstod, så man faktisk kunne kende forskel på dem. Alt for ofte kommer personer til at ligne hinanden så meget, at jeg bytter rundt på dem. Evnen til at skabe selvstændige karakterer er ikke så selvfølgeligt, som det lyder, kan jeg efterhånden konstatere. Selv i film er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at instruktører ikke mestrer den kunst. Det eneste men i dén henseende er, at hhv. Danilo og Camille var noget ens i deres type. I det oprindelige forelæg er der en mere tydelig modsætning mellem dem.

I de mere gennemgående talte roller er Lise Baastrup som den tørre vicedirektør Nielsen den bedste sammen med Simon Duus, der spillede teaterdirektør Zeta. Modspillet mellem direktørens påfund og vicedirektørens begrænsninger fungerede gennemgående fint, om end det tabte pusten henimod slutningen. Helt galt gik det, da Nielsen omsider slår i bordet og forlanger respekt af direktøren til tonerne af Aretha Franklins Respect. Den slags er jeg ikke målgruppen for. Det ville passe bedre ind i The Blues Brothers (1980), men høstede ufortjent aftenens største bifald.

Som sangere var Sine Bundgaard bedst som Hanna Glawari, der virkelig flot sang sin store arie i starten af 2. akt. Næstbedst var Clara Cecilie Thomsen, som Valencienne, og Jens Christian Tvilum som Camille i deres store duet i midt 2. akt. Her var der markant bedre grundlag for bifald.

Desværre led disse indslag, der ellers er højdepunkterne i Lehárs forlæg, meget af, at teksterne var ændret til Adam Prices sommerrevy-jargon. En stor skam, når det er her, at stykket bliver alvorligt i sine følelser. Selvom vi har at gøre med en operette, så tager den stadig sine karakterer og følelserne mellem dem alvorligt. Det gør Det Kongelige Teaters opsætning desværre ikke. I stedet sætter man ind med vittigheder og platheder. Man gør i programmet ganske meget ud af at forklare og forsvare operetten som genre, men tager den reelt ikke alvorligt i sin opsætning: Man reducerer den til baggrundsstøj for samfundssatire, der – ærlig talt – ville have fungeret bedre i et andet format.

Det Kongelige Teater har til opsætningen fået lavet verdens største discokugle på 12 meter i diameter. Da den ikke havde spejlreflekser, kunne den dog ikke optages i Guinness Rekordbog, selvom man ellers forsøgte. Ifølge programmet skal discokuglen være ”sindbilledet på operettegenren med dens strålende og glittede verden”. Kuglen kan køre rundt på scenen og åbnes på midten. Inden i ser vi forskellige steder i teatrets verden. Uanset at denne del af scenografien virker komplet overflødig, og at jeg havde gættet det til at være en golfkugle, før jeg læste programmet, så ser det faktisk ret imponerende ud. Kasper Holten plejer at gennemarbejde de scenografiske detaljer i sine forestillinger; og denne er ingen undtagelse, når det kommer til at fylde scenografien med indhold. Havde man gjort sig lige så meget umage med indhold i forestillingen, ville jeg have været tilfreds.

Franz Lehár, Den Glade Enke 2.0. Libretto bearbejdet af Adam Price og Kasper Holten efter Victor Léon og Leo Stein. Det Kongelige Teater, Operaen, den 6. oktober 2021.

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om spilledatoer m.v., og hvor man også kan høre uddrag af musikken:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/den-glade-enke-2.0

Mariann Sejer, ”Havde det ikke været for Det Kongelige Teater, var Jems og jeg aldrig blevet født” (programartikel)

Mariann Sejer, Et spejl af virkeligheden… (programartikel)

Christina Blangstrup Dahl, En bidsk ulv i bløde fåreklæder (programartikel)

Henrik Monved, Det er ikke musik det her! – Historien om Lehárs Den glade enke, Ascolta, nr. 2/2021, s. 10 ff.

The Metropolitan Opera har en skøn opsætning af Den Glade Enke fra 2015 med Renée Fleming i titelpartiet, der tager operetten alvorligt på sine egne præmisser.

https://imusic.dk/movies/0044007439005/f-lehar-2015-merry-widow-dvd