Jorden woke i 80 dage: et identitetspolitisk fiktionstyveri

Af Anne-Marie Vestergaard

For nylig blev jeg nysgerrig efter at se en tv-udgave af Jules Vernes berømte roman Jorden rundt i 80 dage fra 1873, Around the world in 80 days fra 2021. Den internationale produktion er i otte episoder der næsten fungerer som afsluttede historier. Spændingen fra bogen er dog intakt: Mon hovedpersonerne når jorden rundt på 80 dage og vinder væddemålet?

Man føler sig godt underholdt, der er både action og drama. Men som den litterat og kulturkritiker jeg er, kan jeg ikke lade være med at bemærke nogle ting i denne ”bearbejdning” til levende billeder, den seneste i en lang række af filmatiseringer.

Kønsskifte og ny hud

Tjeneren Jean Passepartout er sort, og jeg er ret sikker på at han er hvid i romanen. At hans baggrund endvidere er ændret, viser sig ved nærmere undersøgelse af originalteksten at være tilfældet.

Jeg undrer mig også over den kvindelige karakter Abigail Fix, og hun er da heller ikke med i romanen. Jules Vernes romanuniverser er i det hele taget meget mandsdominerede. Jeg læste Jorden rundt i 80 dage og flere andre af hans bøger i min barndom, med stor fornøjelse.

Og jeg følte mig slet ikke krænket. Abigail i tv-serien er en stolt feminist som kæmper for at hendes forstokkede redaktørfar – og hele patriarkatet – skal anerkende hendes frihed og plads i verden. I bogen er der til gengæld en detektiv med samme efternavn der følger efter Fogg, i den tro at han har røvet en bank.

Sorte sheriffer mod sydstatsracister

Et par autentiske personer er tilføjet, blandt andre den legendariske britiske aristokrat Jane Digby, der efter flere ægteskaber og papirløse forhold stak af til Mellemøsten og blev gift med en 20 år yngre arabisk sheik.

Desuden er flere handlingselementer lavet om. For eksempel møder de tre eventyrere ikke fjendtlige indianere i Amerika, men slagne sydstatsracister som en sort sherif forsøger at holde styr på. Sidst men ikke mindst er der det væsentlige i serieplottet at Fogg nu har en amourøs forhistorie – med en forlovet og et rejseprojekt som han stak af fra.

Pludselig får Fogg en psykologisk og emotionel dybde og en moderne, eksistentialistisk motivation for at indgå væddemålet.

Abigail Fix bliver efter den indledende modstand en hjælper for Foggs projekt med at genfinde den forlovede og det personlige mod – og dermed realisere sig selv.

Kampen mod den privelegerede hvide mand

Racisme og sexisme fylder en del i serien. Dens producent har tydeligvis villet signalere progressiv repræsentation med denne casting, men som det fremgår, er handlingen ændret på afgørende punkter.

Tager man de fortolkende briller på i analysen af tv-serien, kommer man frem til at den sorte mand og den unge kvinde i fællesskab bliver hjælpere for den forkrampede hvide, privilegerede mand der endegyldigt kan forlade det gamle stivnede klassesamfund og træde ind i (sen)moderniteten som en følsom og ansvarlig (ægte)mand.

Kald det en moderne opdatering (som producenten selv siger det i en reklamevideo) eller woke ideologi for fulde gardiner!

Et woke fiktionstyveri

Kan det ikke være lige meget hvis resultatet er medrivende og underholdende? Skuespillerne gør det glimrende. Og kan man ikke leve med lidt wokeness? Herregud, de fleste seere kan nok efterhånden gennemskue det.

På sin vis ville jeg være ligeglad hvis ikke man markedsførte serien som værende baseret på romanen. For der må være etiske grænser for hvor meget man kan tillade sig at ”adaptere”, ændre i persongalleri og plot, og stadig beholde en romans titel, især når denne er en litterær klassiker.

Jeg vil derfor kalde serien for et af mange tilfælde af ”fiktionsforfalskning” eller ”fiktionstyveri”, idet man snylter på en ikonisk roman for at få sin egen salonfähige historie ført igennem. Det ville have klædt producenten at kalde serien en ”fri fortolkning” af Jorden rundt i 80 dage.

En anden vigtig pointe er at en tydelig deklarering vil fremme lysten hos nogle seere til at læse selve romanen. For hvis tv-serien er en fri fortolkning, hvordan mon så originalen er?

Det ville især give den bogfremmede unge generation en bedre chance for at stifte bekendtskab med en klassisk roman, en vigtig pointe i en tid hvor litteraturen har det tiltagende svært i konkurrencen med skærmmedier. Konsekvensen af moderne fortolkninger – som i dette tilfælde en ”wokeificering” – er en omsiggribende kulturel historieløshed, hvor klassikere risikerer at gå i glemmebogen.

Romanen Jorden rundt i 80 dage skal læses og nydes, med alle dens særheder udi omstændeligt sprog, stereotype personskildringer og uhæmmet teknologibegejstring.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. og gymnasielærer