Zeitenwende: Den tyske oprustning forandrer Europa

Af Morten Jarlbæk Pedersen

”Zeitenwende”. Læg mærke til dette ord, kære læser. For det er netop et sådan, vi gennemlever for tiden. Og det på rigtig mange planer.

Jo, De har sikkert registreret, at krigen i Ukraine trækker lange tråde, og at det internationale system har fået en rusketur af de større. Og det er en rusketur, der får konsekvenser langt ud i fremtiden – uanset hvad der ellers sker i Ukraine, eller hvor lang tid det tager.

Selv hvis krigen på de østeuropæiske sletter fandt en lykkelig slutning i dette selvsamme sekund, ville verden stadig ikke være den samme. Beslutningerne om at genopruste er taget. Og selvom det tager et årti, før vi her i landet formår at købe et par artilleripjecer og en flok ubåde, har den store bjørn mod øst vist os sin vilje til med vold og magt at gentegne europakortet.

Den bevidsthed sætter sig – også selvom Putin og Zelensky skulle finde på at omfavne hinanden i morgen.

Et normaliseret Tyskland betyder et forandret Europa

Det betyder mere militær i Europa – europæisk militær endda. I Tyskland har man således bebudet en ”einmaliges Sondervermögen” på 100 milliarder euro og derefter et varigt løft af det tyske forsvarsbudget. Og det i øvrigt til stående klapsalver i forbundsdagen i Berlin! Det er store tal – også større, end vi måske fuldkommen har fattet her på flødeskumsfronten i nord.

Og ret skal være ret: Tysklands genoprustning er i sig selv næppe en dårlig ting, da tyskerne de seneste mange årtier har været nærmest komisk tilbageholdende over for enhver brug af militær magt. Tyskland ser derfor snarere ind i en ”normalisering” end ”militarisering”.

Men et ”normaliseret” Tyskland betyder et forandret Europa. I Vesteuropa er det – groft sagt – sådan, at Storbritannien er den militære stormagt, Frankrig følger efter, og et eller andet sted langt nede på listen ligger den økonomiske stormagt Tyskland.

Den europæiske balance

I EU har vi således et militært og udenrigspolitisk vågent og aktivt Frankrig og et økonomisk stærkt Tyskland – det har været ”balancen” i den europæiske vægtskål, og det er også (en del af) forklaringen på, hvorfor EU’s fælles udenrigs- og forsvarspolitik i så høj grad har været en fransk prioritet og interesseområde (sjovt nok har EU’s militære operationer da også i bemærkelsesværdig grad foregået i tidligere franske kolonier).

Men er den vægt i balance, hvis den tyske forbundshær pludselig bliver en reel magtfaktor? De bebudede investeringer i det tyske militær vil betyde, at det tyske militærbudget ender med at være større end selv Ruslands. Igen: Det er ganske store tal, vi taler om her!

Da Donald Trump i sin tid trådte til som præsident, var der flere, der var hurtige til at udråbe den tyske kansler til den frie verdens nye leder – nok mest fordi, hun ikke var Trump. Dengang overså man fuldkommen, at tyskerne nægtede at påtage sig den rolle militært, hvilket jeg også beskrev i en artikel her på Critique.

Men nu: Zeitenwende og tysk oprustning i massiv skala. Verden bliver en anden – og det gør den interne dynamik i EU også, hvis og når tyskerne pludselig råder over en langt mere potent ”Kriegsmaschine”. Hvordan verden bliver en anden, er straks et mere åbent spørgsmål.

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.