Krudt og kugler: Nej, Tyskland kan ikke lede ”den frie verden”

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Reaktionerne oven på den nye president-elect og den bevægelse, han repræsenterer er ganske overvældende. Valget og dets implikationer har derfor været genstand for umådelige spaltemeter med kommentarer af varierende indsigtsgrad. Her på Critique har man været med til festen i form af en række velovervejede analyser (se f.eks. her, her, her eller her).

En af de større reaktioner på Donald Trumps kommende præsidentembede er en fuldkommen afsværgelse af De Forenede Stater som den naturlige leder af ”den frie verden”. Disse reaktioner finder man ikke overraskende ofte blandt venstreorienterede meningsdannere og eksperter, og i disse kredse er antiamerikanisme jo historisk set ikke nogen nyhed. Men derfra og til at udråbe Tyskland med Angela Merkel i spidsen som den frie verdens naturlige leder, sådan som det er blevet gjort i både Berlingske og Information?!

USA: den frie verdens leder – lidt endnu i al fald

Ja, jeg er ganske klar over, at ”den frie verden”, ”Vesten” eller hvilken betegnelse, man nu end måtte foretrække, så langt fra er en entydig betegnelse, og der er også tale om en betegnelse og en rolle, der i den grad ofte er til debat.

Ikke desto mindre, så burde det stå temmelig uantastet, at i det store spil – det i hvilket Rusland, Kina og hele verdensdele tager del – der klumper EU-landene, USA, Australien og New Zealand sig ofte sammen. Og når vi taler om spil på dette makroskopiske niveau, der spiller USA førsteviolinen blandt de vestlige lande.

Spørgsmålet er bare, hvorfor det er tilfældet, og om Tyskland – når nu USA tilsyneladende har kastet sig ud i et moralsk harakiri – er i stand til at overtage denne funktion?

En væsentlig forudsætning for at lede ”den frie verden”: krudt og kugler

Der er mange forudsætninger for, at USA har indtaget denne førerposition. Landet har f.eks. fire gange så mange indbyggere som Tyskland og dækker et areal, der er ca. 215 gange større en Danmark. Og det må da tælle et eller andet sted. Derudover har amerikansk kultur jo uomtvisteligt fyldt meget i mange lande i rigtig mange år efterhånden.

Der er dog også en meget mere profan årsag til, at USA indtager denne position. Og det er, at landet årligt bruger i retningen af 4,5 pct. af sit bruttonationalprodukt på militæret. Og ud af et bruttonationalprodukt på 18,04 billioner dollars, så svarer det altså til temmelig mange penge! Om man kan lide det eller ej, så har krudt og kugler det jo med at give adgang til en større lytterskare. Som Theodore Roosevelt skal have sagt: ”Speak softly and carry a big stick”. Og det har amerikanerne gjort på vore vegne i rigtig mange år efterhånden.

Den, der betaler for musikken, får også lov til at bestemme hvad, der skal spilles. Og det gør amerikanerne så. I vores lille verdensdel har Tyskland indtaget en lignende rolle, når vi taler om eurokrisen, statsgæld m.m. – men spørgsmålet var jo, om tyskerne kan indtage en sådan rolle i større skala?

Og her er svaret temmelig entydigt nej. Det er ingen hemmelighed, at vi i Danmark længe har undslået os at betale vor forsikringspræmie i form af militære udgifter – og Tyskland og Danmark ligner hinanden utrolig meget på det punkt.

Tyskerne bruger således kun ca. 1,2 pct. af deres bruttonationalprodukt på forsvaret. Der er faktisk nogenlunde samme andel, som vi bruger herhjemme. 1,2 pct. af det tyske bruttonationalprodukt svarer til nogenlunde 69,5 mia. dollars. Og det skal holdes op mod de næsten 800 mia. dollars, som amerikanerne spenderer!

Nå, ja, der er som nævnt fire gange så mange amerikanere som tyskere. Så derfor skal tyskerne naturligvis ikke spendere lige så meget som amerikanerne i kroner og ører. De kan vel også ”nøjes” med at bruge 4,35 pct. af deres bruttonationalprodukt? Muligvis – men i så fald skulle tyskerne bruge ca. 168 mia. dollars eller næsten 2,5 gange mere, end de faktisk gør i dag!

Nej, Tyskland kan ikke lede ”den frie verden”

Konklusionen må være, at tankerne om, at Tyskland skulle overtage, hvor USA – tilsyneladende – nu må føje sig, alene har karakter af at være fantasterier, der på ingen måder tager højde for de faktiske forhold i den til stadighed mere vigtige jernindustri.

Jo, man kan indvende, at Tysklands rolle alene er som den moralsk overlegne – men stipuleret moralsk overlegenhed gør ingen ledestjerne. Det gør alene ansvarets åg.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor han arbejder med erhvervsorganisationers indflydelse på lovgivningsarbejdet. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.