Ruslands invasion af Ukriane har kastet opmærksomhed på regimets ideologiske rødder. En del af den retter sig mod tænkeren Aleksandr Dugin, der er af nogen beskrives som Putins chefideolog. Dugin er emnet for artiklen Kampen om verdensøen af stud scient.pol. Frederik Ambjørn, der fremhæver Dugins geopolitiske tænkning, der fastlåser Rusland i en opposition til Vesten.
Den russiske filosof Aleksandr Dugin har længe været kendt for sin tætte relation til Vladimir Putin, som han har været geopolitisk toprådgiver for i over et årti. Opmærksomheden om Dugin er steget kraftigt for nylig, i forbindelse med at hans datter blev dræbt i en bileksplosion, som muligvis er relateret til hans støtte til Putin og invasionen af Ukraine.
Derudover står Dugin bag ”Eurasien-bevægelsen” og har i den forbindelse forfattet en lang række værker relateret til russisk politik og kampen mod vestligt hegemoni. Både som politisk teoretiker og praktiker har Dugin haft vægtig indflydelse på moderne russisk politik. Hans aparte forfatterskab kan derfor give os et værdifuldt indblik i den filosofiske baggrund og de ideer, der ligger bag Ruslands aggressive, ekspansionistiske adfærd – både i Georgien 2008, Krim 2014 og aktuelt med Ukraine-invasionen, som på ny har bragt krig til Europa.
Tellurokrati versus thalassokrati
Ifølge Dugin har Rusland, givet sin geografi, historie og sociale organisationsform, en særlig rolle i international politik. Rusland er den tellurokratiske ”land-civilisation” placeret mellem Europa og Asien. Et tellurokrati som Rusland er ifølge Dugin defineret ved primært at have kontinentalt og landfast territorium frem for maritimt, kystbaseret territorium ; en kollektiv frem for individbaseret orientering; et holistisk og konservativt verdensbillede; og værdier som troskab, askese, ære og loyalitet.
Disse tellurokratiske eller ”land-civilisatoriske” karakteristika, som kendetegner Rusland, er dybt forankrede og løber som en rød tråd igennem russisk historie: fra Kijevriget, det moskovitiske zardømme, det russiske imperium og Sovjetunionen helt frem til Putins moderne Rusland.
Over for det tellurokratiske Rusland står de såkaldte thalassokratier (navnlig USA og Storbritannien). Et thalassokrati er ifølge Dugin karakteriseret ved at have en maritim frem for kontinental, landfast forankring; individualistisk frem for kollektiv orientering; og ”moderne” værdier som forbrugerisme og menneskerettigheder. Det søbaserede thalassokrati udgør dermed en modpol til det landbaserede tellurokrati på fundamentale, samfundsmæssige parametre.
Ligeledes mener Dugin, at det tellurokratiske Rusland i forskellige historiske perioder har været i konflikt med det modstående thalassokrati i en kamp om at kontrollere det område, som den engelske geograf Herbert Mackinder døbte ”Hjertelandet”, der geografisk i høj grad overlapper med eks-sovjetisk og russisk territorium.
Kontrol over Hjertelandet er nøglen til planetær, geopolitisk dominans, idet man dermed kan få kontrol over ”Verdensøen” (Afro-Eurasien) og derfra hele verden. Som Mackinder skrev: “Who rules East Europe commands the Heartland; who rules the Heartland commands the World-Island; who rules the World-Island commands the world.”1
Fra slutningen af det 18. århundrede var det britiske imperium med sin uovertrufne flåde det altdominerende thalassokrati, og dermed den primære trussel mod den russiske land-civilisation. Konflikten mellem thalassokratiet og tellurokratiet brød senere ud i lys lue under Første Verdenskrig, da de pro-tyske bolsjevikker efter den russiske revolution valgte at trække sig ud af krigen. Trods dette tabte de tellurokratiske magter Tyskland og Østrig-Ungarn hurtigt krigen.
Resultatet blev ifølge Dugin en entydig sejr til de thalassokratiske magter, Storbritannien, Frankrig og USA, som med Versailles-traktaten krævede ydmygende indrømmelser fra Tyskland, alt imens Sovjetunionen havde mistet store dele af sit territorie og måtte nøjes med en mere marginal rolle i international politik. Ikke desto mindre blev Sovjetunionen kort efter under Stalins brutale og centralistiske ledelse ifølge Dugin en stærk repræsentant for Hjertelandet, som kom til at udgøre en vigtig modvægt til de kapitalistiske og merkantile sø-magter USA og Storbritannien.
Enden på krigen markerede også en ny hierarkisering i den thalassokratiske blok, hvor USA med Wilson-doktrinen begyndte at gå væk fra isolationisme til fordel for en mere aktivistisk rolle, hvorfra USA med sin uovertrufne økonomi, store befolkning og belejlige placering mellem Stillehavet og Atlanterhavet begyndte at overtage Storbritanniens rolle som den dominerende thalassokratiske magt.
Vil du læse hele artiklen? Så tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster 199 kr. om året.
