Godt og vel 10 år efter Christopher Nolan afsluttede sin Batman-trilogi med The Dark Knight Rises, har en ny Batman-film fået premiere i biograferne. Det er ikke fordi, at der ligefrem mangler Batman-film på markedet. Tim Burton satte med Batman (1989) og Batman Returns (1992) den standard, som enhver Batman-film siden er blevet målt med. Siden kom Joel Schumachers to film, hhv. Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997), begge film som det siden er blevet populært at skælde ud på, men som er bedre end deres rygte. Todd Phillips’ Joker (2019) og de forskellige Batman v Superman-film regner jeg ikke som Batman film, selvom de foregår i hvert fald delvist i Batman-universet.
Der havde været Batman-film før Tim Burtons film, men de var markant anderledes. Selv kan jeg svagt huske, at de sendte tv-serien fra 1966 i fjernsynet, da jeg var lille. Den kom lige før Fjernsyn for dig. Samme Batman-univers var også grundlag for filmen Batman fra samme år. Dette univers var lysere og morsommere end det, som Burton senere introducerede i sine film. Særligt den udtalte selvironi gør 1966-filmen værd at gense i dag. Eksempelvis er der klippet ”lydord” ind i filmen, så der står ”kapow” (eller sådan noget) på skærmen, når Batman giver en skurk en på frakken. Det mest kendte Batman-tema stammer også fra dette univers.
Men siden 1989 har vi mere eller mindre været i det mørke og mere alvorlige univers. Jeg kunne uden problemer have fundet mig tilrette med Burtons film. Nolans Batman Begins (2005) var imidlertid den Batman-film, jeg ikke behøvede, men som jeg meget nødig ville have undværet. Nolan holdt desværre ikke det høje niveau; og de to efterfølgende film var noget ujævne (og noget mere middelmådige end deres rygte). Omend de hver især har spredte kvaliteter, bliver Nolans forsøg på at skabe en sammenhængende Batman-fortælling for ufokuseret og falder stille og roligt fra hinanden. Det gotiske tegneserieunivers bliver med Nolans film også definitivt forladt: Batman skulle være realistisk, et almindeligt menneske med en maske, der håndterede problemer, vi kendte fra vores egen dagligdag. Megalomane superskurke og gale videnskabsmænd hørte ikke til dagens orden men til fortidens uorden. Den knugende, gotiske storby blev hos Nolan til det velkendte grå betonslum fra vores egen virkelighed.
Med Matt Reeves premiereaktuelle The Batman, er noget af mørket tilbage: Gotham City er en mudderpøl, en åben kloak fyldt med forbrydere, slyngler, ballademagere, korrupte politikere, korrupte politifolk narkohandlere, gangstere osv. Kun én mand holder byen fra at falde fra hinanden, nemlig den maskerede hævner, Batman, der giver storbyens afskum nogle over nakken, så de fredelige mennesker, der – trods alt – stadig er i byen kan leve deres liv i fred.
Én ting er dog at tæske småkriminelle i undergrundsbanen. Det bliver straks vanskeligere, da en galning af en skurk, der kalder sig for Gækkeren, gør sin entre på scenen ved at myrde byens borgmester lige op til valget. Senere tager mordene til; og hver gang efterlader den uhyggelige skurk en lille gåde i et brev, der giver små vink om formålet med hans kriminelle forehavende. Batman allierer sig med den eneste hæderlige politimand i byen, nemlig Lt. James Gordon, og begiver sig ud i Gothams betændte underverden.
Tonen er slået rigtig godt an fra starten i The Batman. Hvor Batman-film indtil nu stort set har været actionfilm, er The Batman mere en klassisk kriminalfilm, hvor helten skal forfølge det ene spor efter det andet, indtil han finder skurken. Stemningen er samme film noir-inspirerede univers som hos Burton og den første Nolan-film, dvs. hvad vi også kender fra eksempelvis Ridley Scotts Blade Runner (1982). Michael Giacchinos musik er endog meget vellykket med at bidrage til denne stemning og løfter filmen betragteligt. I den seneste udgave af Stegelmanns score på P2 bliver der spillet fyldige uddrag af musikken; og den kan anbefales varmt (se henvisning nederst).
Mørket i the Batman er dog tættere på Blade Runner og Batman Begins end på Burtons gotiske univers. Den store forskel ligger i, at Burtons univers bevidst var lavet anakronistisk, så man ikke helt kunne sige, om det foregik i samtiden (1980’erne) eller i 1930’erne. Bilerne og tøjet lignede noget fra 1930’erne, mens Princes musik fra gadens ghettoblastere var et halvt århundrede længere fremme. Den vellykkede blanding af stilperioder gør stadig Burtons film til de æstetisk mest vellykkede Batman-film.
Gækkeren er hos Matt Reeves blevet noget ganske andet, end den fjollede skurk fra Joel Schumachers Batman Forever, men er blevet gjort til en uhyggelig og gådefuld skurk. Gækkeren skaber med sine handlinger en stor del af filmens fremdrift, det er hans gådefulde motiver og næste skridt, der holder filmen i gang; og det er hans identitet, der pirrer vores nysgerrighed. Hvem er han? Retfærdigvis skal det dog siges, at der til karakteristikken af Gækkeren lånes lidt vel meget fra seriemorderen Jigsaw fra Saw-filmene (2004-). Dette ændrer dog ikke ved, at Gækkeren er den mest vellykkerede person i The Batman.
Noget sløjere står det til med filmens hovedperson, Batman. Hvor Gækkerens gådefuldhed er en styrke, er det hos Batman en svaghed, at vi får meget lidt at vide om ham, og hvad der driver ham. På trods af de næsten tre timers spilletid, Reeves har til rådighed, gør han for lidt ud af at bygge en troværdig Batman-karakter op. Naturligvis fungerer Batman, når han har masken på. Det gør han stort set altid: Her skal han mest bare tæske Gothams skurke og misdædere (formentlig er det en stuntman, vi ser halvdelen af tiden, når vi ser Batman i kostumet). Det svære kommer, når masken tages af. Og her lykkedes Reeves ikke med at skabe en troværdig person: Batman/Bruce Wayne er her mest af alt en vred teenager, en Kylo Ren-type, der virker for afmægtig til at turde tage den tunge Batman mytologi på sine skuldre.
Meget bedre går det ikke med Catwoman, der hos Reeves nærmest ikke har nogen mytologi overhovedet. Med Gækkeren som eneste undtagelse, er personerne i The Batman almindelige mennesker med masker. I den forstand er vi ikke så langt fra socialrealismen i Todd Phillips’ Joker. Selvom mørket er tilbage, ligger tegneserieuniverset stadig der, hvor Nolan smed det ud. Nogle vil sikkert være glade for, at tegneserieuniverset er er blevet borte fra filmene. Jeg savner det. Magien ved Batman forsvinder, hvis han blot er en almindelig mand med maske.
Også med hensyn til historiefortællingen undrer jeg mig over, hvad Reeves egentlig får ud af sine næsten tre timers spilletid? Selvom det er godt, at Batman er blevet en kriminalfilm, så gøres der for lidt ud af at forklarer plottet; og jeg taber hurtigt tråden, når Batman taster lidt i en computer og straks springer fra det ene sted til det andet. En film, der som The Batman gerne vil være udtalt historiebåren, bør død og pine sørge for, at historien bliver fortalt. Andre steder gør Reeves omvendt for meget ud af at fortælle. Det belaster navnlig slutningen, hvor den ene slutscene afløser den anden i en endeløs række, hvor filmens morale bliver skåret så meget ud i pap, at alle, absolut alle, skal kunne forstå den. Den slags er jeg helst fri for fra en film, der tydeligvis har et højere ambitionsniveau end at tale ned til folk. 6/10
Reference
Stegelmanns score på P2 tirsdag den 8. marts 2022, hvor hele programmet er helliget musik fra Batman-film, og hvor der spilles fyldige uddrag fra Michael Giacchinos smukke musik til den nye film.
https://www.dr.dk/lyd/p2/stegelmanns-scores/stegelmanns-score-89
