Litterat og cand.mag. Anne-Marie Vestergaard skriver om en af vor samtids mest anerkendte danske forfatterskaber nemlig Kristian Bang Foss’. Hendes artikel Ironi, kærlig kynisme og tung patos er ikke alene en indføring i Bang Foss’ bøger, men også en overvejelse om forholdet mellem forfatterskabets dominerende tematikker og de forhold, der præger vores aktuelle samfundsdebat.
Forfatteren Kristian Bang Foss har udgivet fire romaner1 og har siden debuten gjort sig bemærket med sit brede sproglige register, der spænder fra slang og hverdagssprog til fagudtryk og overrumplende billedsprog. Samtidig har han antennerne ude og har en fintmærkende fornemmelse for tidstypiske mennesker og situationer i det senmoderne Danmark.2
Læg dertil en sjælden evne til at skrue et plot sammen og et imponerende gehør for det sprog, der tales af almindelige mennesker, for ikke at tale om modet til at overdrive og bruge løs af ”billige” virkemidler som slapstickhumor og overnaturligt gys. Foss er en realistisk forfatter, der bruger virkelighedsmarkører og skildrer genkendelige personer og miljøer, samt linker til samfundsforhold af politisk eller økonomisk art. Temaer og motiver er talrige: Ungdomsliv, identitetsdannelse, klientgørelse, kulturmøde, integration, terrortrussel, systemskifte, finanskrise, ulighed, migrantkrise samt klimakrise.
I en tid, hvor forfattere ofte bliver beskyldt for at være selvoptagede, er der masser at hente. Han forholder sig direkte og indirekte til sin egen tid og giver læseren mulighed for at spejle sig i de litterære samtidsbilleder. Georg Brandes mente jo, at litteraturen skulle sætte problemer under debat,3 og det krav opfylder Foss i større eller mindre grad – mens han fortæller en historie, eller to eller tre… I det følgende vil jeg præsentere de fire romaner og læse med og imod forfatteren.
Den seneste roman, Frank vender hjem, giver anledning til nogle perspektiverende betragtninger og blik tilbage i forfatterskabet. Mine læsninger er åbne og undersøgende, hvorfor jeg indimellem vil stille spørgsmål og i det hele taget lade pointerne udvikle sig undervejs. Min tilgang er primært diskuterende.4
Fiskens vindue
I Fiskens vindue fra 2004 drejer det sig om fremmedgørelse og identitet. Vi følger den unge mandlige jeg-fortæller rundt på eksotiske Island, hvor alt bliver udsat for et nærmest autistisk mikroskopblik: Kæresten, de lokale, sproget, vejret og omgivelserne. Han er turist og fremmed på Island, og det ene absurde optrin afløser det andet. Også livet i København for det unge par og deres venner bliver behandlet. Livsstilsvalg, som hvordan man tilbereder sin kaffe, inddrages, og det latterlige i forbrugsalvoren understreges.
Der er ingen præcise tidsmarkører i modsætning til de tre andre romaner. Mellem de idiosynkratiske observationer og betragtninger indgår der personlige refleksioner og digressioner, og det bliver tydeligt, at hovedpersonen føler sig fremmed og utilpas i forhold til sociale og kulturelle koder. Quirky kan man vist kalde ham. Det er både sjovt og lidt uhyggeligt, for hvor fremmed kan man egentlig føle sig og stadig være normal? Hvor meget kan man tillade sig at fortabe sig i egne tankebaner og stadig være en del af et fællesskab? Jeg-fortælleren er underligt indifferent, han lader tingene ske omkring sig. Er han en postmoderne antihelt, en turist i tilværelsen?
I romanens andet af fire kapitler sker der en form for fortællemæssigt gearskifte. Det stikker helt af for jeg-fortælleren, og han tager alene til Sverige for at fiske. Det nørdede tager over, men samtidig opstår der en minifortælling med en begyndelse, midte og slutning.5 Encyklopædisk viden om fisk, vandløb og kunsten at fiske iblandes beretningen om at fange den attråede ørred:
Majfluer er næsten på størrelse med stankelben, så når de klækkes, eller når der er spinnerfald, går fiskene som regel efter dem. De er sjældne på grund af forurening, de findes ikke i Holjeåen. […] Jeg bandt en Superpuppe i forfanget. Så rejste jeg mig og gik videre. Et stykke længere nede løb åen ind mellem nogle træer igen. Vandet fik fart på og begyndte at pludre over stenene. En gang imellem tumlede strømmen en af bundens sten rundt, og et kluk skilte sig ud.6
Titlen Fiskens vindue er også et fagudtryk, som betegner det synsfelt fisken har, når den kigger op og får et spejlbillede af det, som foregår over vandets overflade. Det kan symbolisere jeg-fortællerens stykkevise opfattelse af virkeligheden, hvor detaljerne ikke rigtig vil samle sig til en meningsfuld helhed.
Det er samtidig i dette kapitel, at jeg-fortælleren for en stund træder ud af rollen som en passiv iagttager, for nu er han forvandlet til en kapabel lystfisker, der mandigt overvinder naturen, idet fisken bliver fanget efter alle kunstens regler. Hans handlinger får en konkret virkning. Hjemvendt til København falder han til patten i det konforme parforhold og det lige så konforme ungdomsliv med venner og byture, uden at have følelserne med. At et tema i romanen er det subjektive perspektiv på virkeligheden, bliver understreget i romanens sidste kapitel, hvor der fortælles i tredje person fra en anden persons perspektiv, en biperson fra kapitlet, der foregår i Sverige.
Det kapitel bliver lidt en litterær gimmick, et clin d’oeil til en finlitterær offentlighed, der synes om den slags metafiktive lag. Romanen kommer i splid med sig selv, for historien om den retningsløse, detaljefokuserede unge mand kan sagtens stå alene, i al sin sorthumoristiske underfundighed og værdiforladte, kærlige kynisme, et litterært billede på den senmoderne vægtløshed og åbne identitetsproces. Heri består dens realistiske træk.
Romanen er tidstypisk i den forstand, at den betoner en postmoderne tilgang til virkeligheden, hvor det subjektive perspektiv dominerer på bekostning af en sammenhængende, struktureret vision. Men den er ikke problemdebatterende i strikt brandesiansk, positivistisk forstand. Dertil er romanen for filosofisk og for indadvendt.
Vil du læse hele Anne-Marie Vestergaards artikel om Kristian Bang Foss’ forfatterskab? Så tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster 199 kr. om året. I år får du 222 siders borgerlig og konservativ idé- og samfundsdebat. Læs om det her.